Av Helle Merete Brix for HRSJeg har ved flere lejligheder forsøgt at få et interview med den britiske forfatter Kenan Malik. Således også på en nylig tur til London. Men uanset hvilket tidspunkt, jeg foreslog denne gang, syntes han optaget af børnepasning. På sin hjemmeside ser man ham bære et leende barn på skulderen. Måske skal dette fokus på bløde værdier være en passende modvægt til de mere hårdtslående emner, som Malik skriver om.
For Malik, der ikke er så kendt i Skandinavien og egentlig er uddannet inden for neurobiologi, har i årevis beskæftiget sig indgående med multikultur og multikulturens ulyksalige evne til at bane vej for etnisk og religiøs seperatisme. I et essay i bogen «The Secular State and islam in Europe», fra et seminar i 2006 i Sverige – af alle steder – skrev Malik bl.a.:
«I hjertet af de fleste multikulturelle filosofier er den opfattelse, at et individs kulturelle baggrund skaber hans eller hendes identitet og hjælper med at definere, hvem den person er.»
Heraf følger, påpeger Malik, at vi også må behandle de grupper, som individerne kommer fra, med respekt. Men det fører også til en forestilling om, at vi skal respektere folks ret til at gøre og handle på en bestemt måde, fordi deres forfædre gjorde og handlede på en bestemt måde.
Maliks aktuelle bog er værd at læse. Men den er ikke uproblematisk, og det vil jeg vende tilbage til. Bogens form kan jeg godt lide. Malik blander sin egen personlige historie med interviews og analyse af ytringsfrihedens fra fatwaen mod Salman Rushdies roman i 1989 og til og med i dag. Malik er født i Indien og opvokset i Storbritannien, i omgivelser, hvor man ikke tænkte på sig selv som muslim, selvom islam spillede en rolle. Men fatwaen mod ”De Sataniske Vers” ændrede alt dette. Bogen indeholder blandt andet interviews med ungdomskammerater og andre, der har skiftet datidens nødvendige kamp mod diskrimination og mod en hæslig og voldelig racisme i Storbritannien – herunder mord, mordbrande og overfald på immigranter – ud med kampen for kalifatet. Det er vigtigt at blive mindet om, at dette også er en del af Storbritanniens nyere historie. Men det er nødvendigt at have for øje, som Malik også har, at det er ikke virkeligheden i dag. Khomeinis fatwaBogens styrke er blandt andet disse interviews og beskrivelsen af multikulturens indtog. Malik har inkluderet et særdeles interessant interview med Penguin-forlagets daværende internationale direktør, Peter Mayer, der for første gang fortæller om mordtruslerne mod ham og hans familie og om aldrig at vakle i beslutningen om at udgive Rushdies bog. Det er så væsentligt, at jeg vil beskrive det mere detaljeret.
Mayer var i New York på Valentines Dag, den 14. februar 1989, da han modtog et opkald fra Penguin Books salgsdirektør i London. Salgsdirektøren Peter Wright kunne fortælle, at Ayatollah Khomeini havde udstedt en fatwa over ”De Sataniske Vers”, og at det var på forsiden af New York Times. Mayer, der ikke anede, hvad en fatwa var, fik fat i en avis. Men endnu så han det ikke som en verdensbegivenhed. Han var blot «udgiver af en roman».
Mayer havde tidligere udgivet bøger, der fornærmede jøder og kristne. Men hvor sådanne uoverensstemmelser plejede at tage form af en dialog mellem forlaget og de krænkede – uden at forlaget ændrede sin udgivelsespolitik, naturligvis – skulle denne sag vise sig at blive ganske anderledes. Mayer standpunkt var, at han «accepterede, at muslimer behøvede beskyttelse fra diskrimination og had». Men:
«Tanken om at ikke-muslimer skulle forhindres i at læse en bog var aldrig faldet mig ind. Jeg havde aldrig opfattet ’rettigheder’ som en ret minoriteten havde til at påtvinge majoriteten noget. Jeg mente, at det betød, at majoriteten bestemmer, men at minoriteten må have deres rettigheder beskyttet. Disse rettigheder skulle naturligvis være baseret på landets love: De kunne ikke være rettigheder, som minoriteten på anmassende vis mener den har ret til».
Dagen efter fatwaens udstedelse begyndte bevæbnet politi at patruljere uden for Penguins vinduer. Mayers mareridt i den periode var, at et medlem af Penguins personale ville blive stukket ned, og at et papir ville være at finde på liget med følgende besked: «Dette er hvad der sker med mennesker, der arbejder for Penguin». Minder det om noget? Ja, om mordet på Theo van Gogh mange år senere. Penguin slap gudskelov med en brandbombe mod en boghandel, hvor ingen mennesker kom noget til.
Mayer modtog natlige opringninger, der fortalte hvordan man ville dræbe ikke alene Mayer, men også hans datter ville få sit hoved smadret mod «en betonvæg». Datteren var i øvrigt nær blevet smidt ud af skolen. Som en gruppe forældre ræsonnerede: «Hvad ville der ske, hvis iranerne sendte et likvideringshold og fik fat i den forkerte pige?». Og Mayer tænkte: «Hvorfor mener de, min datter er den rigtige pige?»
Mayer blev tilbudt væbnet beskyttelse og en skudsikker vest. Men han sagde nej. Han ræsonnerede, at hvis han stod for tur, så stod han for tur. Her kan jeg ikke lade være med at tænke på Salman Rushdie selv, der i topform gæstede København forleden. Sikkerhedsforanstaltningerne var beskedne, og jeg tænkte på, hvad islamforskeren Ibn Warraq engang fortalte: At Rushdie ikke er glad for massiv sikkerhed ved de møder og konferencer, han deltager i. Han mener, at massive sikkerhedsforanstaltninger påvirker hans evne til at tale og tænke frit.
Ytringsfrihed, vold og mordMaliks bog handler naturligvis også om islam kontra islamisme, radikal islamisme. Malik vender sig stærkt mod den tese, at selve islam udgør et problem. Det undrer mig. Malik er meget optaget af, at man ikke må dæmonisere. Jeg mener, man er nødt til i det mindste at overveje om ikke der er noget potentielt sprængfarligt i islam. Det er fuldt muligt uden at gøre enhver muslim til terrorist. Og hvis det hele er et spørgsmål om forfejlet integration og multikultur, hvad er så forklaringen på, at det er unge muslimer, der radikaliseres i Europa, men ikke 2. og 3. generations hinduer og sikher?
Malik bryder sig absolut ikke om skribenter og debattører som politikeren Geert Wilders og de amerikanske forfattere Sam Harris og Mark Steyn, der udelukkende er at betragte som en art alarmister. Jeg er ikke selv nogen stor fan af hverken Geert Wilders eller Mark Steyn, der ganske rigtigt har en noget dramatisk måde at fremstille tingene på. Jeg har andre favoriter blandt de kendte islam-debattører og kan bedre forholde mig til Ibn Warraq og Ayaan Hirsi Ali. Men har Wilders og Steyn uret i deres analyse i, at vi står i en særdeles vanskelig situation? Har de uret i, at tiden er knap? I at demografi spiller en rolle? Wilders siger egentlig ikke, forekommer det mig, i hovedtræk andet end hvad Ayaan Hirsi Ali siger om islam og Vestens fremtid, hvis islam vinder magt.
Ayaan Hirsi Ali er slet ikke nævnt i Maliks bog. Det havde da været oplagt at inddrage hende, men måske ved Malik ikke, hvordan han skal forholde sig til hendes position i debatten. Derimod er der blevet plads til efter et Danmarksbesøg at konkludere, at racisme har fået mange muslimer i Danmark til at afvise regeringens integrationspolitik. Javel ja. Hvor dybt stikker Maliks research?
Og hvordan i alverden kan Malik konkludere at fængselsstraffene på 6 år mod de agressive demonstranter mod Muhammedtegningerne i London i 2007 er et tilbageslag for ytringsfriheden? På plakaterne stod blandt andet «Bomb, bomb Denmark. Bomb, bomb USA» og «7/7 on its way». Her er jeg ganske forundret over, at man kan argumentere for, at disse fængselsstraffe er ude af proportion.
Ytringsfrihed er ikke retten til at opfordre til vold og mord. Demokratier består, hvis de tør hævde deres magt over for de, der gør anslag mod demokratiet og retsstaten. Det synes Malik at have glemt. Kenan Malik: “From fatwa to jihad: The Rushdie Affair and its legacy.” Atlantic Books, London, 2009. Ca. 12 britiske pund ved køb på Amazon.co.uk.