Rita Karlsen, HRS
Den iranfødte satiriske skuespiller og forfatter Farshad Kholgi i Danmark har over lang tid tatt til motmæle mot religiøs fanatisme, og har nå også skrevet en humoristisk bok i samme trenden. Men i avslutningsfasen har han begynt å få kalde føtter. Hva er det egentlig han har begitt seg ut på? Han frykter at mottakelsen kan presse han inn i skammekroken; der shariaskyggen faller over dem som tar i bruk ytringsfriheten uten hensyn til religiøse følelser.
Men det er ikke de religiøse fundamentalistene som først og fremst setter en søkk i Khogli. Han foruroliges av sine kollegaer som dikteres av frykten for rasismestemplet og de vestlige politikerne som utviser et farseaktig forsvar for ytringsfriheten.
I dagens kronikk i jp.dk skriver Khogli, under tittelen ”Den islamiske komedie”:
Jeg sidder i min lejlighed højt oppe med udsigt over København og er ved at lægge sidste hånd på en lille roman, der gør grin med religiøs fascisme. Fra tid til anden bliver jeg ramt af en bekymrende følelse. Er det mon en god idé at smøre mit hoved i honning for derefter at stikke det i en hvepserede? Vil mit liv komme i fare, hvis min latterliggørelse af den religiøse fanatisme bliver udgivet? Angsten tvinger mine fingre til at holde op med at danse på tastaturet. Men straks begynder min indre stemme at gøre brug af sin ytringsfrihed og trøste mig med, at jeg lever i et frit land. ”Du har ikke bare din ytringsfrihed – men så sandelig også en ytringspligt til at gøre grin med alle, der påstår, at de har fundet den absolutte sandhed”, siger min indre stemme.Jeg bor nemlig ikke i Iran eller et andet shariaramt sted. Jeg bor i et land, hvor friheden netop er grunden til, at Danmark ikke hedder Danimarkistan. Jeg er borger i et land med ytringsfrihed og demokratisk dannede mennesker, der naturligvis vil stå skulder ved skulder og uden tøven forsvare ytringsfriheden. Det er i hvert fald det, jeg har læst om i eventyrbøgerne. Jeg skriver videre og taster de sidste sætninger ind i min roman. Det er min egen lille ydmyge kamp til ære for alle de forfattere, digtere og satirikere, som igennem verdenshistorien er blevet halshugget og brændt på bål i det ukrænkeliges navn. Jeg ved, at i skrivende stund, og alt imens de første forårssolstråler oplyser mit arbejdsværelse, bliver tusinder af politiske fanger i Shariastan torteret og henrettet, fordi også de har gjort grin med ”det ukrænkelige”. Radioen i baggrunden fortæller om, hvordan Allah-mændene kræver ubetingede undskyldninger fra satirikerne i den frie verden – og hvordan de vil sidestille religionskritik med racisme. Radioen fortæller også om Ellemann’erne, der undskyldende giver dem ret og forsvarer Allah-mændenes krav om at begrænse ytringsfriheden. ”Vi må altså vise hensyn til folks religiøse følelser”, siger de selv samme, der i sin tid kæmpede for de baltiske landes frihed – og herunder minsandten også deres ytringsfrihed.
Oppfrodringen til å vise hensyn til religiøse følelser er ikke noe vi er ukjent med i Norge. Denne oppfrodringen er vi blitt godt kjent med både i Muhammedtegning-bråket, i forslaget til ny blasfemiparagraf og i debatten om hijab til politiuniformen. Sågar ble begrepet ”sekulær fundamentalist” innført under disse debattene, men jeg har aldri hørt noen snakke om å vise hensyn til sekulære følelser. De sekulære er forsøkt demonisert til å være både følelsesløs og fobiske.
Det sensitive med slike hensyn blomstret også opp i debatten rundt Durban II. Den gordiske knute ble at organisasjonen av muslimske land (OIC) ønsket å gjøre kritikk av religioner, konkretisert til islam, til å være et menneskerettighetsbrudd. En slik begrensning av ytringsfriheten er ikke ukjent i mange av de samme landene som er organisert i OIC. Så er spørsmålet om hvordan slike forslag skal møtes. Khogli er ikke i tvil; vi skal snu ryggen til dem som vil ta frihetsverdiene fra oss:
Jeg må ulykkelig erkende, at min indre stemme er lige så naiv som alle de politikere, der ønsker at deltage i Durban II. Det berygtede ”men” efter ytringsfriheden er kommet for at blive. Når vor kommende Nato-generalsekretær ser sig tvunget til at manøvrere sig vej igennem et islamisk minefelt – og konstant er nødt til at understrege, at han personligt aldrig ville tegne Muhammed, – må jeg erkende, at dette er de første skridt mod en dyster fremtid i shariaens skygge. Som satiriker er jeg fuldstændig ligeglad med, om en politiker selv ville have tegnet Muhammed eller ej. Det er mig så grundlæggende ligegyldigt, hvad en politiker selv ville have tegnet eller have skrevet af satiriske værker. Det er ikke politikerens opgave. Det eneste, jeg kræver at høre ganske tydeligt og uden de mange nølende ord, er, at han er rede til at kæmpe for demokratiet og ytringsfriheden. At han uden et sekunds tvivl vil forsvare Kurt Westergaard, men også alle de satirikere i Mellemøsten, der ikke har PET til beskytte sig. Det er, hvad jeg og mange andre satirikere kræver at høre. Jeg ønsker at høre ham sige følgende til de islamiske fundamentalister, der som vor tids nazister har besat Mellemøsten: ”Ytringsfriheden er urokkelig. Vi går ikke på kompromis med islamismen.” Jeg ønsker, at vore politikere for en gangs skyld vil kræve en undskyldning for alle de daglige brud på menneskerettighederne i de fundamentalistiske lande – i stedet for at lefle for disse regimer. Min bekymring er ikke længere mullaherne og deres skæggede håndlangere. Min bekymring er det, jeg allerede oplever. At mine velmenende danske kolleger vil betragte mit komiske angreb på religiøs fanatisme som en racistisk handling. At ”anstændighedens” apostle i et fatalt misforstået forsøg på at være tolerante vil tage hensyn til mullahernes krav om at begrænse friheden. I Mellemøsten er en kulturkamp i gang. Kampen står mellem de sekulære muslimer, der ønsker menneskerettigheder og frihed, og fundamentalisterne, der ønsker sharialove. Hvem er det, vi i den frie verden ønsker at støtte? Jeg er en af de heldigste historiefortællere i verden. Jeg siger og skriver, hvad jeg vil uden angst for, at det religiøse politi skal banke på min dør midt om natten. Jeg takker alle de modige mennesker, der siden den mørke middelalder stædigt har kæmpet for friheden. De lod sig ikke kue af dødstrusler eller bål. Ej heller gik de på kompromis med religiøse mørkemænd. De tog ikke hensyn til de religiøses følelser. Hvis de havde gjort det, ville jorden stadig være flad. Vi har desværre glemt disse frihedskæmpere. Vold, syreangreb, bilbomber, tortur og henrettelser er blot nogle få af de effektive remedier, som fundamentalisterne i og udenfor de islamiske lande bruger, når kritiske ytringer skal kvæles. Forfattere, tegnere og satirikere med muslimsk baggrund, der er kritiske overfor islam og håner, spotter og latterliggør Muhammed og hans overtro, bliver i skrivende stund torteret, voldtaget, pisket og kvalt i Iran og andre steder i Shariastan.Derfor er det ikke blot tragisk, men også ynkeligt, når de vestlige demokratier gang på gang undskyldende kommer krybende for at deltage i mullahernes fester. Vesten har jo ellers på tæt hold oplevet, hvad de muslimske fundamentalister er i stand til at udføre. Men flere millioner flygtninges beretninger om tortur og menneskerettighedskrænkelser begået af fundamentalisterne er tilsyneladende ikke nok til at vække demokratierne. Vi sover videre. Eller måske lader vi bare som om, vi sover. Vi vender det døve øre til, så dødsskriget fra blasfemifangen i Iran ikke skal ødelægge vores hyggelige fredag aften med X-factor. At deltage i Durban II er en fejltagelse. Hvordan kan vestlige demokratier med ren samvittighed dele bord med vanvittige fascister som Ahmadinejad, hvis regime har tusinder af dræbte på samvittigheden? Tror vore kære politikere virkelig, at girafsprog og et nuttet smil vil få de islamiske fundamentalister til at holde op med at kæmpe for deres allerinderste ønske om den totale terror? Hadet mod det frie ord og den frie tanke i det islamiske univers er ikke fremprovokeret af Bush-administrationen eller af Muhammed-tegningerne – men har altid været et fundamentalt element i islam. «Sandheden» er skænket til menneskeheden i ”den hellige bog”, koranen, og derfor er der ikke længere behov for at tænke, stille spørgsmål eller tvivle. Alle svarene er givet til menneskeheden, og disse budskaber er forfattet af selveste Gud og må aldrig ændres. Desværre virker denne Gud lige så sadistisk og jaloux som Josef Fritzl, der med voldstrusler og overgreb kræver respekt, evig troskab og underkastelse af sit offer. Enhver kritisk røst eller ny tanke vil derfor blive opfattet som blasfemisk. Guds sidste budskab er det mest perfekte og det endegyldige.Det er netop denne grundtanke, som er kernen i diskussionen om ytringsfrihed og islam. Derfor er det nødvendigt at være på vagt, når islamiske fundamentalister forsøger at gemme sig bag fine ord som racisme, tolerance og menneskerettigheder. Durban II eller enhver form for ”kritisk dialog” med islamisterne er nøjagtig lige så bizart, som hvis Josef Fritzl skulle invitere lokale politikere ind i sin stue oppe på første sal og diskutere bekæmpelsen af incest i Østrigske familier, imens hans datter og børn stadig befandt sig i kælderen og frygtede det næste overgreb.Forskellen er blot, at forbrydelserne imod menneskeheden begået af fundamentalisterne ikke er gemt af vejen i en mørk og aflukket kælder. Hele verden ser det. Men intet sker. Verdens nye frelser, Obama, rækker sin hånd ud til islamiske ledere, og på den måde blåstempler han dem og deres grusomheder. Det er ofrene, der har brug for en håndsrækning og ikke bødlerne.Uden hverken at ville male fanden eller profeten på væggen, må jeg understrege min bekymring for det farceagtige forsvar for ytringsfriheden, som de vestlige lande fører. Politisk korrekthed har med guddommelig succes været i stand til at bane vejen for mullaherne. Men vi må aldrig opgive kampen. Det er ikke længere så vigtigt at diskutere, hvad vi burde have gjort under Muhammed-krisen. Vi bør tænke over, hvad vi ønsker at stille op, næste gang nogen kommer til at fornærme islamisterne. Durban II er en hån mod de mennesker, der i årevis har kæmpet og stadig kæmper for frihed.
Forfølger vi Khoglis tankegang betyr det selv om Durban II i går avviste at religionskritikk skal gjøres til menneskerettighetsbrudd, så er det hele et tidsspørsmål. Det bekreftes av Pakistans ambassadør i FN, Zamir Akram:
– Vi ønsker å få opprettet en mekanisme som kan registrerer kritikk av religioner og især islam. Hertil søker vi også å få en garanti for at de enkelte land vet hva de skal stille opp mot slik kritikk av islam, en kritikk som ofte fører til oppfordring til hat og vold, sier Akram til Kristeligt Dagblad.
Avvisning fra Durban II betyr ikke ”case closed” for OIC:
– Vi vil ta opp temaet i FNs Menneskerettighetsråd ved en senere anledning. Det er stadig en merkesak for de muslimske land, sier Akram.
Med andre ord betyr ikke beslutningen fra Durban II at OIC har oppfattet hva avvisningen handler om. Det er som Ralf Pittelkow sier i dagens kommentar i jp.dk: Det er langt til en ekte felles forståelse mellom partene.