Af Helle Merete Brix, for HRS
Det er december 1979. Der går en isvinter igennem Europa, jeg er 19 år og på juleferie i Berlin med Josephine, en engelsk stripper og min veninde. De arbejder begge to på Simon Spies´ nu nedlagte natklub Valencia i København. Min veninde er påklæderske, eller måske snarere afklæderske. Selv har jeg stort set ingen erfaring med sex og kærlighed, og hun og Josephine tager mig med til drag-shows i Vestberlins klubber. Men det sner og sner, der går ingen tog ud af Berlin, og penge til et fly hjem har vi ikke.
Min nervøse far i København har bedt udenrigsministeriet om hjælp. Her har de travlt, for i Teheran har revolutionære en måned før besat den amerikanske ambassade. Man ”tænker meget på situationen i Iran”, som de siger til min far, der pludselig synes problemerne med sne og Berlin – ”hvad laver I dernede?” – blegner en smule. I en lejlighed hos en ven i Berlins centrum, hvor vi fryser selv med overtøj på under dynerne, slutter jeg telefonsamtalen fra Danmark og tænker: Hvordan er der i Iran? Hvilken revolution snakker de om?
Mange år senere i 1989 er jeg 29 år og kender stadig ikke meget til islam eller Iran. En art muslimsk præst, Ayatollah Khomeini, har dette år udstedt en fatwa mod forfatteren Salman Rushdie. Jeg har ikke læst De Sataniske Vers. Jeg ved heller ikke, hvad en fatwa er.
Salman Rushdies første hustru forlader ham nogle år senere. En dag, jeg er på besøg hos min far, diskuterer vi det. Min far er forarget: ”Var det netop ikke i sådan en situation, man skulle holde sammen?” Jeg er mindre sikker. Måske kunne hun bare ikke holde til mere? Hvordan er det at leve under jorden?
I midten af 1990erne møder en nær ven af mig der er bøsse, sit livs kærlighed. Den pågældende, G., har fortalt, at han er italiener, men det passer ikke, fortæller min ven mig en dag, helt fortumlet. For G. har dansk mor men iransk far. Han er bange for, at vi ikke kan lide ham hvis vi ved han har muslimsk baggrund. I Mænds bevidsthed
G. og hans familie er flyttet fra Teheran kort efter revolutionen. G. fortæller mig, hvordan han en dag kunne se billeder af hængte homoseksuelle klistret op i kvarteret, hvor de bor. Den eneste iraner, jeg har kendt boede igennem nogle måneder på et hotel, hvor jeg arbejdede. Han ventede på politisk asyl. Han ledte fortvivlet efter en dansk jomfru at gifte sig med, men fandt vist ingen. Og min veninde Nina, der er en sensibel maler, har åbenbart været i Teheran på gennemrejse i 1978. ”Der var blod i luften”, siger hun bare om det korte ophold og skutter sig, da hun taler om det.
Nu møder jeg Gs. iranske far Ali, og jeg kan godt lide ham. Han er ”sekulær”, han mener religion og politik skal holdes adskilt, og han har vænnet sig til at hans søn er bøsse. I øvrigt er han ateist, taler meget og skændes med sin kone om, hvor hun var lykkeligst: ”Sig mig det, du må da vide det, var det i Teheran eller Danmark?”
En dag inviterer G. mig på universitetet, hvor han læser, for at møde en pionér inden for den iranske kvindebevægelse. Hun er lillebitte af statur, og hun er realist: ”Kvinders frigørelse må altid begynde i mænds bevidsthed”, siger hun og fortæller om de stærke, iranske kvinder. Hun bor i Paris og kan naturligvis ikke rejse tilbage til Iran. Hendes usædvanligt høje søn fotograferer arrangementet. Hun sukker hun og ryster på hovedet, når hun taler om kvindernes situation: Volden, begrænsningerne af deres frihed. Chadoren.
Jeg indleder et forhold til en iransk dyrlægestuderende. Vi går i Botanisk Have, og han fortæller mig, at han har været kommunist og også soldat under Iran-Irak-krigen. ”Jeg slap for at dræbe nogen”, siger han. Min første roman er netop udkommet. Det er stort set kun anmelderen Poul Borum, der har kunnet se ideen med den. Men min nye kæreste tror åbenbart, at denne forfatterinde er en af Københavns førende kulturpersonligheder. Det er ret rart. Forholdet varer dog ikke ved. Lyden af HizbollahI slutningen af 1990erne træffer jeg en blind violinist og komponist. ”Skal jeg betale”, spørger han, da jeg ringer for at høre, om jeg må interviewe ham. Jeg forsikrer ham om, at det er gratis og på Amager, hvor han bor med sin familie, hører jeg om hans glæde ved at komponere til kvindens stemme. Og hans tristhed. For i dagens Iran er kvindelig solosang ikke tilladt, men kvinder må gerne synge i kor. Det er kun, hvis man kan skelne den enkelte kvindes stemme, at regimet anser det for fordærvende og farligt. Samme år møder jeg Farshad Kholghi, som dengang er omtrent ukendt. Han bor på et kælderværelse og forsøger at få gang i et filmselskab. Han er træt af at være det etniske indslag i småroller på film-og teater. Hans far arbejdede for shahen og hans familie tilhører Bahai-religionen. Han er vild med Danmark. Vi bliver hurtigt venner. Jeg kan ikke snakke med danskerne om min bekymring for, hvad der er undervejs i Europa. Men jeg kan snakke med Farshad. Mange år senere ringer han mig en dag op. Hans stemme ryster: Han er blevet overfaldet på Nørrebro for sin satire om islam. Daglige trusler tvinger ham kort efter til at flytte fra bydelen.
I 2001 møder jeg historikeren Torben Hansen. Han har været i Iran omkring revolutionen og bærer på uhyggelige minder: Lyden af Hizbollah-tilhængere, der brøler uden for universitetet i Teheran: ”Der er kun et parti, Guds Parti. Det er os, Hizbollah”. Nogle dage senere ser han Hizbollah-tilhængere dræbe venstreorienterede ved at smadre brosten i ansigtet på dem under en demonstration.
Nogle år senere er jeg i den iranske forening i København. Her hænger dystre portrætter af iranske intellektuelle på væggene. Jeg interviewer Monireh Baradaran, der er menneskerettighedsforkæmper og i dag bor i eksil i Tyskland. Et par gange undervejs må hun og tolken holde pauser. Hun har siddet ni år i fængsel under det islamiske regime. En ven af Baradaran, der har siddet i samme fængsel, deltager i interviewet. Vennen er maler og viser de tegninger frem, som hun lavede i det skjulte. Flere af dem forestiller purunge piger på gulvet i en nøgen celle. De fleste af dem blev henrettet.
Vi er i midten af det nye årtusinde. Sammen med en iransk ven er jeg i Rotterdam for at besøge hr. Khaknegar, der er konservator og kunstsamler. Under shah Pahlavis regime arbejdede han på et af Farah Pahlavis (shahens kone) kulturprojekter. Arkitekter, ingeniører og andre eksperter, mange af dem europæere, samledes i en lille landsby. Formålet var at hjælpe med at udvikle egnen som led i shahens ”hvide revolution”. Hr. Khaknegar fortæller, at projektlederen holdt af at gå på kaninjagt og drikke hård spiritus. En arkitekt var bøsse, og en italiensk læge dyrkede yoga nøgen foran sit hus. Projektet blev aldrig rigtig populært. Hr. Khaknegar er bekymret for islamisternes voksende indflydelse i Holland. En åbenmundet iransk lektor på universitetet kan ikke længere bevæge sig frit. Europas nye isvinterDet er oktober 2006, jeg bor en måned i mit elskede Marais-kvarter i Paris. Jeg drikker kaffe med Freidoune Sahebjam, som jeg har lært at kende året før. Han er journalist og har været illegalt i Iran mange gange. Han har skrevet bøger om Khomeinis børnesoldater, om stening af kvinder og om et regime, der har hængt 12-årige drenge, fordi de ikke ville være soldater.
Sahebjam, der ikke lever længere, var født i Europa i en rig, iransk diplomatfamilie. Han kendte og omgikkedes shahen. På tomandshånd fortalte Sahebjam engang shahen, at han efter hans mening kun begik en eneste alvorlig fejl: ”Hvilken”, ville shahen vide? ”At de lod Ayatollah Khomeini leve”.
Men man dræber ikke en Ayatollah. Khomeini kunne flyve fra sit eksil i Sydfrankrig til Irans hovedstad i en Air France maskine og virkeliggøre sin drøm om et islamisk diktatur.
Og så er det 2009, og jeg konfererer med en iransk ven om, hvilken dag, der er Irans officielle revolutionsdag . Han forklarer, at den i år falder på en tirsdag. Tirsdag den 10. februar er det således 30 år siden Iran fik sin islamiske revolution.
Den 14. Februar er også en mærkedag. Den dag er det tyve år siden Khomeini udstedte en fatwa mod Salman Rushdie. Den fatwa, som indeholder sætningen ” I Hans navn, den Højeste” og som var en opfordring til beslutsomme muslimer om at dræbe Rushdie og dem, der var indblandet i bogens udgivelse. Ingen skulle frygte at blive bøddel og offer under udførelse af denne opgave, for, som det hedder i fatwaen, ”Om Gud vil, er enhver, der dør i denne sags tjeneste, martyr.”
Fatwaen er aldrig blevet tilbagekaldt, og Khomeinis ånd er til stede med fornyet styrke i Europa. Det er den, der svæver i baggrunden, når der brændes ambassader på grund af tegninger af islams grundlægger Muhammed, kræves censur af en bog om Aisha og aflysning af en opera i Berlin. Det er den, der tvinger Ayyan Hirsi Ali, Ehsan Jami, Naser Khader, Geert Wilders, Gregorius Nekschot, og så mange andre til at kigge sig en ekstra gang over skulderen, være omgivet af bodyguards eller leve under jorden. Det er den, der tvinger Kurt Westergaard til at indrette sit hjem som i et sikret fængsel og som har sendt Theo van Gogh og Pim Fortuyn i deres grave.
Måske kan man tale om, at der igen går en isvinter over Europa. Men efter vinter kommer jo forår; jeg håber, at de europæiske intellektuelle og politikere, der ikke ser noget særligt ytringsfrihedsproblem i Europa, vil drage ved lære af den iranske revolution og af de iranske dissidenters historier. En dag er det for sent. Så er Khomeinis ånd blevet til virkelighed, blod og magt.