I flyktning/innvandrergruppen er 33 prosent enige i SF-formannen Villy Søvndals kritiske uttalelser om Hizb ut-Tahrir, 40 prosent er uenige, mens resten verken er enige eller uenige, ifølge undersøkelsen som Catinét Research har foretatt for Ugebrevet A4.
Undersøkelsen har et representativt utvalg av flyktninger og innvandrere i Danmark, langt de fleste med muslimsk bakgrunn.
Til sammenligning er 83 prosent av den samlede, danske befolkning enig med Søvndal, 10 prosent uenig og syv prosent er verken enig eller uenig, ifølge en måling som analyseinstituttet Zapera tidligere har foretatt for A4.
Det er imidlertid ikke støtte til Hizb ut-Tahrir som får en stor del av innvandrerne til å ta avstand fra SF-formannens uttalelser. Det er nemlig kun en prosent av innvandrerne som erklærer seg som tilhenger av organisasjonen, mot små to prosent for to år siden.
Integreringskonsulent Manu Sareen mener at undersøkelsen avdekker at en ubetydeldig liten gruppe får oppta mye plass i det offentlige rom:
– Opbakning fra én procent af indvandrerne! Helt ærligt: Tænk på, hvor meget de får lov til at fylde i medierne. Organisationen rummer 1.500 medlemmer med stemmeret. De står over for vi andre to en halv million med stemmeret. Så hvor meget i fare er vi egentlig, spør Sareen.
Sareen mener at SFs Søvndal har overtatt ”motstandernes retorikk”, og at det er den innvandrerne reagerer på:
– De ser hans retorik som del af den afstandtagen, der er til muslimer i al almindelighed. Og selv om de betragter sig som en del af samfundet og er glade for at være her, som A4’s undersøgelse viste i sidste uge, så er deres opfordring: Tal lige pænt!, sier Sareen.
Men til tross for at Hizb ut-Tahrir ikke får noen betydelig oppslutning, så mener Søvndal at hans kritikk fortsatt gjelder:
– Jeg har aldrig troet på nogen risiko for massiv tilslutning til Hizb ut-Tahrir og aldrig anset de tåber for at være en trussel mod Danmark. Men de er en trussel mod integrationen, for så længe vi har Dansk Folkeparti som erklæret anti-muslimsk på den ene side og en anti-demokratisk gruppering som Hizb-ut-Tahrir på den anden side, og de i den grad får lov til at dominere den offentlige dagsorden, så får vi ikke integrationen til at lykkes godt nok, sier Søvndal.
Han er derimot ikke blind for at når 40 prosent av innvandrerne erklærer sig uenige i hans uttalelser, så kan det henge sammen med at flere opplever sin muslimske bakgrunn angrepet:
– Omvendt tror jeg, at vi bliver nødt til at tage nogle af de her grundlæggende slagsmål for at få folk – både dem, der er født her i landet og dem, der ikke er – til at tage stilling ud fra en demokratisk akse. Det kan nogle gange være svært, men så længe 83 procent af dem, der bor i dette land, forstår, hvad jeg siger, er jeg sådan set ikke så bekymret, sier han.
Samtidig mener Søvndal at det er positivt at innvandrergruppen er såpass delt i sin reaksjon:
– Den der tro på, at vi var enige med alle, bare fordi de var indvandrere, har jeg aldrig haft. Og jeg har ikke noget ønske om at være venner med alle. Den afgørende pointe i de her tal er, at indvandrerne ikke er nogen homogen gruppe, men deler sig efter anskuelse. Og jeg vil tro, at nogle af dem, der er mest enige med mig, er dem, der har prøvet at leve under religiøst diktatur og præstestyre i Iran, sier Søvndal.
Professor i statsvitenskap ved Aarhus Universitet, Peter Nannestad, som har forsket på islamske grupperinger, synes derimot at det er underlig at andelen innvandrere som sier de ikke kjenner til Hizb ut-Tahrir er vokst fra 34 til 56 prosent mellom 2006 og 2008.
– Det virker yderst mærkværdigt. Man kan vel ikke beskylde organisationen for ikke at have markeret sig i tiden op til undersøgelsen. Og deres budskaber er ikke sådan til at misforstå, sier Nannestad.
Han tror en mulig tolkning er at Hizb ut-Tahrir faktisk vinner sympatisører, men at de ikke vil stå frem:
– En anden mulighed er, at respondenterne bare i stigende grad er blevet trætte af at skulle forholde sig til Hizb ut-Tahrir i tide og utide og derfor vælger at glide af på spørgsmål om dem.
Professor i islam på Aarhus Universitet, Mehdi Mozaffari, hefter seg tilsvarende ved at det i 2006 var 13 prosent som ikke visste om de personlig var tilhenger eller motstander av Hizb ut-Tahrir, så er det i 2008 steget til 31 prosent:
– Det kan betyde, at flere er blevet mere positive over for organisationen, men ikke vil indrømme det. Men også, at der vokser en ny generation frem med andre interesser end politik og religiøsitet. Begge forklaringer er lige holdbare, sier Mozaffari.
Ifølge Mozaffari er det verdier som er på spill, og at utviklingen i aller høyeste grad er opp til politikerne:
– Bedre integration er ingen garanti mod radikalisering. Vi så i den seneste terror-sag i England, at det var læger, der var involveret. Men højrisikogruppen er unge mænd fra ghettoer. De skal have alternativer til en identitet og et fællesskab i en fundamentalistisk gruppering. Den fundamentalistiske trussel skal tages alvorligt, og det var på tide, at venstrefløjen brød passiviteten og nu prøver at generobre traditionelle venstreorienterede mærkesager som ytringsfrihed og lighed mellem kønnene, sier Mozaffari.
Tina Magaard, som forsker på islamisme ved Aarhus Universitet, mener at undersøkelsen skal tas med et stort forbehold, idet det er innvandrere fra mange forskellige land som er spurt, samtidig med at gruppen av repsondenter består både av kulturmuslimer, troende muslimer og en mindre gruppe kristne.
– Det er interessant, at færre er modstandere af Hizb ut-Tahrir, efter at Islamisk Trossamfund, der har en noget bredere appel, har markeret sig sammen med Hizb ut-Tahrir ved demonstrationer og andre fælles arrangementer. Det kan være med til at skabe en bredere accept af organisationen, vurderer Magaard til Kristelig Dagblad.dk.