Rita Karlsen, HRS
Det kan være at også norske medier av vært spekket med analyser av dagens presidentvalg i Iran, men da må jeg med skam oppgi at jeg ikke har fått med meg det. Dog har jeg registrert noe omtale av dagens forestående valg, men jeg er enig med Weekendavisen at når det gjelder de tallrike velgerne har vi hørt lite. Og hva det gjelder de fire presidentkandidatene, ville neppe en slik «frisk» karakteristikk vært å finne i norske medier:
Medierne har været spækket med analyser af dagens præsidentvalg i Iran, og det er vel efterhånden gået op for de fleste, at vælgerne kan vælge mellem fire skæggede, alvorligt udseende mænd. I Vesten håber vi på Mousavi på 68 eller Karroubi på 72, for det er de progressive reformkandidater. Mens vi frygter et genvalg af slubberten med de tætsiddende øjne Ahmadinejad, der er en årsunge på bare 52 somre – eller endnu værre: At hr. Rezaei på 55, tidligere øverstkommanderende for den frygtede Revolutionsgarde, skal blive valgt: Han må have meget blod på hænderne.
Det var visstnok pesten eller koleraen, men så var spørsmålet: Hvilken betydning har den ene eller andre for Iran? Weekendavisen svarer:
Men så igen, hvad ved vi egentlig? Hvad betyder reformkandidat overhovedet i Iran? At Iran dropper sine nukleare aspirationer? At kvinderne må smide tørklædet? At det er slut med offentlige henrettelser? Vistnok ikke. For som mange eksperter understreger, er det vist alligevel Khamenei, Irans øverste åndelige leder, der sammen med Revolutionsgarden og basij-folkemilitsen bestemmer.
Jo takk, dette var ”kjente” observasjoner, og man kjenner håper daler ned i skjul, eller kanskje i Platons hule:
Ak. Når man følger dækningen af det iranske præsidentvalg, kommer man snart til at føle sig som de lænkede fanger i Platons hule, der er henvist til at slutte sig til virkeligheden uden for hulen gennem skyggerne på bagvæggen.
Men se, så bakvendt var det visstnok ikke likevel. ”Redningen” er å finne i en bok, som ifølge Weekendavisen gir et innsiktsfullt bilde av hva som foregår blant de 46 millioner velgerne, eller mer presist: De som kalles ”Revolusjonens barn”, fordi de er født i årene omkring den islamske revolusjonen i 1978-79, og som har levd hele sitt liv undre prestenes repressive styre. Setter Iran sin lit til ungdommen?
At bogen netop har valgt at fokusere på de unge, er ingen tilfældighed: Over halvdelen af den iranske befolkning er under tredive, og det er dem – snarere end atombomben – som ifølge bogens forfatter, journalisten Karin Bo Bergquist, kan blive den eksplosive faktor i iransk politik.
Hvorfor? Jo, paradoksalt nok fordi den islamiske revolution fra starten satsede på uddannelse til alle med det resultat, at Iran i dag står med en veluddannet og moderne ungdom, der, som hun skriver, »er fanget i et ældgammelt, religiøst system, der håndhæves hårdt af et patriarkalsk præstestyre.« I det ene interview efter det andet med blandt andre en frisør, en maler, en musiker, en kemiker og en ingeniør fra Teherans middelklasse dokumenteres hendes påstand: De unge er dødtrætte af at måtte snige sig til fester og kontakt med det modsatte køn med risiko for at blive smidt i fængsel.
En stor skare irriterte ungdommer skal en ikke kimse av, dertil en velutdannet én. Samtidig må en ikke forledes til å tro at Irans ungdommer ukritisk drømmer seg til Vesten og vår pluralistiske demokratimodell:
Livsstilen overtager de gerne, ja, men moralske forbilleder er vi ikke. De fleste mener, at Iran selvfølgelig har lov til at udvikle atomvåben, hvis landet vil. De unge har også overtaget forældrenes bitterhed over det engelskstøttede CIA-kup i 1953 mod den populære premierminister Mossadeq, fordi han ville nationalisere Irans olie. Og de er vrede over USA’s støtte til Iraks krig for oliefelter mod Iran fra 1980-88, der kostede en halv million iranere livet og gjorde lige så mange til krøblinger. Endelig er de vrede over at blive stemplet som »ondskabens akse«, netop som Iran ellers havde strakt hånden ud mod USA i forbindelse med den amerikanske invasion af arvefjenden Irak i 2003. Med andre ord: Neokonservative må ikke drømme om, at det – efter en eventuel invasion – vil være lettere at vinde iranerne for en vestlig, pluralistisk demokratimodel end det har været i Irak. En invasion af Iran vil snarere indskrive sig i den kollektive mytologi om Vestens evige forsøg på at underlægge sig det mægtige persiske rige.
Bevisste ungdommer, det gav håp – som dessverre like raskt blir knust: Ungdommen er politisk apatiske, eller er det politisk garvede?
Ej heller skal man drømme om, at de unge fremtvinger politiske ændringer ved dagens præsidentvalg, selv om både kvinder og mænd har stemmeret, fra de fylder seksten. De er politisk apatiske, eller også er de tværtom så politisk garvede, at de forstår, at deres stemme ingen forskel gør, når det er Khamenei, der tæller stemmerne. De drømmer sig i stedet bort til et liv i udlandet, og meget gerne i USA, hvor der bor to mio. iranere.
Vel, så var det altså likevel slik at de drømmer seg til vesten, fortrinnsvis USA, slik jeg også har hørt mange i Pakistan fortelle, selv om det kanskje ikke er ukritiske drømmer. Men mens pakistanerne sitter fast i et system, gjerne tuftet på mangel på utdannelse og derfor i stor grad benytter ekteskapsinstiuttet som visum, så har iranerne flere muligheter:
200.000 veluddannede unge forlader hvert år Iran for at arbejde i udlandet, og ofte med myndighedernes velsignelse: Med en reel arbejdsløshed på henved 25 pct. af arbejdsstyrken, er myndighederne udmærket klar over, at frustrationerne hurtigt kan brede sig blandt talentfulde unge i lediggang.
Men hva kan vi så da vente oss av valget?
Karin Bo Bergquists interviews, suppleret med en gennemgang af de politiske vilkår siden revolutionen, giver også et indirekte svar på, hvad vi kan vente os, hvis en reformkandidat mod forventning skulle vinde valget i dag. Jo, det vil gøre en forskel. Men kvinder vil stadig skulle bære tørklæde. Moralpolitiets kampagner mod vildfarne lokker vil blot blive færre. Og ja, der vil stadig være offentlige henrettelser. Men de vil falde i antal; og det vil snarere være narkoforbrydere end utro kvinder, der bliver henrettet.
Ting tar tid, ingen tvil om det, men uansett: lykke til med valget.