| Av forfatter og skribent Helle M. Brix
 Den norske konvertit og religionshistoriker Lena Larsen. Den danske studievært og socialrådgiver Asma Abdol-Hamid. Nazreen Nawaz, læge og Hizb ut-Tahrirs medierepræsentant for organisationens britiske kvindeafdeling.
Tre kvinder, der er eksempler på et fænomen, som europæerne ikke ved, hvordan de skal klassificere: Veluddannede, velformulerede og udearbejdende muslimske kvinder, som siger ja til sløret og mener, islam er en garanti for kvindens rettigheder. Kvindeorganisationer omfavner dem ind imellem som gode rollemodeller for muslimske kvinder, som udbrydere fra et mandsdomineret miljø, der almindeligvis henviser kvinderne til hjemmet. (1) Eller de opfatter dem som kvinder, der alligevel på en eller anden måde er undertrykte og er blevet presset til at dække sig til og godtage en kvindefjendsk ideologi. (2)
For at komme en forståelse af fænomenet nærmere, kan der være værd at interessere sig for en af de mest berømte kvindelige islamiske aktivister igennem nyere tid, egyptiske Zainab al-Ghazali. Ghazali, der døde i august 2005, 88 år gammel, oplevede blandt andet at blive særdeles brutalt tortureret af præsident Gamal-Abdul Nassers regime, da Nasser slog hårdt ned på Det Muslimske Broderskab i 1960erne. Ghazali var i en menneskealder leder af ”Brødrenes” kvindeafdeling. Det Muslimske Broderskab blev stiftet i Egypten i 1928 og har været rollemodel for fremtidige revolutionært-islamiske bevægelser. I dag øver ”Brødrene” i stigende grad indflydelse på muslimer i Vesten, gennem deres europæiske organisationer og netværk.
Den britiske journalist Jan Goodwin interviewede Ghazali i 1992, da Ghazali var 75 år gammel og boede i en velhavende forstad til Cairo. Hun var stadig i vigør, præsiderede over Broderskabets kvindeafdeling, skrev på tre bøger om islam og underviste hver uge i sit hjem. Det er tydeligvis et noget særpræget interview. Ghazalis tamme papegøje Bengo afbryder med mellemrum den docerende Ghazali, når hun forklarer at en mand og kvinde aldrig må være alene i et rum sammen og at frafaldne skal dræbes, med et skrattende ”Allahu Akbar” eller ”islam er løsningen”. (3)
Rollemodel for muslimske kvinder
Sidste år blev Ghazalis erindringer genoptrykt i den engelske udgave: ”Return of the Pharaoh – Memoir in Nasir`s Prison”. Øverst oppe i højre hjørne af forsiden ses et portrætbillede af den ældre Ghazali, iført hvid hidjab. Ghazali og hendes kvindelige tilhængere gik altid klædt i hvidt, da Ghazali mente, det var Muhammeds yndlingsfarve.
Ghazalis erindringer findes også i en fransk udgave, hvor forsiden er en tegnet, slørklædt silhuet. Den franske udgave har forord af en af Europas mest indflydelsesrige, muslimske prædikanter, Tariq Ramadan, der opfatter Ghazali som en rollemodel for muslimske kvinder. (4)
Den engelske udgave af Ghazalis erindringer er udgivet af The Islamic Foundation i Leicester i Storbritannien. Dette center er den pakistanske organisation Jaamat-e-Islamis europæiske højborg. Jaamat-e-Islami betegnes også som den pakistanske udgave af Det Muslimske Broderskab.
Også den engelske oversætter Mokrane Guezzou, har kun lovord til overs for Ghazali. Hun tjener som ”et eksempel for alle, der stræber efter at etablere en stat, regeret efter Guddommelig Lov. Historien om Zainab al-Ghazali er en historie om ret overfor uret, retfærdighed over uretfærdighed og værdighed overfor ydmygelse. Den muslimske ummahs (det verdensomspændende fællesskab af muslimer, min bem.) stråleglans er blegnet en smule. Imidlertid er det sådanne som Zainab al-Ghazali, med deres fasthed og dedikerede indstilling, der vil genskabe den, uanset hvor store ofrene måtte være”. (5)
Ghazali blev født i 1917 i en middelklassefamilie i landsbyen Mit Yaish, 80 kilometer fra Cairo. Hendes far, der havde to koner og var uddannet fra det prestigebetonede Al Azhar Universitet, havde en klar forestilling om, at Ghazali ville komme til at spille en væsentlig rolle i det religiøse liv. Han ønskede derfor, at hun skulle havde en ordentlig uddannelse. Da Ghazali var 13, døde faderen, og hende ældre bror nægtede at lade Ghazali fortsætte sin uddannelse. Ghazali viede i stedet al sin tid til faderens religiøse bøger, og som 15-årig havde hun læst 350 af dem.
Islamisk mission frem for alt
Som 17-årig sluttede hun, ret overraskende, op om feministen Huda Shaarawis kvindeorganisation. Men hvor Ghazali mente, at kvinder havde ret til at uddanne sig og arbejde, når blot de ikke forsømte deres pligter i hjemmet, støttede Ghazali, som Larsen, Abdol-Hamid og Nawaz, ikke en vestligt orienteret feminisme. Hun ønskede ganske enkelt ikke et samfund baseret på sekulære værdier. Ghazali brød derfor med Shaarawis organisation og stiftede i 1937, som 20-årig, sin egen kvindeorganisation, der støttede forældreløse og ubemidlede kvinder og havde den islamiske stat som mål.
Ghazali fik aldrig børn, men opfattede Brødrene og Søstrene i organisationen som sine børn. Ghazali var gift to gange men fik sit første ægteskab opløst, da hun ikke mente hendes mand støttede hende i tilstrækkelig grad i hendes islamiske aktivisme. Hendes anden ægtemand var væsentlig ældre end hun selv, velhavende og indflydelsesrig, med nytttige, politiske kontakter. I erindringsbogen er gengivet en samtale, hun har med sin ægtemand, kort før Nasser får hende arresteret i 1965. Ægtemanden, Muhammed Salim Salim er nervøs over hendes aktiviteter, da Broderskabets aktiviteter nu er forbudte. Ghazali erindrer Muhammed, i den eksalterede litterære stil, der kendetegner bogens dialoger og monologer, om det løfte han har givet, om ikke at stoppe hendes religiøse aktiviteter. Ghazali beder om ”den fulde tillid mellem en mand og en kvinde, en kvinde, der i en alder af 18 år, gav sit fulde liv til Allah og dawah (mission, min bem.). I tilfælde af et ethvert sammenstød mellem ægteskabskontraktens interesser og da`wah, vil vores ægteskab slutte, men da`wah vil altid være rodfæstet i mig….Jeg ved, det er din ret at bestemme over mig, og at det er min pligt at adlyde dig, men Gud i vore sjæle er større end vore sjæle, og Hans da`wah er os kærere end os selv…” (6)
Ligesom Ghazali forlanger, at hendes mand holder sit løfte, hvad han gør, er det heller ikke uden kamp, at hun invilger i at arbejde under Hassan al-Banna. I 1937 beder al-Banna hende om at blive leder af den kvindeafdeling af Det Muslimske Broderskab, han vil oprette. Ghazali vil gerne samarbejde, men ønsker at bevare sin kvindeorganisation som en autonom organisation med egen styring. Men Al-Banna forlanger, at Ghazalis organisation smelter ind i hans.
Sayyid Qutb som idol
Al-Banna og Ghazali bevarer kontakten og i 1948, da Det Muslimske Broderskab bliver forbudt og tusindvis af medlemmer fængsles, giver hun sig. Ghazali sender et brev til al-Banna, der indledes med ordene, ”Min herre, imam Hassan al-Banna”. Ghazali anerkender, at Hassan al-Banna er den eneste nulevende person, der kan samle ummaen om at følge Allahs vej, og hun slutter brevet med et ”Jeg afventer Deres instruktioner og ordrer”. (7)
Ghazalis bog omtaler naturligvis ikke de terrorangreb, som Det Muslimske Broderskabs militære gren iværksætter efter 2. verdenskrig. Biografer og restauranter bliver sprængt i luften, ministre og intellektuelle myrdes, kvinder, der ikke vil dække sig til, bliver stukket ned med knive. (8) I februar 1949 bliver Hassan al-Banna likvideret af den egyptiske regering.
I 1952 støtter Det Muslimske Broderskab De Frie Officeres kup, der bringer Nasser til magten. Men Nasser ønsker socialisme og modernisering, og Ghazali publicerer en artikel i sin eget muslimske tidskrift om at ingen medlemmer af Det Muslimske Broderskab bør støtte en regering, der ikke baserer sin lovgivning på Allahs love.
I begyndelsen af 1960erne tager Ghazali nærmere kontakt til Sayyd Qutb, Broderskabets mest radikale tænker. I Ghazalis studiekredse studerer kvinderne blandt andet hans bog ”Milepæle”, som er på vej til at blive publiceret. Qutb bliver, for hende som så mange andre, en guide og et forbillede, og Ghazali får en vigtig rolle i at være med til at reetablere Broderskabet.
I 1965 arresteres Ghazali sammen med en lang række medlemmer af organisationen. Hun står anklaget for, sammen med bl.a. Sayyid Qutb at have planlagt et mordforsøg på Nasser. Ghazali nægter og bliver særdeles brutalt torteret, men overlever. I 1966 bliver Qutb henrettet, Ghazali bliver dømt til 25 års fængsel. I 1971, da præsident Sadat er kommet til magten, løslades hun.
I livet er der to muligheder, siger Ghazali i fængslet til en af de mænd, der forhører hende: ”Allahs vej og djævlens vej. De, der følger djævlens vej er ynkelige, syge mennesker, så vi giver dem en kur med omtanke og omsorg. Kuren er at vende sig til Allah, Allahs religion, Allahs love”. (9)
Ghazali var naturligvis ikke på nogen måde en undertrykt kvinde. Hun var en særdeles dygtig og handlekraftig politisk aktivist og fortaler for en totalitær ideologi. Nutidens Ghazali´er er heller ikke undertrykte. De er blot kvinder, der er tilhængere af en totalitær statsmodel i en religiøs ramme. Human Rights Service har tidligere bragt frem, at Lena Larsen i midten af 90erne gav udtryk for at hun ønskede en islamisk stat. I dag arbejder hun tæt sammen med Tariq Ramadan. (10) Asma Abdol-Hamid vil ikke trykke mænd i hånden og var under Muhammed-krisen talskvinde for en række islamiske organisationer med sharia som endemål. (11) Hizb ut-Tahrirs talskvinde støtter ideen om kalifatet, der, uanset hvad vi får fortalt af mediebevidste sharia-tilhængere, ikke går så godt sammen med demokratiet.
Vi vil i de kommende år utvivlsomt se rigtigt mange af disse Ghazali`er i vore medier, på konferencer og i integrationsprojekter. De mandlige islamister ved, at disse kvinder kan være endnu mere overbevisende end mændene. Men disse kvinder fortjener modstand, for deres politiske projekt er antidemokratisk og farligt. De er slet og ret Søstre i Brødrenes tjeneste.
Noter:
1. Dette synes blandt andet at være indstillingen hos Feministisk Forum, der lykønskede Danmarks Radio med den tilslørede studievært Asma Abdol-Hamid. Se bl.a. Helle Merete Brix i Maskeret Tvang s. 24 (red. Vibeke Manniche). LIVA, København, 2006).
2. Blandt andet forkvinden for Kvinder for Frihed, Vibeke Manniche, synes at være af denne opfattelse, se forord til Maskeret Tvang s. 10.
3. Jan Goodwin: Price of Honour. Warner Books, London, 1994, s. 325-29
4. Citeret I Caroline Fourest: Frère Tariq – discourse, stratègie et méthode de Tariq Ramadan s. 190. Grasset, Paris, 2004
5. Zainab al-Ghazali: Return of the Pharaoh – Memoir in Nasir`s Prison s. xxv. The Islamic Foundation, Leicester, 2006
6. Ibid. s. 36
7. Ibid. s. 27
8. Amir Taheri: Holy Terror. Sphere Books, London, 1987
9. Zainab al-Ghazali s. 62
10. Tariq Ramadan er præsident for European Muslim Network, der blev stiftet i Bruxelles i 2005. Lena Larsen er vicepræsident. Se www.euromuslim.net
11. Blandt disse organisationer var Minhaj ul-Quran, hvis tekster jeg undersøgte i 2001-2. Se Islam i Vesten – På Koranens Vej s. 47 ff. Og 142 ff. (red. Helle Merete Brix og Torben Hansen). Tiderne Skifter, København, 2002
Publisert som "Søstre i Brødrenens tjeneste" Human Rights Service © |