| HRS - Forsiden | Om rights.no | Om HRS | Kontakt HRS | Bli HRS - venn i dag ! | In English | Lenker | Anbefalt litteratur | Nettstedskart |
Her er du: HRS - Forsiden > Integrering > Da P1 sendte mig til psykolog

VIKTIGE SØKEOPPLYSNINGER!
Søk i rights.no

Publisert i Berlingske Tidende 17.09.05. Gjengitt her med forfatterens tillatelse.

Af Karen Jespersen

Der synes at være en virksomhedskultur på P1, hvor man i vid udstrækning tager bestemte meninger for givet – for eksempel at den stramme udlændingepolitik bør fordømmes.

Onsdag aften hoppede jeg ind i min bil for at køre fra Dragør til København, hvor jeg skulle i biografen med en veninde. Jeg tændte for radioen og slog over på P1, som jeg jævnligt gør, når jeg kører bil. Jeg kan godt lige at lytte til programmer som for eksempel Poul Friis og Lasse Jensens. Men indrømmet: Jævnligt tænder jeg også ud fra en anden form for forventningens glæde. Jeg skal høre, hvilke varianter af politisk korrekthed den står på i dag - leveret af forudsigelige gæster med forudsigelige meninger til en forudsigeligt nikkende interviewer. Med forudsigelig nedrakning af folk, der har forkerte meninger.

Jeg blev ikke skuffet på min tur til København. Henrik Dahls ugentlige program havde Svend Auken som gæst. Inden du når Rådhuspladsen bliver der talt ilde om dig, tænkte jeg. Ikke fordi jeg har specielt dårlige erfaringer med Henrik Dahl. Men det kom simpelthen over mig som en refleks ud fra mine erfaringer med både P1 og Svend Auken. Den konstellation måtte næsten munde ud i, at der skulle siges noget grimt om Karen Jespersen.

Ganske rigtigt. Interviewet bevægede sig ind på Aukens erfaringer med venstrefløjen i 1970’erne. Han benyttede lejligheden til at give lytterne det indtryk, at jeg, der i min ungdom befandt mig på venstrefløjen, dengang var en rablende venstreekstremist, der i dag er røget helt ud på højrefløjen. I hans tid som arbejdsminister kaldte jeg ham næsten dagligt for (klasse)forræder, kunne han fortælle P1’s lyttere. Påstanden, som han har fremført ved anden lejlighed, er pure opspind. Heller ikke dengang brugte jeg den slags ord. Formålet med at sige det var let gennemskueligt: Jeg skulle fremstilles som en person med hang til outrerede standpunkter – men pakket ind i en pseudo-jovial form: ”Jeg fortæller jo bare en sjov historie”. Denne tvetydige insinuerende debatform har altid været en Auken-specialitet.

Og hvad så? Siger det overhovedet noget om P1, kan man spørge? Tja, måske var det en tilfældighed at interviewet udviklede sig præcist, som jeg havde forventet. Og så alligevel: Min forventning kom ikke ud af den blå luft. Jeg har erfaringer som P1 lytter – men erfaringer som desværre ikke kan dokumenteres, fordi radioen er et flygtigt medium, og fordi jeg normalt ikke har pen og papir ved hånden, når jeg lytter (typisk i bilen). Men jeg har også erfaringer som P1-offer. I et konkret tilfælde har jeg dokumentation ved hånden, fordi Jyllands-Posten for nylig bragte den.

Redaktør på P1, Egon Clausen, har i mange år været, hvad jeg vil kalde tvangsmæssigt, negativ i sin holdning til mig. Derfor var jeg helt på det rene med, at jeg ville få en rigtig dårlig omtale i P1, da jeg sidste år i samarbejde med journalist Karen Margrethe Jeppesen udgav min personlige historie. Og det skal jeg love for, at jeg fik. En mere traditionel (dårlig) anmeldelse kunne slet ikke gøre det. Nej, Egon Clausen havde inforskrevet psykologen Johanne Bratbo for at analysere, hvordan det kunne gå så galt for mig, at jeg blev tilhænger af en stram udlændingepolitik.

Som socialminister havde jeg været nysgerrig, lyttende og forstående i forhold til mennesker med vanskeligheder, mente psykologen. Derfor havde hun forventet, at jeg ville være kommet ud i en ”meget stor personlig krise”, da jeg blev indenrigsminister og påtog mig ”strammerrollen”. Men da det ikke skete, og da jeg tværtimod klart tilkendegav, at jeg personligt gik ind for en stram udlændingepolitik, måtte noget være helt galt. Egon Clausen syntes ganske enig. Min holdning til udlændingepolitik måtte i Clausens og Bratbos verden betragtes som en psykisk sygdom. Der måtte altså være sket noget ”ganske alvorligt med Karen Jespersen”. Og psykologen skulle nu give sig bud på, hvad det var.

I det lange indslag, der blev sendt den 3. november sidste år, hed det sig både, at jeg var blevet forført, og at jeg var drevet af ønsket om at være populær og af magt. Men helt grundlæggende mente, psykologen, at det var gået galt for mig, fordi min mor havde en lille viktualieforretning. På trods af at jeg boede i et arbejderkvarter, så var min mor selvstændig erhvervsdrivende, og jeg var altså vokset op med ”småborgerlige normer”. ”Det slår meget igennem, når man bliver presset. Så træder de grundnormer, man virkelig har, rigtig i karakter”, sagde psykologen.

Dette nonsens er ikke bare komik på højt plan. Det er samtidig et skræmmende eksempler på mennesker, der misrøgter deres professionelle erhverv. En psykolog, der lægger titel til en parodi på psykologisk analyse – efter alt at dømme ud fra private politiske motiver. En redaktør som i blind og missionerende aggression mod en anderledes tænkende bryder alle normer for journalistisk fairness og misbruger et offentlig medie til sit private formål.

Sandt nok: Dette eksempel gør det ikke ud for en statistisk dækkende analyse af P1’s programmer. Men for mig er det rigeligt til at konkludere, at der er noget galt. Hvordan i alverden kan det lade sig gøre, at sådan et program passerer upåtalt af nogen ansvarlig leder i radioen? Efter min mening er svaret, at der synes at være en virksomhedskultur på P1, hvor man i vid udstrækning tager bestemte meninger for givet – for eksempel at den stramme udlændingepolitik bør fordømmes. Ud fra dette meningsfællesskab ser man igennem fingre med en journalistisk praksis, der burde være udelukket.

Det er fint med skarpe meninger. Og man må aldrig forvente, at alle synspunkter bliver tilgodeset med samme vægt, og at ingen bliver stødt på manchetterne. Men det er et problem, hvis en radiokanal, der har public service forpligtelser, bliver meget konformistisk og ensidig.

Derfor er jeg enig med DR’s nye generaldirektør, Kenneth Plummer i, at DR har brug for kritisk selvransagelse i forhold til P1. Så man for eksempel undgår programmer, hvor anderledes tænkende sendes til psykolog.

Karen Jespersen er sosialdemokrat, og har vært både sosialminister og integreringsminister i Danmark. Under den danske valgkampen i fjor forlot hun i protest det danske parlamentet, da hun ikke lenger stolte på sitt eget partis innvandrings- og integreringspolitikk. I dag er hun bl.a. skribent for Berlingske Tidende, samtidig som hun arbeider med en ny bok. Karen Jespersen er også medlem i vårt HRS-råd.

Human Rights Service (HRS) Møllergata 9, 0179 Oslo - Norge Tlf: (047) 22 33 80 00 [email protected] © HRS 2002 - 2005