Mordet på Theo van Gogh 2.november 2004 var på mange måter vår tids varsel om en ny æra: en helstøpt islamist, født i Europa, begikk et planlagt rovmord på høylys dag i sentrum av en storby. Først skudd, deretter kniv og strupebeskjæring, avsluttet med en kniv i kroppen for å feste et gjennomforkvaklet manifest. Theo van Gogh hadde sammen med Ayaan Hirsi Ali satt et lite hyggelig søkelys på faktiske forhold i islam: kvinneundertrykkingen. Det skulle koste van Gogh livet, og Hirsi Ali mistet friheten: hun ble tvert transportert under jorden av sikkerhetstjenesten. Nederland var i krise. Det politiske lederskapet fryktet opptøyer hvis også Hirsi Ali falt for islamistisk terror.
For oss i HRS var dette mordet særlig spesielt. Vi hadde i lengre tid gledet oss til å møte Ayaan Hirsi Ali i parlamentet i Haag. Møtet skulle finne sted 8.november. Det var dog ingen Hirsi Ali i parlamentet månedene etter 2.november. Jeg dro likevel. For å legge blomster på åstedet for hendelsen (se bildet). For å kjenne på stemningen. Sammen med den amerikanske Oslobaserte forfatteren Bruce Bawer dro jeg også til bygningen som huser moskeen der Muhammed B ba sine bønner. Jeg ville se hvem som gikk inn og ut av moskeen, og jeg ville ta foto av den til arkivet til rights.no. Det ble en svært spesiell opplevelse: idet jeg rettet kameraet mot moskeen, sprang mer enn en håndfull menn ut døren mot meg, alle ikledd profeten Muhammeds kjennetegn: posebukse, lang kjortel, og alle med mer enn en knyttenevne langt skjegg. De rev og slet i meg for å ta fra meg kameraet. Bildene skulle slettes. Seansen ble avsluttet med denne kommentaren fra en av Muhammeds sønner: ”You go home. This is our country.”
De samme ordene kunne vært tilkjent den/dem som følte seg kallet til å bombe satiremagasinet Charlie Hebdo sine lokaler nå grunnet denne ukens utgave der Muhammed er gjesteredaktør. Som vi skrev i går ble vi nesten nervøse da det ble kjent at magasinet hadde tatt seg friheten til å ha det moro med Muhammed. Så langt har ikke frisinnet kostet menneskeliv. Det har dog kostet ødelagte lokaler og en hakket nettside. Fortsettelsen kjenner ingen, kanskje bare Allah?
”Kan vi snakke om det?” Ordene skal tilhøre en skutt og døende van Gogh, før strupen ble skåret over. Fremdeles kan vi i Europa ikke snakke om ”det”, om islams mangel på frihetsverdier, om islams bakstreverskhet, uten å risikere liv og lemmer, senest eksemplifisert med bomben mot satiremagasinet Charlie Hebdo.
Under bisettelsen av van Gogh, sa moren hans: ”Frihet er ikke for redde mennesker.” Hun avrundet talen sin slik: ”Pass godt på fremtiden.”
Helle Merete Brix har gjort seg noen leseverdige refleksjoner om vårt dessverre nye Europa, på syvårsdagen for mordet på Theo.
Er Vesten bedre end Taleban?
Af Helle Merete Brix, HRS”Kan vi tale om det?” Sådan siger myten, at den hollandske filminstruktør Theo van Goghs sidste ord lød, før han døde en morgen på åben gade i Amsterdam for præcis syv år siden. Men måske er det umuligt at fremsige en sådan sætning, når man er blevet skudt flere gange i benet. (Van Goghs morder, Mohammed Bouyeri skød van Gogh, før han stak ham ihjel, red.) En danser i den britiske koreograf Lloyd Newsons forestilling forklarer, at der til gengæld ikke er grund til at tvivle på det øjenvidne, der hørte van Goghs bøn til morderen: ”Vis nåde”.
”Can we talk about this?” er titlen på Lloyd Newson og DV8 gruppen af talende danseres aktuelle forestilling. Den er på verdensturné, og jeg har netop set den i Berlin. Den handler om ytringsfrihed, islam og multikultur. Vi får fremstillet Theo van Goghs mord på scenen, vi ser og hører islamkritikeren Ayyan Hirsi Ali, Jyllands-Postens daværende kulturredaktør Flemming Rose, talspersonen for One Law for All, Maryam Namazie med flere. Billeder af forfulgte og myrdede forfattere drysser omkring aktørerne, mens deres navne bliver læst op. Det er et brag af en forestilling. Kulturrelativismens indtogMan går derfra ikke mindst med forestillingens indledende replik i ørerne: ”Hvor mange af jer føler jeg moralsk overlegne Taleban?”, spørges der fra scenen. Allerhøjst en trediedel af de publikummer, der er tilstede i Berliener-Festspiel´s store sal, der er to-trediedele fyldt, rækker hånden i vejret. Det er, har jeg læst mig frem til i et interview, stort set hvad der kan mobiliseres af hænder, de aftener, det går højt.
Det er ret forbløffende. Det burde være indlysende, at der er kulturer, der er bedre end andre, religiøse bevægelser, der er inhumane og politiske systemer, der ikke er værd at bakke op om. Taleban indeholdt det hele. Men de manglende hænder i salen forleden udtrykker et bestemt træk i nutidig europæisk mentalitet: Angsten for at udtrykke stolthed over sin egen kultur.
I grunden er det så enkelt. Man kan jo bare overvære et retsmøde i den by, hvor man bor. Og bemærke, at både advokater, anklagede, vidner og tilhørere rejser sig for dommerne, når de træder ind. I respekt for, at vi i Vesten opererer med ”rule of law”. At loven er ens for alle, kristen, ateist, muslim eller buddhist. Mand eller kvinde, sort, farvet eller hvid.
Tænk så på de mennesker, der forbrød sig mod Talebans love. Eller tilhørte en anden stamme end pashtunerne. Eller havde det forkerte køn og skulle tvinges i burkaer og væk fra det offentlige rum, skoler og undervisningsinstitutioner. Fitna og britisk nej tak til Wilders Men som det nok vil være enhver læser bekendt, har den talebanske intolerance over for anderledes tænkende for længst forplantet sig til Vesten. Da Mohammed Bouyeri myrdede Theo van Gogh på åben gade den 2. november 2004, viste han ingen nåde. Han stak van Gogh ihjel, sådan som han havde set det gjort på de jihadvideoer, som hans bagland, Hofstadgruppen flittigt studerede.
Årsagen til mordet var Ayaan Hirsi Alis og Theo van Goghs film ”Submission”, der handler om kvindeundertrykkelse i islam og også viser en nøgen kvinde med påmalede koranvers. Senere er der opstået et lignende drama omkring den hollandske politiker Geert Wilders islamkritiske kortfilm ”Fitna”. For forbuddet mod at kritisere islam i muslimske lande har også sneget sig ind i det europæiske retssystem.
Wilders blev i februar 2009 nægtet indrejse i Storbritannien, da han landede i Heathrow lufthavn. Den britiske indenrigsminister hævdede, at Wilders tilstedeværelse kunne antænde spændinger mellem de forskellige religiøse samfund i landet og ville kunne føre til vold. I efteråret 2009 vandt Wilders dog appelsagen mod indenrigsministeriet, og afgørelsen blev omstødt. De to medlemmer af det britiske overhus, Baroness Cox og lord Malcolm Pearson, der aktivt havde arbejdet for at få Wilders til London, kunne invitere Wilders i parlamentet, hvor han viste filmen for en inviteret kreds. Truslerne mod ytringsfrihedenDen daværende britiske udenrigsminister David Milibands udtalelser om Wilders i forbindelse med 2009-dramaet var forbløffende. Han sagde følgende til BBC: ”Vi støtter den mest udstrakte form for ytringsfrihed. Men det er ikke tilladt at råbe, at det brænder i teateret. Vi må nøje afbalancere frihedsrettighederne med den offentlige sikkerhed”.
Udtalelsen bliver ikke mindre forbløffende i betragtning af, hvem Storbritannien i tidens løb har givet indrejsetilladelse til af radikale islamister. Tænk blot på Omar Bakri, den daværende formand for Hizb ut-Tahrir og al-Muhajiroun i Storbritannien og hans opfordringer til vold mod islams kritikere.
Wilders er blot en af adskillige personer i Europa i dag, der oplever ubehagelige retssager på grund af, at de har brugt deres ytringsfrihed. Andre eksempler er den hollandske tegner Gregorius Neckshot og den danske historiker Lars Hedegaard.
Wilders må leve med massiv beskyttelse på grund af trusler fra radikal islam. Af andre truede politikere og islamkritikere kunne man nævne den danske eks politiker Naser Khader (Det Konservative Folkeparti) og den mangeårige formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard. Samt The van Goghs ven og medarbejder på ”Submission”, islamkritikeren og forfatteren Ayyan Hirsi Ali, der i flere perioder måtte leve i skjul på militærbaser og andre steder. Og i årevis permanent med livvagter omkring sig døgnet rundt. Hirsi Ali bor og arbejder i dag i USA, hvor hun er tilknyttet den konservative tænketank American Enterprise Institute.
Mordet på Theo van Gogh indskriver sig i rækken af mord på og trusler mod mennesker, der verden over har tilladt sig at kritisere islam, aspekter af islam, sharia med mere. Men mordet indskriver sig også i det knæfald for et forbud mod kritik af islam, som siden har fundet vej i Europa. Man kunne håbe, at der er politikere i Europa med det nytårsforsæt, at den udvikling vil de have stoppet. For Vestens opfattelse af ytringsfrihed er bedre end Talebans.