Kim Møllers bok startet egentlig som en oppgave ved universitetet, skriver Berlingske Tidende.dk. I 2006 leverte Møller hovedfagsoppgave i historie til Aarhus Universitet, hvor han hadde beskrevet utviklingen i dansk islamforskning. Selv mente han å ha forfattet en glimrende oppgave, men karakteren ble heller middelmådig. Møller mente at det i bedømmelsen sto mellom linjene at han ikke kunne tillate seg å kritisere lektor og islamforsker Jørgen Bæk Simonsen. Møller klagde på karakteren, og da fikk han svart på hvitt fra veileder og sensor at de ikke kunne akseptere Møllers »markante og dog ikke-ekspliciteret, politiske stillingtagen i vor samtids diskussion om islam«.
Møller sier at oppavene ble vurdert ut fra politisk uenighet, og ikke ut fra at han hadde satt et fagkritisk lys på de forskjellige forskeres ideologiske grunnholdninger. Møller sier han fokuserte ikke bare på Jørgen Bæk Simonsens, og viser blant annet til Edward Saids og hans kritikk av vestlig islamforskning som et ufravikelig premiss for mange av dagens islamforskere.
Møller er dog ikke den eneste som har rettet kritisk søkelys på Said. I den siste tiden er det kommet en rekke bøker om islam, og nylig har også to islamforskere debattert islamforskningen. Det er Robert Irwin i boken »Af begær efter viden« og Ibn Warraqs »Defending The West: A Critique of Edward Said’s Orientalism«. Begge disse retter skarp kritikk mot nettopp den palestinske professor Edward Said, som i over 30 år har satt sitt tydelige spor på vestlige universiteter med sin påstand om at vestlige forskere så på Orienten med arrogante, imperialistiske øyne. Ifølge Irwin og Warraq har Said manipulert sin forskning for å få det til å fremstå som om Midtøstens folk var stakkarslige ofre for vestlige forskere og vestlig imperialisme.
Møllers bok har fått navnet »Vejen til Damaskus. Dansk islamforskning 1885-2005«, der han går nærmere inn på en rekke av de kjente danske islamforskere, men med et spesielt fokus på Bæk Simonsen, som er lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet. I debatten om islamismens utfordring i forhold til Europa har Bæk Simonsen vært en av de sentraler skikkelser i Danmark. Han er også tidligere leder av det danske kulturhus i Damaskus, og han betraktes av mange som en forsvarer av islam. For eksempel fordømte han Jyllands-Postens trykking av Muhammed-karikaturene.
På spørsmål om hvorfor Møller er så kritisk overfor Bæk Simonsens forskning, svarer han:
_Jeg ser en dygtig forsker, der tilretter sine konklusioner efter den standende politiske debat. Han nedtoner islams og Koranens betydning, og i stedet for at definere islam og Koranens indhold betragter han islam med herboende muslimers selvforståelse, altså som et fænomen, man ikke kan sige noget sammenfattende om.
– Men kan islam ikke udlægges på mange forskellige måder?
_Alle religioner er ikke ens, og eftersom muslimer betragter Koranen som Guds hellige tekst, er det selvfølgelig væsentligt at fastslå, hvad der er essensen i islam og i Koranen. Ikke alt kan reduceres til subjektiv fortolkning. Muhammed var ikke blot stifter af en religion, men også hærfører og politisk ideolog. I en tid med utallige terrorsager nedtones i Jørgen Bæk Simonsens nyere forfatterskab det militante aspekt, og jihad bliver til noget med sproglig overtalelse og ikke til hellig krig.
– Der står sikkert grufulde ting i Koranen, men det gør der jo også i Det gamle Testamente, og nogle jøder anser jo også det skrift for at være givet af Gud?
_Det er rigtigt, men Koranen er i langt højere grad en krigsmanual, der opfordrer til mord på f.eks. jøder. I Koranen går Muhammed ind for at myrde Medinas jøder, og Koranen har vital betydning for muslimers praksis. Det er ikke noget tilfælde, at hadsk propaganda mod jøder florerer blandt muslimer den dag i dag, og at de kan hente retorisk inspiration i Koranen.
– I Det Gamle Testamente myrdes der også vantro og der findes barbariske straffe, så er det så meget bedre?
_Der er en gradsforskel, mener jeg, og man må også huske på, at jøderne har været underkuet i 2.000 år, hvorimod muslimerne stort set altid har været dominerende. Behovet for moderation har ganske enkelt ikke været til stede i samme grad som hos jøderne.
– Kan den skarpe kritik ikke krænke muslimer?
_Jeg kritiserer ikke muslimer, men islam og Koranen. Det frygtelige er, at store grupper af muslimer tager Koranen bogstavelig, og vi ser i mange dele af verden, fra Sudan til Indonesien, store grupper af muslimer, der anvender vold mod såkaldte vantro og bruger Koranen som legitimering. Det må man da tage alvorligt.
– På den anden side kan disse mennesker måske modereres?
_Så længe Koranen betragtes som Guds ord i endelig form og Muhammed som det perfekte menneske, så tror jeg, at det vil tage meget lang tid, før vi kan håbe på en moderat form for islam. Måske 1.000 år. Et civilisationshistorisk skel er ikke noget, der forsvinder ved ikke at berøre grænsefladerne. Det ville man i andre sammenhænge kalde for kapitulation.
– Kan debatten støde de moderate fra os, sådan som Uffe Ellemann-Jensen og andre siger?
_Vi kan ikke i denne fundamentale debat tage hensyn til krænkede følelser. Vi må står fast på vore grundværdier og se de antidemokratiske kræfter lige i øjenene. Der har bredt sig en følelse af afmagt kombineret med intellektuel afsky for vore egne vestlige samfund. I stedet for videnskabeligt at beskrive islam forsøger Jørgen Bæk Simonsen i bedste Said-ånd at gøre islam og Koranen spiselig for Vesten og neddæmpe dens indhold. Det er ikke videnskab, det er politik. Jeg forstår ikke Uffe Ellemann-Jensen, men han er desværre ikke den eneste. som ud fra misforstået hensyn til muslimerne reelt gør islam immun over for kritik. Han gør efter min mening vold mod egne idealer.
– Du mener, at danske islamforskere generelt ikke tør gå kritisk til islam og Koranen. Men bliver det ikke ophævet af mediernes kritiske holdning?