Bokanmeldelse: Muhammed – The ”Banned” Images, Voltaire Press 2009 (ca 15 dollar på Amazon)
Af Helle Merete Brix for HRS
Da Yale University Press dette efterår udgav bogen «The Cartoons that Shook the World» var det naturligvis Muhammed-tegningerne i Morgenavisen Jyllands-Posten, det drejede sig om. Men tegningerne er ikke at finde i denne bog, der har den danskfødte professor Jytte Klausen som forfatter.
Universitetet lyttede til 24 anonyme «autoriteter», før man besluttede at fjerne ikke blot Muhammed-tegningerne, men også andre tegninger af Muhammed fra bogen. Forklaringen fra Yale lød, at man ikke ville risikere mere vold og uro.
Den beslutning blev den amerikanske universitetslærer og phd i filosofi Gary Hull vred over. Han har som protest og i et forsvar for ytringsfriheden udgivet en lille, men vigtig bog: «Muhammad – The «Banned» Images». Bogen har introduktion af Hull og indeholder derudover en række gengivelser af billeder og tegninger fra 1100-tallet og frem til de nutidige, verdensberømte Muhammed-tegninger. I alt 31 farvelagte billeder og tegninger er det blevet til, hentet fra blandt andet Tyrkiet, Frankrig, Storbritannien og Indien.
I sin introduktion fremhæver Hull den amerikanske helt Nathan Hale, der i 1773 som 18-årig tog den flottest tænkelige afgangseksamen fra Yale. Tre år senere blev han hængt af briterne under den amerikanske uafhængighedskrig. Hull citerer de berømte ord, som Hale udtalte lige før han blev henrettet: «Jeg beklager, at jeg kun har ét liv at give for mit land».
235 år senere, skriver Hull bidsk, kapitulerer Yale så over for «moderne tyranner», «islamiske fascister». Yales motto i dag er åbenbart, mener Hull, en omskrivning af helten Hales sidste ord: «Vi beklager, at vi kun har ét liv, som vi kan overgive til vores herskere.» Vold eller civiliseret samtale Hull gennemgår en række forskellige anslag på ytringsfriheden fra islams side igennem de sidste mange år. Introduktionen er i sin sprogbrug visse steder lovlig hidsig, og den indeholder få, men ærgerlige fejl. Den norske forlægger William Nygaard døde som bekendt ikke ved attentatet i 1993. Der var ingen voldelige demonstrationer mod Muhammed-tegningerne i Danmark.
Til gengæld sætter Hull fingeren på det ømme punkt, når han påpeger, at «ødelæggelsen af liv og ejendom, det voldelige anslag på en fornuftsbaseret samtale og civiliseret opførsel er resultatet af en lang kæde af begivenheder. Det kunne have været undgået, hvis både den iranske gidseltagning (besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran i 1979, red.) og Khomeinis fatwa var blevet opfattet, som det, det var, krigserklæringer.»
Hull var igennem nogle år tilknyttet Ayn Rand Institute og har derfor ikke overraskende i introen et rasende opgør med altruismen, som han mener er årsagen til at «Amerika er på selvmordets rand». For sådan går det, når man ikke mener, at man «moralsk har ret til at eksistere». Længere fremme skriver Hull, at «for at forsvare værdier som ytringsfrihed og en åben debat om islamofascistiske trusler, må man have den moralske tillid til, at man er værdig til et liv her på jorden». Jeg er ingen fan af Ayn Rands filosofi. Men jeg er enig med Hull i, at noget er galt med substansen i et demokrati, der er optaget af at underlægge sig sin fjende, i stedet for at at gøre front mod den. Det er ikke mindst de europæiske landes problem. Voltaire og RamadanHvad er det så for billeder, som Hull har valgt? Lad os tage bogens omslag først, et billede, der går igen på s. 36. Det er en illustration af Voltaires teaterstykke «Le Fanatisme, ou Mahomet le Prophete» (Fanatismen eller Profeten Muhammed) fra 1742. På billedet ses Voltaire og Lekain, et pseudonym for skuespilleren Henri Louis Cain. Lekain spillede Muhammed ved de tre opførelser, som Comédie Francaise nåede at opføre, før arrige katolikker nedlagde forbud.
Da jeg læste billedteksten i Hulls bog blev jeg mindet om en lignende episode flere hundrede år senere: I 1993 gennemtrumfede en af Europas kendteste muslimske frontfigurer, Tariq Ramadan, at stykket blev taget af plakaten i Genevé, hvor Ramadan bor. Voltaires stykke skulle have været opført som led i byens festspil.
I bogen har Hull trykt enkelte replikker fra teaterstykket, der skal tjene som eksempel på at karakterisere forskellen på frisindet og tyranniet. Zopire er Mekkas leder, og Muhammed har dræbt hans hustru og bror og gjort hans børn, blandt andre Seide, nævnt nedenfor, til slaver. Han kæmper mod det tyranni, som Muhammed forsøger at indføre. Zopire siger blandt andet: «Samtidig med at du forårsager blodbad og frygt/Ønsker du at befale mennesker til at tænke som du».
I en anden scene siger Muhammed til Seide, der naturligvis ikke ved, at Zopire er hans rigtige far: «Du begår helligbrøde, hvis du insisterer på at tænke». For det er Muhammed, man skal adlyde og tro på. Det forbudte ansigtDen tidligste illustration, som Hull har kunnet medtage er fra Frankrig fra sidste halvdel af 1100-tallet. Der er tale om en latinsk oversættelse af koranen, som missionærer kunne anvende, når de forsøgte at omvende muslimer til kristendommen, i forbindelse med generobringen af Spanien. Nederst i venstre hjørne på en af siderne ser vi en lille tegning af Muhammeds ansigt.
Et illustreret persisk manuskript fra 1307 viser den nyfødte Muhammed. Ansigtet er frit, i modsætning til de tyrkiske og persiske illustrationer, hvor Muhammeds ansigt næsten altid er tilsløret.
Et smukt tæppe, fremstillet i Indien i det 17. århundrede, hvor materialerne blandt andet er silke og sølv, er domineret af brune og hvide farver. I midten sidder Muhammed, der bliver kronet. Rundt om ham danser engle, der spiller musik. Ingen, hverken Muhammed eller engle har ansigter, her er kun blanke flader.
En italiensk illustration fra sidste halvdel af 1300-tallet viser Virgil og Dante, der ser Muhammed i Helvede. Og på en 1500-tals miniature fra en fransk oversættelse af et af Boccaccios værker, ser vi Muhammed som prædikant. Han har en due på sin skulder, hvad der indikerer, at han er en falsk profet, der forsøger at overbevise sine tilhørere om, at han er guidet af Helligånden. For duen er et gammelt bibelsk symbol på en budbringer.
En beruset Muhammed
En hollandsk gravør har i begyndelsen af 1500-tallet illustreret kapitel 15 i Mandevilles «Voyages» (rejser), skrevet mellem 1357 og 1371. Her fortæller Mandeville om Muhammed og en eneboer nær Sinai bjerget. I Mandevilles fantasifulde historie besøger Muhammed eneboeren og drikker sig fuld. Muhammeds følgesvende er trætte af de natlige udflugter, og derfor halshugger de eneboeren, en nat mens Muhammed sover rusen ud. Mændene lægger et sværd i Muhammed skød, og da han vågner næste morgen bilder de ham ind, at det er ham, der har dræbt eneboeren. Muhammed forbander vin og forbyder muslimer at drikke alkohol.
Hull har også medtaget en farvestrålende tyrkisk miniature fra slutningen af 1500-tallet, der, ret usædvanligt, viser Muhammeds ansigt. Billedet viser Muhammed, i blå klædedragt, der byder Jakob, klædt i rødt, velkommen i sin hule. Som på de fleste persiske, tyrkiske og indiske illustrationer i bogen, ser vi Muhammeds ansigt omkranset af en flammeagtig glorie.
Hen mod slutningen af bogen ser vi Morgenavisen Jyllands-Postens verdensberømte avisside den 30. september 2005 med overskriften «Muhammeds ansigt». Hull har ligeledes trykt en engelsk version af kulturredaktør Flemming Roses erklæring om, hvorfor tegningerne blev trykt.
Der er også blevet plads til at vise en af Salvador Dalis omstridte illustrationer af Dantes Guddommelige Komedie, «Les Falsificateurs» (Forfalskerne). Samt omslaget på en bog om frafaldne muslimer, udgivet i 2008. «Why we left: Former muslims speak out», hedder den, og på bogens forside ses et persisk 1300-tals billede af Muhammed. Ansigtet er synligt.
Bogens sidste sider er ren tekst. «Statement of Principle: Free Expression at Risk, at Yale and Elsewhere» er en opfordring til ikke at lade selv-censur og frygt for voldelige reaktioner undergrave ytringsfriheden. Manifestet er underskrevet af blandt andre Cary Nelson, der er præsident for den amerikanske sammenslutning af universitetsprofessorer samt Flemming Rose, der i dag er både opinions-og kulturredaktør på Jyllands-Posten. Manifestet kan findes på denne hjemmeside (http://www.muhammadimages.com) hvor man også kan læse mere om bogen, der er værd at anskaffe sig.