Rita Karlsen, HRS
Den danske historikeren og samfunnsforskeren Michael Böss skygger ikke banen for å ta opp sensitive tema til debatt. I en kronikk i Berlingske.dk etterlyser Böss ikke bare en debatt om verdier, han etterlyser endog at debatten foregår på en ”langt mer fundamental måte”. Böss’ innfallsvinkel ville, i alle fall i Norge, raskt bli definert som en nasjonalistisk fundamentalist. Men hva er så Böss’ budskap?
Böss åpner med å fortelle om det han trodde skulle bli et hyggelig gjensyn med en kamerat fra skoledagene. Under lunsjen ble imidlertid Böss tidlig arrestert av sin gamle venn, da han brukte uttrykket ”det danske folk”. Ifølge vennen er et slikt uttrykk ikke lenger gangbart – med referanse til Dansk Folkeparti. Deretter tilkjennegir vennen sin irritasjon over at folk fortsetter å gi sin stemme til dem. Böss kuer sin irritasjon, og utfordrer han til å fortelle hva han ville kalle det land han er borger av, om ikke nasjonalstaten. Svaret kommer visstnok kontakt: ”En region; en region i Europa.” Reaksjonen til Böss er forbløffelse, der han synes å finne forklaringen i at dette er toner fra en historieløs EU-teknokrat.
Forundringen henger ikke minst sammen med at Böss’ venn har vært aktiv i Danmark hva gjelder utdanningssektoren, der han talte varmt for å sikre skolen ”en folkelig forankring”.
Jeg blev mildt sagt forbløffet over hans holdning. Ikke mindst fordi han et par årtier tilbage havde været en kendt borgerlig debattør med nær forbindelse til undervisningsministeren. Og fordi han altid havde talt varmt om nødvendigheden af at sikre skolen en ’folkelig’ forankring. Men han havde åbenbart i mellemtiden mistet troen på folket. Jeg endte derfor med at forlade ham med en trist følelse af, at han havde fået DF på hjernen, hvorved jeg mener, at man afviser alt, hvad DF står for. Også ting, der er rimelige, så som at forsvare nationalstaten og at konstatere, at der findes værdier, der har en særlig tradition i Danmark, som jeg vil minde om i det følgende.
Böss peker deretter på det faktum at det ikke bare er hans venn som frykter å bruke begreper som folk og nasjon, noe som Böss mener er å holde de samme for narr, samtidig som en frarøves muligheten for historisk kunnskap:
Hans afvisning af begreber som folk og nation mindede mig om mange af mine studerende, som ikke tør bruge dem, fordi de i uddannelsessystemet bliver tudet ørerne fulde med, at der ikke findes et dansk folk, at nationen er et lukket og fremmedfjendsk fællesskab, og at nationalstaten er på vej til at forsvinde. Men derved bliver de ikke alene holdt for nar, de bliver også berøvet sprog og fortællinger om samfundet som et netværk af gensidige, tillidsfremmende relationer, der går på tværs af social klasse, religion, etnicitet, køn og sted. Også åbne, pluralistiske og demokratiske samfund har brug for fortællinger om sig selv.
Men om mange er gått i skyttergravene med ulike begreper, er det andre som prøver å finne en ny vei, ikke minst gjelder det dansk arbeidsliv, sier Böss. De prøver ad denne veien å knekke integreringskoden:
Det er der til gengæld en voksende forståelse for i dansk erhvervsliv. I maj i år arrangerede jeg et stort internationalt seminar om »Nationale fortællinger« på Aarhus Universitet. Jeg havde inviteret danske og nordamerikanske historikere og politologer til at diskutere betydningen af national identitet i lyset af deres erfaringer med indvandring. Og jeg havde bedt vor egen professor Francis Fukuyama forklare – også til medierne – hvorfor han mener, at amerikansk selvforståelse bidrager til en mere effektiv integration af indvandrere, end vi europæere kan præstere. Mediedækningen fik bagefter DI (Dansk Industri) til at invitere Fukuyama til at tale ved et stort lederseminar den 26. oktober i år. Her skal man diskutere behovet for »en ny national fortælling«.
Så beveger Böss seg inn på det mest sentrale – er det behov for ”en ny nasjonal fortelling” eller trengs det rett og slett større bevissthet om verdiene i noen av de gamle, men oversette fortellingene?
Spørgsmålet er dog, om det ikke er en større bevidsthed om værdierne i nogle af de gamle, men oversete, fortællinger, der er brug for. Nationale fortællinger vil nemlig ikke møde folkelig forståelse, hvis ikke de har et historisk grundlag. Kun postmodernister tror, man uden videre kan opfinde en ny national identitet. Desuden må man være opmærksom på, at der gennem tiderne er opstået forskellige fortællinger om Danmark, afhængig af hvilken samfundsgruppe der skabte den. Alligevel kan man dog som dansk historiker bag de fleste af dem få øje på en vis mængde af fælles temaer og værdier. Det var netop denne konsensus, der i trediverne gjorde, at venstrebøndernes og de folkelige foreningers fortælling om det danske folk kunne forenes med den socialdemokratiske fortælling om »Danmark for folket«.
”Den danske konsesus” finner Böss nettopp i historien bak historien. Under et forskningsopphold på Dansk Amerikanske Indvandrerarkiv i Nebraska kommer han over flere årganger fra 1890-årene av den da store innvandreravisen Den Danske Pioneer. Avisen var så kritisk over den daværende danske regjeringen, at den ble forbudt i Danmark. Årsaken var at avisen ble ansett for å inneha et ”sosialistisk” ståsted, ikke minst fordi den ved utbruddet av den store arbeidskonflikten i 1899 stilte seg på de danske arbeidernes side, skriver Böss. Under konflikten kjempet fagforeningene for bedre lønn, kortere arbeidsdag og retten til å organisere seg i fagforeninger. Etter fire måneders beinhard kamp, måtte arbeidsgiverne gi opp; fagforeningene var kommet for å bli. I det såkalte ”Septemberforliket” anerkjente arbeidsgiverne arbeidernes rett til å organisere seg. Til gjengjeld anerkjente fagforeningene arbeidergivernes rett til å lede og fordele arbeidet.
De to parter forpligtede sig altså gensidigt til at anerkende hinanden som ligeværdige og til at respektere fælles fagretlige regler. Med tiden førte forliget til oprettelsen af Arbejdsretten og forligsinstitutionen, der som bekendt skal sikre, at indbyrdes interessekonflikter løses ved forhandling eller voldgift.
Avisen Den Danske Pioneer omtalte forliket som en seier for hele det danske samfunnet, og forutså at det ville få sentral betydning for fremtiden. Og slik ble det, skriver Böss:
Og det skulle netop blive tilfældet. For selv om danske historikere mest har interesseret sig for Septemberforligets betydning for udviklingen af det danske arbejdsmarked, så fik det enorm betydning for den politiske kultur i et Danmark, som blot to år efter ved ’systemskiftet’ blev til et parlamentarisk demokrati. Nøgleværdierne i denne kultur blev tillid, kompromis- og forhandlingsvilje samt en gensidig forpligtelse til at respektere loven, indgåede aftaler og modpartens interesser som lige så legitime som ens egne. Politisk blev der skabt mulighed for en høj grad af selvregulering og frihed i det civile samfund, mens der i det politiske system udviklede sig en særlig tradition for ’samarbejdende demokrati’ og konsensus. Idealet i denne tradition er at søge mod brede forlig i store samfundsspørgsmål, men også at respektere demokratiets spilleregler i tilfælde af, at man ender med at gå fra hinanden.
Løsningen af storkonflikten i 1899 blev – sammen med de folkelige bevægelser, krigen i 1864 og systemskiftet i 1901 – således afgørende for udviklingen af vor identitet som folk op gennem 1900-tallet. Forliget peger frem mod Kanslergadeforliget i 1933 (mellem Venstre, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre) og dermed udviklingen af det danske samfund på grundlag af en bred politisk anerkendelse af principper om lighed og social retfærdighed. Der er altså tale om en fortælling om vejen mod det moderne Danmark.
Böss påpeker videre at fortellingen ikke sier at den danske nasjonens kjennetegn er fravær av konflikter, forskjellighet og interessmotsetninger, men derimot at partene i en konflikt er forpliktet til å løse deres mellomværende på fredelig vis og med ansvarsfølelse for hele samfunnet. Kan så alle identifisere seg med historien?
Fortællingen er god og samlende, fordi alle medlemmer af det danske samfund burde kunne identificere sig med den uanset deres sociale, kulturelle, religiøse eller etniske oprindelse og tilhørsforhold. Måske lyder den ny i manges ører. Det skyldes, at der fra forskellig politisk side i disse år bliver tæret på den politiske kultur, den er udtryk for. Men det skyldes også, at vi har glemt at lytte til vor egen historie, og at vi er på vej til at miste sansen for betydningen af at opfatte os selv som et folk med særlige værdier. Vi bør derfor diskutere værdikamp på en langt mere fundamental måde, end vi gør det i øjeblikket.
I mine øyne peker Böss på noe av det mest sentrale; nemlig å skape identitet gjennom det unike fellesskapet som land som Danmark, og Norge, har bygget opp. I manges iver etter ”inkludering” blir vi aldri sterkere enn det svakeste ledd, der vi heller kunne grepet fatt i de verdier som står sterkt og videreformidlet fellesskap gjennom den enkeltes ansvar – med nasjonens historie som veiviser. Vi må definitivt ta i bruk historien i det såkalte ”Nye Norge”.