Rita Karlsen, HRS
”Assimilering” har fått noe sterkt ekskluderende over seg. Det å hevde at innvandrere skal assimileres inn i et lands kultur og verdier, er som å samtidig si at innvandreres medbrakte kultur og verdier må kastes på båten – det er ikke noe verdt, ikke noe å ta vare på – da selvsagt i motsats til ”vår egen” fortreffelige, og derav verneverdige, kultur og verdier.
I alle fall er det noe slik de argeste motstanderne av assimilering hevder. Vi blir ”kolonistene” i eget land som ikke åpner døra på vidt gap for nye, givende inntrykk og annerledestenkende. Vi blir bakstreverske, dønn overlegne og de som ikke har skjønt et kvidder av det ”globaliserte samfunn”. Vi sitter på berget med nisselua godt trukket nedover øyne og ører. Vi følger ikke med i ”utviklingen”.
Prøver noen seg frempå med at de mener Norge og ”norsk kultur” (ja, det bør visstnok skriver i hermetegn) er noe av det flotteste som finnes, er de nasjonalister, med de assosiasjoner som det gir.
Hadde det flerkulturelle samfunnet hovedsakelig hadde vært velfungerende, kunne man kanskje skjønne bedre den totale avvisning av assimileringsideen. Men all den tid det faktisk eksisterer en rekke problemer (det som helst skal benevnes som utfordringer), så er det nesten forunderlig at ikke flere tar opp ideen om assimilering. På en blogg hos jp.dk gjør den danske forskeren og forfatteren Kasper Støvring seg noen tanker om nettopp dette. Beveggrunnen er Anders Fogh Rasmussens avgang som statsminister, og hvordan den nye borgerlige regjeringen kan sette en ny politisk dagsorden. Under tittelen ”Assimilation – hvem tør sige det?” sier Støvring:
Statistikken taler sit eget klare sprog om indvandrere: Mange bakker ikke op om frihedsrettighederne, mange er kriminelle, mange udøver grov vold, mange forlader skolen som funktionelle analfabeter og mange står udenfor arbejdsmarkedet. Sådan kunne man blive ved og bl.a. tilføje eksemplerne på radikaliserede indvandrere.
Integrationen har med andre ord slået fuldstændig fejl – også under den borgerlige regering. Godt nok har regeringen kæmpet med enorme problemer forårsaget af tidligere regeringers katastrofale udlændingepolitik. Og det ville ganske sikkert have stået værre til i dag, hvis regeringen ikke havde vedtaget sine stramninger i 2002.
Problemet er dog stadig, at regeringen ikke har forsøgt sig med det, der nærmest har været tabu: assimilation. Det vil sige, at indvandrere indoptages i den kernekultur, der hersker her i landet.
Allerede her skilles sikkert en del av. Det er mange som fornekter at innvandringen også skaper betydelige problemer, det er i beste fall bare et tidsspørsmål før ”de” er mer eller mindre ”lik oss”, altså i betydningen at innvandrere, uansett opphav, knapt skiller seg fra den øvrige befolkningen. Det som er så forunderlig, er at nettopp dette er selve grunnkjernen i assimilering. Med andre ord er assimilering noe av det verste som finnes, samtidig som mange faktisk forventer et resultat som utgår fra assimilering.
Det i seg selv kunne kanskje vært et utgangspunkt for å seriøst gripe fatt i assimileringsideen. Støvring tar en punktvis tilnærming, der han synliggjør hva han mener krever må være tilstede for en ”vellykket assimilering” (mine uthevinger):
Indvandrere bør beherske det danske sprog. Efter maksimum tre generationer bør indvandrerne ikke længere tale deres oprindelige modersmål, og der bør ikke ydes statslig opbakning til tosprogethed.
Indvandrere bør gifte sig ind i danske familier og dermed på sin vis blive en del af slægten, den etniske stamme. Indgiftning er nemlig et vidnesbyrd om stærke følelsesmæssige bånd til danskerne, og den gør det meget sværere for indvandrerne at opretholde deres egen kultur og etniske samhørighed.
Indvandrere bør være villige til at kæmpe for landet i krisetider og udvise loyalitet over for den danske nation og stat. Tværnational loyalitet og dobbelt statsborgerskab bør ikke kunne forekomme.
Indvandrere bør geografisk spredes over hele landet. Altså det modsatte af ghetto-dannelse.
Indvandrere bør komme fra kulturer, der ligner den danske, altså fra Vesten. Den muslimske kultur er den sværeste at assimilere, og derfor bør indvandring herfra være stærkt begrænset.
Indvandrere bør være villige til selv at bære de byrder og den risiko og usikkerhed, der er forbundet med indvandring. Staten skal kun i undtagelsestilfælde, f.eks. i nød af arbejdskraft, direkte støtte indvandringen.
Indvandrere bør have et stærkt ønske om at blive danskere, og de bør på forskellig måde forledes, presses og opfordres til at blive som danskerne: vi har noget godt at tilbyde.
Hvis indvandrere ikke vil omvende sig til den danske kultur med dens værdier og livsformer, bør de vende tilbage til deres hjemlande. Udvisning af indvandrere uden statsborgerskab bør være langt lettere og hyppigere.
Indvandrere bør komme fra mange forskellige lande. Det bør ikke være som hidtil, hvor indvandrere fra Mellemøsten har været overrepræsenteret.
Masseindvandring bør ikke finde sted, tværtimod bør der være perioder uden indvandring og perioder med reduktion i indvandringen for lettere at kunne assimilere de allerede tilkomne.
Staten bør sortere ved grænsen ved at vurdere indvandrernes uddannelsesmæssige, faglige og kulturelle forudsætninger for at kunne assimileres.
Assimilation afhænger også i høj grad af, at danskerne står sammen om deres fælles kultur og udtrykker deres positive følelse af at være danske; identiteten som et folk skal forsvares som noget positivt, og der skal være aktiviteter, foreninger, institutioner og politiske initiativer, der kan fremme assimilationen, så at indvandrere gøres til danskere.
Endelig: Alt dette lykkes ikke uden et stop for positiv særbehandling af indvandrerkulturer.
Nogle af disse punkter er direkte forbundet med politiske beslutninger, andre er knyttede til personlige valg. Men alle punkter bør være led i regeringens samlede udlændingepolitik.
Slik tale som Støvring her presenterer ville etter all sannsynlighet plassert han resten av livet i skammekroken i Norge. Samtidig er det noe annet interessant med disse tankene, ikke minst fordi Støvring er en mann som er opptatt av verdier. Støvring har blant annet skrevet boken ”Blivende værdier” (2004), ”Det etiske kunstværk” (2006), og var medredaktør av ”Den borgerlige orden” (2008). For tiden arbeider han på en bok om den nasjonale sammenhengskraft, og det er kanskje nettopp det siste som har satt han på assimileringsideen, men jeg savner nettopp verdiperspektivet.
For assimileringstankegangen er kanskje ikke så uutalt som Støvring vil ha det til. For noen år siden tok informasjonsleder i HRS, Hege Storhaug, assimileringsideen på alvor, men faktisk mer substansielt enn det Støvring gjør i sin artikkel. Storhaug påpekte nemlig hvilke grunnverdier som krever assimilering, hvilket hun i ettertid har fått atskillig pepper for – gjerne av selvoppnevnte innvandrertalsmenn som neppe har fullverdig deltakelse i samfunnet og plikt/rettighetstankegangen fremst i pannebrasken. ”Morsomt” er det jo også at det nettopp var i en dansk avis at Storhaug først luftet disse ideene (Berlingske mars 2003), under tittelen ”Den multikulturelle trussel”.