Hege Storhaug, HRS
Hun taler med en ligefremhed, der står i skærende kontrast til den berøringsangst, hun mener kendetegner det tyske samfund. I bogen skriver hun: ”Tyskerne skændes endnu om, om man overhovedet må tale om problemer som tvangsægteskaber, æresdrab, islamisering, kvindeundertrykkelse blandt kurderne og tyrkerne etc.”
Nå er den modige og frittalende advokaten klar med nettopp en bok om islams åpenbare behov for en seksuell revolusjon, som jeg blant annet skrev i en kronikk i Bergens Tidende tidligere i år: ”Den seksuelle besettelsen i islam må bringes til debatt. Frigjøres ikke muslimske jenter og kvinner (og menn) fra det religiøse, lovbaserte seksualsynet, vil selve tanken på integrering i et Norge basert på frihet og likestilling, aldri bli noe mer enn en illusjon”, hevdet jeg. Og påpekte videre at ”en av islams mest betente akilleshæler” er ”seksualfikseringen og derav undertrykkingen av jenter og kvinner”. Den forholdsvis sensitive kronikken førte ikke til noen trusler, hvilket heller ikke var i tankene mine at den skulle gjøre. Slik er ikke situasjonen for Ates: Samtidig med bokutgivelsen kaster hun altså inn håndkleet: Hun våger ikke å ta debatten i det offentlige rommet lenger. Dette er ”nok et skremmende vitnesbyrd om den internaliserte selvsensuren” som har bredt om seg etter fatwaen mot Salman Rushdie, skriver Jyllands-Postens bloggere Troels Heeger og Søren Villemoes.
I flere år har den tysk-tyrkiske advokat Seyran Ates kæmpet imod multikulturalistiske forvildelser i Tyskland. Ates er bekendende muslim, men med en uforsonlig holdning til de konservative og kvindeundertrykkende udgaver af Islam, og hun har engagerest sig levende i at forbedre forholdene for voldsramte kvinder i det tyrkiske indvandrermiljø i Tyskland. Og hun har skrevet bøger om om “Multikulti”-fejltagelser. Og ikke mindst har hun mærket konsekvenserne ved at være åbenmundet. I september fortalte Ates herom til Guardian:
De, der stadig tør kritisere religiøse skikke i det islamiske samfund eller andre kultur, modtager ofte dødstrusler eller bliver ofre for karaktermord. I begge tilfælde er sigtet at fjerne spørgsmålet om vold mod kvinder begået enten i Islams navn eller i en tilsvarende opfattelse af kulturelle værdier fra den offentlige diskussion.
Nu er Ates imidlertid selv blevet” udelukket” fra den offentlige diskussion. Forlaget bag Ates’ nye bog meddelte d. 19. oktober, at forfatteren af sikkerhedshensyn har valgt at trække sig totalt tilbage fra offentligheden. Bogen hedder “Islam har brug for en seksuel revolution”, og som titlen antyder, er der tale om et provokerende opgør med den rigide seksualmoral, der er normen inden for den totalitaristiske udgave af Islam.
Selv om Ates tidligere har mottatt en rekke dødstrusler, har hun fortsatt sitt arbeid for å løfte muslimske kvinner inn i likestilling og menneskerettigheter. Men nå, like etter bokutgivelsen, har altså islamister vunnet en seier, ut fra deres verdensbilde.
Allerede da hun forlangte tørklæder forbudt for skolelærere, modtog Ates trusselsbreve, men valgte at fortsætte sin gerning. Men denne gang har forrykte islamister altså ganske kort efter bogens udgivelse haft held med at true Seyran Ates til tavshed. Også de tyske medier har været påfaldende tavse med at omtale Seyran Ates’ uacceptable skæbne.
Som vi skrev i det forrige indlæg, burde det være en ordinær erkendelse, at det hårdeste pres mod ytringsfriheden i disse år kommer fra islamismen. Denne grundlæggende sandhed burde være genstand for en politisk neutral accept og bør holdes fri af nationale debatter om krigsdeltagelse, asylpolitik og deslige.
Man kan altså være uenig i Seyran Ates’ kritik af det muslimske tørklæde, og man kan endda med god grund spørge, om hendes krav om et lovforbud ikke strider mod ytringsfriheden? Men hvis man kun fokuserer på Ates’ kompromisløse retorik, overser man sagens egentlige kerne, nemlig at denne retorik nu er permanent forstummet.
Dødstrusler gir altså bonus, kan man konkludere, som er tittelen på Troels Heeger og Søren Villemoes blogginnlegg.
Da er et sentralt spørsmål dette: Hvilket norske forlag våger å gi ut Ates bok?