Hege Storhaug, HRS
Det var i det verste julerushet at Lars Hedegaard avfyrte de noe ukontrollerte salvene, som førte til at blant andre Naser Khader ikke ville sitte i Trykkefrihedsselskabets (TFS) rådgivende organ lenger. Jeg er med i samme råd, og jeg trakk meg ikke. Fordi temaet i seg selv bør tas så alvorlig som det faktisk er. Derfor skrev jeg blant annet kommentaren Seksuell kulturkollisjon, i håp om at seksuelle overgrep mot muslimske jenter og kvinner settes seriøst på den offentlige agendaen. Det mener jeg Politikens gjorde i går under tittelen ”Sexovergreb kommer aldrig frem i lyset” (ikke på nettet). Politikens hovdkilde fra ”innsiden” er en ung kvinne med irakisk bakgrunn som ble voldtatt som barn av onkelen sin:
”Det er aldrig mandens skyld”, siger ung muslimsk kvinde, der blev voldtaget af sin onkel. Hun har aldrig sagt det til nogen, for hun frygter familiens reaktioner.Seksuelle overgreb mod unge kvinder med indvandrerbaggrund er et overset problem. Sådan lyder advarslen fra en række fagfolk, Politiken har talt med. Der findes ingen tal eller statistikker over antallet af overgreb, og det er netop en del af problemet, lyder det fra flere kilder: ”Vi har brug for at trække tal ud og få viden, så vi ved, hvad der foregår i de forskellige grupper”, siger Marianne Lomholt.Konsulent Tulle Koefoed, der arbejder med Psykologordningen, og som taler med unge kvinder og mænd, der har været udsat for seksuelle overgreb, siger: ”Det er vigtigt at dokumentere og dermed synliggøre problemet. Problemet er ikkeeksisterende uden dokumentation” . Også for danske kvinder har voldtægtstallet altid været et mørketal, fordi der foregår flere, end der bliver anmeldt. Men når der er tale om en målgruppe, som aldrig går til politiet, som har svært ved at henvende sig, som ikke vil have, at familien får at vide, hvad der ser sket, så kan man antage, at det mørketal er større, end vi kan se, mener Kristina Abu-Khader Aamand, der har skrevet den roste bog ‘ Mødom på mode’ og modtog HK’s integrationspris i 2008.
Amand begår deretter interessant ordkløveri. Hun avviser at seksuelle overgrep skulle være mer utbredt mot muslimske kvinner enn danske – for deretter mellom linjen å bekrefte forholdet likevel.
”Jeg siger ikke, at der er flere muslimske kvinder, der bliver voldtaget end danske kvinder, og jeg vil ikke sige, at voldtægt er mere udbredt blant muslimer. Men der er en ting, jeg må sige, og det er, at voldtægt trives i miljøer, hvor der er mange hemmeligheder, og hvor man ikke taler ordentligt sammen”, siger Kristina Abu-Khader Aamand, der mener, at det værste næsten er, at pigerne er helt alene med den forbrydelse, der er begået mod dem.”Da jeg arbejdede på Center for Voldtægtsofre, var det sådan, at når der kom en dansk kvinde, kunne hun rejse ressourcer og få hjælp fra familien. Men blandt kvinderne med anden etnisk baggrund var familierne den største trussel.Jeg siger ikke, at familien er en reel trussel, for familier er forskellige. Men meget af det handler om, at kvinderne frygter reaktionerne. At konsekvenserne er værre end selve overgrebet”, siger Kristina Abu-Khader Aamund, der i dag rådgiver unge piger (mine uthevinger).
Center for Voldtægtsofre i København har en webside som heter Løft Sløret hvor unge kvinner anonymt formilder overgrep de har blitt utsatt for. En klassisk historie er at det er jenta eller kvinnens egen skyld, og at familiens ære ødelegges hvis overgrepet blir kjent.
Her beretter en ung pige om, hvad der skete med hende, dengang hun i hemmelighed var kørt en aftentur med Abu, som hun godt kunne lide: Da de kom ud i et fabrikskvarter, begyndte han at knappe hendes bukser op.Hun bad ham stoppe, men han skubbede hende ned på bilsædet og voldtog hende.Bagefter sagde han, at hvis hun fortalte, hvad der var sket, ville ingen tro hende, for når man kører i en bil med en mand om aftenen, så er det ens egen skyld.”Han startede bilen og sagde så, at hvis jeg sladrede, ville min familie være nødt til at slå mig ihjel, fordi jeg havde bragt skam over familien. Han sagde også, at min søster aldrig ville blive gift, når hun var i familie med en luder”.
Politiken har snakket med flere kilder i hjelpe- og støtteapparatet, men ingen husker å ha møtt ei muslimsk jente som har anmeldt seksuelt overgrep til politiet. En sosialrådgiver sier:
”Jeg har haft piger, der har fået barnet og bortadopteret, og jeg har været med til fire aborter”, siger Birgitte Karlsson.Hverken hun eller en række andre kilder, Politiken har talt med, kan huske, at de har mødt en pige, der har meldt overgrebet til politiet. For som en muslimsk pige, der blev voldtaget af sin onkel, siger til Politiken: »Lige så snart det har noget med sex at gøre, så er det aldrig mandens skyld. Det er altid kvinden, det går ud over i vores kultur«. Kristina Abu-Khader Aamand mener, at vi i Danmark er nødt til at tage debatten om de unge muslimske pigers problemer: ”For nogle af de drenge får frit spil, og pigerne bliver ødelagte (…). Men man skal jo ikke underkende, at de kvinder, der bliver udsat for overgreb, opfatter det som et problem. De har ikke samme adgang til hjælp, som danske kvinder generelt har”.
Skammen sidder stadig i hende og frygten for, at det der skete dengang i sofaen, skal blive opdaget, vil aldrig forlade hende. For skulle det ske, vil hun og hendes familie for altid være brændemærket med den skam, der følger med, når jomfruhinden er blevet brudt, før ægteskabet er indgået.”Ingen vil fri til mine søskende, hvis de fandt ud af det. De ville sige, at hvis jeg, som den ældste datter kan gøre sådan noget, så kan mine søskende også.”
Onkelen ga den 12 år gamle jenta mye positiv oppmerksomhet, noe hun sugde til seg. 12-åringen gjorde imidlertid noe ”feil”, ifølge klassisk islam
”Jeg vidste, at jeg skulle have vendt hovedet den anden vej, da han kiggede mig i øjnene, men det gjorde jeg ikke«.
Siham ble voldtatt. Det er ingen å gå til, for det er hennes skyld.
I flere uger lå hun søvnløs, og hun vidste ikke, om hendes mødom var intakt. ”Jeg følte mig beskidt og flov. Jeg var rigtig bange for, at jeg ikke var jomfru mere. Jeg kunne ikke snakke med nogen – det eneste, jeg vidste, var, at hvis det blev opdaget, så var jeg færdig. Lige så snart det har noget med sex at gøre, så er det aldrig mandens skyld. Det er altid kvinden det går ud over i vores kultur”.
Da vendes det tilbake til Hedegaards uttalelser før jul.
For en måned siden udfordrede formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, endnu en gang ytringsfrihedens grænser, da han til websitet Snaphanen sagde.”De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far”.
Senere modererede han sine ord og skrev, at ”det er naturligvis ikke er noget, der foregår i hver eneste muslimsk familie. Jeg hævder heller ikke, at det foregår i de fleste. Men jeg er nødt til at forholde mig til de indikationer, der foreligger”.
Indikasjonene til Hedegaard er bygget på ”eksempelmaterial”, sier han. Han bygger på den engelske tenketanken Centre For Social Cohesion (CSC) som i en rapport i 2008 konkluderte at æresdrap, tvangsekteskap, kjønnslemlestelse og vold i hjemmet blant muslimer, ikke er ”isolerte fenomen, men snarere ledd i et selvproduserende sosialt system bygget på ideer om ære og kulturell, etnisk og religiøs overlegenhet”.
”Som resultat af disse ideer bliver kvinder rundt om i Storbritannien hver dag truet med fysisk vold, voldtægt, død, lemlæstelse, bortførelse, bedøvelse med stoffer, fængsling på opdigtet grundlag, forbud mod at tage en uddannelse og tvangsægteskab – af deres egne familier”.
CSC er med andre ord godt på bølgelengde med HRS. Politiken viser så til min støtte til Hedegaard, men gjør en ganske grov feil: det sies at jeg sammenlikner islam med nazisme, fascisme og kommunisme, hvilket jeg aldri har gjort. Islamisme, er derimot en annen skål.
(…) Lars Hedegaard henviser også til den norske forfatter og prisbelønnede journalist Hege Storhaug, der i 17 år har beskæftiget sig med muslimske kulturer i Pakistan og Norge. Forleden roste hun i Jyllands-Posten Lars Hedegaard for at sætte fingeren på et tema, som fortjener en dybtgående debat, fordi det ville lette manges hjerter, ”hvis seksuelle overgreb mod især piger og kvinder i muslimske storfamilier blev sat på dagsordenen”. Hun fortæller om sit møde med en tvangsgift pakistansk pige, som tidligt i puberteten blev seksuelt misbrugt af broderen, og da hun til sidst lettede sit hjerte til moderen, blev al skyld lagt på hende.”Hun måtte have fristet ham. Der er vi allerede ved den brutale kerne i klassisk islam: Kvinden er fristerinden, manden er offeret. Derfor er det hendes pligt at sikre, at seksualitet kun foregår inden for ægteskabet. Heraf den strenge kønsadskillelse i islam,” skriver Hege Storhaug, der også er kontroversiel i Norge, fordi hun på én gang er en anerkendt journalist, men også en debattør, der sammenligner islam med nazisme, kommunisme og fascisme.Heller ikke Hege Storhaug bringer dokumentation.
Nei, nettopp, som jeg har påpekt i flere år, uteblir dokumentasjon fra forskerhold og andre aktuelle organ (politi, sykehus, voldtektsmottak, barnevern). Temaet er feid så langt innunder teppet som mulig. Derfor er det interessant at menneskerettighetsforkjemperen Anusheh Hussain fra Pakistan, som er sentral i den fremste organisasjonen som jobber mot seksuelle overgrep mot barn, norskstøttede Sahil, sier at 62,5 prosent av barn i Punjab utsettes for seksuelle krenkelser. Som jeg skrev i en artikkel nylig, Seksuelt misbruk av muslimske barn ,prøver vi å få referansen til den nevnte undersøkelsen (e-post sendt Sahil). For som Politiken sier videre:
For når det handler om voldtægt og incest i muslimske miljøer, så handler det også om en verden, som er hinsides dokumentation, men fyldt med fortielser, fortrængninger og mørketal. Måske er der flere onkler, fædre og fætre, der begår incest i de muslimske familier, end der er i de danske. Måske er der ikke.Ingen aner det.”Vi ved, at de er der, men vi får så få henvendelser fra indvandrere, hvis vi da overhovedet får nogen”, siger Nina Kayser fra Støttecenter Mod Incest I Danmark, som de seneste seks år kun er stødt på tre indvandrerkvinder fra ikkevestlige lande.
Når vestlige jenter/kvinner forteller om overgrep, står samfunnet parat til å bistå, og hele familien (hvis ikke incest) vil alltid være der med empati og oppbakking.
Sådan er det ikke i den muslimske kultur.Forfatteren til bogen Mødom På Mode, Kristina Abu-Khader Aamand, har i mange år arbejdet på Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet som forsker og socialrådgiver (…). Hun taler flere gange om ugen med unge muslimske piger, der er blevet voldtaget.Som regel af nogen, pigerne kender.Det er som regel nogen pigerne kender, der forbryder sig mod dem, og der er af og til fætre og onkler i mellem. ”Hvis man tager 100 danske familier og 100 muslimske familier, så ved jeg ikke, om der er flere overgreb i muslimske end i danske familier. Men jeg ved, at hvor danske piger får hjælp, så får de muslimske det ikke. Mørketallet er større blandt de muslimske, fordi færre henvender sig og færre får hjælp,” siger Kristina Aamand.
Politiet fører heller ikke statistikk over hvilken religion en voldtatt kvinne eller misbrukt barn tilhører, skriver Politiken. Det gjør de heller ikek i Norge, så langt jeg vet, hvilket burde vært gjort i den forstand at det kan føres statistikk over nasjonal bakgrunn, som vil gi en god pekepinn på religiontilhørighet.
Heller ikke Siham meldte onkelen til politiet, ikke underlig, all den tid hun var 12 år gammel da voldtekten fant sted. Men hun våget heller ikke fortelle det til en enste person. 12 år gammel, og hun har forstått og internalisert æresbegrepet totalt.
”Familiens ære var i mine hænder. De ville ikke spørge, hvorfor han gjorde det, men hvorfor jeg ikke sagde stop”. Hendes frygt var, at hun havde mistet sin mødom, og hun skammede sig. Moren havde flere gange antydet, at onkelen var for kærlig i forhold til, at hun var 12 år, men Siham havde ikke lyttet, men havde nydt onklens opmærksomhed. Hun elskede sine forældre og var glad for sin opvækst, men hun var begravet i sin angst for at blive opdaget og frygtede for sine mindre søstres fremtid.”Ingen vil have en brud, hvis storesøster har været sammen med sin onkel. De ville tænke, hvor har hendes forældre været? Hvorfor har de ikke passet på hende”
Kristina Aamand mener at frykten for familiens reaksjoner, ofte oppleves som verre enn selve overgrepet, noe som må kunne karateriseres som æreskulturen – altså trussel- og fryktkulturen – på sitt verste. Allerede under mitt første opphold i Pakistan i 1993, opplevde jeg at i eksempelvis nordområdene var regelen at voldtatte jenter ble henrettet av familien. Det ligger således i kortene at vissheten hos jenter og kvinner om denne sanksjonen er verre enn selve overgrepet.
(Men) meget handler om, at kvinderne frygter familiernes reaktioner. Det hører jeg ofte. At konsekvenserne er værre end selve overgrebet. Det er, som om den sætning rummer det hele«, siger hun.
Det ligger også i sakens natur at æreskulturen og islam legger forholdene til rette for at voldtekt i ekteskapet er ikke-eksisterende. Aamand forteller om en ung kvinne som ble giftet bort og mishandlet og voldtatt i ekteskapet. Hun hadde fått sydd inn ny jomfruhinne før giftermålet.
På den måde foregår voldtægten også inde i ægteskabet, men uanset om kvinderne er blevet tvunget eller frivilligt er gået i seng med en mand før ægteskabet, så føler de skyld over den tabte mødom, fordi de selv har sat sig i en situation, som de har lært er forkert.”Du ved godt, at du ikke skal have kontakt med mænd, du ved godt, du ikke skal indlade dig på de der ting og sende de her signaler. Man går heller ikke til fester, og man drikker ikke. Pigerne gør det så alligevel, og når de her ting så sker, så er de allerede på forbudt felt. Så er det meget svært at gå tilbage til sine forældre og sige: Den her mand gjorde sådan og sådan.””Jamen, hvad lavede du der. Du sagde du var til gruppearbejde”, vil forældrene sige, så pigerne er spundet ind i løgne, fordi de lever parallelle liv, og det gør, at de et eller andet sted er overladt til ulvene”, siger Kristina Aamund.
Sosialrådgiveren Birgitte Karlsson jobbet sommeren 2007 i tre måneder tett på ungdom, og møtte 15 musimske jenter som var utsatt seksuelle overgrep – i alle tilfellene av muslimske gutter. Karlsons oppfatning av hvor grensen går for voldtekt, deler jeg ikke. Det gjør heller ikke norsk lov, da uaktsom voldtekt er straffbart.
Karlsson mener det er de minst integrerte guttene som er den typiske overgriperen, som har vokst opp ”uten normer, uten regler og uten oppdragelse”. Hun er ”sterkt bekymret for jentene”:
”De tager det med sig i graven, og det ødelægger deres liv”.
Sladrekulturen er et annet betydelig hinder for jentene i forhold til anmeldelse. Hva om fetterens kone som jobber på sykehuset får snusen i overgrepet? Vil hun tyste til familien? Konsekvensen av norske myndigheters rekruttering og kvotering av folk med bakgrunn i æreskultur kan tragisk nok føre til enda mer lukkethet og slik gå på sikkerheten løs, noe HRS har tatt opp i flere år nå.
Politiken avrunder med å slå fast det skrikende behovet for innsikt og kunnskap om dette sensitive temaet.
Desuden er der brug for viden. Indtil nu er der kun indikationer.