Denne artikkkelen ble første gang publisert på www.altinget.dk Af kulturpsykolog,
cand. pæd. psych. Kirsten Damgaard og børneforsker, cand. rer. soc. Carsten Ringsmose.
De
voldelige efterkommere
29. februar 2008.
Drop
dansk selvgod forståelse og stil krav til muslimske drenge. Efterkommere har nu
større syv gange større kriminalitet end etniske danskere.
Voldskriminaliteten blandt efterkommere, som er født,
opvokset og opdraget i Danmark af tilflyttede forældre, er syv gange så
omfattende som blandt etniske danskere. Problemet kræver analyse og indgriben
hvis vi ikke vil svigte de unge efterkommere fatalt. Blandt andet politikeren
Hamid El Mousti og forskeren Mehmet Ümit Necef har delagtiggjort offentligheden
i, hvorledes de muslimske etniske miljøer er præget af accept af vold.
Medens det i den offentlige debat har været en lige så
almindelig som forkert påstand, at de fremmede ikke var mere kriminelle end
etniske danskere, så påpeger Danmarks Statistik i den seneste opgørelse af
fremmedkriminaliteten, at «både mænd og kvinder af udenlandsk oprindelse i
alle aldersklasser har en højere kriminalitetshyppighed end befolkningen med
dansk oprindelse og befolkningen under et. Højest lå gruppen af mandlige
efterkommere med 14,8 % , mod indvandrere med 8,1 % og personer af dansk
herkomst med 5,3 %.»1). Det siger unægtelig noget helt afgørende om en
fejlslagen indførelse i dansk kultur og samfund.
Vi ser udøvelse af vold parallelt med, at voksende
grupper af muslimer ikke anerkender politiets autoritet og retsvæsenets monopol
på straf, fordi disse muslimer ikke er mentalt integreret. Det er unge mænd som
anvender vold og trusler overfor hinanden, i familien, mod medborgere og
offentlige myndigheder.
Formand for Det Kriminalpræventive Råd Eva Smith udtalte
i anledning af udgivelsen af en rapport i 1998 om indvandrere og kriminalitet:
«Vi skal vide hvad der er i vejen, før vi kan behandle problemet… vi gør
ikke nogen af parterne en tjeneste ved at holde mund … der er både kulturelle
og sociale årsager til deres kriminalitet. Derfor må vi tage en debat i stedet
for at skjule tallene» (BT 1. okt. 1998 ). Ud fra denne konstruktive basis
vil vi med vores mangesidede erfaringer på integrationsområdet beskrive nogle
mulige sammenhænge som bidrag til et nyt handlegrundlag.
Muslkimske drenges rolle
som «prins» skaber mod-identitet
Dette dybt deprimerende billede, inspirerer os til de
overvejelser, vi nu fremlægger. Spørgsmålet er: Kan man angive rimelige grunde
til denne meget store voldelige aktivitet blandt mænd med udenlandsk baggrund,
som er født, opvokset og opdraget i Danmark? – Hvis vi ikke kan det, så kan vi
heller ikke kvalificeret gribe forandrende ind i dette alvorlige
fremtidsperspektiv: At en meget stor del af drenge med anden etnisk baggrund,
som er født og opvokset i Danmark, tydeligvis viderefører et mønster med vold
som «løsning» på uoverensstemmelser.
De samme drenge antager samtidig en mod-identitet, godt
hjulpet på vej af kombinationen af forældrenes opdragelse til «at prinse
den» blandet med en modstand mod vestlige værdier, og støttet af
«hjælper-branchens» etik udmøntet i en alt for favnende respekt for
det anderledes.
Vi vil her især fremhæve den forestilling om
«berettigelse» der dominerer drengesocialiseringen i hjemmet og det
omgivende etniske miljø. Narcissisme indbygges i langt flere indvandrerdrenge
af muslimsk herkomst end i drenge fra eksempelvis kristne, hinduistiske eller
buddhistiske familier, netop ved den højere status og den magt den muslimske
kulturkreds tillægger hankønnet.
Lærere observerer de umodne ønsker om en umiddelbar
tilfredsstillelse eller en god karakter uden en forudgående rimelig personlig
indsats. Pædagoger beretter om hvorledes drenge af al magt forsøger at undgå,
hvad de anser for nedværdigende kvindearbejde, og bruger kultur som argument
for ikke at skulle behandles på lige fod med danskere. Ligeledes i
fritidslivet, hvor man fx må have selvstændige muslimske grupper i
spejderarbejdet, for man oplevede i spejdersporten – ligesom i anden sport – de
samme udslag af kultur i psyken:
Drengene kan ikke magte at tabe, de bliver urimelige,
rasende og mener sig i deres surhed berettigede til at blæse på alle aftaler. Og
de kan slet ikke holde ud at tabe til etniske danskere, altså ikke-muslimer. Fodboldtrænere
har i årtier beskrevet problemer med muslimske fædre, der lover dommerne tæv og
udviser manglende accept af den autoritet og de vedtagne rammer, der styrer
fodboldspillets afvikling.
Tre gange højere
kriminalitet hos mandlige efterkommere
Denne forestilling om at være berettiget til noget uden
indsats, eller at være hævet over vedtagne regler, er mere udbredt hos
2.generation af muslimske drenge end hos 1.generation. Forestillingen har
udover opdragelsen at gøre med den tiltagende islamisme i Mellemøsten og
Europa, der ønsker dominans.
Der er en voksende tendens fra muslimers side til ikke at
ville være en del af «os», men være noget særligt. Margit Warburg
professor i religionssociologi på Københavns Universitet påpegede i øvrigt også
i en tale på en international konference i sommer, at det er særlig vanskeligt
for muslimer at forandre deres identitet. Det er fx sådanne forestillinger om
et muslimsk fællesskab over danskere der bringer indvandrerdrenge i karambolage
med redningsfolk i storbyer, hvor drengene forsøger at dirigere med og bestemme
over redningsarbejderne.
En ungdomsleder har også
fortalt, at han må tage udenbys i bus med indvandrerdrengene for at træne
skøjteløb indtil de mestrer de helt elementære teknikker, for sådan som deres
social karakter er konstrueret til at være, kan de ikke tåle at blive grinet ad
når de falder – af det modsatte køn og af «dem».
Mandlige efterkommere er altså næsten tre gange (2,79
gange) så kriminelle som etniske danskere og næsten dobbelt så kriminelle som
indvandrere. Den høje kriminalitet blandt efterkommere er også et varsel om
endnu større problemer i fremtiden, fordi et betydeligt antal normbrydende
efterkommere endnu er under den kriminelle lavalder, og deres kriminalitet er
altså ikke medregnet. Medens efterkommerne, som i opgørelsen kun udgør 0,76 %
af befolkningen tegner sig for 4 % af straffelovsovertrædelserne.
Disse erfaringsbeskrivelsers afgørende pointe, nemlig
muslimske drenges kunstigt opblæste selvopfattelse, som gør dem ekstremt
følsomme overfor selv små nederlag, bekræftes empirisk af det iøjnefaldende
store frafald blandt normaltbegavede drenge på gymnasier og erhvervsskoler. De
kan hverken overtale sig selv til at knokle eller acceptere et selvbillede med
en (midlertidig?) bundplacering. Samtidig gør det selvfølgelig ondt værre, at
blive rubriceret på taberholdet af pigerne fra både det etniske og det danske
miljø. Vi vil hævde, at kulturbestemte træk i drenge-opdragelsen peger hen imod
en forklaring på, at disse drenge ofte udvikler en mere voldelig og destruktiv
adfærd.
Familien skaber
‘opblæst’ selvværd hos drengene
Det var gennem mange år
en temmelig dybt rodfæstet fejlopfattelse indenfor både dansk og international,
pædagogisk tænkning, at hvis børn og unge voksede op, og fik en adfærd, som var
aggressiv, provokerende og voldelig, så skyldtes det disse børn og unges
manglende «selvværd».
Denne opfattelse nød en så udbredt anerkendelse, at man
end ikke problematiserede og diskuterede den, før en gruppe amerikanske
forskere fik den gode idé faktisk at spørge: Er denne sammenhæng nogensinde
eftervist i undersøgelser? Første trin i forskningsprojektet blev at undersøge,
om der noget sted i verden var foretaget undersøgelser, der dokumenterede en
sådan sammenhæng. Det viste sig – overraskende – ikke at være tilfældet. Og
næste trin blev naturligvis at spørge: Er forestillingen om denne –
udokumenterede – sammenhæng overhovedet rigtig?
Den videre undersøgelse førte forskerne frem til den
modsatte og langt mere overbevisende sammenhæng: Det er ikke børn og unges
manglende selvværd, som gør dem destruktive og voldelige.
Der er tværtimod tale om, at hvis børn og unge får
opbygget et kunstigt opblæst, urealistisk selvværd, så kan de blive destruktive
og voldelige, når det høje «selvværd» frustreres i mødet med virkeligheden.
Forskerholdets nye og helt afgørende erkendelse blev derefter gjort til
genstand for en række eksperimentelle, psykologiske undersøgelser, som
bekræftede den nyopdagede sammenhæng.2)
Når vi søger en forklaring på, hvorfor mandlige
efterkommere har en volds-kriminalitet, der er syv gange så stor som den
tilsvarende kriminalitet hos etnisk danske mænd, så finder vi, at den allerede
skildrede traditionelle opdragelsespraksis overfor muslimske drenge er en
væsentlig årsag som et stykke «displaced culture», som ikke fungerer
dér, hvor holdningen eller handlingen nu udfoldes.
De muslimske drenge opdrages på en måde, som automatisk
forsyner dem med en status og betydning, som udelukkende skyldes deres køn. De
opdrages endvidere med det synspunkt, at de har en særlig status og betydning i
kraft af deres religion. Begge disse opdragelses-elementer kommer i alvorlig
konflikt med et samfund, hvor drenge-opdragelsen ellers er præget af, at man
ikke opnår status og betydning, medmindre man konkret præsterer noget, samtidig
med at ens evt. religion, anses for et personligt anliggende og aldrig medfører
ekstra status.
På denne måde bliver de muslimske drenge ramt af, at
hverken deres høje status som drenge eller deres høje status som muslimer
anerkendes i det danske samfund. Kåre Bluitgen illustrerer den samfundsmæssige
side af dette dobbelt-nederlag, når han i bogen «Til gavn for de
sorte» fortæller, at en muslimsk elev spørger: «Hvorfor har Allah
skabt de muslimske lande fattige og de kristne rige? Hvorfor er der så mange
muslimer, der vil bo i et vantro land, men ingen derfra, der vil bo i vore
lande?»
Drengene må som eleven erkende, at forestillingen om
deres overlegne tro og kultur åbenbart ikke holder. For de ikke så velbegavede,
hvor det langsigtede mål i livet står mindre klart, vil det på kort sigt være
lettere at «skyde budbringeren» og vrænge ad
uddannelsesinstitutionernes værdier end at ændre sine prioriteter i forhold til
behagelighed eller reflektere over egen tilgang.
Kriser, i form af konfrontationer med den samfundsmæssige
virkelighed, vil derfor fortsætte med at opstå og give drengene frustrationer,
som kan føre til aggressioner og vold. Lad os fuldstændiggøre billedet ved at
se på voldskriminaliteten blandt mænd. Indvandrerne har en voldskriminalitet,
der er 2,8 gange så stor som danskernes, medens efterkommernes
voldskriminalitet er syv gange så stor som danskernes – og mere end dobbelt så
stor som indvandrernes.
Drop selvgod forståelse og stil krav
Godhjertede danskere bidrager ofte energisk med at
tilvejebringe og opretholde grundlaget for dette misforhold, fordi de i stedet
for at stille relevante krav, viser accept og roser en indsats, som langt fra
er tilstrækkelig. Et fint eksempel kan være, at offentliggørelsen af
folkeskolernes karakterer afslørede, at halvdelen af eleverne på
Humlehaveskolen i Vollsmose var ude af stand til at bestå folkeskolens
afgangsprøver i de basale fag, hvortil skolens «gode» leder Olav
Nielsen forklarede, at vi skulle huske på, at det for disse elever med anden etnisk
baggrund i sig selv var en stor sejr, overhovedet at gå op til disse prøver!
Et lignende, mere
aktuelt eksempel er en igangværende diskussion: Skal ekstraundervisning for
elever, som har svært ved at klare sig i gymnasiet eller på handelsskolen være
obligatorisk ekstraundervisning, eller skal det være et frivilligt tilbud? Som man kan udlede af det foregående bliver frivillighed
meget let til et fravalg for drenge, der i hjemmet er opdraget autoritært.
Den nuværende
pædagogiske diskussion, som lægger så stor vægt på anerkendende relationer,
skulle måske spørge sig selv:
* Er det hensigtsmæssigt at vise accept og
respekt for religiøse og kulturelle normer og forestillinger, der er direkte
udemokratiske og i modsætning til skolernes formålsparagraffer, eller direkte
er i modstrid med pædagogisk viden ?
* Er det ikke mere humanistisk at møde
disse normer og forestillinger med en klar, ærlig og argumenteret modsigelse,
som signalerer en antagelse om intelligens hos eleven?
* Bliver al den velmente
«forståelse» og «hensyntagen» ikke en blot en bremse for
elevens intellektuelle udfoldelse, der hæmmer de nødvendige diskussioner af mål
og midler, som kunne lede til erkendelsen af nye veje?
Vi tror, at det nu er
nødvendigt at tage ansvar, og at kassere den selvgode holdning, som er præget
af uærlig eller uoplyst «forståelse» og «anerkendelse», og
fungerer som smørelse på den glidebane, som fører til disse unges fiasko og
nederlag.
Vi skal i stedet stille klare og obligatoriske krav, der
ikke skjuler de skolemæssige og sociale færdigheder, der kræves for at opnå
succes i et samfund som det danske.
Hvis vi ikke analyserer og handler for at modvirke den
situation, som allerede nu er opstået, nemlig at bekymrende mange indvandrere
og efterkommeres normer for acceptabel opførsel, ansvar for samfundet og for
den personlige integration, er faretruende anderledes end etniske danskeres, så
bliver vores passivitet et magtfuldt bidrag til udvikling af det, Hans Magnus
Enzensberger overbevisende beskriver i den aktuelle lille bog: «Skrækkens
mænd. Et essay om den radikale taber».