Det tabte paradis
For HRS, Helle Merete Brix
LONDON – Den 42-årige Lauren St John ligner en voksen udgave af den ”vildkat”, hun beskriver sig selv som i sin erindringsbog, trænet, slank og lys. Hun har sat mig stævne i en café i Soho i London, hvor hun bor nu. Bogen vi skal tale om er den anmelderroste ”Rainbow`s End – a memoir of childhood, war & an african farm”. Vi rykker hurtigt nedenunder i sofaerne i cafeens underste etage, hvor støjen er mindre. St John indleder samtalen med at tage udgangspunkt i dagens Zimbabwe:
-Jeg ved ikke, om du så aviserne i dag?
St John hentyder til en artikel om en oppositionsleders hustru, som ikke kunne svare Robert Mugabes militsfolk på, hvor hendes mand var henne. Hun fik skåret en hånd og begge fødder af og blev derefter smidt ind i sin hytte og brændt levende. St John ryster på hovedet:
-Hvad der sker i Zimbabwe i øjeblikket overgår, hvad du kan forestille dig af rædsler. Og så alligevel, når jeg taler med min far, der ikke alene har boet der under borgerkrigen men også har oplevet, hvordan det hele startede med Mugabes landreform i 2000 – i realitet var der tale om ”land-grab” – så beder han til og tror på, ligesom andre zimbabwianere, at forandringerne kommer.
St Johns bog ”Rainbow´s End” tager sin begyndelse i 1975 i en bil på vej fra Cape Town til landet, der i dag hedder Zimbabwe, men dengang hed Rhodesia. I bilen sidder den 9-årige Lauren, hendes lillesøster og deres mor og far. Hvor andre hvide familier er på vej ud af det borgerkrigshærgede Rhodesia, er denne familie på vej tilbage. For faderen Errol, der er født i Sydafrika, er Rhodesia Det Forjættede Land. Her har han mødt den kvinde, der blev mor til Lauren. Og her har han oplevet ”den utrolige følelse af at være fri”, en følelse der ramte ham første gang han krydsede grænsen ved Limpopo floden.
Vi følger familiens bestræbelser på at skabe sig en tilværelse i landet i takt med at det hvide mindretals styre mister grebet om den politiske magt. Rhodesias militær jager de guerillaer, der anbringer landminer og overfalder og dræber hvide farmere.
Lauren er en læsehest. Og hvis ikke hun læser, er hun af sted ud i bushen på hesteryg. Som de fleste børn fra farmene kommer Lauren på kostskole i den lille by Hartley. Her vinker og hujer Lauren til de hvide, brune og sorte soldater, der drager af sted i pansrede køretøjer med navne som ”Næsehorn” og ”Hyæne”. Og hun lærer at ræsonnere, at ”at alle terrorister er sorte men ikke alle sorte er terrorister”.
En sjælden gang får eleverne lov at se tv. Premierminister Ian Smith synes konstant at være på skærmen. Alle Lauren kender beundrer ham næsegrus.
Mugabes hemmelige politi
Laurens smukke far går ind i hærens anti-terrorismeenhed og senere the Grey Scouts, en eliteenhed at ridende militærfolk, der har til opgave at spore guerillaernes ruter. Når han vender hjem efter en måneds tjeneste, lugtende af heste-og mandesved ser Lauren til, mens han renser sit gevær og fortæller om vellykkede operationer med masser af sammenstød, men ”få dræbte”.
I bogen er faderen portrætteret som en både arbejdsom, hidsig og frygtløs mand. Senere, som forældrenes ægteskab begynder at krakelere, er han beskrevet også som temmelig drikfældig, ligesom han har en række affærer med forskellige kvinder. Men det er alligevel et kærligt portræt.
-Som barn gav jeg min far heltestatus. Men jeg tror, at ligegyldigt hvilken familie du kommer fra, på et tidspunkt indser du at dine forældre er menneskelige. Min far forstår, at jeg har stor beundring for ham, selvom han ikke er perfekt. Bogen knyttede os tættere sammen. Og hun fortsætter:
-Det er pudsigt, for min far var meget imod, at jeg skrev bogen. Jeg var rejst tilbage til Zimbabwe to år tidligere, og jeg måtte virkelig bearbejde ham. Jeg ville ikke skrive den, medmindre mine forældre fandt det i orden. Min far var bange, ikke for de skeletter, der eventuelt måtte være i vores skabe, men for det hemmelige politi i Zimbabwe. Han var bange for, at hvis jeg for eksempel skrev noget om borgerkrigen, at de så ville komme og tage ham med. Det er faktisk en fuldstændig rationel frygt.
I bogen er det beskrevet, hvordan Lauren en enkelt gang ser sin far være dødsensræd. Mugabe er kommet til magten, og rusen fra uafhængighedsdagen i april 1980 er for længst væk. En dag tropper fem medlemmer af Mugabes hemmelige politi op og afhører ham på gårdspladsen. En nødløgn fra moderen redder formentlig faderens liv, og betjentene går igen uden at tage ham med. Bliver man taget med, forsvinder man.
St Johns mor ville derimod virkelig gerne have, at bogen blev skrevet. Men:
-Da den udkom havde hun nogle reservationer. Hun synes, hun fremstilles som en forsømmelig mor. Jeg sagde, ”jamen, du var en forsømmelig mor, men vi kunne lide dig sådan. Når du var bedst”. St John ler.
St Johns forældre er skilt i dag. Bogen er også fortællingen om et ægteskab, der opløses i takt med at det gamle Rhodesia forsvinder. Hvor hendes far er optaget af militærlivet, farmen og dyrene, fiskeri og drikkeri i den lokale klub, tager hendes mor på fjerne udlandsrejser til Indien, Australien og Europa. I dag er hun flyttet til endnu et nyt sted på kloden, denne gang til Grækenland.
-Samfundet ville nok have set hende som forsømmelig. Men hun var også en utrolig mor. Hun havde denne fantastiske nysgerrighed over for verden, over for at rejse, over for kunst og bøger, og det gav hun videre til mig. En af grundene til, at jeg blev forfatter er, fordi hun var som hun var. Og fordi hun fra en tidlig alder indprentede mig, at du kan få, hvad du vil, hvis du drømmer nok og arbejder nok for det.
Paradis og helvede
Højdepunktet i St Johns bog er skildringen af familiens liv på Rainbow´s End, en farm der på tre sider er omgivet af et vildtreservat og også har tobaksmarker og majsmarker. Faderen skal bestyre farmen, der har stået forladt siden guerillaerne en nat dræbte flere medlemmer af den familie, der boede der, herunder Laurens klassekammerat Bruce. På indflytningsdagen finder en chokeret Lauren rester af Bruces blod på skabet i hendes værelse. Men udenfor synger fuglene, og Lauren skurer blodet væk og ræsonnerer, at ”blod var kun blod. Det var ikke et spøgelse”.
Om dagen er Rainbow`s End et paradis. Her er frugttræer og fugle og i vildreservatet bor strudse med ”forhistoriske fødder”, solbadende krokodiller, impaler og en eterisk og sky giraf. Der er også slanger, som både Lauren og hendes far har en svaghed for. Og der er Umfuli floden at svømme i sammen med farmens hunde, forladte mineskakter at undersøge og al den plads, som Lauren kan ønske sig at ride på og strejfe om på. Her lærer hun Afrika og landskabet at kende på en måde, hun aldrig tidligere har gjort.
-Når jeg ser tilbage, så var vi, de mange børn fra farmene, meget heldige. Der var så mange farer, og vores forældre indså nok, at man ikke kan lukke sine børn inde på enorme arealer eller beskytte dem mod alle farer. Vi havde en enorm frihed. Og særligt i mit tilfælde, for min far var så tit væk i krig, min mor var så tit ude at rejse. Jeg føler mig så taknemmelig for det, for det er ikke muligt i den verden, vi lever i nu.
Men med mørket, der kommer brat i Afrika, kommer også angsten hos familien på Rainbow`s End. Sikkerhedshegnet kan nemt skæres itu. Nattevagten er ubevæbnet, og de støjende hunde slet ikke så farlige, som de lyder. Hver aften tjekker man sit arsenal af skydevåben og melder på sin ”Agricalert” til militæret, om man er ok. Men er det nok?
En nat finder man familiens tjenestepige Agnes torteret og dræbt af guerillaer, ikke langt fra farmen. En anden nat afværges et angreb. Familien modtager dødstrusler. Nogen er derude i natten. Nogen, der blot venter på at slå til.
-Da jeg skrev bogen gik det op for mig, hvordan krigen fuldstændig havde optaget mig i en given periode. Enhver der har befundet sig i krig, vil kunne relatere til det. Det former dig at have døden så tæt på. Det efterlod mig med en følelse, der aldrig har forladt mig. At nogen jeg elsker, kan gå ud af døren, om det bare er for at købe et flute, og måske ikke komme tilbage.
Kærligheden til Afrika
Som 21-årig satte St John sig på et fly til Storbritannien, hvor hun har boet lige siden. Igennem 10 år arbejdede hun som golf-journalist, og hun rejser ofte til Afrika. Hendes søster bor i Sydafrika og hun er som regel også i Zimbabwe en eller to gange om året. Men hun har kun været tilbage i Zimbabwe en enkelt gang siden Rainbow`s End udkom. Blandt andet for at researche til en bog i en serie på fire børnebøger med en forældreløs pige med healende evner som grundfigur.
Bøgerne foregår i forskellige afrikanske lande og med et nyt dyr i hver fortælling.
-Alle, jeg kender sagde ”For Guds skyld, lad være med at komme”. Jeg var virkelig bange, men det gik fint. En af vore venner blev fejlagtigt forvekslet med en tv-journalist. Hun blev fængslet og lukket inde i ugevis. De tog hendes pas og for at få det igen måtte hendes mand skrive under på, at de afgav deres ejendom. Du kan ikke forestille dig det vanvid, der går for sig.
Da St John for nylig talte i telefon med sin far, kunne han fortælle at et brød i Zimbabwe nu koster 350 mio. dollars.
-Min far ler bare, han siger det er det eneste, du kan gøre. Selv hvis du har et arbejde, hvor skal du finde pengene? Folk er så afhængige af, at mennesker udefra forsyner dem med de mest elementære ting: Købmandsvarer, ris, grønsager, bønner, hvad som helst. Det er svært at forstå, at nogle mennesker elsker Afrika så højt, at de vil dø der, hellere end leve, hvad der for dem ser ud som et halvt liv et andet sted. Men min far og mennesker som han mener, at det at kunne se en afrikansk solnedgang, det er det vigtigste i verden. Måske har det også at gøre med at have kæmpet for et land, selv hvis du har kæmpet på den forkerte side.
I bogen beskriver St John, hvordan det pludselig er 1979 og våbenhvile. Fællesskabet omkring krigen er væk. Hovedstaden Salisbury bliver til Harare, og et ”jordskælv” finder sted i Laurens hoved. Hun konkluderer, at stort set alt, hvad hun har lært om sit land er løgn. Hvad ved hun egentlig om afrikanerne? Om deres liv og tanker? På kostskolen er de sorte elever flyttet ind. De har ikke brug for de hvide piger usikre venlighed. Til musik af Bob Marley and the Wailers og the Harare Mambos danser de sorte piger jublende af sted i korridorerne, mens de råber et navn, som ingen hvide kender: ”Mugabe”.
Samtidig undrer Lauren sig over en bestemt ting. ”Min familie havde været i Afrika i fire generationer. Hvorfor var jeg ikke afrikaner? Hvorfor?”
-Jeg finder det meget forstyrrende. Til en vis grænse forstår jeg grundene til, at hvide i Afrika ikke kan kalde sig afrikanere. Men hvor længe skal vi betale for vore fædre og forfædres synd? I Vesten får immigranter lov at kalde sig danskere, amerikanere, briter. Men i Afrika kan du være der i generationer. Hvis du er sort er du afrikaner. Hvis du er hvid er du europæer eller ikke-afrikaner. For mig er det et stempel. Jeg opfatter mig som afrikaner, som zimbabwianer og jeg elsker mit land.
Lauren St John: Rainbow´s End: A memoir of childhood, war & an African farm. Hamish Hamlton, London, 2007. Bogen er netop kommet som paperback og kan købes gennem www.amazon.co.uk