Kronikk i Jyllands-Posten, 16.oktober. Ikke på nettet. Gjengitt med forfatterens tillatelse.
Moral og asylpolitikk
Flygtningetragedien ved Lampedusa må ikke kun tilskrives den trøstesløse situation i de lande, som folk flygter fra. Den må også tilskrives en uansvarlig europæisk elite, som har ført politik ud fra en illusion om, at de europæiske lande kan og skal bære konsekvenserne af sociale sammenbrud i andre dele af verden.
Vi har oplevet en tragedie ud for Lampedusas kyst: Et skib med afrikanske flygtninge, overvejende fra Eritrea, på vej fra Libyen til Italien gik ned og omkring 300 mennesker menes druknet. Flygtningene ville væk fra den sociale opløsning i deres hjemland og håbede at finde sikkerhed og orden i Europa.
Den umiddelbare reaktion på tragedien er forfærdelse og et ønske om at forebygge, at noget lignende skal ske igen. Derfor har fremtrædende EU-politikere – som for eksempel indenrigskommissær Cecilie Malmström og parlamentsformand Martin Schulz – benyttet lejligheden til at hævde, at Europa skal være mere imødekommende over for flygtninge. Specielt kræver de, at Dublin-forordningen skal ophæves eller omgås. Den indebærer, at det er det første EU-land, som ansøgeren lovligt eller ulovligt er rejst ind i, som skal behandle ansøgningen. I stedet vil de indføre en kvoteordning, hvorefter flygtningene skal fordeles over alle de europæiske lande, således at de sydeuropæiske lande aflastes, og de nordeuropæiske lande pålægges en større del af byrden.
I denne bestræbelse er Malmström og Schulz i overensstemmelse med den grundholdning, som ligger implicit i menneskerettigheds-og flygtningekonventionerne.
Disse konventioner giver enhver, som kommer til et land og hævder at være politisk forfulgt, ret til asyl, hvis det ikke kan dokumenteres, at han taler usandt. Og de fastlægger, at retten til asyl i sidste instans skal afgøres af domstole, som alene ser på sagen ud fra, om asylsøgeren er forfulgt.
I lyset af dette system er det både naturligt og godt, at der foretages en fordelingspolitik, således at flygtningene sendes videre til andre lande, hvis presset på de sydeuropæiske lande er så stort, at de har svært ved at følge med, fordi det sikrer, at flygtningene hurtigere får opfyldt deres rettigheder.
Men hvorfor er alle så ikke enige i denne politik? Det skyldes, at den bygger på en urealistisk forudsætning.
Problemet er, at de herskende menneskerettigheds-og flygtningekonventioner gør asylmodtagelse til et rent juridisk spørgsmål, som alene tager hensyn til asylsøgernes situation, og fuldstændigt ignorerer det politisk afgørende spørgsmål om, hvorvidt modtagerlandene evner at indoptage de tilkomne flygtninge. Men det er en selvpålagt blindhed over for virkeligheden. Tager man hensyn til, at der er en social grænse for, hvor mange flygtninge et demokratisk land kan modtage uden at falde fra hinanden, så er det ikke givet, at det i den nuværende situation er rigtigt at lette adgangen for flygtninge til Europa.
Det afhænger af, om man er ved at nå grænsen for, hvor mange flygtninge de europæiske lande har social kapacitet til at modtage.
Når man forstår, at der er en sådan grænse, så må man også erkende, at den ikke er skarp, og at den skal fastlægges politisk. Der kan altså være legitim politisk uenighed om, hvor grænsen skal trækkes. Vi kan ganske simpelt være mere eller mindre optimistiske eller pessimistiske med hensyn til, hvor mange flygtninge vi tror, at landene vil være i stand til at integrere. Derfor er det også uforeneligt med selve demokratiets grundlæggende forudsætning at lade en domstol – også selvom den kaldes en menneskerettighedsdomstol – have det sidste ord.
Hvis vi på nogen måde skal gøre os håb om at forstå, hvor grænsen skal drages, så må vi begynde med at gøre os klart, hvor offervillige folk i almindelighed er. Og det har vi faktisk allerede et simpelt mål for, nemlig i skattesystemet. Erfaringen har lært os, at det er urealistisk at gå ud fra det socialistiske mantra om, at enhver skal yde efter evne og modtage efter behov.
Vi er nødt til at indrette skattesystemet således, at enhver får en personlig fordel af sin egen indsats.
Det vil sige, at den, som har mere før skat, også fortsat skal have mere efter skat. Et realistisk skattesystem må altså være udformet således, at indtægtshierarkiet opretholdes. Større er offervilligheden ikke.
Derfor kan og skal vi ikke forsøge at udslette den økonomiske ulighed. Men så skal vi til gengæld forstå, at den har sociale konsekvenser.
Den har først og fremmest konsekvenser med hensyn til, hvor folk kommer til at bo. De, der har bedst råd, vil bosætte sig i de bedste områder, og således nedad, indtil vi når de økonomisk svageste, som vil samles i de områder, hvor ingen andre vil bo. Det er en dynamisk følge af den økonomiske ulighed.
Som udgangspunkt er det altså i et sådant socialt opdelt boligmarked, at asylsøgerne skal finde en bolig, når de skal integreres i samfundet.
Og derfor vil de helt naturligt, i hvert fald så længe de er økonomisk svage – og det vil sige, så længe de er mest fremmede og mindst i stand til at indgå i det herskende fællesskab – være henvist til at bo blandt den svageste del af majoritetsbefolkningen.
Det er altså denne befolkningsdel, som kommer til at bære den tungeste del af byrden ved den fælles asylpolitik. Det bliver dem, som først oplever, at deres boligområder bliver mere fremmedartede og mindre hjemlige – og derfor også mindre trygge – på grund af de fremmede, som taler andre sprog, og som har andre skikke.
Hvis de så protesterer imod den udvikling – for eksempel ved at bruge deres demokratiske indflydelse til at stemme på et politisk parti, som vil begrænse modtagelsen af flygtninge – så er de moralsk ikke værre end de velstillede, som kun vil yde til den fælles modtagelse af flygtninge under forudsætning af, at de bevarer deres plads i indtægtshierarkiet og altså har råd til at bo på afstand af de sværeste integrationsproblemer, som de i stedet skubber over på de svageste.
Dette burde de velstillede selv være de første til at forstå, hvis de har et mindstemål af selverkendelse og moralsk integritet.
Men her har den velstillede elite svigtet fatalt. Når folk fra de økonomisk svage boligområder protesterede imod den flygtningepolitik, hvis konsekvenser de især måtte bære, så blev de ikke mødt med forståelse og anerkendt som ligeværdige.
Tværtimod blev de hånet som racister og fremmedfjendske af den elite, som selv levede højt på, at der i skattepolitikken blev taget hensyn til deres manglende offervillighed. Og hånen blev forstørret op i medierne, fordi de fleste journalister og intellektuelle ikke blot hørte til eliten, men også manglede tankekraft til at gennemskue elitens – og deres eget – hykleri. De forstod ikke, at elitens åbenhed over for modtagelsen af flygtninge så helt klart hang sammen med, at de kunne påtvinge den svageste del af deres medborgere den hårde opgave med at stå for den daglige integration.
Det er i dette dilemma, vi stadig står, når eliten nu reagerer på tragedien ved Lampedusa med krav om, at EU’s asylpolitik skal lempes, og når de seneste meningsmålinger samtidig viser, at Geert Wilders Frihedspartiet står til at blive det største i Holland, og at Front National står til at blive størst i Frankrig. Fordi eliten lever i en hyklerisk indbildning om sin egen godhed, så forstår den ikke, at den nu skaber en farlig splittelse i sin egen befolkning.
Hvad er den rigtige reaktion på tragedien ved Lampedusa? Det er ikke givet, at der er et entydigt svar på det spørgsmål. Men når vi svarer, så skal vi forstå, at der er en grænse for, hvor mange flygtninge de europæiske lande kan modtage, og at der kan være legitim politisk uenighed om, hvor grænsen skal trækkes.
Set i det lys må tragedien ikke kun tilskrives den trøstesløse situation i de lande, som folk flygter fra. Den må også tilskrives en uansvarlig europæisk elite, som har ført politik ud fra en illusion om, at de europæiske lande kan og skal bære konsekvenserne af sociale sammenbrud i andre dele af verden.
Hvis ikke eliten kommer ud af den illusion og begynder at føre en politik, som har et realistisk syn på, hvad de europæiske lande har ansvar for, og hvad de kan bære, så bliver tragedien ved Lampedusa blot en forsmag på Europas tragedie.