Barn i utlandet

Oppdragelse i Pakistan

En SSB-undersøkelse viser at en av tre norskpakistanske barn har minst ett opphold i Pakistan av en varighet på minimum et år. Jyllands-Posten, som har gjort det samme som HRS gjorde i 2004, har vært i Little Norway i pakistanske Punjab, der de blant annet møtte norskpakistanske barn som såkalt skal bli kjent med foreldrenes kultur og religion. Omgivelsene er svært luksuriøse, inkludert tjenerskap. Barna trives ikke nødvendigvis, men særlig jentene lærer det som ”forventes”: hvordan være kvinne, og å vise såkalt respekt.

Hege Storhaug, HRS

Jyllands-Postens utsendte fikk seg tydeligvis en overraskelse da de møtte utlendinger i Pakistan, det vil si pakistanere som har tjent sine penger i land som Norge og som velter seg i luksus i Pakistan (innblikkartikkel fra 18.oktober, ikke tilgjengelig på nettet).

Det er som at køre ind i en mærkelig drøm. Her er kunstige dekorationskøer, der bliver våde af det automatiske vandingsanlæg, som holder græsset grønt mellem kørebanerne, og rækkerne af de sommerlige lejligheder ligner et foto fra Californien. Man leder ubevidst efter stranden og havet.

Men strandlivet ligger langt fra Bahria Town. Byen er siden 1990′ erne poppet op lidt uden for hovedstaden i det nordlige Pakistan.

Den er ejet af én mand, en af Pakistans rigeste, Malik Riaz, som har specialiseret sig i at tiltrække udlandspakistanere, som vender tilbage til deres hjemland, men helst vil bo i omgivelser, der minder om de vestlige. Ingen affald i gaderne, ingen faldefærdige husfacader. I stedet golfbane, wellness-center og grønne parker til rekreation.

Jyllands-Postens hovedperson i reportasjen har røtter og familie i Norge. Ferdous, som er fembarnsmor på rundt 50 år gjennom ekteskap med en norskpakistansk mann siden hun var 18 år, sier hun føler seg halvt norsk, men likevel er hun mest knyttet til Pakistan. Dette skal skyldes nordmenns ”fiendtlighet”.

Norsk-pakistanske Ferdous er blandt de mange pakistanere fra udlandet, der sammen med sin familie har investeret i et hus i Bahria Town. For familien er det vigtigere end nogen sinde at knytte bånd til Pakistan.

Også selv om Ferdous kom til Fornebu i Norge for over 32 år siden, har født fem børn og føler sig som en halv nordmand.

– Hele min familie er spredt ud i Norge, England og Spanien. Min bror bor i Danmark. Men alligevel føler jeg mig mere knyttet til Pakistan – her er der ingen, der siger «rejs hjem». Nordmændene har ændret sig.

– Vi bliver ikke længere opfattet som norske, fordi vi kommer fra Pakistan. Folk kan ikke lide os, siger Ferdous.

Ferdous har tatt med seg datteren Kanwal på 15 år til luksusstedet Bahira Town i Rawalpindi, der familien har etablert seg med bolig. Kanwal savner Norge.

Ferdous’ datter Kanwal går i 7. klasse. Hun er glad for sine nye kammerater, men savner Norge.

– Jeg vil hjem. Det er svært at være her. Alting er så anderledes. Mine forældre synes, jeg skulle finde tilbage til rødderne, og det vil jeg også gerne, men jeg har været her et år, så nu er det nok, siger Kanwal.

Denne dag ligger hun syg i sengen hjemme hos sin mor, der byder på stegt kylling og Pepsi. Ferdous’ helbred har det bedre i varmen. Migrænen er forsvundet. Norge er for koldt, både hvad klimaet og kulturen angår.

Derfor har hun taget Kanwal med sig til Pakistan for et par år.

– Som mor tænker jeg på, hvad der er bedst for min datter. Nogle år i Pakistan gør hende godt. Når hun kommer tilbage til Norge, har hun lært, hvordan man er et godt menneske; hvordan man er kvinde. I Pakistan lærer hun, hvad respekt er. Mange børn i Norge lytter ikke til deres forældre. Men Kanwal bliver en godt opdraget pige af at være her, siger Ferdous.

Kanwal lærer Koranen av en lokal mullah. Hun skal ikke gifte seg med en nordmann, men heller ikke med en pakistaner som aldri har vært i Norge, sier moren.

Hjemme i Norge forsøgte familien at lære deres børn om Koranen. Men koranlæreren aflyste konstant. Det var et rod.

– I løbet af et år har Kanwal været gennem Koranen med en tutor. Det er den lokale mullah her fra området. Jeg bryder mig ikke om, at hun skal gå i koranskole. Jeg ved ikke, hvem der kommer der, og hvad de vil indprente min datter, så jeg er tryg ved, at mullahen kommer her i huset, siger Ferdous.

Hun kom selv til Norge, da hun som 18-årig blev gift med en norsk-pakistaner. Det tog Ferdous flere år at vænne sig til den nye kultur, som hun slet ikke forstod. Mænd og kvinder, der arbejdede sammen. Kvinder, der råbte højt i gaderne.

Derfor har hun sørget for ikke at give sine gifteklare børn samme uheldige begyndelse på deres ægteskab.

– Mine børn skulle ikke giftes med nordmænd, ej heller med pakistanere, der aldrig har været i Norge. Heldigvis har vi så meget familie i Norge, at vi har fundet ægtefæller blandt dem. De tænker på samme måde som vores børn. En pakistaner fra Pakistan vil ikke forstå kulturen. Det har jeg selv prøvet på egen krop, siger Ferdous.

Pakistanerne fra Skandinavia er kjent for å være velstående i hjemlandet. Eiendommene deres i Pakistan er ”prangende”, hvilket er godt kjent for rights.no sine lesere, ikke minst knyttet til rapporten vår, Ute av syne, ute av sinn. Norske barn i utlandet (2004).

Hun er oprindelig fra byen Gujrat i Pakistans Punjab-provins. Det er et område, hvor også byen Kharian ligger, og 60 pct. af familierne i disse områder har forbindelser til Norge, Danmark og England. Derfor bliver regionen kaldt «Little Scandinavia», og det er tydeligt at se, at økonomien bugner, fordi familierne arbejder i udlandet. Prangende huse skyder op ved siden af mindre rønner, og de senere år er der kommet bedre og nye skoler til børnene. Det er lukrativt at bo i rige lande, hvor lønningerne er højere, og mere end 130.000 pakistanere emigrerer hvert år til udlandet. Derfor har de også råd til at investere i huse i eksempelvis Bahria Town.

Malik Riaz bygger i øjeblikket endnu et kvarter, som han kalder ”overseas enclave”. – Vestlige omgivelser på østlige grunde, reklamerer han. – ”Vend tilbage til rødderne” i et beskyttet kvarter med døgnbevogtning, hvor du kan leve klassisk og i ”luksus”. Det er en god idé, mener Ferdous. I begyndelsen ville familien investere i en bolig i Kharian i Little Scandinavia, men børnene protesterede.

– De vil leve mere som derhjemme. De føler jo, at Norge er deres hjemland, så de ville ikke ud på landet. Dette er bedre. Der er Pizza Hut, McDonald’s og biograf, siger Ferdous.

Ferdous klarer ikke å kombinere skandinavisk åpenhet med pakistanske tradisjoner. Det blir et liv i en mental spagat, særlig i forhold til kvinners frihet og likestilling.

Som pakistansk mor til fem bosiddende børn i Norge føler hun sig i en konstant mellemtid mellem to kulturer. Hun synes, at det er næsten umuligt at kombinere skandinavisk frisind med pakistanske traditioner. Hun skal hele tiden finde en vej midt imellem.

– Mænd glor på kvinderne fra top til tå.Derfor siger jeg til mine piger, at de kan gå i stramt tøj derhjemme, men ikke udenfor, hvor mændene vil æde dem med øjnene. Børnene er i et konstant dilemma, fordi vi som forældre fastholder nogle af de vigtige traditioner, vi er vokset op med, og som vi vil give videre, fordi vi trods alt er pakistanere.

Selv tredjegenerations indvandrere kæmper med at kombinere de to kulturer.

Vennerne, drikkevaner, barer, omgangen mellem kønnene. Det er ikke nemt og vil aldrig bliver det, uanset hvor mange generationer en familie har boet i udlandet, siger Ferdous.

I Bahria Town føler hun, at det hele er nemmere. For som det store skilt reklamerer med, da man forlader byen: «Bahria Town – your life style destination».

I en faktaramme fremkommer det at Bahria Town har ”egen golfbane, zoologisk have, racerbane, biograf og rideklub. Huse, lejligheder og grunde fås i mange prisklasser: En beboelse koster fra ca. 40.000 og helt op til 15 mio. kr. En grund koster i gennemsnit 500.000 kr.”

Så mens nordmenn investerer i hytte i kjøreavstand fra egen bolig, investerer norskpakistanere i luksusboliger i Pakistan, noe ikke gjenspeiles i SSBs levekårsundersøkelser, som HRS har etterlyst i flere år.

I siste nummer av Samfunnsspeilet.no, SSBs egen publikasjon, fremkommer det at en av tre norskpakistanere i alderen 16 – 25 år har minst ett skoleopphold i Pakistan av en varighet på minst ett år:

Selv om samtlige unge som er med i undersøkelsen, enten er født i Norge eller har innvandret før de fylte seks år – altså før skolestart – har de ikke nødvendigvis gjennomført hele grunnskolen i Norge. En av fire forteller at de har gått på skole utenfor Norge i en eller flere perioder.

Mest utbredt er denne praksisen blant unge med pakistansk bakgrunn, der dette gjelder en av tre, og et flertall av dem har minst ett opphold på minst ett år i Pakistan. Slike avbrudd i skolegangen i Norge vil antakelig kunne få negative konsekvenser for de unges språktilegnelse og deltakelse i storsamfunnet.

Det gjenstår å se hva den påtroppende kunnskapsministeren, som ifølge ryktebørsen blir Kristin Halvorsen (SV), har tenkt å gjøre med denne anti-integreringssituasjonen som mange barn utsettes for. Kunnskapsministeren burde ha et felles prosjekt med barne- og likestillingsministeren, som dertil kan bli en SV-kollega, hvis det er hold i ryktene om at en aktuell kandidat er Audun Lysbakken. Dertil sier ryktene i media at integreringspolitikken skal flyttes til Barne- og likestillingsdepartementet. For likestilling, barns menneskerettigheter, og velferdsstatens fremtid i form av flest mulig arbeidsdyktige hender, er vel kjernesaker for både for regjeringen og partiet SV?

Les også om at «Tusenvis av grunnskoleelever mangler i skolene»