Af Helle Merete Brix
Bokanmeldelse av Peter Whittle’s bok “Look at me: Celebrating the Self in Modern Britain”. 93 sider, Social Affairs Unit.
Journalisten og filmkritikeren Peter Whittle er et ukendt navn i Skandinavien, men ikke i Storbritanniens mediemiljø. Det skyldes ikke mindst, at han i 2006 i protest mod hvad han opfatter som venstrefløjens dominans af kulturlivet stiftede tænketanken New Culture Forum.
Tænketanken er tænkt som et fora for folk inden for kultur og medier på center-højre området, og der afholdes interessante møder med kunstnere, forfattere og politikere i dens regi. Så forskellige folk som direktøren for Migration Watch, sir Andrew Green, forfatteren til ”Londonistan” Melanie Philips, den prisbelønnede dramatiker Richard Bean og den verdensberømte designer Dame Dianne Westwood har gæstet tænketanken. Selv overværede jeg sidste år i det centrale London, et glimrende debatmøde om hvorfor teater partout skal være venstreorienteret.
I dag, hvor Peter Whittle også udgør en del af panelet på Newsnight Review, Storbritanniens mest sete kulturprogram, har han udgivet sin første bog: ”Look at me – Celebrating the Self in Modern Britain”. Bogen fylder ikke meget i omfang, kun 93 sider. Men det er en humoristisk og tankevækkende bog, der sagtens kan interessere også et skandinavisk publikum. Whittle præsenterer læseren for fire forskellige karakterer:
Den 18-årige Kayleigh, der ved, hun vil være berømt. Hun kører gennem Londons West End om natten i en lejet, hvid limousine sammen med sine kammerater og råber ”jaloux” af enhver, der glemmer at smile. Hendes lærere i skolen respekterede hende ikke, men mor og far har altid vidst, at hun er noget specielt.
Harriet er 28 og single. Hun arbejder inden for PR og bor i et af Londons mere ”shabby” kvarterer. Hun spiser ude omtrent hver aften og elsker at komme hjem til sin et-værelses lejlighed med det tomme køleskab. Selv om hun har boet i den i seks år, kender hun kun lidt til kvarteret. Hun kender heller ikke naboerne. Hvorfor skulle hun?
Marc og Sue er kærester. Marc arbejder inden for marketing og vandt faktisk prisen som Årets Personlighed. Sue er gravid. De ser sjældent deres familier, og de føler sig selvfølgelig mere forbundet med deres ligemænd i New York og Tokyo end med deres landsmænd. I øjeblikket er de optaget af at udtænke forskellige navne til den førstefødte, gerne noget postmodernistisk og venligt-ironisk. Og så holder de af det område, de bor i, i London, selvom det, som Sue siger, er temmelig ”hvidt”. Sue ville i øvrigt aldrig, som Whittle påpeger, klage over at et område som London-bydelen Brixton er ”temmelig sort”.
Og Jason, ja, han er ofte ude af sig selv af raseri. Den uforskammede fyr på toget bad ham tage fødderne ned af sædet. Hvorfor satte han sig ikke bare et andet sted? Jason tilbringer masser af tid i tog og busser, mens han lytter til sin iPod. I dag har han fået ordnet sin piercing.
Disse karakterer er naturligvis fiktive. Men de findes alle vegne omkring os, påstår Whittle. Forfatterens påstand er endvidere, at disse karakterer har én ting til fælles: At de alle opfatter sig som specielle. Som unikke væsener, der sjældent spilder tid på begreber som fællesskab eller samfund. Skænker de samfundet en tanke, så er det som en størrelse, der skal anerkende deres behov og ønsker, lytte til deres synspunkter og værdsætte deres særlige talent.
Samtidig med at Whittle beskriver scener fra disse personers liv, tager han os igennem en række virkelige eksempler på, hvad han opfatter som konsekvensen af denne overdrevent individorienterede og selvcentrerede kultur: Her er indlysende eksempler hentet fra reality shows som X Factor og American Idol. Her er en hyldest til begravelser, hvor folk stadig møder op i mørke jakkesæt og til et samfund, hvor folk pudser deres sko. Til kunst, der virkelig er kunst og ikke blot et spørgsmål om at bryde grænser for enhver pris. Til et samfund, hvor folk bekymrer sig om hinanden og ikke lever i parallelsamfund, sådan som det sker nu, som resultat af en ukontrollabel indvandring. Og meget andet.
Whittle har ikke meget til overs for de, der plukker hist og pist fra andre kulturer men intet kender til deres egen. Som et eksempel på denne skævhed, rummer bogen en beskrivelse af det verdensberømte museum Madame Tussauds forfald. Det var det museum, der åbnede Whittles øjne for historiske emner, dengang han var barn i en arbejderklassefamilie, hvor pengene var små.
Han er blevet ved med at vende tilbage, som teenager og senere som voksen, med nevøer og niecer. I 2007, samme år som Tussauds annoncerede, at nu kunne hvem som helst, for en sum af 150.000 pund blive udødeliggjort i voks og udstillet, besøgte Whittle museet igen. Men ak, hvor forandret. Kun en enkelt forfatter, Dickens, og kun to andre kunstnere, van Gogh og Shakespeare. De fleste af de britiske monarker var fjernet, og det samme var de reb, der tidligere holdt publikum på andægtig afstand. Enhver besøgende kan nu kramme både Brad Pitt, Jennifer Lopez og prins William.
Allerbedst er bogen dér, hvor hvor Whittle tager fat på begrebet ”verdensborger”. Afsnittet indledes med et citat af den amerikanske politiske satiriker P.J. Rourke:
Alle vil redde verden. Ingen ønsker at hjælpe mor med opvasken.
Whittle ironiserer over de selvudråbte kosmopolitter, der føler sig højt hævet over nationale og lokale tilhørsforhold. De kender ikke deres lands historie, de stemmer som regel til venstre, og de deltager naturligvis i demonstrationer mod Irak-krigen under slogans som ”Ikke i mit navn”.
Men i virkeligheden er disse verdensborgere ikke borgere noget sted. De forbliver uforfærdede over og måske endda uvidende om for eksempel hvad kvinder og bøsser må døje i islamiske stater, omfanget af menneskerettighedskrænkelser i Kina og brugen af babyer som en kur mod HIV i Afrika. Minoriteter skal helst ikke kritiseres, og de undgår at tænke for meget på æresdrab, burkaer og hvad mange muslimer måtte mene om de kunstneriske bøssevenner, som de regelmæssigt har til middag. Skriver Whittle, der i øvrigt selv åbent har skrevet om sin homoseksualitet.
Da jeg mødte Whittle igen i sommer var han i fuld sving med at samle materiale til sin næste bog. Det er en bog med interviews med mennesker i først Storbritannien, der har fået deres arbejde censureret eller udøver selvcensur, ikke mindst i forbindelse med islam. Den bliver sikkert værd at læse.
Læs mere om tænketanken New Culture Forum