Af Helle Merete Brix for HRS
Multikulturens fallit? – 25 år efter Ray Honeyford
I 1984 publicerede rektor for Drummond School i den nordengelske by Bradford, Ray Honeyford, en artikel i det konservative tidsskrift Salisbury Review. Tidsskriftet havde på det tidspunkt den i dag verdensberømte filosof Roger Scruton som redaktør. Artiklen, der havde overskriften ”Undervisning og race – et alternativt synspunkt” blev et gennembrud for det lille tidsskrift og skaffede det de subskribenter, der var nødvendige for at overleve.
Men artiklen kom til at koste Honeyford hans karriere.
I dag, 25 år efter at Honeyford blev udskreget som racist, måtte møde op på sin egen skole under politibeskyttelse og leve med dødstrusler, er stemningen ikke længere helt så fjendtlig over for Honeyfords synspunkter. I 2006 genoptrykte avisen the Daily Telegraph således den omstridte artikel, og også andre har hen af vejen taget ham i forsvar. For eksempel lægen og forfatteren Theodore Dalrymple (et pseudonym, red.), der har en baggrund som fængselslæge og blandt Englands fattigste.
Dalrymple er ikke så kendt i Skandinavien. Men i sin fornemme essaysamling fra 2005 ”Our culture, what´s left of it: The Mandarin and the Masses” vier han et essay til at beskrive Honeyford-affæren og det paradoksale i, at han blev lagt for had. Honeyfords grundlæggende ideer var, skriver Dalrymple, lige så ”logiske, fornuftige og sammenhængende som de var umoderne”. Alt, hvad Honeyford egentlig agiterede for var, påpeger Dalrymple, at børn med muslimsk baggrund måtte integreres fuldt og helt i det britiske samfund, hvis de skulle kunne bidrage fuldt og helt til nationens fremtid. Det betød også en undervisning, der gav forrang til det engelske sprog og britisk kultur, historie og traditioner.
Hans modstand mod multikulturens indtog havde rod i, hvad han så udmønte sig i skolens dagligdag og i fraværet af en fri debat. Således mente Honeyford, at ”racisme” af en magtfuld lobby i undervisningssektoren var blevet et slagord, der havde til formål at undertrykke enhver konstruktiv tanke. Ingen turde rapportere deres dagligdags iagttagelser.
Purdah i skolerneHoneyford var selv vokset op i et fattigt arbejderklassehjem. Hans forældre havde 11 børn, de fem af dem døde i løbet af barndommen. Han forstod vigtigheden af en ordentlig uddannelse. Nu var Honeyford rektor for en skole, hvor 95 procent af børnene havde immigrantbaggrund. Da han skrev den famøse artikel havde han været rektor på Drummond School i fire år.
Honeyford var for eksempel bekymret over, som han forklarer i sin artikel, ”muslimske forældres insisteren på at forbyde deres døtre at deltage i drama, dans og sport”. Han så det som et udtryk for at de samme forældre påtvang ”en purdah mentalitet i skoler, forpligtet på princippet om ligestilling mellem kønnene”.
Og hvad med skolernes pensum? Sammen med Shakespeare og Wordsworth ville man nu have eleverne til at læse linier som for eksempel ”An wi fite and wi fite/An defeat di state”, taget fra digtet ”Inglan is a bitch” (England er en tæve, red.) af den stærkt politiske rapper og digter Linton Kwesi Johnson.
Undervisningsmyndighederne var i det hele taget på fuldstændig gal kurs, mente rektoren: ”De af os, der arbejder i asiatiske områder, bliver opmuntret fra officielt hold, til at ”fejre sproglig mangfoldighed”…….” Hvad denne mangfoldighed resulterede i, kunne Honeyford og andre lærere se i et stigende antal byskoler: Børn med asiatisk baggrund, der begyndte studier i det engelske sprog ved at lære urdu.
Her kan det tilføjes, at problemet ikke synes at være blevet mindre siden. En rapport om nabobyen Oldham har vist, at ud af 133 børn, der begyndte i skolen i år 2000, havde de 129 ingen eller kun ringe engelskkundskaber.
Lige ret og pligt for alleHoneyford påpegede også det den høje procentdel af forældre, der tog deres børn ud af skolen midt i skoleåret og sendte dem tilbage til hjemlandet i kortere eller længere tid. Ikke alene var en sådan praksis uhensigtsmæssig, den var også ulovlig, mente Honeyford.
Men ingen undervisningsmyndighed havde mod til at bringe en prøvesag for retten. Efter længere tids tovtrækkeri, indvilgede de lokale myndigheder i at pålægge ”brune forældre de samme pligter, som de forlangte af hvide og sorte forældre” med hensyn til deres børns mødepligt.
Der blev afholdt et møde med forældrene, erindrer Honeyford, der foregik i en truende og aggressiv atmosfære. Ordstyreren var en ringe uddannet sikh, der suverænt besluttede hvem, der skulle have lov til at tale. Honeyford fik ikke lov. Uroen fra salen var tydeligvis orkestreret: Således blev spørgsmål fremsat efter et nik fra en muslimsk leder. En anden asiat var posteret ved døren og råbte med mellemrum ”bullshit”, henvendt til ordstyreren.
Dertil skulle der bruges megen tid på at oversætte. En stor del af mødedeltagerne havde ingen engelskkundskaber, skønt der egentlig, skriver Honeyford, havde været gratis engelsk undervisning i området ihvertfald i det sidste årti.
I artiklen kom Honeyford også med en bidsk karakteristik af det berømte Notting Hill karneval og et skarpt – men ret præcist – udfald mod manglen på demokrati i Pakistan, hjemland for mange af de forældre, han havde med at gøre.
Allerede inden ballade-artiklen var Honeyford røget uklar med en sort aktivistgruppe i London. I en artikel i The Times Educational Supplement havde han påpeget den succés, som visse immigrantgrupper havde med hensyn til deres børns skolegang. Jeg formoder, at Honeyford henviste til børn med hindu og sikh-baggrund, da disse elever klarer sig bedre end hvide britiske børn i skolerne. I samme artikel afviste han en populær opfattelse af, at andre grupper fejlede i uddannelsessystemet, på grund af racisme fra systemets side. I et indlæg i the Carribbean Times udråbte den sorte aktivistgruppe ham til at være en regulær racist, der omgåede burde fyres. Blandt Honeyfords andre synder var, mente gruppen, at han var hvid og fra middelklassen.Trusler og intimidering
Da lokale politikere fik øje på artiklen i the Salisbury Review, som Times Educational Supplement i øvrigt havde fået tilbudt først, men ikke ville trykke, brød helvede løs. Honeyford blev forlangt fyret, og han modtog dødstrusler. Politiet sørgede for, at en alarm fra hans hjem blev direkte forbundet til politistationen.
Igennem måneder måtte Honeyford møde op på sin egen skole under politibeskyttelse, for at forhindre at han blev overfaldet af en lille, men særdeles aggressiv gruppe af aktivister, der var fast posteret uden for Drummond School. Nogle børn, for små til at ane, hvad sagen drejede sig om, var af deres forældre blevet instrueret i at råbe ”Ray-cist! Ray-cist!”. Nogle af børnene bar plakater med kranier og dødningehoveder over Honeyfords navn. En gruppe, der kaldte sig The Drummond Parents Support Group, spåede at Honeyford som det næste vel ville gå fysisk til angreb på sorte børn.
Byens undervisningsmyndigheder ville pålægge Honeyford at møde op til en art offentlig retssag på et lokalt universitet. Honeyford var anklaget for ”illoyalitet”. En dygtig advokat fik det dog forhindret.
De samme undervisningsmyndigheder havde også overvejet at retsforfølge de aggressive demonstranter uden for Drummond School, der ikke blot truede Honeyford, men også de børn, der fortsatte med at frekventere skolen. Men det blev opgivet, da man mente, at noget sådant kun ville bidrage til yderligere at hidse stemningen op. Således, påpeger Dalrymple i sit essay om Honeyford, ”lærte politiske ekstremister en værdifuld lektie: Intimidering betaler sig”.
Ingen havde i øvrigt nogensinde betvivlet Honeyfords faglige evner. Hans skole havde været uhyre populær, også blandt de muslimske forældre. Men intimideringen bredte sig til enhver, der støttede Honeyford. Skoleledere i Bradford, der indadtil bakkede Honeyford op, forholdt sig tavse over for de journalister og tv-folk, der strømmede til byen.
En skotøjshandler, der var sikh, fortalte Honeyford, at han støttede ham. ”Hvorfor siger du det ikke til tv-folkene?”, spurgte Honeyford? Sikhen svarede, at så ville hans forretning blive vandaliseret eller brændt ned.En delt by
Honeyford blev tilbudt et større pengebeløb fra sine foresatte, hvis han indvilgede i ikke at skrive artikler de næste tre år. Han afslog. Men den vedvarende chikane tog på ham, og han accepterede en tidlig fratrædelsesordning. Han har ikke undervist siden, men har i stedet skrevet bøger og artikler om emnet.
The Daily Telegraph interviewede Honeyford i 2006. Han bor i dag i Manchester, hvor han er født. Han lider under begyndende symptomer på Parkinsons syge. Som journalisterne bemærkede, er der ikke et eneste billede af Honeyford og hans elever i hjemmet. Ikke uforståeligt, er han stadig bitter over, hvad der skete.
Resultaterne af, at man ikke lyttede til Honeyford og andre, der advarede mod det multikulturelle samfunds udvikling er åbenlyse. Jeg besøgte selv Bradford i 2003 og kunne se, hvor opdelt byen er. Drummond School har stadig 95 procent asiatiske børn, langt de fleste muslimske. Den viktorianske bygning, som Honeyford var rektor i, er væk. Drummond School blev, ligesom en naboskole, brændt ned ved en påsat brand nogle år efter, at Honeyford fratrådte. Den fik også et urdu navn, som den stadig har i dag: Iqra School.
Jeg har læst, at skolebørn i dag i Bradford, byen hvor Labour-partiet blev født, besøger hinandens skoler på arrangerede besøg. For at sikre at børnene får kendskab til andre etniske grupper end deres egen. Det havde måske været overflødigt, hvis man var fortsat med en ordning, som Honeyford bifaldt, men som hurtigt blev stoppet, da folk i undervisningssektoren advarede mod den: At man spredte de to-sprogede børn på forskellige skoler, også til gavn for en gruppe i byen, som ingen åbenbart interesserede sig for, og hvis forældre ikke forstod at fremsætte højrøstede krav: Den hvide arbejderklasses børn.
Honeyford anede tydeligvis ikke, hvad han nedkaldte over sit hoved med sin artikel i Salisbury Review i 1984. Han troede på en fri meningsudveksling og så vidt jeg kan bedømme, et ægte, pluralistisk samfund. Således så han den jødiske immigrantgruppe som et eksempel på, hvordan man fuldt og helt kunne deltage i det britiske samfund og samtidig bevare sit kulturelle særpræg.
Men Honeyford var oppe imod ortodoksi fra myndigheder og pressionsgrupper, og ortodoksi tillader ikke afvigende synspunkter. Med et citat fra Dalrymples essay om Honeyford-affæren: ”Alle meninger er naturligvis frie, men nogle meninger er mere frie end andre”.