I forgårs ble dansk-marokkaneren Said Monsour dømt til tre og et halvt års fengsel for å ha oppfordret til terror i Danmark. Han fikk likevel beholde sitt danske statsborgerskap, som han har i tillegg til sitt marokkanske statsborgerskap. Påtalemakten vurdere nå å anke saken, slik at Monsour kan bli fratatt sitt danske statsborgerskap, melder Kristelig-Dagblad.dk. Muligheten for at Monsour kan miste sitt danske pass er dypt diskriminerende, mener lederen for Rådet for Menneskerettigheder, advokat Bjørn Elmquist. ”Havde det været en person, der var født med dansk statsborgerskab, kunne han nemlig ikke have mistet det”, sier Elmquist, og fortsetter: ”Diskrimineringen er åbenbar. De folk, der ikke er pæredanske, men har en relation til udlandet, vil man have noget nemmere ved at fratage statsborgerskabet. Dermed er det ikke handlingen, der er afgørende, men ens personlige omstændigheder. Lovgivningen har her taget hovedet under armen alene for at udvise nultolerance, og det er folkeretsligt dybt kritisabelt”.
Loven i Danmark sier at man kan miste sitt danske statsborgerskap hvis man har løyet for å erverve seg det, eller hvis man gjør forbrytelser mot statens sikkerhet og utgjør en fare for riket. Siden Mansour har dobbelt statsborgerskap kan han dermed ikke blir statsløs selv om han ikke får beholde sitt danske pass.
Docent i strafferett ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, har en annen mening, og sier at hvis det ender med at Monsour mister sitt danske statsborgerskap, er det ikke et uttrykk for et urimelig eller diskriminerende rettssystem. ”I princippet er det logisk nok, at en person, der også er statsborger i et andet land, må kunne henvises til at slå sine folder der, hvis vedkommende krænker en grundlæggende loyalitetspligt over for det danske samfund ved at gøre sig skyldig i alvorlig undergravende virksomhed. Der er ikke nogen praktisk forskel på dette og et tilfælde, hvor en person, som har boet her siden sin barndom uden at få dansk statsborgerskab, udvises på grund af alvorlig kriminalitet. Desuden har jeg ikke kendskab til tilfælde, hvor domstolene er gået for vidt i anvendelsen af reglerne”, sier Vestergaard.