Helle Merete Brix, for HRS
Pluralismens EuropaFor nylig deltog jeg i et buddhistisk arrangement på Wiens Universitet. En professor fra religionsvidenskab viste det frisind at introducere den tibetanske oplægsholder. Selve universitetet var værd at opholde sig i. Bygningerne i italiensk renæssancestil er fra 1884. Her er arkadegård med buster og en festsal i vinrødt og enorme marmorsøjler. Universitet blev grundlagt allerede i 1365 – hvor det altså lå et andet sted – og er næst efter Prags universitet, verdens ældste tysk-sprogede universitet. Her går 100.000 studernede, og her kan man studere alverdens sprog og emner.
Mens jeg gik og kiggede på de alvorlige portrætter på væggene i forhallen tænkte jeg over den lykke det er at være født på et kontinent, der har fremelsket noget meget sjældent: Åndsfrihed. Den fik lov at vokse frem i Europa, og den er blevet kommende generationer til gavn. Den er blevet mig til gavn. Ligesom den religionsfrihed, som vi nyder godt af på dette kontinent, men som er fraværende i store dele af verden. Tænk blot på Kina, Iran og Pakistan.
I Norge er blikket netop nu formentlig rettet mod det snarlige stortingsvalg, i Danmark diskuterer vi bygningen af en stormoské for iranske penge. Ligesom vi diskuterer bygningen af stormoskeer for saudiske penge, eller for alle mulige andre penge. Både i forbindelse med stortingsvalget – gætter jeg på – og moskebyggeriet er der særlige toner, der slås an i debatten: Venstrefløjen og «de frisindede» taler om højrefløjens angst for det fremmede, højrefløjens ønske om homogene samfund og intolerance over for andre religioner og i den dur. Fristed for religionerHer er så den gode nyhed: Der er masser af pluralisme i Europa. Der er masser af tolerance over for folk, der hverken er kristne, etnisk-norske eller etnisk-danske, lyshudede og blåøjede.Lad os tage religionerne først: Ikke blot kan buddhister, men også hinduer, katolikker, muslimer, sikher og solhvervssekter og alle andre få lov at dyrke deres religion i fred. Det er det, religionsfrihed betyder. Der kan bygges moskeer, synagoger og kirker. Naturligvis gør moskébyggeri mange europæere bekymrede, fordi moskeer ikke blot er steder for religionsudøvelse, men også politiske platforme. I alt for mange moskeer i Europa i dag kaldes der til krig mod de vantro, mod kvinder og homoseksuelle og «dårlige» muslimer, der ikke vil have sharia og segration. I Europa kan man frit missionere og reklamere for sin tro eller spirituelle retning, hvadenten der er tale om hinduisme, shamanisme og de nordiske guder. Blot for at nævne nogne eksempler. Europas religionsfrihed har også gjort kontinentet til et fristed for en række religioner, der har det særdeles vanskeligt i andre egne af kloden: Bahai – der blev grusomt forfulgt i Iran og lever på tålt ophold i den islamiske republik i dag – overlever i dag i Vesten. Ahmadiyyamuslimerne, der lever et udsat liv i Pakistan, fordi de opererer med en senere profet end Muhammed, kan frit praktisere deres religion i Europa. De tyrkiske alevier har ikke jihad og hovedtørklæder på programmet, men til gengæld, ikke mindst hos unge alevier, et mere flydende Gudsbegreb. De har deres ceremonier og deres samfund, ikke mindst i Tyskland. Sålænge ortodoks islam kan holdes i skak i Europa, skal de ikke frygte for deres sikkerhed. Venskabsforeninger og Guds dødMen så religionsligheden da. Er det ikke udtryk for manglende frisind at have en kirke, der hænger sammen med staten? Jeg vil spørge: Hvad skal vi med religionslighed? «Kristendommen er ringen», mener den britiske Melanie Phillips, og jeg er enig med hende. Lad endelig kristendommen blive ved med at have sin særstatus, sådan som Folkekirken for eksempel fungerer i Danmark. For denne ordning, mener jeg, sikrer alle frihed til at praktisere deres religion. Og den sikrer retten til ikke at have nogen religion overhovedet. Ateister, nihilister, agnostikere og alle andre kan i Europa leve i fred. For religionsfrihed indbefatter naturligvis også retten til at erklære Gud for død. Noget nær en umulighed i for eksempel muslimske lande.Men hvad så med tolerance over for diverse etniske grupper? Den trives. De europæiske lande rummer myriader af venskabsforeninger og kulturforeninger for rumænere, iranere, irakere og russere og for arabisk, indisk, kinesisk og russisk kultur. Blot nogle eksempler. Homoseksuelle og ortodokseEn billig fornøjelse i Europas storbyer er at tage en tur med metroen og køre gennem de forskellige bykvarterer. I Paris kan man på en strækning se et udvalg af storbyens skikkelser. En kæmpemæssig nordafrikansk herre med muslimsk kalot og i tunika og side om side med stilige, modne parisiske forretningkvinder. Parisiske studiner af enhver tænkelig baggrund med bøger under armen. Hovedtørklæder, flagrende hår og karseklip. Står man af i for eksempel det jødiske Marais-kvarter, der samtidig er hjemsted for Paris´homoseksuelle kan man i gadebilledet se ortodokse jøder med slangekrøller og hatte side om side med med fikse, små parisiske mænd med lige så fikse, små pudler. Den gik ikke med imamerne!Findes der et land, der madmæssigt ikke er repræsenteret i London? Jeg tror det næppe. «Ring næste gang du er i byen», sagde en iransk journalist med base i London for nylig til mig. Så skal vi naturligvis på iransk restaurant, for ligesom en anden ven, der flygtede fra Khomeinis regime, foretrækker han persisk mad. På den marokkanske restaurant i byens Bayswater kvarter har jeg set etniske briter og turister side om side med unge marokkanere – og i øvrigt ikke et eneste hovedtørklæde.I Europa tales alverdens sprog. Her sælges musik med kunstnere fra Afrika og Indien og alle andre steder i verden. Og så er der litteraturen: Her er arabiske boghandlere, islamiske boghandlere og almindelige boghandlere. Her er magasiner henvendt til den sorte kvinde, hvor der i en artikel spørges om det er ok at date uden for racen? Glittede indiske ugeblade, der fortæller om en lesbisk Bollywoodstjerne. Muslimske magasiner, der skælder ud på europæernes islamofobi. Det er således svært at få øje på, hvor det er, der mangler pluralisme? Den eneste trussel mod mangfoldigheden, som jeg kan få øje på, er islams voksende indflydelse. Hvor islam vinder magt, må både kristne, hinduer, ateister og liberale muslimer vige. Ligesom åndsfrihed, religionsfrihed, ytringsfrihed, talefrihed, trykkefrihed, forsamlingsfrihed, kvindens frihed, den homoseksuelles frihed, retsstat, mindretalsbeskyttelse og ordnede forhold.Så næste gang, kære læser, du hører nogen beklage sig over manglende pluralisme i Europa – så foreslå dem at rejse en tur ud i Europa og se, hvor mangfoldigt der stadig er.