Introdusert av Bruce Bawer
Jacob Mchangama, født i 1978, er sjefsjurist i den danske tenketank CEPOS og ekstern lektor i internasjonale menneskerettigheter på Københavns Universitet. Machangama blogger fast for den danske avisen Berlingske Tidende og opptrer hyppig som debattør og ekspertkommentator i danske trykte og elektroniske medier. I dette essayet, som er skrevet ekslusivt for rights.no, ser Mchangama på det bisarre forholdet mellom FN – en organisasjon som ble etablert for å forsvare menneskerettigheter – og de landene som tilhører Organization of the Islamic Conference (OIC), som har noen av verdens verste menneskerettighetsrulleblad.
FN, OIC og ”religionskrænkelse”
Af Jacob Mchangama for HRS
Den 12. november vedtog 3. komite i FNs Generalforsamling en resolution om bekæmpelse af ”defamation of religion”, som med stor sandsynlighed vil blive vedtaget af selve Generalforsamlingen. Det vil markere et sørgeligt 10 års jubilæum for de muslimske lande i the Organization of the Islamic Conference’s (OIC) bestræbelser på at begrænse ytringsfriheden i FN. I 1999 vedtog den nu nedlagte Menneskerettighedskommission således den første resolution om ”religionskrænkelse”, der hvert år er blevet fulgt af en lignende i enten Menneskerettighedskommissionen, Generalforsamlingen eller Menneskerettighedsrådet. Målet med disse mange resolutioner er at forbyde kritik af islam og dermed gøre et religiøst dogme til en international juridisk forpligtelse, der overtrumfer ytringsfriheden. Resolutionen tager eksempelvis afstand fra ”psykologisk vold” mod ”hellige steder og religiøse symboler” ligesom den roser en række lande for at have vedtaget lovgivning, der skal forhindre ”religionskrænkelse og negative religiøse stereotyper”. Resolutionen opfordrer også alle FN stater til at forbyde religionskrænkelse.
Bestræbelserne på at anvende menneskerettigheder til at forbyde islam-kritik er endnu ikke mundet ud i et juridisk bindende instrument. Men udover de mange resolutioner om bekæmpelse af religionskrænkelse arbejder OIC-landene på at få udarbejdet en tillægsprotokol til FN’s racekonvention, så dens forbud mod ”hate speech” også gælder i forhold til religion. Netop dette tiltag blev tidligere i denne måned diskuteret i Geneve i den såkaldte ad-hoc-komite. I en skrivelse til komitéens formand fastslog OIC bl.a., at man i Danmark og Holland (via henholdsvis offentliggørelse af Muhammedtegningerne og Wilders’ film ”Fitna”) bevidst har gjort grin med profeten Muhammeds personlighed med henblik på at krænke muslimers følelser. Derfor, mener OIC, »er påstanden om, at menneskerettigheder alene skal gælde for individer, ikke troværdig«. Ideen om religionskrænkelse vender således hele menneskerettighedsbegrebet på hovedet og beskytter abstrakte størrelser som religioner mod individer frem for at beskytte individer mod frihedsindskrænkende religiøse dogmer. At det kan få alvorlige konsekvenser for ytringsfriheden er historien om den egyptiske blogger Kareem et godt eksempel på. Kareem sidder på 4. år fængslet for at have fornærmet Islam ved at forholde sig kritisk til islamiske dogmer og undertrykkelse af religiøse minoriteter i Egypten.
At resolutionerne om religionskrænkelse formår at skabe flertal i FN organer demonstrerer, at FNs aktiviteter på menneskerettighedsområdet bliver styret af en uhellig alliance af nogle af verdens værste menneskerettighedskrænkere. Eksempelvis blev den seneste resolution om religionskrænkelse fremsat ikke bare af Syrien (på vegne af OIC), men også af Venezuela og Hviderusland. Det er også kutyme at Rusland, Cuba og Kina lægger stemmer til forslag fra OIC og vice versa. Logikken bag dette stemmemønster er klar: såfremt Rusland, Cuba og Kina hjælper OIC landene med at nedtone kritik af islam og undertrykkelse i OIC lande, hjælper OIC landene Rusland, Cuba og Kina med at hindre kritik af disse landes mange krænkelser af basale menneskerettigheder. Samtidig får man skabt en alliance, der kan imødegå vestlige landes forsøg på at gøre FN til et troværdigt og effektivt forum for beskyttelsen af internationale menneskerettigheder.
At de udemokratiske stater dækker over hinanden demonstreres af det såkaldte Universal Periodic Review (UPR), hvor samtlige FNs medlemsstater skal redegøre for deres menneskerettighedsefterlevelse og hvor de øvrige stater har mulighed for at komme med kritiske kommentarer. I stedet for at bruge UPR til at sætte fokus på menneskerettighedskrænkelser har lande som Kina, Rusland, Pakistan og Saudi-Arabien brugt dette til at rose hinanden. Pakistan roste eksempelvis Saudi-Arabien for at fremme ”en ånd af tolerance mellem alle folk”, mens Rusland roste Kina for landets efterlevelse af internationale menneskerettigheder. Saudi-Arabien valgte dog at være kritisk overfor Holland, som blev beskyldt for ”uacceptabel udnyttelse af ytringsfriheden” på grund af Geert Wilders Fitna film.
Det eneste overraskende ved denne uholdbare situation er, at vestlige lande med skandinaviske lande som Norge i spidsen fastholder støtten til FN. I Norges menneskerettighedspolitik hedder det eksempelvis at:
Målet for Norges multilaterale og bilaterale menneskerettighetspolitikk er å bidra til bedre etterlevelse av menneskerettighetene. De viktigste multilaterale fora for dette arbeidet er FNs generalforsamling og FNs Menneskerettighetsråd.
Så længe FN domineres af udemokratiske stater er denne målsætning håbløs urealistisk. Udemokratiske stater som Kina, Saudi-Arabien og Cuba har i sagens natur intet incitament til at gøre menneskerettighedsbeskyttelsen i FN effektiv. Den eneste grund til at regimerne i disse lande er ved magten er på grund af, at de systematisk krænker menneskerettighederne. Hvis de tillod ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og frie valg ville deres befolkninger sandsynligvis smide dem på porten.
På den baggrund må vestlige lande – inklusiv – Norge – kraftigt overveje, hvorvidt fortsat betingelsesløs opbakning til FNs menneskerettighedssystem ikke legitimerer et system som for længst har sat sin legitimitet over styr. Hvis ytringsfriheden og de øvrige menneskerettigheder skal fremmes og ikke begrænses af FN, er det på høje tid med et opgør. Man kunne starte med at tage fat der, hvor det rigtig gør ondt nemlig på pengepungen. Det er i høj grad Vesten, der finansierer FN og man kan derfor sige, at Vesten er til grin for egne penge. Fremtidig finansiering af FNs menneskerettighedsaktiviteter bør gøres betinget af mærkbare forbedringer i FNs praksis. Hvis heller ikke dette hjælper, må Vestlige lande simpelthen boykotte Menneskerettighedsrådet og skabe et alternativ, hvor medlemskab reserveret til demokratiske stater.