Hege Storhaug, HRS
Som kanskje en del av våre lesere husker, beskrev Aftenposten Qaradawi og hans Europeiske råd for fatwa og forskning (ERFF) som ”Klara Klok for muslimer over hele verden”. Han er intet mindre enn en ”superstjerne på den muslimske himmel”, skrev Aftenposten (artikkelen ”Fatwabrødrene” i A-Magasinet 9.juni 2007).Og videre ble en nederlandsk forsker sitert: ERFF ”er den viktigste tenketanken for muslimer i Europa. Det finnes ingen andre å sammenligne med engang (…). Rådet skaper en intellektuell arv for muslimske europeere, som i lengden vil bli av enorm innflytelse.” På spørsmål om al-Qaradawi er farlig, svares det: ”Omtrent så farlig som paven.” For ytterligere å prøve å sannsynliggjøre hvor ufarlig al-Qaradawi er, ble dette lagt til: Qaradawi ”er motstander av ideen om Europa som en annen del av verden, og sier at det finnes bare én verden”. Da burde kanskje klokkene ringt hos Aftenpostens journalist; for denne ene verdenen kan vel i al-Qaradawis tankeunivers vanskelig tolkes til annet enn målet om kalifatet? Altså en verden underlagt islam og sharia på alle livets og samfunnets områder.
Som jeg viser i boken Rundlurt. Om islam og innvandring i Norge, fulgte Aftenposten opp på lederplass dagen etter med ytterligere renvasking av ekstremisten Qaradawi, under tittelen ”Fatwa for en europeisk hverdag”. Der slås det fast at avisens reportasje om ”Fatwabrødrene”, ”reduserer faren for mistenkeliggjøring” av Qaradawis ERFF, og at disse brødrene ”ikke gir inntrykk av fanatisme eller ekstremisme (ikke tilgjengelig på nettet).
Heldigvis er ikke alle journalister like lettlurte eller like naive. HRS sin medarbeider Helle Merete Brix, har studert Qaradawis virke i en årrekke. Nå har hun pløyet hans engelskspråklige bok, Islamic Awakening – Between Rejection and Extremism, og kan presentere Qaradawis syn på kvinner og tildekning, kalifatet, sekularisme, ekstremisme med mer. Slik kan vi redusere faren for å mistenke Qaradawi for å være ”moderat”, som Kari Vogt definerer han og ERFF i Aftenpostens reportasje. Det handler altså om en mann som blant annet vil fullføre Hitlers Holocaust med sine egne hender.
Qaradawis syn på ekstremisme Af Helle Merete Brix for HRSEn af vanskelighederne ved at beskæftige sig med radikal islams indflydelse i Europa, er de mange svære navne, der kan staves på et utal af måder. Men ihvertfald et navn, bør man kende: Den 81-årige Yussuf al-Qaradawi, der blandt meget andet er formand for Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, mediestjerne på den arabiske tv-kanal Al-Jazeera og en af sunni-islams mest indflydelsesrige lærde i verden i dag. Han hyldes ikke blot i Mellemøsten, men også af islamiske grupper i Skandinavien, Frankrig og England og andre steder i Europa.
Qaradawi præsenteres jævnligt som en art moderat islamist, hvad det så end er. Qaradawi støtter selvmordsterrorisme, kønnslemlæstelse og dødstraf for frafald. Blot for at give nogle eksempler. Det er næppe moderat ud fra nogen civiliseret betragtning.
Men hvad opfatter Qaradawi egentlig selv som ekstremisme? Og hvad med hans syn på islamisk lov? Det sekulære samfund? I London købte jeg tidligere i år en af Qaradawis mere kendte bøger, der har titlen Islamic Awakening – Between Rejection and Extremism. Jeg var dagen før mit indkøb blevet afvist i moskeen i Regents Park, fordi jeg nægtede at dække mig til for blot at besøge bogsektionen. Sådanne krav stiller de ikke i den boghandel, der ligger ved den mægtige East London Mosque i kvarteret omkring den berømte gade Brick Lane. Moskeen opfattes ofte som «moderat».
I boghandlen fik jeg til gengæld et indblik i, hvordan man i East London Mosque tackler det delikate emne, krænkelse af religioner. Det var kort før fredagsbønnen, og forretningen var stuvende fuld. Både publikum på den live-optagelse, der kørte på forretningens tv og det mandlige publikum i boghandlen, der fulgte med, var ved at knække sammen af grin. Årsagen var den muslimske prædikant, der på tv´et var i færd med at fortælle om de – efter hans opfattelse – latterlige dogmer i kristendommen, herunder treenigheden. Gad vide om alle de, der i dagens europæiske samfund har travlt med at beskytte islam mod krænkelser er klar over, hvordan islams repræsentanter åbent taler om andre religioner, ikke mindst den, der danner grundlag for Europas civilisation. Vantro skal kaldes kuffarIslamic Awakening – Between Rejection and Extremism udkom første gang i 1987. Den aktuelle udgave er fra 2006 og udgivet i London, for i dagens Europa er der salg i folk som Sayyd Qutb, Hassan al-Banna og Qaradawi. Qaradawis mest berømte bog, The Lawful and the Prohibited in Islam kan således købes i enhver islamisk boghandel med respekt for sig selv.
På bagsiden af Islamic Awakening kan man læse, at Qaradawis ønske med bogen er at undersøge og beskrive, hvad der har fået så mange blandt de yngre generationer af muslimer til at vende sig mod en intolerant og rigid fortolkning af religionen. På denne måde kan man også komme mod en kur mod ekstremisme, mener den retslærde, og det er nødvendigt. «Den muslimske ungdom» er et let bytte for «ekstremistiske bevægelser». De er underlagt et pres, bl.a. grundet politisk og økonomisk korruption – i de muslimske lande, må man forstå.
Men Qaradawi fortæller også om, hvordan han i for eksempel USA har mødt unge, der har skabt ballade i et islamisk center, fordi de indbyrdes er kommet op at skændes om man skal sidde på stole eller madrasser ved lørdagens og søndagens undervisning i moskeen. Eller om det er acceptabelt at være iført bluser og bukser i stedet for traditionel påklædning. Den slags er meningsløst, mener Qaradawi.
Men bogen er også et opgør med de, der efter Qaradawis opfattelse grundløst klassificerer enhver hard-liner som ekstremist. Et sted skriver Qaradawi, at: «Nogle muslimer – de, der er influeret af fremmed ideologi og praksis – mener at klare islamiske regler, der angår mad, drikke, skønheds-smukkesering eller opfordringen til at indføre islamisk lov og grundlæggelsen af en islamisk stat er et udtryk for «religiøs ekstremisme». For sådanne mennesker, er en ung, muslimsk mand med et skæg eller en ung kvinde, der går islamisk klædt begge ekstremister!» (s. 17)
Videre forklarer Qaradawi på samme side: «På samme måde er der de, der nægter at kalde de, der ikke tror på islam for kuffar (vantro). De mener, det er udtryk for ekstremisme og hykleri, skønt det er et grundlæggende faktum i religiøs tro, at der eksisterer en Sandhed, som den troende kender, og som skiller rigtigt fra forkert. Det er et særdeles vigtigt princip, som vi aldrig må gå på kompromis med!» Moskeens formålEt andet eksempel, Qaradawi giver, drejer sig om den muslimske kvindes påklædning. Qaradawi mener selv – i hvert fald i denne bog – at det ikke er påkrævet, at en kvinde dækker sit ansigt og sine hænder til. I The Lawful and The Prohibited in Islam anbefaler han «på grund af den udstrakte umoralitet og slaphed med hensyn til at efterleve de islamiske pålæg i vor tid» at hun dækker ansigtet til.
I Islamic Awakeining skriver Qaradawi, at der findes «eminente» muslimske retslærde, der med støtte i koran og hadith argumenterer for, at også en kvindes ansigt og hænder skal dækkes til. Hvis en kvinde mener, det er rigtigt, skal hun så betegnes som ekstremist? Skal den mand, der overtaler «sin datter eller hustru til at stå ved dette», skal han også ses på som ekstremist? (s. 19)
Qaradawi summerer op: Hvis man med støtte i koran og hadith argumenterer for en streng fortolkning af religionen, og hvis hengivne unge muslimer følger denne retning «i håbet om Guds barmhjertighed og af frygt for hans straf», så skal man ikke fordømme en sådan praksis eller betegne det «ekstremisme».
Videre går det gennem bogen. På s. 25 skriver Qaradawi, at der også er de, der kan finde på at klage over, at man i moskeer viser historiske film eller undervisningsfilm. Men sådanne folk glemmer, påpeger Qaradawi, at moskeens formål er at tjene både muslimernes «verdslige og åndelige anliggender». På profeten Muhammeds tid, minder Qaradawi os om, var moskeen på samme tid et sted med aktiviteter i forbindelse med mission for islam, regeringens hovedkvarter og et center for sociale aktiviteter. Qaradawi giver som eksempel, at Muhammed tillod en gruppe fra Abyssinien at optræde med deres spyd i midten af hans moské, og at han tillod Aisha at se på. Muslimers pligt at indføre islamisk lovQaradawi advarer ligeledes imod, at klassificere muslimer, som man er uenige med i tolkningen af religionen, som frafaldne. For (i et islamisk samfund, må man forstå, red.) kan den frafaldnes «blod ustraffet udgydes». (s. 33) Det korresponderer fint med den fatwa, som Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning har afsagt, hvor man sidestiller frafald med «højforrræderi». Jeg har nævnt fatwaen i min bog Mod Mørket på s. 101-102.
Ikke-muslimer skal som nævnt længere oppe kaldes vantro. Men vantro er et begreb, advarer Qaradawi, som man skal være forsigtig med at bruge. «Selv alvorlige synder som mord, utugt eller at drikke alkohol retfærdiggør ikke en anklage om vantro, medmindre den person, det drejer sig om, afviser eller nægter at anerkende Islams lov.» (s. 34)
Qaradawi understreger, at «grundlæggelsen af en islamisk stat, der indfører islamisk lov og stræber efter at forene alle muslimer under islams banner er naturligvis en pligt for hele Ummaen» (det verdensomspændende fællesskab af muslimer, red, s.158). Sekularisme – altså adskillelse af religion og stat – er, gør Qaradawi det klart på s. 75, i modstrid med alt, der er islamisk. En sådan adskillelse har aldrig været anerkendt igennem islams historie. Selv ikke de mest despotiske regenter, mener Qaradawi, har vovet at afvise en kendelse baseret på koran og sunna. (profetens sædvane, red.)
I dag er unge muslimer «chokerede over at opdage, at ikke-muslimske lande lever deres liv i overensstemmelse med deres ideologier, filosofier eller opfattelser af tro, eksistens, Gud og mennesket, mens muslimerne må leve i konflikt med tro og realitet, mellem religion og samfund». (s. 75) Nej tak til det sekulære samfundKristendommen har ingen specifik «kristen lov», der kan sammenlignes med islams sharia, skriver Qaradawi. Han citerer Matthæusevangeliet 22:24: «….giv Kejseren, hvad Kejserens er og Gud, hvad Guds er».
Det betyder, mener Qaradawi, at en kristen uden problemer kan acceptere sekularisme. Men i et muslimsk samfund betyder det «ateisme og en afvisning af islam». At afvise islamisk lov er egentlig blot frafald, påpeger Qaradawi.
Med sin – helt korrekte – påpegning af grundforskellen mellem islam og kristendommen har Qaradawi vist, at han forstår problemerne med islams tilstedeværelse i Europa langt bedre end de mange, kristne, ateister m.fl., der mener det kan være ret ligegyldigt for samfundets sammenhængskraft om folk går i moskeen eller andre steder hen. Men det kan det ikke. Hele verden tilhører Allah, og Qaradawi har også åbent erklæret, at Europa skal erobres med islamisk mission. Denne bog er endnu en bog fra Qaradawis hånd, hvor man får en klar fornemmelse for, hvad det ville betyde for Europas åndelige frihed. Yusuf al-Qaradawi: Islamic Awakening – Between Rejection and Extremism (udgivet af The International Institute of Islamic Thought, London, 2006)