Det er mange som må sparkes – også Darwin

Hege Storhaug, HRS

Skandaleombrust

Da jeg første gang læste om Thilo Sarrazin og hans skandaleombruste bog Deutschland schafft sich ab, blev jeg begejstret: Endelig en tysk bog, der tog fat på vor tids vigtigste, politiske emne. Provoen Sazzarin fremstod umiddelbart som en germansk udgave af Mark Steyn og titlen på hans bog som en tysk pendant til Peter Hitchens The Abolition of Britain. Forjættende.

Men jeg fik hurtigt afsmag for ham og hans bog. Det, der dominerede overskrifterne, var nemlig hans genetiske argumenter, der hurtigt stillede hans centrale budskab – kritikken af indvandringen og af islams patriarkalske familiestruktur, dens kvindeforagt og manglende demokrati – i skyggen. En journalist lokkede ham til at udfolde sig om ”jødiske gener” – som Sarrazin vel at mærke sætter stor pris på – og statens mulige måder at forbedre arvemassen på. Og straks var han udskreget som nærmest nynazist. I dag er han fyret fra sin prestigefyldte bestyrelsespost i Bundesbank på indirekte opfordring af Angela Merkel, der underløber ytringsfriheden den ene dag, og hylder den den næste.

Kender man Eva Hermann-sagen, er man overhovedet ikke overrasket over den heksejagende tyske offentlighed, der lige er et hak værre end den danske. Det gør det ikke mindre skandaløst at fyre en mand for at have skrevet en kontroversiel debatbog, som Sapphos læsere i øvrigt kan se frem til en anmeldelse af.

Afsmag

Den kyndige litterat, Sven Hakon Rossel, hvis artikler om tysk åndsliv altid er ca. 100 gange mere indsigtsfulde end Politikens Peter Wivels, har kaldt bogen for et uhyre læseværdigt bidrag til indvandrings- og integrationsdebatten, men påpeger samtidig, at Sarrazin med sine genetiske argumenter forvrider debatten. Deraf min afsmag for bogen. Sarrazin lyder som en biologist, ikke som en kulturalist – og det er det, der er galt.

Det går galt, når man forstår mennesket primært som en kødklump, determineret af dets gener, ikke – for nu at bruge et højtideligt ord – som åndsvæsner med frihed, ansvar, skyld og valgmuligheder. Der er ingen grund til at minde om, hvor den biologistiske tankegang i sidste instans risikerer at føre hen. Det ved enhver, der kender det 20. århundredes historie, men der er til gengæld grund til at påpege det hykleri, som opstandelsen omkring Sarrazins udtalelser baserer sig på.

Kun et pattedyr

For skal man smide Sarrazin ud i kulden for hans genetiske argumentation, er der en del andre, der skal samme vej.

I dag er det jo en udbredt sandhed, at mennesket ikke er andet end et pattedyr og at tilværelsen lige fra religion til kultur og køn først og fremmest skal udlægges evolutionsteoretisk. For alt det der med moral, tro og religion er bare noget gammeldags ammestuesnak, der oven i købet fører evolutionen den forkerte vej. Sådan tænker ikke kun menigmand, men også store, internationale navne som Richard Dawkins og Daniel Dennett og hjemme i vores egen andedam videnskabsjournalisten Lone Frank. Eller hvad med Darwin selv – æret, tilbedt og fejret sidste år – der i sin tid påpegede, at ”det gode” er det, der sikrer min overlevelse? Altså ”erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral”. Skal alle disse velrenommerede biologister ikke også ud i kulden sammen med Sarrazin?

Nej, så konsekvent maler mediemøllen ikke og så principielt tænker den politiske korrekthed ikke. Hvis Sarrazins argumenter var dukket op midt i en frådende kristendomskritik, havde han ganske givet stadigt været bestyrelsesmedlem i Bundesbank. Den slags ser venstrefløjen nådigt gennem fingre med. Men de dukkede op midt i en tabubrydende kritik af islam og indvandring – og så er der ingen pardon.

Så skal man fyres for at tænke som Darwin.

Sappho: Fyret for at tænke som Darwin