Af Helle Merte Brix
I omtrent ethvert vesteuropæisk land er der i dag betydelige muslimske mindretal. Hvad det på sigt vil betyde for Europa, får man få et fingerpeg om, hvis man ser på udviklingen i muslimskdominerede områder i blandt andet Storbritannien, Holland og Frankrig. I modsætning til, hvad Europas politikere håber på, går det ikke fremad med integrationen. Det går derimod fremad med indførelsen af en uformel sharia, der er livsfarlig for Vestens væsentlige værdier som ytringsfrihed, ligestilling mellem kønnene, pluralisme og demokrati.
Sharia cementerer imamerne og de religiøse lederes magt, og sharia indføres, når imamerne får magt over en  muslimsk befolkning, uanset om denne befolkning befinder sig i Teheran eller Bradford, Karachi eller Oslo. Målet er at opbygge autonome områder i staten, og ghettoerne er som skræddersyede til imamernes projekt.
I en række muslimskdominerede områder i Europa er der forlængst opstået en macho-kultur, der legitimerer vold mod "ulydige" muslimske kvinder, antisemitisme og en fjendtlig indstilling over for ikke-muslimer og det omgivende samfund. I visse af Europas ghettoer er der opstået et så aggressivt klima, at hverken politi eller brandvæsen tør rykke ud. [1]
Ofte hører vi fra forskere og politikere, at ghettoens problemer kun har sociale årsager, og at det er et spørgsmål om arbejde og uddannelse til de unge muslimer. Men disse områder har i årevis været hjemsøgt af islamiske prædikanter, hvoraf de "mindst" radikale absolut taler om vigtigheden af at de unge (mænd) uddanner sig, men med et bestemt formål: At arbejde for at islamiske moral- og samfundsbegreber får størst mulig indflydelse på samfundet. [2]
Et eksempel på et område under islamisering er den nordengelske by Bradford, som jeg besøgte i 2003. Byen, har omkring 490.000 indbyggere, heraf 80.000 med muslimsk baggrund. I dag er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt Bradford bliver en muslimsk by, det er spørgsmålet om hvornår. I 60 procent af de ægteskaber, der indgåes af muslimer i byen, hentes ægtefællen i hjemlandet, for eksempel Kashmir eller Bangladesh. [3] Det har stor betydning for befolkningstilvæksten, og ingen andre grupper vokser tilsvarende. Byen tæller i dag omkring 50 moskeer og 100 religiøse skoler, de såkaldte madrasaer. Mange af moskeerne har rod i den uforsonlige pakistanske deobandisme, der skabte Afghanistans talebanere.
Også den radikale London-prædikant Omar Bakri, der opfatter sig som Osama bin Ladens repræsentant i Vesten, er med sine kvartalsmæssige besøg med til at radikalisere byens unge mænd. En talsmand for byens hinduer fortæller, at hinduer i stigende grad føler sig pressede til at forlade byen, på grund af "talibaniseringen af området". [4] Det er også væsentligt at nævne, at de voldsomme gade-optøjer, der fandt sted i 2001, ikke var et opgør mellem "asiater og hvide", som det ofte er beskrevet i pressen. Der var ikke en eneste hindu eller sikh indblandet i disse planlagte optøjer. Bøllerne var unge muslimske mænd, der gik til angreb på politiet og ikke-muslimers ejendom. [5]
I Bradford, som i lignende områder i Europa, hvor islamiske prædikanter får fodfæste, er det kvinderne, der er de første ofre. På Hannover Square i Bradford er der i dag ikke et hvidt ansigt at se, ej heller en kvindes. De kvinder, man ser i området, er så tildækkede, at man kun kan se øjnene. Gaden synes kun for mænd, der kredser om den madrasa (religiøs skole), der er indrettet i et af hjørnehusene. Også på et universitet i byen, så jeg fuldt tildækkede kvinder blandt de studerende. [6]
En gruppe af mandlige muslimer har specialiseret sig i at terrorisere frigjorte muslimske kvinder og liberale pakistanske familier. Forældrene kritiseres for at lade deres døtre krænke det pakistanske samfunds ære. Der lægges også et aggressivt pres på unge kvinder for at få dem til at blive i hjemmet. Unge piger, der løber hjemmefra for at undgå et uønsket ægteskab, opspores og indfanges af sådanne grupper. [7]
Der findes næppe i dag et vesteuropæisk land, der ikke kender det forfærdelige begreb æresdrab. Unge, fortrinsvis muslimske kvinder myrdes, fordi de for eksempel har valgt en ikke-muslimsk ægtefælle eller på andre måder krænker "klanens" kodeks for ære. Mordet på Theo van Gogh satte spot på, at også i Holland er den gal. Den tyske journalist og terrorekspert Udo Ulfkotte fortæller i et aktuelt interview, at man i Holland nu ser eksempler på marokkanske kvinder, der ikke går tildækkede, og som er blevet udsat for den såkaldte "smiley". Det betyder, at den pågældende pige får skåret ansigtet op i den ene side fra mund til øre, til skræk og advarsel for andre muslimske piger, der ikke skulle ønske at dække sig til. [8]
Frankrig er det land i Vesteuropa, der rummer den største muslimske befolkning, her bor mellem 5 og 6 mio. I Frankrig nåede volden mod kvinderne i ghettoerne allerede for år siden et skræmmende omfang. Organisationen "Ni Putes ni Soumises" (Hverken luder eller underdanig) blev stiftet netop i protest mod sexisme og vold i de franske ghettoer. For eksempel har en undersøgelse fra forstaden Courneuve vist, at 77 procent af de kvinder, der her bærer tørklæde, gør det fordi de er bange for at blive tævet, eller endda skændet, af islamistiske patruljer. [9]
December sidste år demonstrerede ”Ni Putes ni Soumises” i Marseilles, for en ung muslimsk kvinde var blevet stenet til døde i byen. Hun stod over for at skulle giftes. Men den unge kvinde blev stenet til døde af flere mænd, heriblandt en forsmået bejler, der ikke ville finde sig i, at hun skulle giftes med en anden. [10]
I visse af de franske ghettoer opererer islamiske militser, der ledes af en Emir al-Momeneen, det betyder Kommandør af de Troende. Militserne er bevæbnede, og fransk politi er bange for at konfrontere dem. Disse militser går fra dør til dør hos muslimerne i området og fortæller, at deres kvinder ikke må lade sig undersøge af mandlige læger, at muslimer ikke må modtage blod fra jøder og kristne og at det er forbudt for piger at studere naturvidenskab eller få svømmeundervisning. [11]
Den franske journalist Caroline Fourest skriver i sin aktuelle og kritiske bog om Frére Tariq (Broder Tariq), at Martine Aubry tabte slaget i Lilles! Socialisten Martine Aubry er en af Frankrigs mest berømte politikere, tidligere minister og i dag borgmester i byen Lilles. I Lilles sydlige distrikt er en svømmehal fremover udelukkende forbeholdt kvinder. Der er kun kvindeligt personale, og skodder for vinduerne beskytter de svømmende kvinder mod mænds blikke. Fourest skriver, at andre franske borgmestre er lykkedes med at holde stand over for sådanne krav men oplever et stigende pres.
Under pseudonymet Emmanuel Brenner udgav en historielærer i 2002 bogen "Les Territoires perdus de la Republique” (Republikkens tabte territorier). Bogen, der sidste år kom i ny udgave, beskriver antisemitiske, racisme og sexisme i dagens franske skoler. Der er tale om eksempler fra klasser for de 11-15-årige samt fra gymnasier. En lærer fortæller for eksempel om en videbegærlig og aktiv muslimsk teenage-pige, der bringes til tavshed i klassen af jævnaldrende muslimske drenge med et "beskidte luder". Det går op for læreren, at andre muslimske piger formentlig afholder sig fra at ytre sig, af frygt for at blive mødt med sådanne bemærkninger. [12] Bogen giver også eksempler på klasser, der kontrolleres af unge islamister, der for eksempel kan finde på at påtale over for de muslimske piger, hvis tøjet sidder for tæt til kroppen. Eller klasser, hvor drenge åbenlyst udtrykker accept af polygami, uden at blive modsagt.
Det er især galt på skolerne i de muslimskdominerede forstæder nord for Paris og i forstæder til byer som blandt andet Lyon, Marseille og Montpellier i det sydlige Frankrig. Men også i centrale dele af disse byer, for eksempel i Paris` mindre fornemme bydele, Couronnes og Belleville, er der nu områder, og således også skoler, der i vid udstrækning er penetreret af islamister. Unge islamister taler begejstret om sådanne områder som "befriede områder"! [13]
Et eksempel er den parisiske gade rue Jean-Pierre Timbaud, der strækker sig fra Boulevard du Temple i nærheden af den berømte place de la Republique til metrostationen Couronnes. Spadserer man gaden igennem passerer man Boulevard Voltaire i mere end én forstand. Rue Jean-Pierre Timbaud var tidligere domineret af kommunister, i dag er denne del af gaden nærmest metro Couronnes domineret af islamister. "Forbandet være Frankrig", lød det fra denne moské, da den israelske, velrennomerede orientalist Emmanuel Sivan, besøgte gaden for nylig. Han kunne også rapportere, at en boghandel, hvor man indtil for nylig kunne købe materiale, der åbent opfordrer til jihad mod Vesten, er lukket. Formentlig ønsker man ikke for meget vrøvl med myndighederne, der har haft kig på stedet. I stedet kan man nu i gaden købe brochurer, der for eksempel forklarer, hvordan man "opdrager sine døtre i blufærdighedens regler". [14] Hvad lærer man mon børnene i denne og mange andre franske moskeers koranskoler? Formentlig at de ikke skal føle sig som borgere i den franske republik, men som en del af ummaen, det verdensomspændende fællesskab for muslimer. At jorden tilhører Allah, og at muslimers fornemste opgave er at arbejde for at indføre Allahs lov i Frankrig.
Med islamiseringen kommer antisemitismen, og Europa oplever i disse år angreb på jøders liv og ejendom i et omfang, vi ikke har kendt siden 2. verdenskrig. Også her er går det værst for sig i Frankrig, der rummer omkring 650.000 jøder. Fem synagoger i landet er sat i brand siden 2000. En synagoge i Marseilles brændte ned til grunden. Jøder trues eller overfaldes. [15]
Emmanuel Brenners bog rummer talrige, rystende eksempler på, at i skoler og gymnasier med mange muslimske børn, er der i stigende grad eksempler på jødiske børn, der må skjule, at de er jøder. Børnene kan for eksempel, som de muslimske børn, have nordafrikansk baggrund. Eller der er tale om børn med for eksempel en fransk far og en algiersk mor.
Der er beretninger om børn, der chikaneres eller overfaldes systematisk, i visse tilfælde dagligt, igennem måneder. Børnene tør ikke fortælle om overgrebene, af frygt for repressalier. "Beskidte jøde" eller "du og din race skal udryddes" høres åbenlyst på en række franske undervisningsinstitutioner i dag. [16]
I en række skoler er det meget vanskeligt for lærere at undervise i 2. verdenskrig, fordi muslimske elever hujer og klapper, når man når frem til Holocaust. Der er muslimske børn, der i fuldt alvor mener, at det med jødeudryddelserne var noget "meget rige jøder fandt på efter krigen". [17] Børnene kan også argumentere for, at imamen skal tilkaldes, så han kan forklare læreren, hvordan det hænger sammen.
Bogen giver også eksempler på ikke-muslimske børn, der presses til at konvertere. For eksempel en fransk dreng, der lever i et ellers helt muslimsk område og som konverterer, fordi en kammerat råder ham til det: "Samir har sagt, at hvis jeg konverterer til islam, så får jeg ingen problemer". [18]
Og naturligvis skal ikke-muslimer følge islams love. En lærer på en skole i Marseille fortæller, hvordan hun bebrejdes af en muslimsk elev, at hun drikker kaffe under Ramadanen. Hun forsøger at forklare eleven, at skolen er et sekulært område. Og at han ingen ret har til at påtvinge andre sine religiøse regler. Eleven hæver stemmen og siger, at i kantinen er man jo også forpligtet til at servere måltider uden svinekød. Læreren forklarer, at man ikke er "forpligtet" til noget sådant, man gør det som en venlig gestus. Eleven svarer: "Nej, skolen er ikke sekulær, skolen er muslimsk". Flere elever blander sig og kritiserer lærerens manglende respekt for ramadanen. Da en af drengene passerer katederet, vælter han ligesom tilfældigt den ikke-muslimske lærers kop med den omdiskuterede kaffe! [19]
Helle Merete Brix, journalist og forfatter
[1]Se for eksempel Jørgen Ullerup, "Balladen i Betonbyerne", Jyllandsposten, 11.august 2000
[2] Et eksempel på en sådan populær prædikant er den internationalt berømte Tariq Ramadan, der længe er blevet opfattet som "moderat". Den franske journalist Caroline Fourests aktuelle bog ”Freré Tariq” (Broder Tariq) er en mere end 400 siders afdækning af Ramadans radikalitet og dobbelte diskurs. Med Fourests ord arbejder Ramadan for en politiseret og arrogant udgave af religionen, "dominerende og manikæisk". (Caroline Fourest, Frére Tariq, Grasset, 2004)
[3] Philip Lewis i Bradford Race Review (2001)
[4] Rashmee Z. Ahmed: "Ethnic Cleansing in Bradford ?", Times of India , 16.maj 2001; Shyam Bhatia: " Bradford uneasy as Hindu-Muslim Tensions Emerge", India Abroad, 14.juni 2001; attack on Worshippers", Bradford & West Yorkshire, 10.oktober 2002
[5] Ramindar Singh: “The Struggle for Racial Justice - from Community Relations to Community Cohension: The Story of Bradford 1950-2002”, ss.135-142
[6] Helle Merete Brix besøgte byen i april 2003 sammen med historikeren Lars Hedegaard. Se også Theodore Dalrymple i "The man who predicted the Race Riots", City Journal, 2002, 12:2
[7] Philip Lewis i Bradford Race Review (2001)
[8] Martin Schwarz: "Der krieg hat begonnen". Interview med Udo Ulfkotte i Junge Freiheit 26.november 2004
[9] Amir Taheri: ”Will Chirac fight fascism?”, New York Post, 14.december 2003
[10] Charles Brenner: "Stoned to death", (var publisert i Times online, ikke lengre gratis tilgjengelig)
[11] Amir Taheri: ”Will Chirac fight fascism?”, New York Post, 14.december 2003
[12] Emmanuel Brenner: ”Les Territoires perdus de la Republique”, (Mille et une nuits, 2004) s.229
[13] Ibid. s.24, note 13. Oprindeligt citeret i: Mohamed Sifaoui: ”Mes ’freres’ assasins”, Le Cherche-Midi, 2003, s.135
[14] "Maudite soit la France", 20.oktober 2004
[15] Se for eksempel Marie Brenner: “France`s Scarlet Letter” (i “Those who forget the past”, edited by Ron Rosenbaum, Random House, 2004)
[16] Emmanuel Brenner: ”Les Territoires perdus de la republique”, (Mille et une nuits, 2004) eksempelvis s.32 og 34
[17] Ibid. s.129
[18] Ibid. s.269
[19] Ibid. s.268
|