Af Helle Merete Brix for HRS
Jeg har kendt psykologen Nicolai Sennels igennem en årrække. Vi har fælles venner og bekendte, og jeg er derfor ikke upartisk, når jeg skriver om hans aktuelle bog ”Blandt kriminelle muslimer: En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune”.
Men det er en god bog, så derfor skriver jeg om den. Den er ikke perfekt, der er irriterende gentagelser i den, blandt andet. Men trods sine svagheder hist og pist er den et stykke pionerarbejde inden for studiet af, hvorfor det er så vanskeligt for danske myndigheder og kommuner at håndtere kriminelle fra Mellemøsten og den islamiske ekstremisme.
I betragtning af, hvor mange mennesker med muslimsk baggrund der i dag sidder ikke blot i de danske, men i de europæiske ungdomsinstitutioner og fængsler, var det nok værd for mennesker i behandlersystemet over hele Skandinavien at læse Sennels bog. Og stille sig selv spørgsmålet: Skal vi til at tænke helt anderledes om, hvordan vi løser problemet med de kriminelle muslimer?Bogen er naturligvis er også en fortælling om at få ørerne i maskinen, når man rejser upopulære emner. Alt sammen noget vi er en del forskere, journalister og debattører på feltet, der kender til. Jeg hørte første gang om bogens emne for år tilbage. Sennels var blevet ansat som psykolog på institutionen Sønderbro, Københavns sikrede institution for kriminelle unge. Han kontaktede mig, fordi han mente, at nogle af de muslimske medarbejdere, der havde kontakt med de unge i kortere eller længere perioder påvirkede de unge i religiøs-ideologisk retning. Kort sagt mente han, at Hizb-ut-Tahrir missionerede på afdelingen. Hvordan ville det spænde af over for unge, der ofte i deres hjem var gået for lud og koldt vand og som tørstede efter en hvilken som helst form for voksenkontakt?
Sennels forsøgte at rejse problemet på arbejdspladsen, men blev mødt af en ledelse og kolleger, der med få undtagelser bagatelliserede problemet. Som fejede det af og hældede til det synspunkt, at det var bedre, at de unge var religiøse end at de var kriminelle. At de fik indpodet brugbare, moralske værdier og sådan. Javel, ja.
Blev truet ved konference
I efteråret 2005 stillede Sennels igen op til ballade, da han på en integrationskonference i Københavns Kommune tog ordet og sagde, hvad han mente: At islam og muslimsk kultur så godt som umuliggør integration. At koranen kan inspirere til voldelige handlinger.
To uger før konferencen havde unge indvandrere hærget Københavns gader med bål og brand. Men det blev slet ikke nævnt på konferencen, i stedet, som Sennels skriver i sin bog, «blev de mange offentligt ansatte og muslimske talsmænd enige om, at det hele var politiets, kommunens og mediernes skyld». Ingen andre syntes åbenbart at Sennels havde en pointe, når han påpegede at indvandrerne og de religiøse ledere selv havde et ansvar for at gøre noget og at det var vigtigt at forstå, at problemerne først og fremmest er knyttet til indvandrere med muslimsk baggrund.
I pausen blev Sennels passet op af to muslimske medarbejdere fra kommunen. Sennels fortæller i bogen: De «tog chancen for at møde mig alene i en af de lange korridorer til i truende vendinger at fortælle mig, at jeg skulle holde kæft med mine erfaringer». Mit gæt er, at de pågældende sikkert stadig er ansat i kommunen, og at ingen generer dem. Derimod gav lederen på Sønderbro Sennels en påtale, og også Københavns Kommunes socialborgmester Mikkel Warming mente, at Sennels udtalelser var i strid med kommunens værdigrundlag.
Sennels fik en fordelagtig fratrædelsesordning og er i dag ansat en andet sted i staten. Hvor må han ikke sige, når han udtaler sig til medierne om sin bog. Så meget i øvrigt for ofentligt ansattes ytringsfrihed. Sex, narko og koranenSennels bog er velskrevet og let at læse. Dens styrke er de mange samtaler med de unge kriminelle, knivstikkere, voldsmænd, brandstiftere og mordere, som Sennels har set det som sin oprigtige pligt at hjælpe bedst muligt. Han har hørt om «kamp mod det danske politi» og «racistiske danskere». Han har konfronteret de unge med deres problem med at tackle vrede og han gør den vigtige konstatering i bogen, at vrede er langt mere acceptabel i muslimsk kultur, end i dansk, også blandt kriminelle: «Hvorfor skal jeg lade være med at være vred? Så mister folk jo respekten for mig», som en ung sagde til Sennels under en gruppesession. Og han har lyttet til religiøse fanatikere, blandt andet én, der gjorde det helt klart, at i hans drømmesamfund må buddhister, hinduer og ateister konvertere til islam. Eller dræbes.Sennels har sat sig ind i den muslimske kultur. Det er nødvendigt, mener Sennels, at alle i behandlersystemet, der har med muslimske kriminelle at gøre, for eksempel kender til både Muhammed og koran og hadith-samlingerne. Ikke fordi alle de unge, som Sennels har haft i sit konsultationsrum er religiøse: «Mange af de muslimske unge, jeg har mødt lever ikke som «religøse muslimer», men som «kulturelle muslimer». De bryder de religiøse regler ved at drikke alkohol, de beder ikke, de har sex før ægteskabet (ofte med ikke-muslimske piger) og deres viden om, had der står i Koranen er yderst sparsom. Men selvom de ikke er religiøse, er deres reaktionsmønstre og måde at tænke på meget klart præget af den muslimske kultur».
For eksempel var de unge meget forargede over Muhammed-tegningerne og kunne blive vrede, når Sennels nævnte, at respekten for ytringsfriheden er «mindst lige så vigtig som respekten for religiøse dogmer i et land som Danmark». Selv «hard core» kriminelle, som han mødte, kunne administrere at bruge narkopenge på at gå til prostituerede, samtidig med at det lå dybt i dem, at Muhammed og islam skulle forsvares og respekteres. Det var også tydeligt, at de religiøse kriminelle havde højest status i flokken.
Overtager muslimske æresbegreber
En vigtig pointe i bogen, der kun optræder i et par sætninger er Sennels konstatering af at mange af de danske unge, som gik meget sammen med muslimske unge på Sønderbro, havde en tendens til at overtage de muslimske unges stærke fokus på vrede og ære, deres «ærekære indstilling».
Allerede før bogen udkom i Danmark havde den skabt omtale i medierne. Politikeren Naser Khader, der i sin anmeldelse på Sappho skriver, at bogen burde være «obligatorisk læsning på allle lærer-og pædagogseminarer og rundt om i kommunerne» undrer sig over for eksempel over følgende: At en redaktør for Danmarks Radio udtalte, at han var ked af at man i det program, hvor Sennels diskuterede bogen med en skoleinspektør, havde undladt at nævne, at Sennels er medlem af Dansk Folkeparti. Men hvorfor er det relevant? Som Khader påpeger, så spørger ingen vel, hvilket parti skoleinspektøren er medlem af?Det mindede mig om et indlæg i dagspressen i forbindelse med balladen om Sennels og integrationskonferencen og ansattes ytringsfrihed. Her mente en vred læser, at Sennels skulle have oplyst, at han er buddhist. Men hvorfor? Danmarks måske mest kendte menneske på integrationsområdet, Manu Sareen, er født hindu men konverterede som voksen til kristendommen. Mere vigtigt måske, Sareen sidder i borgerrepræsentationen for Københavns Kommune for Det Radikale Venstre og er folketingskandidat for samme parti. Det har jeg aldrig hørt omtalt som et problem. Hvorfor mon ikke?
Blandt kriminelle muslimer: En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune. Udgivelsesdag 24. februar. 164 sider, kr. 169 DKR. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2009. Du kan bestille boken her