En tidsmaskin

Hege Storhaug, HRSDet begynte med en hyggelig hendvendelse på e-post om interju om burka, niqab og kvinners rettigheter. Britta Mogensen skulle besvare spørsmålene til den unge studenten med arabiske røtter, som så skulle kommentere svarene. Dette blir spennende, og det kan da ikke bli annet en en fin opplevelse, tenkte Mogensen da hun gjøv løs på oppgaven. For som i Norge, er også det politiske mantraet i Danmark dette: Få folk i utdannelse og arbeid, og integreringskoden er løst. Opplevelsen ble litt annerledes enn hva Mogensen hadde forutsett.

Job og uddannelse = integration?

Antropolog og skribent Britta Mogensen, for HRS

Lad os foretage et tankeeksperiment: Vi i Norden søger og får asyl i et mellemøstligt sharia-land. Ingen af os bryder os dog ret meget om forholdene i landet, selv om der er blevet taget venligt imod os. Det må kunne gøres langt bedre, gerne sådan lidt mere hjemligt.

Vores første ønske er naturligvis, at der bliver serveret svinekød i alle skoler. Det tager regeringen pænt, og meget hurtigt må alle skolebørn i sharia-land spise svinekød. Så kræver vi, at såvel drenge som piger skal have svømning i skolen – samtidig. Med lidt hiv og sving bliver også det krav honoreret. Juhu, det går jo nemt. Hvad skal vores næste træk være? Jo, kvinder skal have lov til at køre bil. No problemos, siger regeringen, og snart ser man alle landets kvinder suse rundt i deres biler. Vi er ikke rigtigt i stand til at bidrage til landets økonomi, for vi kender ikke landets sprog, og alfabetet er helt håbløst. Da det er frivilligt, om man vil lære noget om landet, vælger vi det fra til fordel for offentlig forsørgelse, og det er helt sikkert, at det er den rene svir at være på bistandshjælp i et af verdens største olieproducerende lande. Der er helt andre boller på suppen end de småpenge, bistandsmodtagere hjemme i Norden får. Forholdene er faktisk så fine, at vi end ikke behøver at arbejde sort.

Vi er dog stadig ikke helt tilfredse, for landets retssystem lader en del tilbage at ønske, og vi mener, vi kan bidrage med noget knapt så barbarisk. Så regeringen er helt med på vores krav om, at lovene om piskning, henrettelser, håndsafhugning og andre muntre, offentlige fredag-efter-bøn-fornøjelser afskaffes, ligesom regeringen også kan se det rimelige i, at vi får opfyldt vores krav om, at det er mænd og ikke kvinder, der bliver straffet for voldtægt.

Nu begynder landet efterhånden at minde om det, vi er flygtet fra. Men vi har stadig flere forbedringer af forholdene i vores nye land på bedding. Vi skal bare lige have nogle flere familiemedlemmer til landet. Er vi mange, står vi nemlig stærkt. Og det går nemt nok. Der er stort set ingen regler, ja, vi har endda fået at vide, at vi også kan få vores 9-årige brude ægtefællesammenført. Lige netop sådan en tilladelse har vi dog ikke brug for.

Ikke alle i den oprindelige befolkning er glade for tilstrømningen af nordboere med deres krav om, at såvel kultur som værdier skal vendes upside-down. Gudskelov lytter politikerne ikke til de af deres landsmænd, der ikke har forstået, at vi (endnu) tilhører en minoritet, som pr. definition er ofre og derfor skal have særlige rettigheder.

Nå, jeg formoder pointen er sivet ind hos selv den trægeste læser, så lad mig springe over til en virkelig historie fra det virkelige liv i Danmark, som kan sætte ovenstående fiktion i relief.

En ung, arabisk mand under uddannelse vil gerne i forbindelse med sit projekt interviewe mig om mine holdninger til burka, niqab, kvinderettigheder m.v. Da samtlige politiske partier ofte nok har belært os om, at job og uddannelse = integration, kan et interview med et ungt menneske under højere uddannelse kun gå godt. Hvad skulle kunne gå galt?

Spørgsmål og svar skal foregå pr. mail. Han vil også gerne fortsætte vores diskussion, således at han kommenterer mine svar, og derefter kommenterer jeg hans etc. En sådan diskussion tegner til at blive rigtig spændende.

Det bliver næsten for spændende. For dét, jeg troede var en ung mand, der gerne vil forstå kvindeundertrykkelsens mange ansigter og igennem sit projekt ønsker at påpege, hvor og hvordan kvinders rettigheder undertrykkes, og hvordan kvinderne skal støttes, viser sig hurtigt at udvikle sig til en belæring om, at kvindeundertrykkelse i islam slet ikke er kvindeundertrykkelse, og hvis det er, er det ikke islam. ”Det er ikke islam” – hvor har jeg mon hørt det før?

Hans første kommentarer til mine svar synes mig en anelse aggressive, men der er nok tale om sprogforbistringer. Det viser sig dog senere, at der i høj grad er tale om kulturforbistringer. Har vi end gået i den samme danske folkeskole, så har vi i hvert fald ikke lært det samme. Men jeg har nu heller aldrig fået lov til at blive fritaget for biologi, religion, historie, sexualundervisning og sport.

Især min modstand mod, at kvinder går ansigtsløse rundt som sorte spøgelser, vækker vrede. Ikke, at burka og niqab er et nødvendigt out-fit i vestlige lande, men forbydes skal det under ingen omstændigheder, mener han. Den opfattelse – frisind eller tolerance kaldes det vist – skal bestemt ikke komme den unge mand til skade; den er der jo så mange, der har, også blandt den kvindelige urbefolkning. Når bare disse kvinder ikke selv skal bære de absurde klædningsstykker, der vækker så meget opmærksomhed, så pyt med, at deres medsøstre isoleres inde bag et telt.

Det viser sig dog, at der er grænser for den unge mands frisind; den går faktisk kun på ”retten” til at bære burka og niqab. Danske kvinders ret til at bære vestligt modetøj skal derimod forbydes. Ja, helt ærligt fatter han ikke, at politikerne ikke allerede har vedtaget en sådan lov. Modetøj er nemlig roden til alt ondt, især voldtægter, for mænd kan ikke kontrollere deres seksualitet. Det vil sige, selv kan han godt, og han mener bestemt, at voldtægtsforbrydere skal i fængsel. Men det er kvinder i modetøj, der bærer ansvaret for, at mænd bliver voldtægtsforbrydere og sættes i fængsel. Mænd straffes altså for noget, der er kvinders skyld. Han betror mig også, hvor pinligt det er for ærbare, muslimske kvinder at blive udsat for synet af letpåklædte danske kvinder.

Mine forslag til en stribe lande, hvor de pinligt berørte, indhyllede kvinder med stor fordel kan bosætte sig uden at vække opsigt og uden at skulle føle det pinligt at færdes blandt ”nøgne” kvinder, bliver ikke modtaget med nogen større tak. Det fremgår tydeligt, at ”de er kommet for at blive”. Hvorfor mon denne ofte ytrede sætning altid lyder som en trussel?

Jeg forsøger at argumentere imod dét, jeg ser som den rene formørkelse, men alle mine argumenter står til skrotning. Det samme gør mine kildehenvisninger, for de er overvejende muslimske, kvindelige forskere og forfattere. Det viser sig at være den ultimative krænkelse. Jeg bliver klar over, at jeg vist nu skal passe på, hvis jeg ikke ville være skyld i en ny Muhammed-krise og få endnu flere til at ”skamme sig over at være dansker”.

Den unge mand er ikke den første under uddannelse og/eller med et højtlønnet job, der har forbløffet mig ved at optræde, som om han dagen før var trådt ud af 600-tallets ørken. Han er blot en enkelt i en lang række af radikaliserede, fundamentalistiske eller islamistiske mænd, som jeg har været i kontakt med gennem næsten 20 år.

Så politikernes tro på, at uddannelse og job = integration, er himmelråbende forkert. Det viser ikke alene omfattende dokumentation, men også al erfaring. Det, der er nødvendigt, er uddannelse i medborgerskab, dvs. demokrati, ligestilling mellem kønnene og ytringsfrihed – såvel i skolen som i hjemmet. For forældre uden kendskab til eller ønske om medborgerskab kan af indlysende grunde ikke integrere deres børn.

Summa summarum: Hvordan bliver nogen integreret i en kultur, der er lysår fra deres egen oprindelige? Jeg tør godt profetere, at hvis ikke disse mennesker rent åndeligt sætter sig ind i en tidsmaskine, som bringer dem fra en middelalderlig til en moderne tankegang, vil de stagnere i islamiske parallelsamfund uden kulturel integration i det moderne, sekulære samfund. Til skade for os alle.