Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) er en parpalyorganisasjon for 39 krisesentrer i Danmark. I fjor mottok LOKK nesten 350 henvendelser fra unge kvinner ikke vil finne seg i at foreldre og familie velger ektemann for dem. I 2006 var andelen om lag 200 henvendelser.
– Det er en voldsom stigning, men det er ikke vores indtryk, at udviklingen skyldes et større pres fra forældrene. Der er tværtimod tale om, at de unge etniske kvinder er blevet opmærksomme på deres rettigheder og muligheder og ikke længere vil indordne sig under forældrenes krav, sier Anne Mau, som er sekretariatsleder i LOKK til Kristelig Dagblad.dk.
Mau støttes opp av forfatter og integreringskonsulent Esma Birdi, som blant annet rådgir og veileder unge innvandrerkvinner som opplever seg presset til å gifte seg. Birdi peker på at den nye generasjon av innvandrerkvinner først og fremst er bedre utdannet og mer velorientert om samfunnsdebatten.
– Debatten om 24-års-reglen har haft stor betydning. Den er blevet diskuteret intenst i alle indvandrermiljøer, og det har oplyst mange unge kvinder og udstyret dem med juridiske argumenter mod de arrangerede ægteskaber, sier Birdi, som også viser til at en stor del av de unge er begynt å henvise til tolkninger av koranen som ikke tillater tvangsekteskap.
Professor ved Center for kønsforskning på Aalborg Universitet, Birte Siim, er heller ikke overrasket over innvandrerkvinnenes motstand.
– Vi hører kun om de stakkels undertrykte indvandrerkvinder, men virkeligheden er meget mere nuanceret. Den seneste forskning viser med al tydelighed, at der er en bevægelse i gang blandt de etniske kvinder. Der er tale om et markant generationsskifte og en naturlig udviklingsproces, som betyder, at kvinderne bliver mere selvbevidste og i højere grad stiller andre krav til sig selv og deres omgivelser, sier Siim.
Men selv om kvinnene er blitt sterkere, så har de fortsatt bruk for massiv støtte når de skal ta opp kampen med egen familie, eller faktisk ser seg nødt til å forlate familien.