Spørsmålet den danske avisen Berlingske Tidende stilte den britiske utenriksminister David Miliband lød kort og kort:
Er der fare for, at fænomener som de danske profettegninger og den anti-islamiske film i Holland underminerer forsøget på en bedre dialog mellem Vesten og den muslimske verden?
Svaret fra utenriksminister lød som følgende:
»På en måde er de to ting en del af dialogen. De udgør ekstremerne i dialogen. Ytringsfrihedens grænser er et ældgammelt filosofisk spørgsmål: Har man lov til råbe »det brænder« i et overfyldt teater? Det er engang for længe siden blevet sagt, at min frihed til at strække min arm ud standser ved dit ansigt, men det vigtige – som jeg ser det – er, at vi bliver ved med at være bevidste om vore fundamentale rettigheder, hvoraf ytringsfriheden er meget vigtig, men at vi samtidig er klar over, at der er grænser, når ytringsfriheden bruges til at promovere had over for andre religioner eller racer. Og nok så vigtigt: Det er ikke regeringerne, men domstolene, der afgør, hvor grænsen går.«
Utenriksminister Miliband representerer et land som var det første i Europa som for alvor fikk problemer med en global sak knyttet til ytringsfrihet. Det var i slutten av 1980-tallet da det ble utstedt en fatwa på den britiskindiske forfatteren Salman Rushdie på grunn av boken ”De Sataniske Vers”. En bok som i Norge førte til at forleggeren William Nygaard ble beskutt.
Boka ga Storbritannia alvorlige skrammer i den muslimske verden, likesom Danmarks omdømme har tatt skade på grunn av Muhammedkarikaturene, men Miliband mener ikke at det er snakk om noe ”Crash of Civilizations”:
»Det, vi oplever, er ikke et sammenstød mellem civilisationerne, som vi i den britiske regering bruger mange kræfter på at afværge. Der er langt mere, der forener end skiller folk på tværs af religiøse forskelle,« sier Miliband, som samtidig ikke vil svare på om britene er bedre forberedt på slike kriser, gitt at de i mange år har hatt stor muslimsk innvandring.
»Hvis jeg sagde det, ville jeg invitere til problemer. Men der er ingen tvivl om, at dele af Storbritannien er ekstremt kosmopolitisk. Og personligt synes jeg, at det er godt og berigende. Men vor svaghed har nok været, at vi ikke som sådan har opbygget et fælles statsborgerskab på tværs af forskellene. Vi har ikke som Frankrig assimilering som mål.«
Men Danmark og Storbritannia har ikke bare muslimske kriser som felles referanseramme. I Afghanistan kjemper landenes soldater side om side mot Taliban-militsen. På spørsmål om hvordan britene tolker at en rekke NATO-land ikke vil bidra med flere soldater i krig i Afghanistan, svarer Miliband:
»Jeg ser to problemer i den debat. For det første får man indtryk af, at svaret på problemerne er at sende flere udenlandske styrker til det sydlige Afghanistan. Men faktisk handler det ikke kun om sikkerhed. Det handler også om politiske og økonomiske tiltag. Og samtidig handler det ikke i første omgang om udenlandske soldater, men om at satse på de afghanske styrker. Det er vigtigt at holde sig for øje,« sier Miliband, og peker på tre problemer i Afghanistan, som gir anledning til bekymring: oppbygning av lokale, demokratiske institusjoner, koordinering av det internasjonale samfunnets innsats samt dårlig koordinering av den militære, sivile og økonomiske innsats. I tillegg er korrupsjon et problem.
I Afghanistan naboland Pakistan er de i gang med å danne en ny regjering, som etter all sannsynlighet ikke vil være like USA-vennlig som den forrige. Dette vil kunne få betydning i kampen mot terror.
»Pakistan og landets betydning for det, der foregår i Afghanistan, er et meget overset problem. Men frygten har været, at manglen på en regering i Pakistan kunne forværre problemerne med Taleban-militsens operationer hen over den afghansk-pakistanske grænse. Nu har en ny regering en mulighed for at anerkende, at terrorisme også er et problem for Pakistan. Det vigtigste er, at vi får en stabil pakistansk regering, der vil indgå et reelt partnerskab med regeringen i Kabul,« sier Miliband.
Han mener videre at omverdenen skal støtte den afghanske hær, som med 80.000 menn bekjemper Taliban-militsen og andre islamistiske militante grupper i grenseområdet mellom Pakistan og Afghanistan.
Hva gjelder Irans omstridte atomvåpenprogram, har Storbritannia, som fast medlem av FNs Sikkerhetsråd, avgjørende innflytelse. FN vedtok nylig enda en skjerpelse av sanksjonene overfor Iran, noe som ikke skal ha fått Iran til å gi etter.
»Det vigtigste er at gøre det klart for iranerne, hvad de opnår ved ikke at forsætte med at berige uran. Sagen er jo, at det store flertal af iranerne faktisk ønsker at engagere sig med omverdenen,« sier Miliband.
Men når Berlingske påpeker at dette ikke ble avspeilet i resultatet av det nylige parlamentsvalget, der konservative krefter som står i konfrontasjon mot Vesten vant stort, svarer Miliband:
»Det var jo et valg i anførselstegn. Jeg mener, at det var op mod 2.000 kandidater, der ikke fik lov til at opstille. Og hør nu her: Iranerne har et utrolig uddannet og kultiveret samfund og lad være med at undervurdere, i hvor høj grad de unge iranere gerne vil engagere sig med omverdenen.«
Miliband påpeker avslutningsvis at både Storbritannia og Danmark har tjent på globaliseringen. Svaret på globaliseringens problemer – som ifølge Miliband er ustabilitet, ulikhet, usikkerhet – er derimot ikke mindre åpenhet, men større åpenhet. Og her mener Miliband at Danmark og Storbritannia skal stå sammen, også i en europeisk sammenheng.
»Sikkerheden ved vore grænser, klimaforandringer, migration og handel er alle sammen emner, der skal tackles gennem en styrket europæisk rolle i det globale. Et Fort Europa er ikke svaret,« fastslår David Miliband.