Norge snudde i 11.time?

Hege Storhaug, HRS

Britta Mogensen mener Norge kan ha snudd skuta i siste liten. Hun øyner et håp nå: at Norge med en ny innvandringspolitikk vil klare å videreføre den norske kulturen basert på frihetsverdiene. Hun forutser at venstresiden kommer til å bruse med fjærene når debatten om den nye fireårsregelen blusser opp (en regel som betyr at man må ha arbeidet og/eller studert i fire år etter grunnskolen for å kunne hente en ny ektefelle fra områder utenfor EØS-området. Mogensen omtaler den således som en 21-årsregel). SV kommer nok til å kjempe med nebb og klør i regjeringen når detaljene i regelen skal konretiseres, i håp om at den nye politikken blir så slapp at det fremdeles lekker som en sil både ut av Norge og innover grensene våre.

For Mogensen handler regelen om langt mer enn å bevare et Norge slik det engang var. Regelendringen er et spørsmål om solidaritet: søstersolidaritet med de unge muslimske kvinnene i Norge som risikerer tvangsgifte og tidlige barnefødsler. Mogensen er med andre ord av en helt annen støpning enn ”feminister” i blant annet Dagbladet som har snudd ryggen til de sårbare muslimske kvinnene og barna i Norge, og som velger taushet når deres begredelige levekår settes under lupen.

Til lykke Norge!

Av Britta Mogensen, for HRS

Den nyvalgte norske regering har fremsat lovforslag til begrænsning af indvandring til Norge. Måske har regeringen set skriften på væggen, måske har den lyttet til den store del af befolkningen, som med sorg ser det land, de elsker, forsvinde. Ingen regering i noget land i Europa kan være uvidende om, hvordan sværmeriske, multi-kulti drømmerier kan ændre et land, så de indfødte ikke længere kan genkende det som deres. De grelleste eksempler er Storbritannien og Sverige. I disse lande er løbet kørt. Jeg husker et Sverige med en rig svensk kultur, men er af multikulturalisten Mona Sahlin blevet belært om, at en sådan ikke eksisterer. For Sverige har ikke selv kultur, men har med indvandringen fået kultur. Snart hedder landet vel ikke engang Sverige. Det Sverige, jeg er rundet af på mødrene side.

Så meget desto mere må man lykønske Norge for at have vendt skuden i 11. time. Selv om lovforslagene næppe kan siges at være særligt vidtgående, og at man ikke skal forvente den helt store forskel, er det et skridt på vejen. En 21-års regel vil være en hjælp til alle de muslimske unge, især kvinder, der nu kan få lov at vente, til de er 21 år, før de skal tvangsgiftes. Et fast håndhævet tilknytningskrav kan komme til at betyde – som det er sket i Danmark – at de unge finder ægtefæller blandt norskopvoksede, så de håbløse og ofte nyttesløse integrationsbestræbelser ikke skal begynde forfra med hvert nyt ægteskab. Endelig kan påregnes, at loven vil være medvirkende til at nedsætte de offentlige ydelser til bistand til uintegrerbare familier, hvor det har lange udsigter med at få job i et højteknologisk samfund. Også et rigt lands pengekasse kan tømmes, hvis der er hul i bunden.

Den modstand fra venstrefløjen mod lovforslagene, som Norge har oplevet, er fuldstændig efter bogen. Også i Danmark måtte vi høre det rene øllebøllevrøvl om, at ”så kan man ikke engang gifte sig med den, man elsker”. Den løgnagtige påstand skal vække forargelse hos dem, der ikke ved bedre. I Danmark gik det såmænd så vidt, at forskere glemte, at de var forskere, og kastede al anstændighed og objektivitet over bord og skrev hjerteskærende om unge elskende, der nu ikke kunne få lov at gifte sig og leve sammen. I Socialforskningsinstituttet undersøgelse ”Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark” (28.5.2004) skrev de to forskere Garbi Schmidt og Vibeke Jakobsen:

”Hvis man anser ægteskab for at være det, der konstituerer og indleder seksuel adfærd, skal de unge så vente, til de er 24? Og hvis de forelsker sig i en person i et andet land, skal de så afskæres fra at leve sammen med ham eller hende? Hvad med dem, som allerede er gift og har børn, men som grundet lovgivning ikke kan bo sammen?” (s. 228).

De fik ikke opbakning af de unge, der selv kom på banen og gav lyd fra sig. Langt den overvejende del af de unge var begejstrede for 24-års reglen. Nu kunne de både påbegynde og færdiggøre en uddannelse, og nu kunne de opnå en vis modenhed, så de kunne stå imod familiens pres. Også mange familier var lettede. Nu kunne de slippe ud af det løfte, de var blevet afpresset af familie eller venner i hjemlandet om, at en søn (eller datter) skulle sendes til Vesten, når den unge kvinde eller mand var blevet 18 år. Med udsigt til at skulle vente, indtil begge parter var 24 år og dernæst stadig ikke kunne være sikker på, om ægtefællen overhovedet kunne få visum til Vesten på grund af tilknytningskravet, eller om samlivet skulle ske i hjemlandet, betød, at hjemlandets forældre så sig om efter et andet land at sende deres barn til.

Ikke kun de unge heropvoksede kvinder blev tvangsgift med en ukendt mand fra forældrenes hjemland, også de unge kvinder, som blev hentet til Vesten, blev tvangsgift. Men dem var der ingen, der skænkede en tanke, selv om de ofte mistede alt det, de elskede. De måtte forlade deres forældre og rejse til et fremmed land til en mand, de kun havde været sammen med få dage i forbindelse med brylluppet, og til en fremmed familie, som desværre i mange, mange tilfælde viste sig at behandle den nye svigerdatter som en gratis tjenestepige.

Hvor mange har mon lyttet til ægtefællesammenførte kvinder og hørt, hvordan langt de fleste tvangsægteskaber finder sted? De unge ser hinanden omkring 5 minutter, mens kvinden serverer te. Mens kvindens svar forudsættes at være ja, har manden en mulighed for at slippe, men hvorfor skulle han det? Han skal jo have sig en kone, og hvis forældrene siger god for hende, er det ham lige meget. Han har ikke tænkt sig at ændre på sit ungkarleliv, efter at han er blevet gift. Som en pakistansk kvinde sagde til mig: ”Jeg er gift, det er min mand ikke.”

Men er så alle problemer løst med en højere alder for tvangsægteskab og et tilknytningskrav? Næh, træerne vokser ikke ind i himlen. Når staten propper et hul til, kender kreativiteten ingen grænser for den helt uden for integrationsrækkevidde fundamentalistiske familie. Et nyt hul findes, for landets love ses blot som en ligegyldig detalje, der ikke skal stå i vejen for disse familiers egne ønsker. Derfor tvinges unge, der stort set ikke er andet end børn, stadig til ægteskab. Resultatet er blevet ægteskaber, hvor de unge enten bosætter sig i Sverige efter EU-reglerne eller lever i såkaldte pendlerægteskaber, hvor de unge rejser frem og tilbage mellem landene. Og et nyt ord er opfundet, nemlig pendlerbørn.

Udtrykket pendlerbørn sætter sindene i kog, ikke mindst hos forskerne. I en nylig offentliggjort undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI) fremgår det: ” Pendlerægteskaber er ofte turbulente, ikke mindst for de børn, der lever i dem.” Den objektivitet, som man må kunne forvente, at forskere tilstræber, forsvinder helt i en slet skjult forargelse over pendlerbørnenes forhold. Man kan ikke undgå at få det indtryk, at staten må have været med i avlingen af disse børn og nu fraskriver sig ethvert ansvar.

Der er dog også godt nyt i undersøgelsen, for det oplyses, at før regelændringerne i 2002 var 30 % af de 21-årige kvinder med ikke-vestlig baggrund gift, mens tallet er faldet til 10 %. Der er dog siden 2002 sket en tidobling i antallet af unge med minoritetsbaggrund, der flytter til Sverige. Især unge med pakistansk baggrund er stærkt repræsenteret i den gruppe.

Ikke alle unge kvinder tvinges til ægteskab af forældrene. Når hormonerne raser i en purung krop, er det nøden, dvs. trangen til sex, der tvinger dem. Ud fra en tankegang om, at hellere et gift barn end en ugift datter uden mødom, er der forældre, der giver deres børn lov til at gifte sig. Så derfor ser vi i dag også imamvielser af børn helt ned til 14 år.

Den norske regerings lovforslag slår to fluer med ét smæk: Et forsøg på bevarelse af norsk kultur og beskyttelse af norske kvinder med minoritetsbaggrund mod tvang, tidlige ægteskaber og tidlige børnefødsler. De m ultikulturelle på venstrefløjen vil sikkert blæse på det første, men hvad med lidt søstersolidaritet? Måske var det på tide, at de advokerer for en opfattelse af, at en kvinde ikke mister sin værdi, fordi hun mister sin mødom.