Rita Karlsen, HRS
Forslag til ny FN-resolusjon viser med all tydelighet at de muslimske land i FNs menneskerettighetsråd, organisert i OIC, ikke har til hensikt å gå på kompromiss med de vestlige land. I et resolusjonsutkast, der forslagsstiller skal være Pakistan, heter det at kritikk og hån av islam er et alvorlig angrep på den menneskelige verdighet og er ansporing til religiøst hat og vold. Oppfordringen er således at alle stater – innenfor deres respektive lover og forfatninger – sørger for tilstrekkelig beskyttelse mot handlinger som hat, diskriminering, trusler og tvang foranlediget av hån av religioner. Altså likt det kritiserte forslag til sluttdokument fra Durban II. Vedtas resolusjonen i FNs menneskerettighetsråd den 27.mars, til tross for at den ikke er juridisk bindende, vil det bidra til å ytterlige svekke Rådet, som av flere allerede betegnes som et supperåd, men vil samtidig gi OIC en sterkere forhandlingsposisjon på Durban II. I tillegg vil det kunne bidra at OIC-landene vil slå ytterligere ned på islamkritikere i eget land.
Til tross for mer eller mindre iherdige forsøk på å få endret utkast til sluttdokument fra aprilkonferansen Durban II, der kritikk av religion, eller islam (den eneste religion som er nevnt), skal gjøres straffbart, så vender OIC ryggen til. De synes som om de tenker å utnytte sitt flertall, som de får ved å alliere seg inn med land som Cuba, Kina og Russland, til å trumfe utkastet gjennom. Onsdag i forrige uke ble kritiserte utkastet fremlagt for diplomater i Genève. USA, Canada, Israel og Italia har fått nok. De vil med all sannsynlighet boikott Durban II, og senest har Australia meldt at de vurderer det samme.
Italias boikott, som det første EU-land, ble tilkjennegitt av utenriksminister og tidligere EU-kommissær Franco Frattini, hvorpå han sa at han håpet, etter samtaler, at Nederland, Frankrike og Danmark fulgte Italias eksempel.
I en kronikk i Berlingske.dk i helgen tar sjefsjurist i tenketanken CEPOS, Jacob Mchangama, til orde for at et det bør skapes et alternativ til FN for å fremme menneskerettigheter, hvor ett av kravene skal være at landene som deltar er demokratiske rettsstater.
Ifølge Mchangama er det liten tvil om at FN utgjør det primære forum for internasjonalt samarbeid om menneskerettigheter. Dette ved at det i FN vedtas nye konvensjoner og der opprettes særlige menneskerettighetsorganer, slik som FNs Høykommissær for menneskerettigheter og FNs menneskerettighetsråd. Derimot stiller han spørsmålstegn ved troverdigheten, effektiviteten og den reelle verdien av store deler av dette menneskerettighetsarbeidet. Han mener Rådet er et godt eksempel på dette.
Som kjent ble avløste Rådet i 2006 den skandaliserte Menneskerettighetskommisjonen, som var blitt så politisert at selv daværende generalsekretær for FN, Kofi Annan, mente at den var en skamplett for hele FN-systemet. Reorganiseringen til Menneskerettighetsrådet skulle derimot vise seg å ikke være annet enn et navneskifte, da Rådet har opptrådt like skandaløst som kommisjonen. Syndebukken er for lengst utpekt til OIC, som sammen med stater som Kina, Rusland og Cuba. har satt en dagsorden som mange hevder er i direkte motstrid med Rådets mandat, for eksempel med en svært selektiv bedømmelse av FNs medlemsstater. Mchangama skriver:
Ifølge en rapport fra NGOen Unwatch var kun tre lande blevet udsat for fordømmende resolutioner ved udgangen af 2008. Nordkorea med 1, Myanmar med 4 og endelig Israel med 20 resolutioner. Som det kan ses af disse tal, er Israel konstant genstand for Rådets kritik og de mange resolutioner er typisk stærkt ensidige uden at Rådet nævner de terrorangreb, som Israel udsættes for. Lande som Sudan, Zimbabwe, Rusland, Kina eller Saudi-Arabien er aldrig blevet gjort til genstand for fordømmelser. Rådets flertal har også nedlagt uafhængige FN-rapportørers mandater til at granske menneskerettighedsefterlevelsen i undertrykkende stater som Cuba og Hviderusland.
Det er også karakteristisk, at Rådets flertal arbejder aktivt for at bekæmpe »forhånelse af religion«, særligt islam. Man har således vedtaget en resolution, der bl.a. opfordrer FNs medlemsstater til at kriminalisere visse former for kritik af religion og dermed indskrænke ytringsfriheden. Pakistan har på vegne af OIC netop offentliggjort et nyt forslag til en sådan resolution, som sandsynligvis vil blive vedtaget af Rådet i marts måned. Det er også Rådet, der har nedsat den komité, der forbereder FNs racismekonference, Durban II, hvor OIC-staterne også søger at forbyde religionskritik og sidestille en sådan kritik med racisme. De tematiske emner, Rådet tager op viser også en forståelse af menneskerettighedsbegrebet, som er ganske bred og diffus. Rådets seneste ekstraordinære session omhandlede således finanskrisen. Finanskrisen har ifølge et flertal af staterne i Rådet haft en stærk negativ indflydelse på menneskerettighederne. Med en sådan menneskerettighedsforståelse udvandes både rettighedsbegrebet og den grundlæggende beskyttelse af mennesker mod vilkårlige overgreb og diktatur.
Et af de tiltag, som skulle markere, at Rådet var et effektivt og troværdigt forum, er det såkaldte Universal Periodic Review (UPR), hvor alle FNs medlemsstaters menneskerettighedsefterlevelse skal granskes. I regeringens strategi hedder det da også, at man vil arbejde for, at »UPR bliver et troværdigt, effektivt og operativt redskab.« Den foreløbige konklusion af UPR er dog næsten lige så nedslående som Rådets øvrige praksis. Splittelsen mellem Vesten og en række øvrige lande domineret af OIC-staterne går således igen på dette område. Saudi-Arabien roste eksempelvis Pakistan for at forbedre kvinders rettigheder og bekæmpe terrorisme, mens Saudi-Arabien kritiserer Holland for at diskriminere muslimer og for at tolerere en »uacceptabel udnyttelse af ytringsfriheden.« Pakistan roste samtidig Saudi-Arabiens bestræbelser på at promovere »dialog mellem tilhængere af forskellige religioner og civilisationer« og »en ånd af tolerance mellem alle folk«. Kinas menneskerettighedsefterlevelse, herunder landets praksis i Tibet, blev rost af Rusland. Sådanne eksempler på at stater, der begår systematiske menneskerettighedskrænkelser, roser hinanden og kritiserer Vesten, er talrige. Målsætningen og forudsætningerne for UPR respekteres således ikke af flertallet af FNs medlemsstater, som i stedet politiserer og udvander denne mekanisme. (min uthevning)
Det er ikke vanskelig å stille seg bak Mchangama tankegang om at dette bakteppet gjør det særdeles vanskelig å se at Rådet skal utgjøre ”et sentral forum for fremme av menneskerettigheter”:
På denne baggrund er det svært at forstå den danske målsætning om, at Rådet skal udgøre det centrale forum for fremme af menneskerettigheder. Rådets hidtidige praksis må kategoriseres som en fiasko. Når regeringen skriver, at »nogle lande« har ført en politik, der kan føre til udvanding og underminering af Menneskerettighedsrådets troværdighed«, er dette en misvisende underdrivelse. Det er flertallet af Rådets lande, der fører en sådan politik, og dette har allerede medført en alvorlig og muligvis uoprettelig underminering af Rådets troværdighed. Når hertil lægges, at Rådets sammensætning gør, at EU og de øvrige vestlige lande med (p.t.) samlet 9 pladser (der til tider kan tillægges en håndfuld stater fra øvrige regionale grupper) er i permanent undertal, synes den danske målsætning at være udtryk for ønsketænkning uden hold i de konkrete omstændigheder og erfaringer. Frem for kontinuerligt at fastholde FN som det primære forum for det internationale menneskerettighedsarbejde burde Danmark og de øvrige EU-lande overveje, hvorvidt FNs menneskerettighedsarbejde ikke har nået et punkt, hvor man bør oprette et alternativ, der har større mulighed for at fremme en effektiv og troværdig menneskerettighedsefterlevelse. I den forbindelse er det helt afgørende at gøre sig klart, at FN ikke har noget medlemskrav om demokratisk styreform. Lande, hvis styreform er udemokratisk og uden respekt for retsstatsprincipper, har i sagens natur ingen interesse i eller incitament til at fremme en effektiv beskyttelse af menneskerettigheder. Regimerne i sådanne lande vil ofte kun kunne holde sig ved magten ved at undertrykke basale menneskerettigheder. Derfor er der intet overraskende i FNs manglende effektivitet på menneskerettighedsområdet, når medlemskredsen omfatter Kina, Rusland, Saudi-Arabien, Cuba m.v.
Mchangama mener at FNs troverdighetsproblemer er så systematiske og strukturelle at det ville vært bedre å se til en organisasjon som Europarådet. Medlemskap i Europarådet krever respekt for demokrati og rettsstatsprinsipper. Dermed oppnår dette rådet en basal form for felles politisk kultur mellom medlemsstatene, som igjen gjør det til et langt mer effektivt og forpliktende forum for fremme sv menneskerettigheter, enn det Fn klarer.
Baseret på disse erfaringer er det værd at overveje at skabe et demokratisk alternativ til FN for fremme af menneskerettigheder. Udover vestlige lande kunne demokratiske stater som Indien, Sydafrika, Senegal, Indonesien, Brasilien m.v. deltage. Et sådant alternativ ville ikke nødvendigvis betyde at de FN-konventioner, som Danmark har ratificeret, ville blive irrelevante eller at de FN- menneskerettighedsorganer, som ikke består af stater, men derimod af uafhængige eksperter skulle nedlægges.
Et nyt internationalt samarbejde ville kræve en total reorientering af den internationale menneskerettighedspolitik og derfor er den øjeblikkelige tilslutning til en sådan idé p.t. givetvis ikke overvældende stor blandt verdens demokratier. Men hvis målsætningen er en reel og effektiv beskyttelse og fremme af menneskerettigheder, ville et sådant alternativ være langt mere ambitiøst og troværdigt end at holde gode miner til slet spil i FN.