Rita Karlsen, HRS
Under tittelen ”Forgiftede kilder” i en artikkel på Sappho.dk skriver Geoffrey Cain for eksempel om Gyldendals danske Encyklopedi:
Efter mange års tøven endte udgiverne af den Danske Encyklopædi med at erkende dens politiske slagside. «37 linjer om højreekstremisme. Nul linjer om venstreekstremisme», skrev Carsten Andersen i Politiken 25. november 2006. Gyldendals berømmede værk var vindt og skævt. Tre år efter udgivelsen kom der en ny og meget mere balanceret netudgave med tallene for kommunismens massemord, som den oprindelige Encyklopædi tilfældigvis havde overset. Netudgaven skulle mao. gøre Encyklopædiens mange fordrejninger mht. kommunismen godt igen, men indslag om Mellemøsten har ikke fået et tilsvarende korrigering. Og det er lige så tiltrængt, fordi forfatterne tager diskret parti for araberne og lige så diskret parti mod Israel.
Crain viser videre til hvordan dr. phil. Jørgen Bæk Simonsens gjør rede for krigene mellom Israel og de arabiske land i Danske Encyklopedi. Ifølge Crain har Simonsens utlegning om disse krigene en politisk slagside. Etter sin gjennomgang, spør Crain:
Og så det store spørgsmål: Hvad var årsagen til hele denne ballade og derved til alle senere krige? Det var, antyder Jørgen Bæk Simonsen, jødernes tvivlsomme ret til at være der. Denne mistanke om ”manglende legitimitet” smugles ind lige fra starten og fungerer derefter som et altforklarende facit. Ikke blot forklarer det alt, men det fungerer samtidig som en uudsagt opfordring til at fjerne det ”illegitime” Israel, før der kan være fred. Er det en objektiv tilgang?Bestemt ikke. Hvad der også ydelig fremgår af indslaget om arabiske flygtninge. JBS kommer ikke selv ind på antallet, men indslaget ”Palæstina” sætter tallet til ca. 700 000. Det er imidlertid ikke FNs tal. Ifølge FNs vurdering i 1949 var antallet af arabiske flygtninge 545.000, mens der i årene 1948-56 flygtede ca. 800.000 jøder fra de arabiske lande til Israel. Men Encyklopædien nævner dem ikke. Hvad der nok kan give stof til eftertanke.
Crain konkluderer med at et leksikon som forsøker å påvirke lesernes bevissthet i en bestemt retning ikke kun er et oppslagsverk, men også (sine steder) et propagandaskrift forfattet av politikere forkledd som forskere. Men derimot er det ikke bare leksikon (og da ikke for å nevne det nettbaserte Wikipedia, der leserne selv kan utlegge sine personlige oppfatninger om dette og hint) som har slike slagsider:
Det ser man ikke kun i Encyklopædien, men også i andre autoritative værker, hvor en angivelig kilde til ren viden ofte viser sig at være en forgiftet brønd. Formanden for Dansk Folkepartis Ungdom Kenneth Kristensen har dokumenteret, at der hersker samme forhold på skoleområdet. Hans bog Skolen i løgnen – løgnen i skolen, blev omtalt af journalist Ole Birk Olesen i Berlingske Tidende sidst i november 2006, hvor han ironisk opfattede skolernes skæve vinkling på følgende måde:“At Dansk Folkeparti er del af en fremstormende nyfascisme i Europa ved enhver – som har haft samfundsfag i gymnasiet. At indvandrere slet ikke er mere kriminelle end danskere er soleklart – det lærer man i folkeskolens ældre klasser. I øvrigt ville vi slet ikke have haft mobiltelefoner i Danmark, hvis det ikke havde været for indvandrere – også det kan man lære i folkeskolen. De tre eksempler er alle fundet i danske skolebøger og gengivet i Kenneth Kristensens bog. Og der er mange flere eksempler: En bog om Mao nævner ikke de millioner af kinesere, som han lod slå ihjel. En bog om verdenshistorien sætter spørgsmålstegn ved, om Osama bin Laden havde noget med flyangrebet den 11. september at gøre. En bog om islam hævder, at islam ikke er en anerkendt religion i Danmark.»
Og som om ikke det var nok: I et intervju som journalist Ole Birk Olesen gjør i samme avis med skolebokforfatteren Gert Friisenberg innrømmer Friisenberg at nok ville skrevet dette annerledes i dag! Crain gir den ”innrømmelsen” følgende kommentar:
Men nu er det naturligvis for sent. Er det alvorligt? Ja, det mener vi, det er. Og Kenneth Kristensen siger det meget klart.»Min bog viser tydeligt, at der er en kraftig slagside til venstre i undervisningsbøgerne.Det gælder i forhold til den måde, som Dansk Folkeparti beskrives på, men det gælder også i forhold til beskrivelsen af kommunismen, dansk udlændingepolitik, Israel-Palæstina konflikten, USA og meget mere.»
Crain deler Kenneth Kristensens oppfatning, og det er derfor han kaller sin artikkel ”Forgiftede kilder”:
De brønde, intetanende sandhedssøgere drikker af, viser sig ofte at være forgiftet. Det grimme ord for den slags er indoktrinering eller sågar ”mind control”. Det gælder den første udgave af den Store Danske Encyklopædi (der ikke engang nævner Danmarks kendteste sovjetolog prof. Bent Jensen men vel 22 andre, mindre kendte Bent Jensener), og det gælder det meste af undervisningsmaterialet. Det første – efter vedholdende kritik – har man nu rettet lidt op på. Men hvad med det andet? Hvad med skolebøgerne? Hvem tør gå i gang med at afgifte dem?Som klassisk orienterede læsere vil vide, var én af Herkules’ syv opgaver at gøre rent i Kong Augias’ stalde, hvor der ikke var blevet muget ud i tredive år. Det gjorde han ved at føre to floder igennem dem for at lede rent vand ind. Dejligt rent vand. Det er lige det, der er brug for i de opslags- og undervisningskilder som kommende generationer skal drikke af. Fordi mange af disse kilder er politisk forgiftedeKan de renses på dette sene tidspunkt? Muligvis. Men der skal der nok mere end en Herkules til at klare opgaven.
Som både tidligere lærer og sensor ved universitetet vil jeg legge til følgende: Det hadde nok vært en idé å sjekke i hvilken grad også norske skolebøker hadde trengt en aldri så liten renselsesprosess.