Henryk M. Broder (1946) er selv innvandrer til Tyskland. Hans jødiske foreldre, som begge overlevde Auschwitch, forlot Polen i 1958 og flyttet til Berlin. Den tolv år gamle Broder fikk klar beskjed fra foreldrene da de skulle etablere seg i et nytt land, forteller han til Jyllands-Posten 14. september (ikke tilgjengelig på nettet):
Mine forældre forlangte af min søster og mig, at vi talte et ordentligt tysk, og at vi overholdt levereglerne, da vi flyttede til landet fra Polen. Nu oplever vi det historisk hidtil usete, at værterne tilpasser sig gæsterne.
Broder er en av Tysklands fremste samfunnsdebattanter og skribenter. Han siste bok, Hurra, vi kapitulerer, har solgt langt bedre i Tyskland enn Broder og forlaget hadde forventet. Hele 120 000 eksemplarer er hittil gått ut fra bokhandlene. Hvorfor en slik suksess? Boken rammer en nerve i samfunnet:
Folk mærker, noget ændrer sig. De mærker islamiseringen af Europa, og de mærker, hvem der er ansvarlige for den, nemlig vore forsømmelige politikere. (…).11. september 2001 var et historisk snit. Terroren fandtes naturligvis før da, men vi bed ikke rigtig mærke i den. Der herskede et globalt Stockholm-syndrom – med den store forståelse for ens gidseltagers motiver. Efter 2001 gik der yderligere et par år på samme måde, for folk var traumatiserede. Nu vågner de af traumet, og netop da kom min bog som en art analytisk hjælp.«
Broder gir den toneangivende europeiske eliten det glatte lag. Toleransebegrepet mener han er meningsløst:
Det klassiske tolerance-begreb er overhalet i dag. Tolerance var yderst vigtig i et vertikalt ordnet samfund. At tolerere betyder at tåle. Man skulle tåle mig, om jeg var jøde, anarkist, bøsse eller venstrehåndet. Men tolerance giver knap mening i dette horisontale samfund, hvor alt er accepteret på forhånd – et samfund, hvor man taler om at legalisere ægteskab for 11-årige, blot fordi det er skik i bestemte kulturkredse.
Og hvad de klassiske, europæiske eliter angår, så findes de ikke længere. De opløstes, da adgangen til offentligheden blev åben for alle. Eliterne levede af deres monopol på adgangen. I dag kan enhver idiot åbne et website. Fordelen ved den egalitære udvikling er den fuldkommen frie adgang til informationer, bagdelen en voldsom vækst i mængden af medie-affald.«
Deler av eliten opplever avmakt, de er tapere, mener Broder (jamfør Thomas Hylland Eriksens febrilske kronikk om den ”spektakulære” integreringssuksessen blant somaliere i Norge). Intellektuelle på venstresiden mistet prosjektet sitt; sosialismen. Og arbeiderne har vendt dem ryggen.
En del af eliten er også frustreret, fordi dens store illusion i horisonten, socialismen, er brudt sammen. I den forstand har de fået skåret kuglerne af.
Og jeg kan mærke, hvem det er, der i dag udviser størst forståelse for islamisterne: Det er taberne. Deres projekt er i ruiner. Derfor allierer de sig med dem, der i dag bekæmper dette samfund og måske kan skaffe dem revanche. Og så er de intellektuelle altid på udkig efter plejebørn. De har et Florence Nightingale-kompleks. Arbejderne ville ikke være med; nu kaster de deres kærlighed på de arme, fattige arabere, der er blevet så groft udnyttede af vestlig imperialisme. Men som vel at mærke slet ikke er fattige. De kan blot ikke administrere deres velstand.
De intellektuelle har desværre en lang tradition for fejltagelser. Og de har i virkeligheden altid haft en hang til det totalitære.
Men er det ikke slik at eliten ser samfunnet fra et fugleperspektiv, mens vanlige folk mangler dette perspektivet og dermed lider av fordommer? Sludder, bildet er motsatt svarer Broder. Vanlige folk lar seg ikke narre. Det er eliten som sitter hjemme med sikkerhetsseler i sofaen som lar seg forføre. Jo da, engstelsen for islamismen er der, med den undertrykkes og pleies ved imøtekommenhet:
Det er sludder. Er der en fordomsfuld klasse, så er det eliten. Det almindelige folk har fordelen af en jordbundethed. De lader sig ikke så hurtigt narre. De lader sig ikke overbevise om, at en person, der spænder en bombe om maven og sprænger 30 mennesker i en bus i luften, er en martyr. For dem er han ganske enkelt en morder. Eliterne kan betragte ham som martyr, for de sidder hjemme i sofaen med sikkerhedssele på og drømmer om at køre på motorcykel med en purung Che Guevara.
Men de intellektuelle kan jo godt mærke, at der udgår en fare fra islamismen. Så er de heller ikke mere naive. Men de undertrykker deres ængstelse og tror at kunne undvige faren ved ivrig imødekommelse. Det menige folk derimod siger efterhånden: hertil og ikke længere.«
Men islam er jo en fredens religion, kapret av en liten gruppe ekstremister, eller?
Vi hører 20 gange om dage, at islam er fredens religion og oplever dagligt det modsatte. Det er, som dengang vi altid hørte, at sovjetsamfundet, trods visse mangler, i grunden var det bedste. Det blev hævdet i går af dem, der i dag udnævner islam til fredens religion. Og som opfinder denne separate kategori islamisme, som skal skelnes nøje fra islam. Og så er islamismen jo kun den konsekvente fortsættelse af islam.
Men er islam så også en fredelig religion, der er blevet kapret, er det egentlig uden betydning. Sociologerne fastslår, at en pct. af en befolkning er nok til at vælte et samfund – under den forudsætning, at denne procent er fuldstændig kompromisløs og villig til at risikere alt. Vi så det i Tyskland i 1933.
I islam findes også sådan en markant spydspids – og intetsteds opponeres der tydeligt imod den. Inden for islam har man nemlig ikke tradition for diskussion. Her betyder opposition omgående: udfordring til kamp på liv og død.
Mentalt befinner de arabiske samfunnene i det åttende århundret, preget av infantilitet. Broder tror konfliktene mellom vesten og den muslimske verden vil øke i tiden som kommer, ikke minst grunnet den manglende evnen til selvkritikk og selvironi som preger muslimske land. Utviklingsmessig står de bom fast, de er besatt av seksualitet, og sinnet øker i takt med vestens økende frihet og deres egen misère.
Selv de mere fredelige arabiske samfund har en brutal elite, der praktisk taget lever i det ottende århundrede. Det er ingen individets kultur med det begreb om personligt ansvar, som er bærende i den jødiske og kristne verden. Loyaliteten ligger hos stammen eller klanen. Der er noget infantilt ved en kultur, hvor det vigtige er ens nærhed til den stærke. Flertallet af muslimer er fredelige, ja, så fredelige, at de ikke vægrer sig mod deres eliter. Derfor er det ligegyldigt, om 90 eller 99 pct. af muslimerne er fredelige.«
Jeg tror, at konflikten, trods alle inddæmningsforsøg, vil blive stærkere. Kløften vokser nemlig. Vesten bevæger sig frem med syvmileskridt, mens den muslimske verden bliver stående på stedet. Og vi får stadigt større frihed, hvad der også forbitrer dem. De er jo besat af seksualitet. Endnu mere end os – og det vil sige noget. I takt med at kløften vokser, vokser også deres vrede. Og de retter den ikke mod sig selv, men desværre mod os.
Vores veludviklede evne til at udøve selvkritik er sympatisk, men situationen bliver skæv, når den anden side er blottet for selvkritik og selvironi. Så skal det hele indrettes efter deres præmisser. I de tyske skoler er de tyske elever sigende nok begyndt at tale tysk-tyrkisk jargon for at falde ind. Mine forældre forlangte af min søster og mig, at vi talte et ordentligt tysk, og at vi overholdt levereglerne, da vi flyttede til landet fra Polen. Nu oplever vi det historisk hidtil usete, at værterne tilpasser sig gæsterne.
Bokens direkte anledning var Muhammedkrisen, og Broder har skrevet et nytt forord til den danske utgaven. Den 144 siders boken til 169 danske kroner kan kjøpes her