Hege Storhaug, HRS
Det er Jyllands-Postens Flemming Rose som har intervjuet Paul Scheffer i anledning at hans siste bok, Indvandrerne – det åbne samfund og dets grænser, er oversatt til dansk (lørdagsintervjuet 12.desember, ikke på nettet). Scheffer peker på mange viktig poeng som HRS har vært innom en rekke ganger de siste årene, nemlig velferdsstatens fremtid under dagens innvandringspolitikk. Politikken er ikke økonomisk bærekraftig, mener vi, som vi blant annet peker på i pressemelding om notatet ”Tell ikke meg” Sosiologen Scheffer er imidlertid særlig opptatt av menneskelig tap.
”Indvandring er til at begynde med altid en historie om tab, og det er smertefuldt, både for den, der ankommer til et land, og for den, der modtager den fremmede,« siger Paul Scheffer .
Han fremhæver den indisk-britiske forfatter Kiran Desais prisbelønnede roman «Det tabte land» som en fornem skildring af, hvad der eksistentielt og psykologisk er på spil. Den foregår i Himalaya, hvor tre personer, en pensioneret dommer, barnebarnet, som er teenager, og kokken, bor sammen. Dommeren ser tilbage på sin tid som studerende og indvandrer i London, mens kokken længes efter sin søn, der hutler sig igennem som illegal indvandrer til New York.
Opplevelsen av tap går begge veier, og dette tapet ignoreres i debatten om innvandringen.
Scheffer tilføjer i sin bog «Indvandrerne – det åbne samfund og dets grænser» et nyt aspekt til indvandringens drama. Det er ikke kun dem, der ankommer til et nyt land, der plages af en følelse af tab. Det gør også de, der lever i det land, som tager imod indvandrere.
»Det tab taler vi ikke om. Måske kun når det monopoliseres af populistiske partier, men det er en realitet og en konsekvens af globaliseringen. Mange mennesker mister følelsen af social tryghed, deres kulturelle identitet trues, og de reagerer ved at klynge sig til det, de frygter at miste. Man kan høre europæere sige: Vi er ved at miste vores samfund eller giv os vores land tilbage. Vi skal tage de følelser alvorligt, hvis vi vil forstå dybden af de sociale forandringer, som Europa er udsat for,« siger Scheffer .
Forrige bok Scheffer skrev, Det multikulturelle drama var en bombe av en bok, og forlaget ville at han så raskt som mulig skulle produsere en bok til. Det ville han ikke. Han ville ta tiden han trengte for å reflektere og konkludere. En konklusjon er kostnaden ved å la barna integrere seg i et nytt og fremmed samfunn. Foreldrene mister dem til det ukjent. Barnas suksess gir både smerte og glede.
Efter den store opmærksomhed ønskede forlag hurtigt en bog i handlen, men Scheffer gav sig god tid til at reflektere over de voldsomme reaktioner på hans essay.
Først syv år senere kom bogen, der er blevet en bestseller i Holland og netop er udkommet på dansk. En dokumentarfilm er også på vej.
Den 55-årige Scheffer , der til daglig er professor i urban sociologi ved Amsterdam universitet, har rejst europæiske indvandrerkvarterer tynde og skabt sig en indsigt og overblik på tværs af Europa, som er sjældent.
Desuden har han sat sig grundigt ind i USA’s indvandrerhistorie og er nået til den for nogen overraskende konklusion, at der ikke er den store forskel på USA og Europa, når det gælder indvandring.
Begge steder har der været konflikter og sammenstød.
Vi kom fra det med tab?
”Ja. Marokkanske kvinder siger til mig: Jeg ønsker af hele mit hjerte, at mit barn skal have succes i dette samfund, men jeg ved også, at hvis han bliver hollænder, så mister jeg ham til et samfund, som jeg ikke forstår, og det lidt, jeg forstår, giver mig moralske skrupler, så hvad skal jeg gøre? Nogenlunde det samme skete for arbejderklassen, hvis børn i 1960′ erne og 1970′ erne kom på universitetet og blev akademikere. De brød den sociale arv, frigjorde sig og fik en højere uddannelse. Deres forældre var stolte, men pludselig kunne de ikke tale med deres børn, for de tilhørte to forskellige verdener. Der var både glæde og smerte i den proces.”
Scheffer har vært jaktet på av venstrefløyen for hans syn på innvandring og velferdsstaten, men nå lyttes det (som i Norge). Scheffer mener velferdsstaten fungerer usolidarisk med innvandrere. Trygder holder dem utenfor fellesskapet. Innvandrerne ekskluderes.
”Socialdemokrater bør spørge, om en velfærdsstat, der forvandler samfundets mest risikovillige borgere til de mest passive – jeg tænker på indvandrerne – virkelig er progressiv og hjælper de svageste? For mig at se er velfærdsstaten blevet en hindring for integration, så der er brug for at revurdere, hvad solidaritet egentlig betyder? Det er i for høj grad kommet til at handle om rettigheder, uden der spørges, om borgerne ikke bør bidrage, før de kan gøre sig fortjent til at trække på velfærdsstaten.” Flere end halvdelen af førstegenerationsindvandrere i Amsterdam har ikke arbejde, mens 90 pct. i New York, som engang hed New Amsterdam, har et job. Det kan vi lære af. Nogle rynker på næsen og siger: Jamen, se hvilke job de har, det er ikke værd at stræbe efter. Det er måske rigtigt, men indvandrere i New York lærer ting, som er vigtige for deres integration. De lærer sproget, de lærer at begå sig socialt og lærer samfundet at kende.
Jeg vil ikke idealisere den amerikanske model, men det er rimeligt at spørge, om det er en fornuftig socialpolitik, når folk er afhængige af velfærdsstaten i 25-30 år. Det mener jeg ikke, det er tværtimod en mekanisme til at ekskludere borgere fra samfundet. Når folk først er parkeret dér, har de meget svært ved at blive en del af fællesskabet. Velfærdsstaten har udviklet sig fra at være et instrument til social frigørelse til at blive en institution, der skaber social afhængighed.«
Scheffer tråkker på en øm tå når han påpeker paradokset i Holland: Det legges vekt på konsensus og å unngå konflikter, samtidig som man har en forestilling om at man er tolerant.
”Der er et paradoks. På den ene side lægger vi meget vægt på konsensus og at undgå konflikter, og det betyder, at vi udelukker dem, der er alt for anderledes, men samtidig har vi en forestilling om, at vi er tolerante. Tolerance indebærer imidlertid en evne til at leve sammen med folk, man er uenige med.
Det er svært at forene de to opfattelser. Jeg mener, at vores samfund er overorganiseret, og det er svært for folk udefra at trænge ind i disse tæt sammenflettede samfund og blive en del af dem.
Vi taler måske uformelt med hinanden, men under det uformelle ligger en klar opfattelse af, hvem der hører til hvor i hierarkiet og til hvilken gruppe.”
”Eliten er bevidst om sin position, men den fornægter den udadtil og relativerer sin stilling, så det bliver svært for indvandrere at finde vej gennem sådan et samfund. Meget bliver ikke sagt og er skjult for det blotte øje.
Vi har klare forestillinger om, hvordan man sikrer orden og lægger vægt på selvdisciplin og begrænsning.
Det bidrager alt sammen til konformismen. Læg hertil at vi giver indtryk af at have et afslappet forhold til mange ting, prostitution, kaffebarer, hvor man kan købe en joint og aktiv dødshjælp, men det har intet med laissez faire at gøre.
Det er udtryk for et ønske om at ordne og regulere. Det er ikke et samfund, hvor alting går. Vi vil hellere have at homoseksuelle gifter sig end lever sammen, vi legaliserer narko, for så kan vi bedre kontrollere det.
Ifølge Scheffer er innvandringsprosessene dynamiske og følger tre faser. Først unngåelse, dernest konflikt, og til slutt aksept. Hva mener han med dette?
”Oplevelsen af tab stimulerer til tilbagetrækning. Man undgår hinanden, taler ikke sammen om, hvad det vil sige at være borger i de samfund, der forandres som følge af indvandringen. Men på et tidspunkt bryder det sammen, for man kan ikke undgå at komme i kontakt med hinanden, og det er altid kon-fliktfyldt.
Man strides om, hvordan man skal leve sammen, tager stilling til hinandens fordomme og meget andet. Det var den proces, som Muhammed-tegningerne satte i gang.
Undgåelsesfasen er slut, nu befinder vi os i konfliktfasen, hvor det gælder om at finde måder at diskutere uenigheder og forskelle, uden at det kommer til vold.”
”Oprindeligt tolkede man fejlagtigt tavsheden som tolerance. Man stillede ingen spørgsmål, fordi man var bange for at høre svaret. Men konflikt er en uomgængelig del af al kulturel og social fornyelse, og det er ikke fatalt, ofte tværtimod. Det er underligt, at vi har glemt det, for det var jo, hvad ungdomsoprøret handlede om. Det var en tid, hvor samfundet skulle genopfinde sig selv i lyset af store forandringer.
Debatten om integration handler derfor ikke alene om indvandrere, den handler især om, hvad det vil sige at være medborger i et åbent samfund, hvordan velfærdsstaten fungerer, hvad vi skal lægge vægt på i uddannelsessystemet og vil give videre til de næste generationer, hvad religions-og ytringsfriheden indebærer? Det er en social og kulturel fornyelse, som omfatter hele samfundet.”
Og hva mener Scheffer om den siste tidens forbudsdebatt, altså minareter og moskeer?
”Jeg er grundlæggende mod forbud og tror ikke, at forandringer sker ad den vej, men jeg mener, at muslimer skal udfordres, og at der skal stilles kritiske spørgsmål til moskeer. Ofte er arkitekturen præget af en nostalgisk forestilling, der siger: Vi hører ikke til her, vi er ikke en del af dette samfund. I stedet burde man bygge moskeer, der passer ind i det moderne bybillede og på den måde viderebringer ideen om, at man ser sig selv som en del af det samfund, man lever i, og ikke det, man engang kom fra.”
Jyllands-Posten har også anmeldt http://kpn.dk/boger/article1906873.ece Paul Scheffers nye bok, INDVANDRERNE. Det åbne samfund og dets grænser (Tiderne Skifter)
.