Islam, terror og adskillelsens principAf Helle Merete Brix for HRSEn svensk dokumentar, «Slaget om muslimerne», omtalt her på siden for nylig, henleder med rette opmærksomheden på islamiske organisationer, der profilerer sig som moderate, skønt de ikke er det. Hege Storhaug har fulgt op med en kommentar, hvori hun foreslår, at man kortlægger ideologien hos de islamiske organisationer i Norge og også gerne Sverige, der modtager offentlig støtte. Det kan jeg tilslutte mig, og tag blot Danmark med. Også her er der toneangivende islamiske organisationer, hvis talsmænd intet besvær har med at finde samarbejdspartnere i statslige institutioner eller hale penge ud af offentlige kasser. Trods det, at de går ind for islamisk lovgivning og – ihvertfald indadtil – fremsætter anskuelser om kvinder, jøder, homoseksuelle og frafaldne, der lyder ekstreme for et civiliseret øre.
Fænomenet er naturligvis ikke begrænset til Skandinavien. Over hele Europa ser man det samme: Islamiske organisationer, der i ly af Europas religionsfrihed, agerer som politiske organisationer med sharia som endemål og hvis moskeer er politiske platforme. Det kan ikke overraske, for religion og politik er grundlæggende ét i islam, og siden Muhammeds tid har moskeen været anvendt til sådan et formål.
Men så melder næste spørgsmål sig: Er der overlapninger mellem sådanne organisationer og støtte til terrorisme? Og hvad betyder en sharia-venlig retorik i moskeer og studiekredse for unge muslimers vej ind i terror? Terrorisme og letpåvirkelige ungeJeg blev forleden færdig med at læse «Truslen Indefra: De danske terrorister». (Lindhardt og Ringhof, København, 2009). Det er en læseværdig bog, der fortjener at nå også et ikke-dansk publikum. Bogen er skrevet af Morten Skjoldager, der indtil for nylig var journalist på Dagbladet Politiken. Skjoldager har dækket de danske terrorsager, der er blevet afsløret siden årtusindeskiftet: Vollsmose-sagen, Glostrup-sagen og Glasvej-sagen. I alt 7 unge mænd blev i disse sager dømt for deres involvering i planlægning af terrorangreb. Bogen er fyldt med interessant information om de unge mænds indbyrdes kommunikation, deres familieforhold, retsmødernes forløb med mere.
I bogens forord skriver Skjoldager: «I hver eneste sag har jeg undret mig over, hvordan de unge mænd kom til det punkt, hvor de begyndte at planlægge mord på deres medborgere.»
I efterskriftet påpeger forfatteren, at de internationale erfaringer med forebyggelse af radikalisering er sparsomme, og at forskningsresultater ikke giver entydige svar på, hvad der driver unge muslimer i Vesten ud på ekstremismens overdrev. Han påpeger også, at det spiller en rolle, at der findes miljøer, hvor rabiate prædikanter «indgyder had i letpåvirkelige unge mennesker». Samtidig skriver forfatteren: «For de unge i farezonen bekræfter arbejdsløshed, social marginalisering og følelsen af ikke at være en del af samfundet Al Qaedas verdensbillede, og i værste fald skubbes unge muslimer i retning af ekstremismen. I den optik er det afgørende, at danske samfund skelner mellem det fredelige muslimske flertal og de radikale randeksistenser. Med andre ord: Behandler omgivelserne unge muslimer, som om de er uønskede og farlige – så øges risikoen for, at de bliver farlige». Ummaen og demokratietPolarisering i et samfund er skadelig. Men er det det danske, norske, britiske eller franske majoritetssamfund, særligt ansvarlige for denne polarisering? Skjoldager nævner som eksempler på Al Qaedas verdensbillede, ideen om ummaen og tanken om at uanset om «man bor i Danmark, Afghanistan eller USA, bør ens loyalitet som muslim være knyttet til islam og ikke til det land, man bor i». Ligeledes nævner Skjoldager som noget radikalt opfattelsen af, at demokrati og islam er uforenelige størrelser.
Det er desværre min erfaring, at det svarer til hvad omtrent enhver toneangivende muslimsk prædikant i Vesten vil sige. Derfor kan de sagtens opfordre muslimer til at gå ind i politik, de skal blot arbejde for muslimske interesser.
En del af disse prædikanter vil ligeledes være forsigtige med så explicit at tale om islams uforenelighed med demokrati; men gået på klingen – eller i interne skrifter – må de vedkende sig, at det er sharia, der sætter rammerne.
Prædikanten Tariq Ramadan taler for eksempel kryptisk om at han accepterer integration i majoritetssamfundet, så længe det ikke betyder, at man som muslim skal gøre noget, der er i modstrid med ens religion. Han ønsker skolernes pensum tilpasset islams principper, hvad angår for eksempel biologi, historie og filosofi.
Og hvad med ummaen? Hårdt presset af en spørger måtte Ramadan i 2000 i den franske by Rh^one-Alpes indrømme, at man ikke kan opgive det klassiske islamiske dogme om, at muslimske kvinder kun må gifte sig med muslimer. Hver gang «I lader en af jeres søstre, en af jeres venner, en kvinde fra jeres familie gifte sig med en ikke-muslim, så forlader hun vores samfund», sagde Ramadan og bekræftede, at han med samfund mente ummaen. Adskillelse fra ikke-muslimer «Prøv at få jeres eget lille samfund i det større samfund, jeres egen muslimske ghetto», lyder det fra den 81-årige retslærde Yussuf al Qaradawi, der hyldes ikke blot af Ramadan men også af muslimske organisationer Europa over. I sin populære bog «The Lawful and the Prohibited in Islam» giver Qaradawi andre eksempler på adskillelse. Bogen giver, med reference til koran og hadith, svar på alt fra rentetagning over krigsførelse til tilladte og forbudte madvarer. Et sted skriver Qaradawi om det anbefalelsesværdige i, at muslimske mænd gror skæg. Det handler ikke blot om, at Muhammed havde skæg. Men om at Muhammed «tydeligt befalede det for at opretholde et skel til de ikke-troende».
Dernæst fremhæver Qaradawi 1200-tals teologen Ibn Taymiyya, der er en populær reference også for Al Qaeda og andre terrorgrupper. Qaradawi taler om at Ibn Taymiyya «overbevisende argumenterer» for, at koran, sunna og konsensus blandt muslimske lærde understreger nødvendigheden af denne adskillelse fra ikke-muslimer. Ibn Taymiyya mente, siger Qaradawi, at det at minde om hinanden i fremtoning ville føre til «kærlighed, venskab…..». Som om det skulle være et problem at nære venlighed eller kærlig forståelse over for folk af en anden religion end ens egen. Men det er det naturligvis, hvis man opererer ud fra adskillelsens princip.
Og hvad terrorismen angår: Er der ret mange såkaldt moderate prædikanter, der taler om islamisk terror uden at tilføje et «men?» Uden at fremhæve den enorme vrede og frustration, som muslimer formodes at måtte føle over for Muhammed-tegninger, vestlige soldater i Irak og Afghanistan, Israels politik over for palæstinenserne, skærpede immigrationslove og ja, fortsæt selv listen?