Før helga hadde politisk kommentator i Jyllands-Posten, Ralf Pittelkow, en bitende kommentar til den danske regjeringens rådvillhet i spørsmålet om hvorvidt det er bruk for lovgivning knyttet til dommere med hijab. Pittelkow mener saken burde være såre enkel for statsrådene:
Både statsministeren og justitsministeren har understreget, at dommere bør fremstå neutralt i retssalen. Ingen kan hævde, at et islamisk tørklæde er religiøst neutralt. Faktisk er det heller ikke politisk neutralt.
At hijaben verken er religiøs eller politisk nøytral, kan man kanskje med sikkerhet hevde i Danmark. I Norge er dette derimot fortsatt til debatt, ikke minst på grunn av Hege Storhaugs siste bok Tilslørt. Avslørt – et oppgjør med norsk naivisme, der det ifølge meningsmotstanderne kan synes som om det er Storhaug som har misforstått at hijaben i det hele tatt bærer med seg noe budskap.
I Danmark ønsker man derimot å verne om nøytralitetsprinsippet – ikke minst i rettssalen. Fordi det handler om borgernes tillit til rettssystemet, og da på en slik måte at alle behandles likt etter den danske loven – ikke ut fra hvem du selv, eller dommerne er.
Den neutrale fremtræden er en vigtig forudsætning for borgernes tillid til retssystemet. Den understreger, at den dømmende magt i en sekulær retsstat er uafhængig af politiske og religiøse hensyn. En dommer, der finder det nødvendigt at skilte med sit religiøse tilhørsforhold i retssalen, vil skabe tvivl om dette hos borgeren.
Pittelkow påpeker sågar at bare det at tvilen kan oppstå, i seg selv er alvorlig. Og bedre blir det ikke av at tvilen faktisk er berettiget:
Selve det, at tvivlen eller mistilliden kan opstå, er i sig selv alvorligt. Men ikke nok med det: Tvivlen er berettiget. Tørklædet er ikke bare en tilfældig personlig beklædningsgenstand. Det er forbundet med en bestemt opfattelse af forholdet mellem religion og samfund.
I modsætning til kristendommen er islam en lovreligion. Den kræver, at man overholder en række konkrete forskrifter og regler for at være en god muslim. I ortodoks islam er det en forskrift, at kvinder skal dække deres hoved til for ikke at udfordre mændene.
Denne forskrift er knyttet sammen med en række andre forskrifter. Forskrifter, der vedrører kvinders rettigheder. Forskrifter vedrørende blasfemi, der sætter snævre grænser for ytringsfriheden. Forskrifter vedrørende lovenes overensstemmelse med Koranen, der sætter afgørende grænser for demokratiet.
Det islamiske tørklæde er med andre ord ikke kun forbundet med religion, men også med politik og jura.
Kan en muslimsk kvinde ikke bære tørklæde, uden at hun vil efterleve forskrifterne i ortodoks islam? Jo, hos nogle kan det dreje sig om simpel tradition eller sågar mode.
Men for mange er tørklædet en forskrift i Koranen, som skal overholdes. I disse år styrkes denne ortodokse opfattelse af islam – i en del tilfælde koblet sammen med radikale politiske holdninger.
Centralt placerede danske dommere synes at savne den mest elementære viden om disse ting, og de ser tilsyneladende ikke noget behov for at sætte sig bedre ind i sagerne. De taler, som om tørklædet blot var en beklædningsgenstand, der signalerer etnisk mangfoldighed.
For Pittelkow, og mange med han, er dette elementær viten. Men vi beskyldes for å ha misforstått, eller at oversettelsen av koranen er feil. Vi blir fortalt at hijaben er et fritt valg for alle de kvinnelige bærerne, og det beriker vårt samfunn idet de samme kvinnene viser sin muslimske identitet, som igjen gjør dem til stolte og inkluderende samfunnsborgere. I det ene øyeblikket er hijaben et religiøst symbol, i det andre ikke. Men noe politisk symbol, det er det ikke, synes de samme å være enige om. Langt på vei kan det synes som om enhver kvinne kan ilegge sin hijab den betydning hun ønsker, enhver kritikk vil således være smakløs eller til og med fremmedfiendtlig (?). I alle fall handler det om islamofobi. Ja, vi er til og med blitt fortalt at negative reaksjoner på tildekking skyldes vår sjalusi på de kvinner som skjuler sitt hår eller dekker sine kroppsformer. De er de ærbare, vi vet ikke bedre.
For HRS strekker ikke denne sjalusien langt. At det er tragisk, eller nærmest direkte motbydelig, at foreldre ikler sine småjenter hijab eller annen muslimsk tildekking, er derimot ikke til hinder for at enhver voksen kvinne fritt kan velge sin bekledning – gitt at visse premisser oppfylles, på samme måte som det er bekledningsregler for eksempel for sykehuspersonale eller at det slett ikke er fritt å sprade naken rundt.
Derfor er vi enige i Pittelkows undring over at Domstolsstyrelsens beklædningsvejledning har gitt grønt lys for hijaben i danske rettssaler. Dette er et politisk spørsmål som skal si noe om hvilket samfunn man ønsker:
Man må vælge: Enten værner man om den sekulære retsstat, eller også slår man af på den af hensyn til islam. På samme måde som med ytringsfriheden (Muhammed): Enten holder man fast i den, eller også tilpasser man den islamiske forskrifter. Det er et spørgsmål om, hvilket samfund man ønsker. Et politisk spørgsmål, der ikke kan overlades til Domstolsstyrelsen.
Der er brug for lovgivning om dommere med tørklæde. Regeringens koordinationsudvalg kunne have sendt et klar signal i den forbindelse. Men det skete ikke. Tilbage står billedet af en rådvild regering.
Det er kanskje ikke overraskende at regjeringens støtteparti, Dansk Folkeparti (DF), ønsker forbud mot hijab og burka både hos dommere, sykepleiere og lærere. Desto mer overraskende er det at sosialdemokratene sier seg enig med DF, samtidig med at de favner enda bredere – de ønsker bekledningsregler for alle offentlige myndighetspersoner.
– Når det gælder myndighedspersoner, så bør man som udgangspunkt ikke have tørklæder, fordi det er med til at sløre billedet af, hvilken myndighed man er. Det slører billedet af den autoritet, som man har. Men det handler ikke først og fremmest om det: Det handler mere om religion i det åbne rum. Jeg synes ikke, at religiøse symboler som udgangspunkt hører hjemme, når man er en myndighedsperson, siger Henrik Dam Kristensen.
Dansk Muslimsk Union, som samler 30 danske muslimske foreninger, advarer derimot at et generelt forbud vil føre til at muslimer får færre muligheter for å arbeide i offentlige sektor og for å delta i politikk. Ifølge dem er politikerne i Danmark påfallende tause over for den «begynnende politisk undertrykkelse av muslimske borgere».
Hertil kommer, at de politiske udmeldinger reelt er politisk forfølgelse og hetz på baggrund af religion og etnicitet, skriver Dansk Muslimsk Union i en uttalelse.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har derimot avvist å utvide forbudet:
– Vi skal i det danske samfund helst bevæge os uden om at fastsætte detaljerede beklædningsreglementer ved love, bekendtgørelser og cirkulærer. Jeg mener virkelig, at vi lever i et samfund, hvor folks beklædning er en personlig afgørelse. Men selvfølgelig med den tilføjelse, at der er arbejdssituationer, hvor det er relevant at kræve en særlig beklædning. Det kan være, at arbejdets karakter gør, at man kan forlange, at folk optræder i en uniform. Det gælder for eksempel politiet og forsvaret. Og der kan være private arbejdspladser, hvor arbejdet har en karakter, så man er nødt til at forlange, at medarbejderne er iført en bestemt beklædning.