Introduksjon av Hege Storhaug, HRS
Kvinners frihet og rettigheter er under press i Vesten i kjølvannet av innvandringen fra særlig dem muslimske verden. Dette er et faktum, ikke synsing. Hvem ville vel dristet seg til å spå i 1970 at om 20 til 30 år ville norske kvinnelige statsborgere bli kjønnslemlestet, tvangsgiftet – endog som barn –, æresdrept av familien, eller ha status som hustru nummer tre?
Disse dramatiske menneskerettslige konsekvensene av innvandringen er egentlig knapt til å fatte. Like vanskelig er det å fatte at omfanget av importerte praksiser er så omfattende, at det langt på vei har blitt en normaltilstand i det offentlige rommet. Et godt eksempel er artikkelen på rights.no i går om barneekteskap i Sverige. Jenter i grunnskolen giftes bort, skolepersonell ved en enkelt grunnskole kjenner konkret til titalls tilfeller årlig, men dette fører ikke til eksempelvis politianmeldelser. Her snakker vi altså om jentebarn som giftes bort til typisk voksne menn, og som også føder barn som barn. Vi ”vet” hva som hadde skjedd dersom fru Olsen giftet bort datteren Kari på 12 år: Vi hadde vitnet et nasjonalt ramaskrik, og fru Olsen hadde måtte stå til ansvar for sin holdning.
Det er denne forskjellsbehandlingen som er så grotesk. Den har rotfestet seg i samfunnet vårt. Det er blitt ”de” og ”oss”; ulike menneskerettslige standarder ut fra kulturell og religiøs bakgrunn, som selvsagt også kan defineres som snikislamisering. Bare det at vi i det offentlige ordskiftet nå i 17 år har debattert frivilllighet og presumptivt lykke (!) ved arrangerte ekteskap – altså kollektivistiske ekteskap der individet er fullstendig underlagt den rådende makten – er i seg selv et bevis på hvordan vi har tillatt radbrekking av menneskerettslige standarder. Jeg påpekte i en kronikk nylig i Dagbladet hvordan de ”klassiske feministene” har snudd ryggen til muslimske jenter og kvinner, eksemplifisert ved avisens egne erklærte feminister. Å påpeke dette åpenbare faktumet, som HRS har gjort siden vi startet opp i 2001, gjør man ikke ustraffet. Fra de sobre salongene faller stemplingene som på autopilot. Man defineres som nykonservativ (hva nå enn det betyr), islamofob (hva nå enn det betyr), osv.
De samme mekanismene gjelder i USA. Helle Merete Brix har på Manhatten nylig møtt en toneangivende og ekte feminist, slik jeg ser det. Phyllis Chesler har blant annet opplevd kjønnsapartheiden i et av verdens mest brutale land, Afghanistan, der hun levde i unge år som hustru til en afghansk mann. Hun har med andre ord en kvalifisert referanseramme når hun uttaler seg om undertrykking av kvinner i islams navn. Det hjelper dog lite overfor de fastlåste feministene. Chesler er lagt for hat av den organiserte kvinnebevegelsen, som i denne konteksten vitterlig bør være en hedersutnevnelse.
Vestens siste feminist?
Af Helle Merete Brix
NEW YORK, HUMAN RIGHTS SERVICE: «Det er meget tragisk. En erosion af universelle principper». Phyllis Chesler har holdt en lang pause, før hun udtaler sætningen. Som kvier hun sig ved at sige den højt. Men Chesler har et langt livs træning i at sige, hvad hun mener og leve med, at det har konsekvenser.Den 69-årige Chesler, som jeg møder i hendes ualmindeligt smukke hjem på Manhattan, er professor emerita i psykologi og kvindestudier ved City University of New York. Hun er også en af USAs mest kendte feminister. Ligesom hun er forfatter til 13 bøger, herunder klassikeren og bestselleren Women and Madness og den måske omtrent lige så kendte The Death of Feminism: What´s next in the struggle for Women`s freedom, udgivet i 2005.I år har Chesler udgivet en opdateret udgave af bogen Womens inhumanity to Women. Ligesom hun har publiceret et akademisk studie i Middle East Quarterly om æresdrab i Vesten, der i følge Chesler bliver udført med større og større brutalitet. Samtidig skriver hun sine faste Chesler Chronicles på Pajamas Media og interviewes hyppigt i nationale og internationale medier. Men i årevis har Chesler været lagt for had i den kvindebevægelse, som hun i en menneskealder ellers har været en pionér inden for og en aktiv del af. Det skyldes Cheslers støtte til Israel og hendes fokus på den nye antisemitisme, bl.a. beskrevet i bogen The New Antisemitism:The Current Crisis and what we must do about it, der udkom i 2003. Og det skyldes hendes afstandtagen fra islams religiøse og kønsmæssige apartheid, der, mener hun, gør islam til «verdens største imperialist».Chesler uddyber, hvad hun finder så tragisk: At den vestlige feminisme er død med hensyn til at tage et standpunkt for kvinder, der er mindre priviligerede end dem selv. Men hvis ikke man kan støtte de kvinder, der kæmper for frihed i de muslimske lande, hvor er man så henne? I 1970erne, som Chesler forklarer, havde kvindebevægelsen ikke nogen idé om, at der skulle være rettigheder for nogle, men ikke for andre. Men feminismen blev influeret af den postmoderne tankegang i den akademiske verden og er, mener hun, «stagneret» i en antivestlig diskurs. Kort sagt er feministerne «besatte af had til alt vestligt. Det gør dem blinde over for undertrykkelsen af kvinder, homoseksuelle og dissidenter i de muslimske lande.»Feministerne og «the cute guy» Chesler fortæller historien om de iranske kvinder, der engang henvendte sig for at få et råd: Skulle de gå på gaden i Teheran og demonstrere i en bestemt anledning? Chesler ville ikke beslutte, om andre mennesker skal sætte livet på spil. Men kvinderne gik på gaden og meldte glade tilbage til Chesler, at «kun» 110 var blevet arresteret. Noget, der burde sætte tingene i perspektiv for vestlige feminister.På Pajamas Media skriver Chesler hyppigt om radikal islam og senest har hun indgående beskrevet og analyseret massakren på den amerikanske militærbase Ft Hood, begået af major Malik Nidal Hasan. Her kritiserer hun ikke mindst præsident Barack Obama, der i sin mindetale for de 13 myrdede militærfolk hverken brugte udtrykket jihad, terrorisme, islamisk terrorisme eller islamistisk terrorisme. Feministernes manglende forståelse for tidens vigtige spørgsmål har, mener Chesler, strakt sig helt ind i det amerikanske præsidentvalg.
-Her havde feminister efter 40 års kamp for første gang chancen for at stemme på en kvalificeret kvindelig kandidat, Hilary Clinton. Jeg brød mig ikke meget om hende, men man kunne have stemt på hende, Clinton havde erfaring, og hun har vist engagement i kvindespørgsmål. Og hvad gør feministerne? De stemmer på the «cute guy». De så Obama som en slags berømthed, filmstjerne og rocksanger og – som Obama selv, der aldrig nævner sin hvide baggrund – som sort amerikaner. Men feministerne har stemt på en mand, der har bukket dybt for den saudiske konge, og som man aldrig vil høre være åbenmundet om kvinders undertrykkelse på en måde som man dog kunne opleve tidligere præsident Bush og udenrigsminister Condaleezza Rice være det.
Gruppetænkning og frihed I dag modtager Chesler støtte fra feminister for sin åbenmundethed. Men i det skjulte.
-Jeg får opringninger fra feminister, der hvisker, at de finder mig modig. Mit svar er, hvorfor arbejder du med folk, der forlanger gruppetænkning? Hvis folk affinder sig med, at nogen tænker for dem, har de et problem. Men jeg har altid været en form for leder. Jeg følger ikke nogen. I 1960erne blev jeg engageret i borgerrettighedsbevægelsen, antikrigsbevægelsen og kvindebevægelsen. Jeg bevægede mig i venstreorienterede miljøer, og det var altså ikke et feministisk paradis. Jeg begyndte at kæmpe mod de tilbøjeligheder, jeg fandt uhensigtsmæssige.
Chesler begyndte at tale om fattigdom og polygami, og hvad det gør psykologisk ved mennesker. Hun fortalte også om «en mand, der var vestlig i Vesten, men ikke i Østen». Her hentyder Chesler til sit ægteskab som purung med en afghansk mand, hun havde lært at kende, da han studerede i USA. Men den mand, hun havde diskuteret Sartre, Strindberg og Fellini med blev til en anden mand, da de nåede til Kabul. Cheslers pas blev taget fra hende, det forventedes at hun levede i purda og Cheslers svigerfar havde tre koner og 21 børn.
-Da jeg nåede hjem igen, havde jeg lyst til at kysse amerikansk jord. Her var musik og biblioteker, og man kunne gå frit og sikkert på gaden. Det var Vesten, jeg havde lyst til at omfavne.
(Chelser har selv skrevet for rights.no en artikkel om disse erfaringene, den kan du lese her. Red.anm).Israel som skurkenFørste gang Chesler oplevede problemer i forbindelse med sine synspunkter om islam var ved et offentligt møde i USA i 2003, hvor hun var inviteret til at tale for en kreds af afro-amerikanske kvinder. Emnet var kvinders umenneskelighed mod hinanden. Den første halve time gik fint. Men så ville en kvinde vide, hvordan hun så på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Chesler svarede, at islam var den største undertrykker. Men uanset hvordan hun forsøgte at forklare og argumentere, kunne intet, mente kvinderne, sammenlignes med den ydmygelse, som palæstinenserne måtte opleve ved de israelske chekpoints. Stemningen blev mere og mere aggressiv og truende, og Chesler søn, der var til stede hjalp arrangøren med at få Chesler sikkert ud af salen. Senere fik Chesler ballade, fordi hun skrev om en svensk filminstruktør og bekendt, der ikke ville lade en gruppe af israelske kvinder vise den film, han havde produceret om trafficking af kvinder. Han ville ikke have noget med Israel, dette «forfærdelige, lille land at gøre».Chesler forsøgte at få artiklen publiceret i New York Times og Los Angeles Times, aviser hvor hun tidligere ofte havde publiceret. Men de sagde nej.
-Så råbte feministerne op, fordi jeg publicerede artiklen i en neokonservativ avis på internettet. I dag er jeg rubriceret som patriot, neokonservativ, fascist og islamofob. Og jeg, der har altid har haft forbindelse til mennesker i den muslimske verden og arbejder sammen med både muslimer og eks-muslimer.
Symbolet på Vestens frihedHvad angår Vestens fremtid er Chesler ingen jubeloptimist. Hun taler om radikaliseringen af muslimerne i Vesten og om synet på Israel, hvor man kan høre selv intellektuelle muslimer fremsætte de mest mærkværdige synspunkter. Men hun peger også mod en stor svaghed i Vesten selv. Som Chesler siger:
-Et af de største problemer i dag er den 5. kolonne af vesterlændinge, der ikke synes der er noget at forsvare. Som ikke er tilpas med diversitet og pluralisme, men foretrækker en Big Brother, der bestemmer for dem. Det største problem i det 21. århundrede bliver spørgsmålet om kvindernes rettigheder – et symbol på Vestens frihed.