Rita Karlsen, HRS
Den nederlandske sosiologen Paul Scheffer gir i danske Weekendavisen et tankevekkende intervju (og svært langt intervju, noe denne kommentaren dessverre preges av). Noe av det mest interessante er at Scheffer gjør seg til dommer over andres budskap, og stempler disse som mer eller mindre dommedagsprofeter. Det være seg (amerikanere) som Bruce Bawer, Christopher Caldwell og Walter Laqueur, eller for den saks skyld: det danske Trykkefrihedsselskabet. Ifølge Scheffer har disse, og sikkert flere, til felles å være preget av – og spre – tungsinn og motløshet.
Det som derimot slår en når en leser Scheffers meninger og tolkninger, er at disse ikke ligger langt fra det overnevnte sier. Tvert om leser jeg Scheffer som til dels enda strengere og mindre kompromissløs enn mange andre. Mon tro hvorfor det er legitimt for Scheffer å fremme standpunkter av slik karakter, og da karakteriseres de som ”å bære håp”, mens når andre hevder noe likelydende er det stort sett forkastelig og håpløst?
Journalist Klaus Wivel starter med å fortelle at Scheffer om kort tid skal holde en tale i Nederland. Denne talen – om Amsterdam anno 2040 – har Scheffer fått tildelt fordi han i 2000 ”varslet hele innvandringsdebatten i sitt hjemland, og hvis arbeid er kjent i hele Europa.” Scheffers forklarer sin tildelte rolle som rikssynser hva gjelder innvandring og integrering på følgende måte:
»Glp! Hvis nogen havde spurgt mig i 1980, hvad vi ville diskutere i 2010, ville jeg have taget totalt fejl. Vi kunne ikke forudse, hvad der ville ske i Holland og Danmark dengang. Men jeg vil fortælle en lille anekdote, som måske bærer lidt håb. Surinam var en lille hollandsk koloni i Sydamerika, og flere tusinder indvandrede til Holland, hvor de blev mødt med stærk modstand. Jeg holdt for nylig et foredrag for en lille kreds af surinamske borgere. Mod slutningen rejste en af dem sig vredt op og sagde: ’Ingen taler om os længere’. Jeg lo og svarede: ’Glæd dig over alle de velsignelser, du kan få’.«
For Paul Scheffer er det, hvad integration handler om. Før blev surinamerne anset for at være en trussel mod Holland. I dag kan ingen forestille sig Holland uden dem. »Integration tvinger et samfund til at genopfinde sig selv,« siger Scheffer, som har besøgt Danmark nogle dage for at lancere oversættelsen af sin bog Indvandrerne – det åbne samfund og dets grænser, som han skrev i 2007.
»Jeg håber, at jeg som en gammel mand vil holde foredrag for den marokkanske forening i 2040, og en af dem vredt vil bebrejde mig, at ingen taler om dem længere.«
Jeg registrerer at Scheffer er helt på linje med HRS hva gjelder holdning til integrering; nemlig at når opphav ikke lenger er interessant, så kan det også være et tegn på fullverdig deltakelse i samfunnet. Men jeg er forundret over at Scheffer i 1980 ikke ville hatt en ide om hva som kunne være sentrale debatt-temaer i 2010. Det vet jeg mange andre som hadde ideer om, ikke minst fordi de samme tok utgangspunkt i sammensetningen og utviklingen av befolkningen i landet. Mange synes å tro, eller håpe er vel det riktige ordet, at et lands utvikling er relativt uavhengig av hvem som bor der – eller i alle fall at ”med tiden” vil alle dele de samme grunnleggende og sentrale samfunnsverdier. Men ikke alle så optimistisk, de oppfatter seg vel heller som realistisk når de påpeker at uønskede verdier innvandrer like så godt som ønskede – og at verdier er noe som man verken kan fjerne med et pennestrøk eller tre over hodet på folk (noe som også Scheffer kommer til litt senere i intervjuet). Med andre ord vil et lands innvandring i dag kunne si en god del om det samme samfunnet om 20 – 30 år.
Deretter finner jeg journalist Wivels fastsetting av Scheffers posisjon som interessant:
Det varer nok lidt, før tavsheden sænker sig over den debat – blandt andet fordi Paul Scheffer, født 1954, selv har brugt de seneste ni år på uafbrudt at tale om indvandringen og dens konsekvenser og besøge de mest belastede steder i Europa. Hans position er interessant, for han befinder sig så at sige i midten. Hverken den ene eller den anden fløj lader han sig kue af.
La oss bare konstatere dette som et faktum: Scheffer befinner seg ”på midten” – og la oss så se hva ”en på midten” forfekter:
Hans essay »Det multikulturelle drama«, som i 2000 skød den hollandske debat i gang, var et slag mod den multikulturelle idé, og mod den ellers højt anpriste hollandske tolerance, som ifølge Scheffer var et andet ord for konfliktskyhed og dovenskab. Han mente, at man skulle kaste frygten for at se kritisk på islam fra sig.
Så langt har altså ”midten” tatt livet av:
– den multikulturelle idé
– den nederlandske toleransen (som var konfliktskyhet og latskap)
– frykten for å kritisere islam
Deretter får vi vite at Scheffer (selvsagt) ikke er noen dommedagsprofet, ikke minst relatert til hvordan han har ”avdekket” at USA ikke har noen grunn til ”stolt å kalle seg en nasjon av innvandrere” – til det har landets historie altfor mange innvandrerkonflikter å vise til. Deretter kommer de som tydeligvis kan karakteriseres som dommedagsprofetene:
Så Scheffer nægter at lade sig trække ned i den depressive, defaitistiske aftenlandsstemning, som medlemmer af Trykkefrihedsselskabet svøber sig ind i herhjemme, og hvis undergangsfarver skribenter som amerikanerne Bruce Bawer, Christopher Caldwell og Walter Laqueur har malet kontinentet med i nylige bøger.
»De mener, at Europa svigtede i forhold til nazismen i 30erne; at Europa svigtede under Den Kolde Krig; og at vi nu oplever det tredje München. De fremstiller islam i Europa som en velorganiseret, disciplineret enhed, skønt det er et miskmask af forskellige samfund og totalt fragmenteret.«
De navngitte får svare for seg selv (jeg har oppfordret Bruce Bawer og vet at Trykkefrihedsselskabets Helle Merete Brix tenker å gi en kommentar), men jeg lar meg forbløffe en smule over Scheffers motvilje til å gripe fatt i de nevntes budskap. Kritiseres islamismen, eller islams budskap generelt, gjør man jo akkurat det Scheffer etterlyste i 2000 (jf. over), men det er kanskje ikke på ”riktig måte”? I alle fall sier Scheffer (som altså er på ”midten”) videre:
Apokalyptikerne undervurderer det åbne samfunds levedygtighed, fortsætter Scheffer. »Det, de hævder at forsvare, lægger de i graven. Jeg kan godt se fristelsen til at tvivle på det åbne samfunds friheder, når man ser, hvordan nogle grupper bruger de selvsamme friheder til at undergrave Europa. Men når jeg besøger de muslimske samfund i Europa, oplever jeg nogle meget defensive mennesker. De er overhovedet ikke optaget af at påvirke os. De forsøger tværtimod at værne sig mod det europæiske samfunds indfl ydelse på dem.«
Er dette å forstå i retning av at den religiøse dimensjon ikke har livets rett i det ”åpne samfunn”? Og hva gjelder muslimske samfunn i Europa, så er medlemmene av disse ”defensive” – de vil ikke påvirke oss, de vil bare verne seg mot å bli påvirket av oss. I beste fall oppfatter jeg dette som svært optimistisk, i verste fall er det totalt villedende. For Scheffer må da ha fått med seg at mye, svært mye, av debatten om islam i Europa nettopp henger sammen med islams påvirkning i det offentlige rom. Det kan godt være at islams inntog i offentligheten ikke først fremst gjøres for å påvirke ikke-muslimer, men de påtvinger altså de samme til å måtte forholde seg til verdier som man kan finne forkastelig. Er det toleranse ikke å påpeke dette – jf. for øvrig Scheffers tolkning av toleranse som konfliktskyhet og latskap? Og så var jo dette med å være kjent for toleranse og frisinn…:
Scheffers hjemland har, som det vil være de fleste bekendt, været genstand for nogle af de mest dramatiske episoder i dette årti. Navne som Theo van Gogh, myrdet i 2004 af en marokkansk fundamentalist, Pim Fortuyn, myrdet af en dyrerettighedsaktivist i 2005, og Ayaan Hirsi Ali, den somaliskfødte islamkritiske forfatter, som nærmest blev smidt ud af landet, er blevet standardreferencer i verdensdebatten. De har fuldkommen ændret billedet af Holland som et land med ry for tolerance og frisind.
– Det minder om noget, vi kender herhjemme. Hvorfor har indvandringsdebatten været mest hård i netop vores to lande, Paul Scheffer?
»Vi har altid ment, at vores samfund var et lys i verden, som alle andre burde kopiere,« siger han. Nu er selvberuselsen taget af – og godt det samme. Det var altid blot tolerance blandt ligesindede, påpeger han.
»Danmark og Holland har haft ry for at være konsensussamfund, og jeg har altid spurgt mig selv, hvordan vi kan hævde så høj tolerance og samtidig insistere på konsensus? Det betyder jo, at vi har gjort meget mindre plads til uenighed. Faktisk har vi været meget mere lukkede, end vi har troet. Det sociale netværk har været så stramt, at det er svært at komme ind udefra. Andre større lande, der er mere desorganiserede og mindre perfektionistiske, er nok nemmere at integrere sig i.«
Vores tolerance handlede om at undgå konflikter og om at se minoriteter som sårbare mennesker, der ikke bærer ansvar for, hvad de siger og gør, mener Scheffer.
»Men når man bor i byer som Amsterdam eller København, kommer der et tidspunkt, hvor man ikke længere kan negligere hinanden. Det er godt. Det øjeblik, du konfronterer en anden, bekræfter du samtidig, at han er ligeværdig. Der begynder integrationen.«
Nå er vi ved sakens kjerne: den innbygde utfordringen i høy toleranse og samtidig insistere på konsensus. Det er vel akkurat å ta dette alvorlig som kan gi inntrykk av å være ”en hård indvandringsdebatt” (i journalist Wivels betegnelse). Med andre ord gjør man det Scheffer etterlyser (og som er helt i tråd med hva HRS har påpekt i årevis); man tar mennesker alvorlig, man konfronterer dem med det en ikke forstår eller ikke verdsetter, man behandler dem likeverdig – fordi man ønsker et velfungerende fleretnisk og flerreligiøst samfunn. Da bli man også oppgitt når reaksjonen fra de samme kan være degraderende etiketter, som for eksempel islamofober, eller at noen (jf. for eksempel OIC, dertil med FNs Menneskerettighetsråds ”velsignelse”) jobber for at kritikk av islam skal defineres som menneskerettighetsbrudd.
Scheffer mener at det er godt at Europa er blitt ”tvunget til å ta stilling til prinsipielle spørsmål” som hva er ytringsfrihet og hva er religionsfrihet?
»Der var en følelse af uovervindelighed i efterkrigstidens Holland og Danmark efter 1960erne. Nu forstår vi bedre, at i et åbent samfund kan vi ikke tage noget for givet. Vi er langt mere sårbare, end vi troede, og sårbarhed kan nemt overføres til, at vi trækker os tilbage og lukker ned for vores åbenhed.«
Religiøs frihed
Mistroen til det åbne samfund ser Scheffer mange steder i Europa. Ikke mindst i den række af forbud mod forskellige muslimske symboler, som europæiske politikere i en lind strøm foreslår: forbud mod burkaer, tørklæder i skoler, Koranen – og senest, som vi så i Svejts, minareter.
»De politikere misforstår, hvad et åbent samfund er. I et åbent samfund vil man altid finde mennesker, der har en lukket mentalitet. I dag ser vi religiøst inspirerede lukkede ideer, i 60erne var det politisk inspirerede lukkede tanker. Men man kan kun frigøre sig i frihed. Folk kan kun selv bestemme, om de ønsker at tage skæbnen i deres egne hænder og blive individer. Du kan ikke forlange af folk, at de skal acceptere homoseksualitet. Men du kan konfrontere dem. Du bør sige, at hvis en muslim kræver ikke at blive behandlet som en andenrangsborger, bør han også acceptere de samme vilkår for andre troende og ikke-troende, mænd og kvinder, heteroseksuelle og homoseksuelle. Og han må acceptere de individer, der ønsker at forlade hans tro. Kun ved at være loyale over for ideen om religiøs frihed kan vi gå imod politisk islam.«
Tager forbud ansvaret fra folk, giver friheden dem det tilbage, fortsætter Scheffer.
( … )
»Men ved at sætte begrænsninger på den religiøse frihed, taber man enhver diskussion med de muslimer, som ønsker at begrænse friheden for folk i og uden for deres eget bagland. Vi er gidsler af vores egen forfatningsmæssige principper, og sådan bør det også være.«
Her går Scheffer etter min mening bakvendt inn i fremtiden ved å hevde at vi i dag ser ”religiøst inspirerte lukkede ideer”, mens vi på 1960-tallet så ”politisk inspirerte lukkede tanker”. Det er vel heller et spørsmål hva som skiller disse ”lukkede ideer”, særlig når vi erfarer at mange av de ledende muslimer i dagens Europa forfekter politisk islam. Og den kanskje største utfordringen; det er disse som har klart å etablere makt i forhold til myndighetspersoner som politikere, samt dominerer i media og derav tilsynelatende er representanter for ”alle” muslimer. Scheffer har derimot helt rett i at man kun kan frigjøre seg i frihet – og da er spørsmålet: Hvordan tilrettelegge for denne friheten? Selvsagt er forbud et kjedelig tiltak, men kan det av og til være nødvendig for å tilrettelegge for frihet? For eksempel er jeg for forbud mot religiøse og politiske prangende symboler på elever i grunnskolen (også private). Jeg mener at et slikt forbud vil forhindre barn mot å være propagandabærere for deres foreldres standpunkter, og derav sikre barns frihet og deres rett til å være barn. Det må med andre ord pekes på hvem som er ansvarsbærende. Dette innebærer igjen at samfunnet må ta standpunkt og synliggjøre disse, blant annet gjennom forbud – hvis de ansvarsbærende ikke er seg sitt ansvar bevisst. For eksempel har vi et forbud mot diskriminering, er det så mange som vil kritisere det? Neppe, fordi det i utgangspunktet er ment å tjene oss alle. Men den såkalte ”religionsfriheten” tjener sjelden alle grupper – de ”skadelidende” er ofte dem som ikke tilhører noen religion og de som ønsker et klart skille mellom religion og stat. Hvilken frihet tilbys disse gruppene i det offentlige møte med burka, hijab, halalmat, eller hva det måtte være?
Intervjuet med Scheffer forlater så den religiøse dimensjonen og beveger seg over til utfordringer knyttet til velferdsstaten, og her synes ikke bare Scheffer tryggere, han forlater også rollen som sosiolog og ikler seg rollen som politiker (som representant for det hollandske sosialdemokratiske Partij van de Arbeid).
Men hvad siger en socialdemokrat til det pres, indvandringen har lagt på velfærdsstaten? Kan den overleve?
»Det er lykkedes os at forvandle den mest risikovillige del af befolkningen – immigranterne – til de mest passive og forsøgelsesafhængige. Der er alt for megen arbejdsløshed blandt indvandrere – også i anden generation – og det ser vi i hele Europa. Velfærdsstaten har helt sikkert noget med det at gøre. Ser vi på New York, arbejder mere end 90 procent af første generationsindvandrerne. I Amsterdam er det færre end 50 procent.«
Derfor bør velfærdsstaten reformeres, fortsætter Scheffer.
»Vi er i Holland begyndt at spørge os selv, hvorfor nyankomne indvandrere skal have umiddelbar adgang til de offentlige finanser, uden at de nogensinde har bidraget med noget. Det har ført til, at vi vil eksperimentere med en ny lov, som går ud på, at før man bliver 27, har man ikke ret til bistandshjælp. Enten arbejder man, eller også tager man en uddannelse.«
Og det, der gælder dem, bør også gælde os, siger han.
»Jeg ville gerne tage et yderligere skridt og spørge om, hvorfor børn, der er født her, og som netop skal til at søge ud på arbejdsmarkedet, har direkte adgang til understøttelse. Sådan vil jeg se på alle spørgsmål om indvandring. Den sætter gang i en debat om, hvad det vil sige at være en borger. Vi kan ikke sige til indvandrerne, at I skal blive europæiske borgere, uden at ane, hvad det egentlig betyder.«
Idealet for dette medborgerskab bør vi finde på den anden side af Atlanten.
»Den amerikanske borgerretsbevægelse i 1960erne var interessant. Den konfronterede samfundet med dets egne normer. Og jeg vil gerne bruge indvandringen til at spørge os selv om, i hvor høj grad vi lever op til de normer, vi konfronterer andre med. Alle skal behandles lige, alle har ret til at dyrke deres religion, og vi bør gennemtænke, hvilke former for rettigheder og pligter der udspringer af de ideer. Vi må ikke relativere ideen om et åbent samfund. Vi skal tværtimod komme den nærmere.«
– Bør den slags spørgsmål udgå fra EU?
»Jeg er ikke så interesseret i forskellige ’integrationsmodeller’ – hvad enten de hedder fransk republikanisme eller britisk multikulturalisme. Når jeg ser på de sociale realiteter – om det er i Birmingham, i Marseille, på Nørrebro, Rosengård i Malmø, Molenbeek i Bruxelles eller andre steder – får jeg øje på så meget, der kan sammenlignes. Vi har brug for en europæisk debat, der går på tværs af landene. Det har vi ikke for tiden.«
– Findes der ikke et land i Europa, som kan integrere muslimerne?
»Da Theo van Gogh blev myrdet, kunne man i britiske og franske aviser læse, at ’den hollandske model er slået fejl’. I juni 2005 sprang bomberne i luften i Londons undergrund, og aviserne skrev, at den britiske model har slået fejl. I november 2005 gik de franske forstæder op i flammer, og endnu engang lød overskrifterne, at den franske model er slået fejl. Sagen er, at alle modeller er slået fejl i den forstand, at ligegyldigt, hvilken model man har brugt, har resultatet været det samme. Det handler mere om samfundets sociale dynamik og ikke så meget om regeringernes politik. Det er USAs store fordel i forhold til Europa, at amerikanerne i langt højere grad er et civilsamfund. De er langt bedre organiserede som borgere. Vi derimod har en tendens til at sige, at indvandring er regeringens ansvar.«
Wow! Jeg minner om at dette kommer fra en ”på midten”:
– velferdsstaten må reformeres
– retten til stønader skal følges av hva den enkelte har bidratt med
– bestemmelse av hva det vil si å være borger i Europa
– alle ”integreringsmodeller” har mislyktes
– ønsket om en ”europeisk debatt”
– det handler mer om samfunnets sosiale dynamikk enn av regjeringens politikk
Mye kan ha vært sagt om overnevnte, men jeg vil begrense meg til å påpeke følgende: det hadde vært en fordel at politikeren Scheffer lyttet til folket (samfunnets sosiale dynamikk), heller enn å disiplinere folket slik sosiologen Scheffer gjør.
Politikeren Scheffer gir seg derimot ikke med dette, han vil også:
– ha en selektiv innvandringspolitikk
– at ufaglært arbeidskraft ikke skal få innvandre
– at illegal innvandring skal stoppes
– vår moralske plikt til innvandring skal kun gjelde flyktninger
– man skal signalisere en hard asylpolitikk
– begrense henteekteskap
»Jeg synes, det er nødvendigt at få en indvandringspolitik. Vi må spørge os selv, hvilke kvalifikationer vi har brug for i vores samfund i økonomisk forstand. Vi har brug for en selektiv indvandringspolitik.«
Ufaglært arbejde har vi ikke brug for mere af, siger Scheffer. Der er allerede nok arbejdsløshed blandt førstegenerationsindvandrere og deres børn.
»Hvis ikke vi kan hjælpe dem, som allerede er her, hvorfor skal vi så tillade flere ufaglærte indvandrere at komme ind?«
Det betyder i første omgang, at man skal standse den illegale indvandring, forklarer sociologen.
»Der er ingen bevidsthed om, at vi har en fælles ydre grænse i Europa. Men immigranterne, der kommer til Syditalien, er vores immigranter. Vi skal være mere bevidste om at holde indvandrerne tilbage. Og hvorfor? Fordi det ikke er et moralsk krav, at vi accepterer illegal indvandring. Jeg har aldrig forstået, hvad progressivt der er ved det. De er mennesker i en meget sårbar situation, som udnyttes og misbruges. Efter at vi i så mange år har opbygget et samfund med en stærk social beskyttelse, er det underligt, at vi accepterer, at mennesker uden beskyttelse og status skal bo i et samfund, hvor vi ser den anden vej, mens de rådner op i deres egen elendighed.«
– Har vi ikke en moralsk pligt til at åbne vore grænser for indvandrere?
»Nej. Kun over for flygtninge. Moraliseringen af indvandringen er forkert. Det hjælper ikke på tolerancen i et samfund, at indvandring slippes løs. Det styrker ikke solidariteten i et samfund. Det modsatte sker: Folk føler sig truet og trækker sig tilbage. I samfund, hvor indvandring er afstemt med de økonomiske behov, og hvor indvandrere er i arbejde, ser vi en langt større accept.«
Undersøgelser har vist, at op mod 80 procent af de unge i den arabiske verden ønsker at emigrere. I de samfund er op mod 50 procent af befolkningen under 16. Er det muligt at lukke grænserne i Europa over for det pres?
»Vi kan gøre langt mere, end vi tror. De fleste bølger af indvandring er kommet, fordi der har været en politisk vilje til det i modtagerlandene. Gæstearbejderne kom ikke af sig selv. De blev inviteret af virksomhederne og af regeringerne.«
Som Scheffer ser det, handler det om, hvilke signaler de vestlige lande sender. Signalerer man en hård asylpolitik, vil antallet af illegale indvandrere falde. Signalerer man det modsatte, stiger antallet. Det ser vi eksempelvis i USA, som i disse år fører en meget liberal indvandringspolitik, og som samtidig har de et kolossalt antal illegale indvandrere.
»Både i USA og Europa ser vi de samme besynderlige sengekammerater: tilhængerne af det frie marked, som går ind for billig arbejdskraft, og venstrefløjen, som går ind for multikulturalisme og føler solidaritet med den tredje verden. Men begge synspunkter er med til at undergrave samfundet. I Holland har vi haft hårde tiltag mod indvandring, og antallet af nye asylansøgere er faldet dramatisk. Vi har haft hårde ægteskabslove, og antallet af marokkanere i Holland, der giftede sig med en partner fra Marokko, er faldet. For ti år siden var det 60 procent. Nu er det 30. Lovgivning kan gøre en forskel.«
Avslutningsvis stilles Scheffer spørsmålet om hva som har endret seg i løpet av de siste ti år:
»For ti år siden spurgte folk mig: ’Er der virkelig et problem her? Det går jo fint. Vi er et lysende eksempel for verden. Rotterdams borgmester er muslim. Vi er meget tæt på at have realiseret den gamle drøm om et multikulturelt samfund’. Nu kan enhver se, at det ikke hang sammen.«
Og hvad angår de muslimske indvandrere, kan Scheffer se to tendenser: Den ene peger mod stigende radikalisering og fremmedgørelse. Den anden mod stigende integration:
»Jeg oplever, at indvandrerne i større og større grad er begyndt at lægge en følelsesmæssig distance til deres hjemland. Der var engang en indvandrer, som brokkede sig over noget af det, jeg havde skrevet. Han sagde: ’Det her land er også mit.’ Hvis folk virkelig kan få det forhold til landet – altså virkelig mene, at de har en andel i samfundet og vil tage et ansvar, der går længere end deres familie – er vi kommet langt.«
Men i mine øyne det handler ikke om hvem som ”eier” landet, det handler om hvordan landet vårt (i betydning alle bogerne i landet) skal være. Her kan vi se til idretten: Det påpekes i forskjellige sammenhenger at når noen med utenlandsk opphav gjør det bra innen idrett, betegnes de som ”nordmenn”. De samme betegnes derimot gjerne som ”utlendinger” eller ”innvandrere” hvis de gjør noe som ikke er fordelaktig. Jeg ser imidlertid dette på en annen måte: Hvis vi ser på hvordan idretten både eksluderer og inkluderer sine utøvere, så er alle underlagt de samme kriterier. Hudfarge kan være nokså irrelevant for hvor god idrettsutøver du er – ”nokså irrelvant” henger sammen med at det kan være visse genetiske trekk som går i en bestemt retning, for eksempel synes noen å være bygd for å løpe raskt. I visse idrettsgrener vil dette tjene dem; det er den raskeste løperen som kvalifiserer seg. The winner takes it all. Kriteriene er fastlagt.
Men hvordan er så dette hvis vi ser på samfunnet? Jo, vi mangler kriteriene – i et hav av mer eller mindre legitime hensyn. Men skal vi oppnå Scheffers ønske om at europisk debatt om hva det vil si å være borger i Europa, da nytter det heller ikke å opptre som dommer over debatten. Slike dommere har vi nok av, både nasjonalt og internasjonalt.
Det her land er også mit i Weekendavisen