Introdusert av Hege Storhaug, HRS
HRS sin skribent Helle Merete Brix er en av Skandinavias fremste skribenter og forfattere på islam og islamisme. Hennes siste bokutgivelse, Mod mørket (2008), ble blant annet kritikerrost i Jyllands-Posten og Kristelig Dagblad. Få skandinaviere kjenner eksempelvis Det muslimske brorskapets ideologi og virke bedre enn Brix. At Brix anbefaler den her under anmeldte boken om islamisme, er et tegn på at den bør være i de interessertes bokhylle.
Af Helle Merete Brix for HRSDette er en bog værd at investere i, hvis man interesserer sig for opbyggelige sager som: Hvad står i den instruktion, som verdens mest berømte flykaprer, Muhammed Atta, nedskrev under titlen «Sidste instruktioner»?. Hvad mener kvindelige islamister om hijab og kvindens rolle og den islamiske stat? Hvordan ser Hassan al-Bannas drømmesamfund ud? Er Sayyd Qutb bedre end sit rygte? Kan Hamas lige kvinder?
18 forskellige islamister (herunder to islamistiske bevægelser, Hamas og Taliban) præsenteres i denne udgave af Princetons serie «Muslim Politics» på engelsk. Med ”præsenteres” mener jeg både en grundig introduktion til de pågældende og og uddrag fra deres tekster. Blandt de kendteste er ud over ovennævnte også Osama bin Laden og Ayatollah Khomeini samt den uhyre indflydelsesrige Yussuf al-Qaradawi, der blandt andet er formand for Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning. Derudover den hovedansvarlige for islamiseringen af Sudan, Hassan Turabi og Abu´l-A`la Mawdudi, der stiftede den pakistanske bevægelse Jamaat-e-Islami.
Der er også blevet plads til to kvindelige islamister. Den ene er den nu afdøde ægyptiske Zaynab al-Ghazali, der grundlagde kvindeafdelingen af Det Muslimske Broderskab. Den anden er Nadia Yassine, der som ældste datter af stifteren af «Foreningen for Retfærdighed og Åndelighed», er blevet en art frontfigur for bevægelsen i dagens Marokko.
Bogens ene redaktør, Roxanne L. Euben er Ralph Emerson og Alice Freeman Palmer professor på Princeton University. Bogens anden redaktør, Muhammad Qasim Zaman, er Robert H. Niehaus 77`professor samme sted. Der er ingen tvivl om, at begge redaktører har stor viden om emnet. Introduktionen til de forskellige islamister er grundig og detaljeret, det samme kan man sige om selve bogens, i øvrigt særdeles velskrevne introduktion. Europas islamiske traditioner?Men det er også en stærkt politiserende introduktion. Her kan man blandt andre mærkeligheder læse, at «….det, der kaldes Vesten er en sammensmeltning af mangfoldige traditioner, inklusive den græske, romerske, jødiske, kristne og islamiske – ….». Den islamiske? Påstanden lyder som noget, der kommer fra entusiastiske, pro-arabiske EU-kredse. Eller som et ekko af Hassan al-Bannas barnebarn Tariq Ramadan, der i forordet – han optræder ellers ikke i bogen – præsenteret som «indflydelsesrig schweizisk-arabisk filosof». Det lyder fint. Dog skriver redaktørerne også, at Ramadan synes at se sig selv som «salafist-reformist».
Men ærlig talt. Ramadans indflydelse i Vesten har været enorm, for hver en platform, han mister får han en ny, og han sprøjter stadig bøger ud. Princeton-redaktørerne skulle absolut have gjort et nummer ud af Ramadan, hans dobbelte dagsorden og dobbelte diskurs. Og da han og andre islamister i høj grad benytter sig af taqiyya – forstillelse – så burde dette nøglebegreb i at forstå for eksempel Qaradawi ikke kun optræder på ordlisten som et begreb i shia-islam.
|
reformere betyder «tilbage til kilderne» |
Men, kunne man have lyst til at indvende – er det islamisme eller blot islam? Vist er det langt fra alle praktiserende muslimer, der kan se deres drømmesamfund indfriet med Qaradawis samfundsmodel. Eller al-Bannas. Men man savner en Wafa Sultan til at pippe redaktørerne og læserne i øret: Hvad var Muhammed? Muslim eller islamist? Sådan som hun gjorde det i København over for en paneldeltager ved en konference tidligere på året.
Virkelig nyttigt er det, at redaktørerne har medtaget to kvindelige islamister. Jeg har selv skrevet om Zaynab al-Ghazali i min bog Mod Mørket fra 2008, der handler om Det Muslimske Broderskab i Vesten. Hun var en discipel af Sayyd Qutb og arbejdede for at få islamisk lov indført. Det er værd at vide, da hun af ovennævnte Tariq Ramadan er udråbt som en rollemodel for alle kvinder.
|
udtryk for et fremmed værdisæt |
Nadia Yassine, der er en art frontfigur for «Foreningen for retfærdighed og Åndelighed» i Marokko er gift med et medlem af bevægelsen og mor til fire. Hun ejer en tøjforretning og hun maler. Hun går også tildækket og argumenterer for at det er «en beskyttelse af privatsfæren i det offentlige rum». Yassine mener, at en kvinde aldrig kan giftes mod sin vilje. Men: «Manden er skibets kaptajn; kvinden er besætningen. Besætningen kan altid gå i strejke». Javel ja. Men hvilke repressalier har kaptajnen? Og da den marokkanske konge i 2000 ville ændre familielovgivningen og blandt andet hæve giftealderen for piger fra 15 til 18, forbyde tvangsægteskaber og gøre det nemmere for kvinder at opnå skilsmisse, lancerede Yassine og bevægelsen i første omgang en massiv modkampagne. Argumentet var, at kongens reformer var et udtryk for et fremmed værdisæt, udtrykt gennem et despotisk regime. Qutb, Hamas og AttaDer er oplysninger i bogen, der formentlig vil overraske. Redaktørerne gør udmærket op med myten om, at sufiernes altid er i modsætning til sharia. Visse af dem, som blandt andet Hassan al-Banna og endda den i jihad-kredse højt skattede 1200-tals teolog Ibn Taymiyya var optagede af sufismen. Det var ayatollah Khomeini også. Det var utvivlsomt i sufismen, mener redaktørerne, at Khomeini fandt inspiration til sin asketiske livsform og forestilling om det perfekte menneske. Men sufien Ibn al-Arabi, som Khomeini var særligt optaget af, kan næppe have inspireret ham til teksten om den islamiske regeringsform. Ibn al-Arabi talte om et «kloster til munkene/et tempel til afgudsdyrkerne/en kaaba til pilgrimmene/torahens tavler og Koranens bog/jeg bekender mig til kærligheden». Men læs selv teksten, hvor Khomeini gør det klart, at det at betvivle nødvendigheden af at indføre islamisk lov er at så tvivl om selve islam.
Og er den radikale Sayyid Qutb så bedre end sit rygte? Redaktørerne bryder sig ikke om, at for eksempel den amerikanske journalist Paul Berman har udråbt Qutb til at være «Den islamiske terrorismes filosof». Qutbs arbejde og arv er langt mere «komplekst», skriver de blandt andet. Men helt ærligt. Qutb er repræsenteret med to tekster, og der er ikke noget særlig forsonligt over nogen af dem. Qutb gør blandt andet op med forestilllingen om jihad som forsvarskrig, medmindre, påpeger Qutb, man forstår forsvar i en bredere fortolkning: Jihad som forsvaret for alle menneskers frihed, altså naturligvis den frihed, der ligger i fuldt og helt at underkaste sig islam.
Hamas´charter bør også læses. For eksempel artikel 17 om kvindes rolle i børneopdragelsen, Her står der, at kvinder blandt andet skal forberede deres børn på den «rolle i jihad, som venter dem».
Muhammad Atta behøver næppe videre introduktion. I «Sidste instruktioner» giver Atta anvisninger på, hvordan hans med-terrorister skal forholde sig før slaget i luften den 11. september 2001. De skal blandt andet tænke på, hvad der venter dem: «Snart, med Guds tilladelse, vil I være i himlen med himmelske brude (hourier) ved jeres side. Vær modig og fortrøstningsfuld, når du står ansigt til ansigt med døden, unge mand. Du er på vej mod Evighedens Paradis».
Bogens opdeling i afsnit af for eksempel de islamister, der taler for brugen af vold som et acceptabelt middel til at indføre sharia og de, der ikke gør, forekommer egentlig også kunstig. Giver det mening at skelne? Kan man i praksis opretholde en islamisk stat uden vold og terror mod befolkningen? Det er en af Iran-eksperten Amir Taheris pointer, at den islamiske fundamentalisme uundgåeligt fører til vold. Jeg har svært ved at se, at han skulle have uret.
Men læs denne bog, der med fordel kunne benyttes også til undervisningsbrug i europæiske gymnasier. Qutb, al-Banna, Mawdudi og Qaradawi studeres overalt i Europa, i islamiske studiekredse og moskeer, og deres bøger kan købes på islamiske konferencer og i islamiske boghandler. Ligesom deres bøger i stigende grad findes på biblioteker i områder i Europa, hvor der er en stor muslimsk befolkning. Der er således al mulig grund til at sætte sig ind i, hvad disse folk tænker om verden.