Religiøse og politiske symboler

Økt hijab-eksponering i Europa

Pleiere ved Odense Universitetshospital i Danmark har startet en debatt om hijab. I deres eget fagblad har diskusjonen gått frem og tilbake: Er det pasienten som skal være i fokus, eller er det pleierens rett til å bruke hijab som er viktigst? Pleierne som har startet diskusjonen mener at pasientene skal slippe hijab, på samme måte som de slipper å bli presentert for andre verdisymboler innenfor helsevesenet.

Rita Karlsen, HRS

I dagens Fyens.dk griper Vibeke Manniche, leder av Kvinder for frihed, fatt i debatten som har pågått en tid. Spesielt er hun opprørt over at ledelsen på Odens Universitetshospital kjemper for hijabbrukernes rettigheter, mens de hopper bukk over pasientene.

Efter at en gruppe bestående af plejepersonale på Odense Universitetshospital har sat fokus på den omsiggribende eksponering af hijab, har forskellige personer højere i hospitalshierarkiet følt sig kaldet til at komme ikke patienterne, men det hijabbærende personale til hjælp.

Samtidig hevder hijabforsvarerne at ingen pasienter har klaget på at pleiere bruker hijab, noe Manniche mener er helt forståelig, da en slik klage raskt ville blitt stemplet som rasistisk og islamofobisk:

I tv udtalte direktøren, at der ikke i de fem år, hvor muslimske kvinder havde båret hijab på hospitalet, havde været patientklager. Kunne det være, fordi racismekortet omgående ville blive trukket? Selv om hospitalsledelsen formentlig ved, at religion ikke er en race. Muslimske hijabbærende kvinder har lige så omgående trukket muslimkortet og har sat lighedstegn mellem anti-hijab og anti-muslimer. «De vil ikke have muslimer på hospitalerne», «De vil ikke have muslimer i Folketinget, «De vil ikke have muslimer ved domstolene», «Muslimerne er ofre».

Når offerkortet og racismekortet trækkes, bliver danskerne ganske forskrækkede, for de ønsker naturligvis ikke at undertrykke en gruppe, der ser sig selv som et svagt offer. Så hellere glemme, at der kun er én svag part på et hospital:patienten. Og patienterne dukker sig fremfor at blive beskyldt for at være racister.

Manniche griper også fatt i den økende eksponeringen av hijab i Europa, og påpeker i denne sammenheng at de som presses og mobbes for å ikke bruke hijab er en gruppe som overses totalt.

Har hospitalsledelsen slet ikke undret sig over, hvorfor hijab gennem de sidste år er blevet stigende eksponeret i Europa? En pludselig massereligiøsitet? Eller kunne der være tale om, at de hijab-bærende, veluddannede kvinder er islamisternes forpost?Har det ikke undret, at lægestuderende på Syddansk Universitet, der nægter at indhylle sig, bliver mobbet og må skifte universitet? Eller at en muslimsk kvinde bliver udsat for chikane, skub og trusler, hvis hun bevæger sig rundt i ghettokvarterer i de danske storbyer? Eller at flere og flere indhyllede kvinder nægter at give hånd til mænd? En indre trang hos millioner af kvinder på én gang? Eller en ydre tvang?Hospitalsledelser (og andre ledelser) har lov til – vel nærmere pligt til – at informere sig om, hvad årsagen er til den omsiggribende eksponering af en ideologi, der ikke blot har som formål at holde mænd og kvinder skarpt adskilt, men også vise en afstandtagen til det samfund, de burde være en del af.Måske skulle hospitalsledelsen fundere over, hvor mange af de hijabbærende kvinder, der er truet til at indhylle sig for at være i stand til at bevæge sig rundt i deres kvarter eller besøge familien dér, for at kunne studere på det universitet, de foretrækker, eller for at kunne beholde deres job uden at blive mobbet væk.Desværre har kun få af dem haft mod til at stå frem i offentligheden.

Hva gjelder pasientklager, legger Manniche ironisk til: Ville det nytte?