Rita Karlsen, HRS
Konvertitten, og presten, Massoud Fouroozandeh og teolog Marianne Søndergaard har skrevet boken «Islam og kristendom, ligheder og forskelle». Utgangspunktet for boken skal være nøye gjennomtenkt, men at den ene av forfatterne er en frafallen muslim tilsier kanskje at muslimer ikke akkurat vil omfavne den. Bedre blir det selvsagt ikke av at forfatterne rett ut sier at kristendommen er å foretrekke fremfor islam. Boken er da heller ikke skrevet for å skape kunstig konsensus, og innledningsvis blir det slått fast at islam og kristendom er like forskjellig som olje og vann. Formålet med boken er heller å forsyne leseren med så mye kunnskap som mulig, skriver anmelderen i Kristelig Dagblad.dk.
Boken favner religionenes historie, skrifter, praksis, viktige begreper og syn på forskjellige etiske spørsmål. Den er bygget opp med faktabokser og forklaringer på alt fra muslimenes syn på bildeforbud og jihad til begrepet antikrist og den evangelisk lutherske kirke. I diskusjonen om hvorvidt kristendommen og islam tror på den samme Gud, slår forfatterne fast et de to religionenes Gud og Allah er vidt forskjellige:
«Tanken om, at Allah skulle forlade sin evige, ophøjede plads i himlen og gå ind i tiden og i menneskets historie, fordi han elsker mennesker og har medlidenhed med dem, er for en muslim aldeles utænkelig og endda fornærmende. Allah har intet med menneskers liv og tilværelse at gøre. Han har kun ét forhold til mennesker: De er hans slaver eller tjenere og skal adlyde ham ubetinget.»
Ifølge anmelderen er mangelen på kjærlighet fra Allah til mennesket et helt sentralt poeng i boken, der muslimene fremstilles som Allahs undertrykte slaver og de kristne som Guds elskede barn. I tillegg fremstilles Muhammed som politisk krigsherre. Og selv om det dokumenteres flittig fra koranen, mener anmelderen at man fornemmer at den konverterte forfatteren er grundig lei av den religionen han ble født inn i. Hun viser for eksempel til setningen «Islam er ikke en tro i udvikling, men er tværtimod frosset fast i rigide dogmer og strenge ritualer,» som ikke levner stort rom for nyanser. Samtidig påpeker anmelderen at boken er lykkelig fri for politiske korrekte forsøk på å stryke islam med hårene, kanskje til tider tvert om. Mens mennesket altså i seg selv beskrives uten verdi for Allah, så beskrives kristendommens Gud som den som barmhjertig rekker ut etter sin skapning, og boken rommer et grunnleggende skille mellom muslimsk og kristent menneskesyn, skriver anmelderen, som legger til: ”Der skal bestemt ikke herfra lyde protest mod den udlægning, og det er rart til en afveksling at få religionerne udlagt af kyndige teologer og ikke af konfliktsky forskere.”
Samtidig levnes det liten tvil om at boken kan provosere:
Men for den, der opfatter muslimerne som en jaget minoritet, vil bogen utvivlsomt provokere med sin værdiladede tone, der går igen i det afsluttende afsnit om integration. Forfatterne understreger, at hvis ikke de troende muslimer i sekulære samfund vil gradbøje de islamiske forskrifter, kan succesfuld integration reelt ikke ske.Indholdsmæssigt er bogens største styrke, at den ubetinget fastholder forskellene mellem de to religioner, for et markant problem i debatten herhjemme består i den udbredte idé om, at islam og kristendom dybest set kan komme ud på ét. Vi må efterhånden være nået derhen, hvor forsøget på kunstigt at udglatte tværs hen over afgrundsdybe kløfter er fortid, og med sin skarpe skelnen mellem islam og kristendom udgør denne bog et skridt i den rigtige retning. For den, der kan rumme den klare holdning til Allahs slaver og Guds børn, er bogen en berigelse. For den, der ikke kan, er den nok snarere en provokation, og begge dele er der brug for.
Men det spørs om alle ser bruksverdien i dette. Uten å ha lest boken selv, synes jeg likevel det heller lyder som en bok det dessverre kan bli bråk av.