Jens Tomas Anfindsen, HRS
Lawrence E. Harrison er leder av Cultural Change Institute
ved Fletcher School of Law and Diplamcy ved Tufts University, Medford,
Massachusets. Han har blant annet utgitt bøkene Underdevelopment Is a State of
Mind (1985), Who Prospers? (1992), The Pan-American Dream (1997) og Culture Matters (2000).
Culture matters ble en
akademisk bestselger og har i løpet av sine syv år øvet betydelig påvirkning
innen samfunnsfagene. Boken er en antologi som Harrison redigerte sammen med Samuel
P. Huntington, og diskuterer hvorvidt det er tilfelle eller ikke at et samfunns
kulturelle verdier påvirker dets mulighet til å få del i- og til selv å utvikle
”menneskelig fremskritt”. Menneskelig fremskritt defineres i sammenhengen som
utvikling i retning av de følgende, antatt positive verdier:
–
Liv som bedre enn død.
–
Sunnhet som bedre enn sykdom.
–
Frihet som bedre enn slaveri.
–
Velstand som bedre enn fattigdom.
–
Kunnskap/utdannelse som bedre enn uvitenhet.
–
Rettferdighet som bedre enn urettferdighet.
Suksessen med Culture
matters gjorde det i 2002 mulig for Harrison å starte det ambisiøse forskningsprojektet
Culture Matters Research Project (CMRP) ved Fletcher School, som er en del af
Tufts University. CMRP har samlet omkring 65 forskere, journalister, politikere
og forretningsfolk fra hele verden ved to større konferenser, noe som
resulterte i tre bøker som ble utgitt i 2006: Developing Cultures: Essays on
Cultural Change, Developing Cultures: Case Studies og The Central Liberal Truth.
Forskningsresultatene fra
CMRP har overbevist Harrison om to ting. For det første har en analyse av 117
land, gruppert etter deres dominerende trosretning, fått Harrison til å tro at
de nordiske land er verdensmestre i fremskritt. For det andre har historikeren
Dag Blanck og sosiologen Thorleif Pettersson, begge professorer ved Uppsala
universitet, levert det Harrison betrakter som en troverdig analyse av hvorfor
det forholder slik. I en meget god og lesverdig artikkel (!) som er blitt oversatt til
dansk og publisert som kronikk i danske Politiken.dk, forklarer Harrison litt
om hva dette handler om.
Artikkelen innleder med å
avvise at det er råvaretilfang eller geografisk plassering som er årsakene til
de nordiske lands suksess:
Hvad er forklaringen på de
nordiske landes enestående bedrifter? Det kan vel ikke være den geografiske
placering og råstofforekomsterne. Det er kun Norge, der med sine olie- og
gasreserver i Nordsøen kan anses for at være rigt på råstoffer. Store
råstofforekomster er i øvrigt hverken en garanti for succes, hvilket Venezuela
og Nigeria er bevis for, eller nødvendige for succes, hvilket Japan og Israel
har vist.
Hovedstæderne i Finland, Island, Norge og Sverige ligger tæt på den 60.
breddegrad, som også krydser sydspidsen af Grønland og det sydlige Alaska.
København ligger på stort set samme breddegrad som Moskva. De bliver godt nok
alle fem påvirket af Golfstrømmen, og deres klima er derfor noget mildere end i
andre dele af verden på samme breddegrader. Men hvis man kigger på andre
befolkninger på disse breddegrader, for eksempel i Rusland, bliver det
tydeligt, at klimaet ikke i sig selv forklarer fænomenet.
Bortset fra Island ligger alle de nordiske lande tæt på de store vesteuropæiske
lande, deres markeder og deres produkter. Men geografisk nærhed er ikke nogen
garanti for velstand, demokrati og social retfærdighed, hvilket Mexico
illustrerer.
Men når nu råstoffer og geografi ikke kan forklare de nordiske landes
enestående succes, hvad kan så? Alle fem lande har relativt lave
befolkningstal, fra Sveriges 9 millioner til Islands 300.000. Og de er relativt
homogene – i udseende, sprog, traditioner, vaner samt skikke og sæder – det, vi
kalder kultur. Blandt andre relativt succesrige små, homogene samfund finder vi
Hongkong, Israel, Barbados og Costa Rica. Og så er der de store succesrige,
homogene lande som Tyskland og Japan.
Artikkelen går så videre til
å identifisere etnisk homogenitet som et tillitsfremmede aktivum, men
understreker at dette ikke er noen tilstrekkelig betingelse for suksess:
Homogenitet ER et værdifuldt
aktiv for et land, fordi det fremmer tillid og identifikation med andre i
samfundet. Når man kan identificere sig med andre, er det lettere og mere
naturligt at udvikle interesse for andres trivsel i samfundet. I hvert fald i
teorien bør homogene samfund have færre problemer med skatteunddragelse end
mere heterogene samfund. På samme måde bør det være lettere at udvikle tillid
blandt medlemmer af et homogent samfund, hvilket er en afgørende faktor for
demokratisk ledelse og økonomisk effektivitet. Denne hypotese bekræftes af det
seneste fald i tilliden hos befolkningen i USA og Canada, hvilket til dels
afspejler udviklingen i de to samfund, som er præget af stor indvandring.
Men homogenitet er ikke nogen garanti for identifikation og tillid. Argentina
er et overvejende homogent samfund, men der er kun en ringe grad af
identifikation og tillid: Skatteunddragelse er næsten en nationalsport, og kun
15 procent af argentinerne mener, at man generelt kan have tillid til folk. I
Danmark, som er verdensmester i tillid, mener 67 procent, at man kan have
tillid til folk.
Verdensmesteren i mistillid er for resten Brasilien, hvor blot 3 procent mener,
at man kan have tillid til andre.
Derudover findes der en række relativt homogene samfund, både store og små, som
langtfra er en succeshistorie. Haiti med sine 9 millioner indbyggere er det
fattigste, dårligst regerede land på den vestlige halvkugle. Egypten med sine
75 millioner indbyggere er langt fra at være en succeshistorie. 40 procent af
de egyptiske kvinder er for eksempel analfabeter.
Geografisk beliggenhed, råstofforekomster, befolkningsstørrelse og homogenitet
kan alle være relevante faktorer for de nordiske landes succes, men de
forklarer langtfra alt. Den vigtigste drivkraft bag den nordiske udvikling er
en kultur – værdier, overbevisninger og holdninger – der fremmer demokrati,
social retfærdighed og kreativitet.
De kritiske suksessfaktorer,
hevder Harrison, er snarere av etisk eller samfunnsmoralsk karakter, og er for
Nordens del knyttet til den lutherske reformasjonen:
Men den vigtigste
enkeltstående faktor i den nordiske succeshistorie er reformationen, som
udløste overgangen fra katolicisme til lutheransk protestantisme i hele Norden
ved udgangen af det 16. århundrede.
CMRP’s analyse af 117 lande afslører, at protestantiske lande indfører
demokratiske institutioner langt tidligere end katolske lande, at
protestantiske lande tit er mere velstående end katolske, at man har langt
større tillid til hinanden i protestantiske lande end i katolske, og at
protestantiske lande som regel er væsentlig mindre korrupte end katolske.
Den mexicanske nobelpristager i litteratur Octavio Paz har givet en rammende
beskrivelse af de to amerikanske kontinenter: »Det ene, engelsktalende, er
datter af den tradition, der har grundlagt den moderne verden: reformationen
med de sociale og politiske konsekvenser, demokrati og kapitalisme. Det andet,
spansk- og portugisisktalende, er datter af det universelle katolske monarki og
modreformationen«.
Blanck og Pettersson fremhæver tre vigtige faktorer fra den lutheranske
protestantisme, som varer ved, selv om Norden i dag er overvejende verdsligt.
For det første det lutherske fokus på at kunne læse og skrive, så de troende
selv kan læse Bibelen. For det andet den protestantiske etik og dens
forbindelse med kapitalistisk økonomisk vækst, som gav Max Weber titlen til den
skelsættende bog ’Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’. For det tredje
den lutheranske protestantismes stærke identifikation med det nationale
samfund: »Gennem den sande lutheransk-ortodokse tro og gennem lydighed mod det
teokratiske monarki blev det svenske folk bundet sammen i ét samfund, som
forenede rigets undersåtter i én sjæl«, som Nils Ekedahl skriver i sin bog ’Det
svenska Israel: myt och retorik i Haquin Spegels predikokonst’.
I sådan et samfund er den gyldne regel om at behandle andre, som man selv vil
behandles, ikke blot et utopisk ønske, men en praktisk levemåde, som danner
grundlaget for social retfærdighed. Når man kombinerer den gyldne regel med den
protestantiske etiks fokus på ærlighed, hårdt arbejde og sparsommelighed får
man et stærkt fundament for fremskridt, som stort set deles af de
angloprotestantiske lande – Storbritannien, USA, Canada, Australien og New
Zealand – som kommer ind på andenpladsen efter de nordiske verdensmestre.
De nordiske landes væsentligste lektie for mindre veludviklede lande – især i
den islamiske verden, Afrika og Latinamerika – er, at kulturelle værdier,
overbevisninger og holdninger virkelig betyder noget. Det illustreres også af
den slående forskel mellem det progressive Barbados og det tilbagestående Haiti
– generne har ingen betydning, idet begge befolkninger har deres rødder i
Dahomey-regionen i Afrika.
Det betyder, at det er kultur, der skaber forandringer, hvilket bekræftes af de
nylige forvandlinger af lande som Spanien og Irland. Værdier, der lægger vægt
på fokus på fremtiden, uddannelse, kreativitet, bedrifter, fortjeneste og
ærligt spil samt et strengt etisk kodeks, er noget, man typisk finder i Norden
og de angloprotestantiske lande, men de har ikke monopol på disse dyder. De
deles også langt hen ad vejen af blandt andet kulturen i jødedommen,
kungfutsianismen og sikh-religionen og omfatter, hvad vi kunne kalde en universel
fremskridtskultur.
Folk med de samme progressive værdier findes i alle lande, selv om de i de
fleste udgør et mindretal.
Der skal dannes en kritisk masse af folk med denne indstilling, som i
fællesskab kan fremme progressive kulturelle forandringer, for eksempel ved at
ændre børneopdragelsesmetoder og religiøs praksis samt gennem
uddannelsesreformer. (Det sidste kapitel i ’The Central Liberal Truth’
indeholder detaljerede retningslinjer for kulturel forandring).
Som en logisk konsekvens av
ovenstående erkjennelser, advarer så Harrison mot multikulturalismen, som han
hevder er basert på et falskt, kulturrelativistisk grunnlag:
et svagt grundlag, nemlig kulturel relativisme, som er forestillingen om, at
ingen kultur er bedre eller værre end andre, blot anderledes. Men
multikulturalisme har en overvældende mængde beviser imod sig, hvilket jeg håber,
denne Kronik gør klart.
Omkostningerne ved multikulturalisme – i form af splid, klassesammenstød og
dalende tillid – vil sandsynligvis være enorme i det lange løb. Ikke alle
kulturer er lige, når det handler om at skabe fremskridt, og der er ingen, der
kan konkurrere med den nordiske kultur på det område.
Tanker og ressonement langs de ovenstående baner har i en årrekke vært fremmet
av blant andre HRS og HonestThinking, foruten, selvsagt, den eminente professor
Sigurd Skirbekk, men tilsynelatende for døve ører hos våre beslutningstagere.
Den politiske eliten i Norge virker fast bestemt, ikke bare på å videreføre,
men også på å utvide det multikulturelle eksperimentet ytterligere. Nøkterne
advarsler om at multikulturalisme utgjør en kilde til splid, mistillit og
sosial ustabilitet gjør tilsynelatende intet inntrykk på de som har mulighet
til å påvirke utviklingens gang. I Norge har staten i stedet bestemt at vi skal feire
og løfte frem det multikulturelle som en styrke.