”Jeg synes ikke, vi skal opgive vores værdier for at finde fælles grund. Så er det ikke fælles grund, det er deres grund, og vi står bare på den”.
Ordene falder i den amerikanske dramatiker Christopher Shinns teaterstykke ”Now or later”. En usædvanlig forestilling om ytringsfrihed, religiøse konflikter og det personlige ansvar, der lige nu går for fulde huse på Royal Court Jerwood Theatre Downstairs i London.
Ordene er lagt i munden på John Junior, søn af Demokraternes præsidentkandidat. Og bøsse. Det er valgnat i USA og præsidentens 20årige søn er sammen med sin far, mor, sin ven Matt og en stab af rådgivere samlet på et hotel for at følge udviklingen i de sidste, afgørende timer. Alt er timet og ser ud til at gå glat for præsidentkandidaten, John Senior. Men så dukker billeder af sønnen, klædt ud som profeten Muhammed i en simuleret seksuel situation med en kammerat, klædt ud som Pastor Bob, op på internettet. Helvede truer med at bryder løs.
”Now or Later” har, fuldt fortjent, fået et væld af anmelderroser og har forlænget spilletiden frem til 1. november. Og selvom det selvfølgelig ikke er det samme at læse en tekst som at se de medvirkende, glimrende britiske skuespillere bevæge sig rundt på en minimalistisk scene og med stærk amerikansk accent diskutere islams sammenknytning af politik og religion, tale om at ”this stuff gets real bad real fast”, referere til de danske karikaturer og balladen om Salman Rushdies adling og meget mere, er blot programmet værd at investere i. Teksten er opmuntring for alle, der trænger til at blive mindet om, at nutidens kunstnere kan andet end at skælde ud på Bush, det racistiske Vesten og Pia Kjærsgaard, når de vil beskæftige sig med politisk teater og tidens væsentlige spørgsmål.
Men hvorfor klædte John sig ud som Muhammed? Jo, en nat sætter nogen karikaturer op af Muhammed på campus. Den Muslimske Studenterunion benytter anledningen til at kræve, at de ansvarlige bortvises. John skriver en leder, hvori han forsvarer ytringsfriheden, uanset hvor fornærmende den må forekomme nogen. Den muslimske fløj kræver at karikaturerne betragtes som hate-speech med den begrundelse, at de kan føre til vold mod muslimer. Det afviser John, og han beskyldes dermed for at være anti-muslimsk.
Den muslimske organisation henter nu støtte fra frisindede, ikke-muslimske kredse. En pige i Johns klasse, en ”pro-sex feminist”, der skal være værtinde ved aftenens nøgen-party, giver sig til at græde åbenlyst i undervisningen. Læreren spørger, hvad der er galt, og hun forklarer, at hun græder over karikaturerne, de er værre en fysisk vold, de umenneskeliggør muslimer og er første trin i voldelige aktioner mod dem. Halvdelen af klassen støtter hende, de samme mennesker, der skal deltage i aftenens nøgen-party.
Som John oprørt forklarer sin mor: ”De ser ingen modsætning mellem deltagelse i dette nøgen-party og deres fremtrædende støtte til den fundamentalistiske kultur, som karikaturerne kritiserede, en kultur, der ikke tillader kvinde at vise deres underarme, for slet ikke at tale om at gå til ”nøgen”-parties”.
Men John kan ikke trænge igennem og udråbes til at være ”kulturel imperialist”. Han beslutter, at han sammen med sin ven Matt, udklædt som den pastor Bob, vil troppe op som Muhammed til aftenens dekadente fest og dømme forsamlingen til at brænde i Helvede.
Pastor Bob er et menneske, som hans far af strategiske grunde plejer omgang med. Pastor Bob mener, at bøsser som John er dømt til evig fortabelse. Det samme gør muslimerne. I en scene med sin far siger John Senior til sin søn: ”Du må gå på kompromis og se tingene en lille smule fra deres synsvinkel, du bliver nødt til at anerkende og respektere, at deres kultur er anderledes end din”.
Og John Junior svarer: ”Men – på et vist niveau så er der virkelig kun én standard, uanset kulturelle forskelle. Hvis en fundamentalistisk muslim vil hænge mig for at være bøsse – hvordan går jeg på kompromis med det?”.
Ja, hvordan? Og ender John med at undskylde, da protester bliver til optøjer i den muslimske verden?
Det skal ikke afsløres her. Med forestillingen ”Now or later” er det lykkedes at skabe politisk teater, der tør og som både er alvorligt og morsomt og aldrig bliver bastant, trods de budskabstunge replikker. Eddie Redmayne er eminent i rollen som præsidentkandidatens følsomme, men fanden-i-voldske søn. Men igen, alene teksten er værd at læse for at minde om, at man ikke skal opgive sine værdier for at finde fælles grund. ”Så er det ikke fælles grund, det er deres grund, og vi står bare på den”.
Christopher Shinn: Now or later. 2008. A & C Black Publishers Ltd, London. 8.99 britiske pund www.acblack.com