Under tittelen ”Ytringsfrihed under press”, skriver Jesper Beinov – med dyp bekymring – på sin blogg på berlingske.dk, at ”ytringsfrihetens grenser har rykket seg veldig på 20 år”. Det var ”ingen slinger i valsen” for 20 år siden blant Salman Rushdies forleggere,og det til tross drapstrusler. Noe har skejdd:
Ytringsfrihedens grænser har rykket sig gevaldigt på de 20 år, der er gået siden forfatteren Salman Rushdie fik en dødsdom på nakken for romanen ’De sataniske vers’. Dengang var der ingen som seriøst drømte om, at bogen ikke skulle ud flest mulige steder. Forskellen til i dag er slående, hvor selvcensuren breder sig.
Trods dødstrusler og attentater var der for 20 år siden ingen slinger i valsen blandt Rushdies forlæggere. I dag er forsigtigheden stor, og den danske Muhammedkrise belærte os om, at hele verden lytter med. Senest fortsætter hele den ballade ved, at den dansk-amerikanske professor ved Brandeis University, Jytte Klausen, i en bog om de famøse Muhammedtegninger måtte pille tegningerne ud, da det ellers ville blive for farligt. I denne uge var en af tegnerne, Kurt Westergaard så på universiteterne Princeton og Yala USA for netop at forelæse om tegningerne – og der var i øvrigt protester i den anledning.
Den vestlige verden er gået fra uforbeholden ytringsfrihed og til en accept af, at der udøves selvcensur. Pointen falder i den engelske journalist og forfatter Kenan Maliks nye bog ’From Fatwa to Jihad’.
Kenan Malik er et interessant eksempel. På 1980-tallet var han først og fremst fokusert på rasisme, sterkt venstreorientert, og uinteressert i religion. I det multikulturelle univers snudde man ryggen til ytringsfriheten og slukte nær sagt all retorikk fra islamistisk hold. I boken ”From Fatwa to Jihad” tar Malik et oppgjør med egen fortid og ideen om at opplysningstiden ”kun” er et europeisk prosjekt.
Heri fortæller Malik, der selv har en indisk baggrund, med forældrenes rødder både i hindureligion og islam, hvordan Rushdie-affæren gjorde ham bevidst om den forandring, der var undervejs i tiden. Før den tid havde Malik været særdeles venstreorienteret, uinteresseret i religion og først og fremmest optaget af at bekæmpe racisme.
Forandringen på venstrefløjen skete ved, at de gamle venstreorienterede vendte sig væk fra et fast forsvar fra ytringsfriheden og over til at lovprise et multikulturelt samfund, hvor alle værdier var lige meget værd, og hvor man ikke måtte krænke andres synspunkter: ”De blev løsrevet fra oplysningstidens ideer om rationalisme og humanisme og mange begyndte at kalde oplysningstiden for et eurocentrisk projekt,” skriver Malik. Det gjorde dem påvirkelige overfor retorik fra de mest højtråbende og yderligtgående religiøse kræfter, islamisterne.
Ifølge Kenan Malik tabte islamisterne således kun første del af slaget om ytringsfriheden for 20 år siden, fordi Rushdies bog blev stående: ”Men de vandt krigen ved at få ændret den liberale grundopfattelse til fordel for synspunktet om, at det at krænke andre andre udgør en moralsk forkastelig handling.” Det har fremmet ”en ny kultur af selvcensur”.
Beinov mener diagnosen er svært presis. Han peker videre på det påfallende mønsteret: ytterliggående muslimer vies respekt og spalteplass, på bekostning av den moderate majoriteten, akkurat slik det fungerer i Norge også. Dette ble overtydelig under Muhammed-krisen, da Islamsk Råd Norge fikk beste sendetid fra regjeringskontorene og en unnskyldning fra redaktør Vebjørn Selbekk for å ha ”såret” muslimers følelser, applaudert av regjeringen.
Diagnosen er meget præcis: der er i dag en stor frygt for at ytre religionskritik, at gøre nar af religiøse skikkelser og mere af samme slags. I stedet behandles stærkt religiøse muslimske skikkelser herhjemme med stor respekt, selvom undersøgelser viser, at danske muslimer faktisk ikke er specielt religiøse eller ser hen til imamer som særlige autoriteter.
I bogen interviewer forfatteren to nydanskere, den konservative Naser Khader og venstremanden Bünyamin Simsek fra Århus Byråd. Begge undrer sig i bogen over, at det er alle de yderligtgående muslimer, der får taletid, frem for de moderate, der gør sig til talsmænd for at leve et fredeligt liv og være en del af det danske samfund.
Hvis vi kunne ændre den politisk-kulturelle debat, der problematiserer det at bruge sin ytringsfrihed, så ville vi langt mere åbent kunne tale om de problemer, der er i vores samfund. Men det kræver, at vi kæmper for det frie ord.
Tegneren (ja, den tegneren) Kurt Westergaard har et klart budskap om hva som må til i tiden som kommer: ”Muslimer trenger å utvikle en sans for humor og det å verdsette satire – og de trenger å forstå at de ikke kan unnslippe å bli latterliggjort eller å bli krenket.” Dette sa han i forrige uke på et møte i New York, der – talende nok – to uniformerte politibetjenter ivaretok hans sikkerhet. Og vel så talende; en muslimsk studentorganisasjon ble ”dypt såret og krenket” over at Westergaard fikk taletid. Westergaard sammenliknes med en Holocaustfornekter, og hans beskyldes for å propagandere hat.
Med andre ord; alt ved det nygamle, som det visstnok kan hete i disse tider.