Af Helle Merete Brix, 14. mai 2007
STOCKHOLM (Sappho og Human Rights Service): Sveavägen i Stockholm – det var her Olof Palme blev myrdet for 21 år siden. Og på Sveavägan ligger konferencecentret Polstjärnan, der den 11. maj var rammen om en konference med temaet islamisme i Europa. Højdepunkterne var den britiske kommentator Melanie Phillips og den italienske forsker Emanuele Ottolenghi. Begge gjorde det krystalklart, at europæerne må træde i karakter og genfinde deres værdier.
Indbyderne var magasinet NEO og chefen for CLIENT (Centre for the Study of Low-intensity Conflicts and Terrorism), Magnus Norell. Konferencen tiltrak over 100 deltagere, heriblandt politikere, journalister, embedsmænd og studerende.
I den vinduesløse sal med den noget tunge atmosfære, oprindelig en biografsal fra 1927, måtte Norell starte med at beklage dagens to aflysninger. De illustrerede til fulde vigtigheden af dagens tema. Den dansk-irakiske lektor på Syddansk Universitet, Khaled Salih, der også er talsmand for Kurdistans regionale regering, sad fast i Kurdistan, der netop har oplevet de første terrorangreb siden 2005. Og den irakisk-svenske journalist Salam Karam, der skulle have talt om islamismen i Sverige, kunne på grund af sikkerhedssituationen ikke få et fly ud af Bagdad.
Ifølge NEOs chefredaktør Sofia Nerbrand har Sverige negligeret islamismen. Det gælder både medierne og universiteterne. Men mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh og balladen om Muhammed-tegningerne har vist, at den ikke kan ignoreres.
Det relativt nystartede liberale magasin NEO er et frisk pust i Sverige. Et kommende nummer bringer således et interview med Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose, ligesom tidsskriftet har offentliggjort et udsnit af Kurt Westergaards berømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Nerbrand har også beskrevet dramaet omkring tegningerne og sit møde med muslimske ambassadører, der ikke ville give hånd.
Frygt og tavshed
Første taler var direktøren for Transatlantic Institute i Bruxelles, Emanuele Ottolenghi, der er forfatter til bogen Autodafé, om europæisk antisemitisme, og regelmæssig bidragyder til engelske og italienske aviser. Mens han betragtede de fleste muslimer i Europa som fredelige, pegede han på det faktum, at vi ikke ved, hvorfor muslimernes tavse flertal – det flertal, der tier, når islamisterne retter angreb på demokratiets hjerte – egentlig er tavs. Hvis tavsheden ikke blot skyldtes angst, men at muslimerne er i tvivl, om de er på demokratiet eller islamisternes side, så har vi et problem, sagde Ottolenghi.
Europæerne har sig selv at takke for det, mente han. Hvordan kan man forvente, at immigranter skal integreres ind i værdier, som europæerne ikke længere selv tager alvorligt?
I dag kommer truslerne mod demokratiet ikke fra statsmagten, men fra ikke-statslige aktører så som islamisterne. Islamister kan beslutte ikke at bruge vold, mens de arbejder på at få magten, men det gør dem ikke til demokrater. I den forbindelse mindede Ottolenghi forsamlingen om Winston Churchills berømte definition på demokrati: at valg finder sted mindst to gange, og at en banken på døren klokken fem om morgenen kun kan skyldes mælkemanden.
Frygt fører til tavshed, og ifølge Ottolenghi var det langt fra tilfældigt, at islamister havde besluttet sig for at myrde Theo van Gogh og rette dødstrusler mod Ayaan Hirsi Ali. Og han affejede den populære myte om, at sådanne gerninger kunne forklares med europæisk udenrigspolitik. Det samme gjaldt stormen omkring Muhammed-tegningerne og pavens udskældte Regensburg-tale.
Pluralisme, uenighed og diskussion er demokratiets styrke, ikke dets svaghed, sagde Ottolenghi. Jødiske og kristne grupper reagerede generelt fredeligt på provokationer. Blandt andet derfor havde det ikke været nødvendigt for instruktøren Martin Scorsese at ”gå rundt med seks livvagter”, selv om der i sin tid havde været protester mod hans film ”The Last Temptation of Christ”.
«Jeg bliver selv ofte fornærmet over noget i avisen. Så sender jeg en artikel eller en kommentar. Jeg sender ikke bomber, men det er ellers let nu om dage, hvor man kan downloade opskriften på at lave dem fra internettet,” sagde Ottolenghi, der også havde ros til statsminister Anders Fogh Rasmussen for ikke at indlade sig på nogle af de ”manøvrer”, som man ville have ham til at foretage, mens det bragede løs med ambassadeafbrændinger og drabelige demonstrationer. 
Derimod fnøs Ottolenghi ad paven, der havde valgt at sige undskyld for de citater i sin Regensburg-tale, der havde ophidset islamisterne. Det viste kun, hvor lidt vi interesserer os for at forsvare de værdier, vore samfund bygger på.
Det samme kunne man læse ud af den franske avis Le Figaros beslutning om at fjerne den dødstruede filosofiprofessor Robert Redekers islamkritiske kronik fra sin hjemmeside.
Tøjlesløs islamofobi
Så var det helt anderledes at lytte til den amerikanske professor i arabisk litteratur Miriam Cooke, der talte om ”hvad der sker bag sløret”. Efter hendes opfattelse var Vesten ramt af ”tøjlesløs islamofobi” og hjemsøgt af ”neo-orientalister” – vist nok et helt nyt ord. Neo-orientalisterne havde opfundet den ”stakkels muslimske kvinde” og havde for eksempel beskrevet alle Afghanistans kvinder som ”ofre” for Talebanerne.
Men der fandtes muslimske kvinder, der selv havde valgt at tilsløre sig for at understrege deres muslimske identitet. I Egypten og Tyrkiet foregik der en kamp for at få lov at bære hovedtørklædet, mens der andre steder pågik en kamp for at slippe.
Ifølge Cooke var muslimske kvinder fanget i stereotype beskrivelser konstrueret af både islamistiske mænd og ikke-muslimer. For der var masser af stærke muslimske kvinder, også med slør. Kvinder, der ville gøre op med den mandsdominerede fortolkning af Koran og hadith. Det var ikke islam, der holdt kvinder nede, for ”alle religiøse tekster kan bruges både positivt eller negativt”. Der var også kvindelige ”sharia-aktivister”, der f.eks. kæmpede i Hamas eller iscenesatte sig som selvmordsterrorister.
En noget forbløffet tilhører spurgte Cooke, om hun opfattede selvmordsterrorisme som selviscenesættelse? Og var de afghanske kvinder under Taleban da ikke ofre? Cooke svarede, at hun fandt det vigtigt at præsentere både de negative og positive billeder. Selvmordsterrorismen var naturligvis et negativt. Og hvad Afghanistan angik, hvorfor havde man ikke samarbejdet med de stærke kvinder i RAWA (The Revolutionary Association of the Women of Afghanistan), der havde været aktive i hele perioden?
Opløsning af godt og ondt
Dagens største bifald gik til Melanie Phillips, der er kommentator ved Daily Mail og forfatter til bogen Londonistan. Hun beskrev islamismen som den afgørende strømning inden for de muslimske miljøer i Europa. Vesten havde øjensynligt ingen modstand mod den. I det Europa, der engang havde været en bastion i forsvaret af ytringsfriheden, havde en cocktail af ødelæggende marxistisk kultur og en ekstrem individualisme opløst forestillingen om godt og ondt. I dag kunne ingen minoritetsgruppe gøre noget ondt og majoriteten intet godt. Siden oplysningstiden havde aftalen ellers været, at hvor mindretallets vaner og levemåde var i modstrid med flertallets, måtte mindretallet bøje sig.
Phillips understregede, at multikultur og pluralisme er to vidt forskellige ting. Pluralisme er godt, men multikultur tillader ingen særlig værdi at dominere. Når det er udgangspunktet, hvordan skulle unge muslimer så kunne integreres i de vestlige samfund? Skolerne fortæller dem ikke sandheden om f.eks. slaveriet, korstogene eller Israel. I stedet bliver de fyldt med antivestlig og antiamerikansk propaganda. I moskéer, ungdomsklubber, på universiteterne og i fængslerne står prædikanter klar til at fylde dem med en jihadkultur, der er livstruende for demokratierne.
Phillips er kompromisløs: De vestlige samfund må ikke vige en tomme. Hvis man forlanger, at flertallet skal indrette sin kultur efter mindretallets krav, er man ikke moderat, men ekstremist. Så er man ikke borger, men kolonialist.
Men er der ikke fordomme mod muslimer, ville en deltager vide? Jo, sagde Phillips, der var både fordomme mod og forfærdelige eksempler på overfald på muslimer, men det var der også på jøder, sikher og andre minoritetsgrupper. Og man gjorde ingen nogen tjeneste ved at undgå at stille vanskelige spørgsmål.