Rita Karlsen, HRS
Tyrkia ville ikke ha den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen til ny generalsekretær i Nato. Fogh Rasmussen er ikke muslimenes venn, het det fra Tyrkia. Fogh Rasmussen tillot nemlig at danske medier publiserte karikaturer av Muhammed, i tillegg ville han ikke møte en religiøs delegasjon under henvisning til at han, som statsminister, ikke ville bidra til å blande religion og politikk. Religiøs konflikter fikk man løse rundt det religiøse bord, sa statsminister Fogh Rasmussen.
Slik tenkning passer godt i et sekulært hode, men ikke i alle muslimers hode. All den tid islam er både religion og politikk, så blir kritikk av islam noe som må løses politisk, for eksempel med forbud av slik kritikk.
Nå når Fogh Rasmussen har forlatt statsministerposten i Danmark og inntatt sjefsjobben i Nato, må han derimot veie sine ord annerledes. For så vidt har han gjort det en tid. Jeg merket meg allerede for over ett år siden at den ellers så prinsippfaste Fogh Rasmussen fikk en mer avslepet språkdrakt. Siden har jeg da hevdet at han var på vei ut i den europeiske maktelitens lekekasse. Det samme har jeg også hevdet om vår egen statsminister Jens Stoltenberg, og den alltid beredte utenriksminister Jonas Gahr-Støre.
Men da ”nyheten” kom fra Tyrkia om at Fogh Rasmussen på en konferanse i Istanbul ville unnskylde at Muhammed-karikaturene ble publisert i Danmark, så betvilte jeg sterkt at så ville skje. Men jammen klarte den samme Fogh Rasmussen å sette en støkk i meg – for om han ikke unnskyldte seg, så var han like ved. For ”han” ville aldri tegnet noen religiøse personligheter som kunne ha såret noen, sa han. ”Han” ville ikke gjort noe som provoserte slik. Godt er det at han ikke er kunstner, tenkte nå jeg, men innså raskt at han behersker den politiske kunst: Si det som kreves for å mele sin egen kake.
Men han unnskyldte i alle fall ikke Muhammed-karikaturene og danske redaktørers og tegneres bruk av ytringsfriheten. Og godt er det, som jp.dk sin leder uttrykker det:
Rygterne var løbet i forvejen. Nato’s nyudnævnte generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, ville på en konference om civilisationernes alliance i Istanbul give en undskyldning for Muhammed-tegningerne og lukke den kurdiske tv-station Roj tv, forlød det ifølge tyrkiske medier. Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, fik ingen af delene.
Og godt for det, for et sådant knæfald ville Nato’s troværdighed ikke have kunnet bære, og det ville have gjort det svært for alliancen at fordømme de krænkelser af menneskerettigheder, der i den islamiske verden forsvares med henvisning til respekt for religiøse følelser. Tænk blot på den 20-årige afghaner Pervez Kambaksh, der afsoner en straf på 20 års fængsel for at have kritiseret profeten Muhammeds kvindesyn.
I slutspillet om udnævnelsen af Fogh fik tyrkerne at vide, at de undergravede Nato, hvis de stod fast på deres modvilje med henvisning til en sag, der handlede om ytringsfrihed, de liberale demokratiers forudsætning.Det hører også med, at Erdogans autoritære tilbøjeligheder i Tyrkiet er begyndt at bekymre omverdenen, ikke mindst forsøg på at lukke munden på en række kritiske medier. Desuden har Erdogan haft sin egen karikaturkrise, da en tegner blev dømt for en karikatur, som den tyrkiske regeringschef ikke brød sig om, og endelig har han påtaget sig rollen som talsmand for de islamiske lande, der på den såkaldte Durban II-konference ønsker at kriminalisere religionskritik.Skulle denne mand virkelig bestemme ytringsfrihedens grænser i et demokratisk Europa? Naturligvis ikke.Foghs første tale som nyudnævnt generalsekretær blev en diplomatisk balanceakt. I forhold til Muhammed-sagen var det vigtigt, at han fremhævede censur som en fjende af dialog og forståelse mellem kulturer. Tegningerne blev netop trykt som led i en debat om vestlig selvcensur og islamiske krav om censur med henvisning til særlig hensyntagen til religiøse følelser. Og han betegnede ytringsfriheden som en forudsætning for en fredelig udvikling i verden. På den anden side gentog han sin linje fra Muhammed-krisens kulmination om respekt for religiøse følelser, og at alle har et ansvar for, hvordan de bruger deres ytringsfrihed. Fogh tilføjede, at han som generalsekretær for Nato vil holde øje med kulturel og religiøs sensibilitet i en globaliseret verden. På det område forestår en stor opgave for Fogh. Ikke mindst i de muslimske lande, hvor minoriteter har det svært, hvad enten det er homoseksuelle, berbere i Algeriet, koptere i Egypten, jøder og armeniere i Tyrkiet eller kristne i Saudi-Arabien, Irak og Pakistan.
Så gjenstår det å se hva embetsmannen og Nato-diplomaten Fogh Rasmussen klarer å gjennomføre. Med de erfaringer han har fra den danske debatten, som ligger langt foran resten av verden, kan det være at han regelrett ramler uti det. Som han klarte i Istanbul. Fogh Rasmussen skal ha ramlet i trappa på vei på do, som resulterte en hånd i fatle. En tørklekledd Fogh Rasmussen kunne man kanskje diplomatisk formulert det.