Sharia eller én lov for alle?

Af Helle Merete Brix for HRSÉn af de væsentlige diskussioner, der er vokset frem i forbindelse med islams voksende tilstedeværelse i Vesten, handler om sharia kontra vestlig lovgivning. Skal vi tillade sharia lov at eksistere sammen med vestlig lov? En nyttig lille bog fra den britiske tænketank Civitas, «Sharia Law or One Law for All?» belyser problemet. I sin introduktion skriver redaktør og direktør for Civitas David D. Green, at at «årsagen til den berettigede og spontane modstand, der opstod i kølvandet på ærkebiskoppen af Canterburys opfordring til en anerkendelse af sharia lov i 2008 var, at mange mennesker intuitivt følte, at at lighed for loven er en grundpille i vestlig civilisation». Bogen er skrevet af Denis MacEoin, der i dag er Honorary Fellow på Durham Universitet. MacEoin har tidligere blandt andet undervist i arabisk og islamiske studier i Newcastle, ligesom han igennem en årrække har skrevet indgående om aspekter af religionen i bøger og tidsskrifter. MacEouin står også bag en rapport fra den store britiske tænketank Policy Exchange, «The Hijacking of British Islam: How Extremist Literature Is Subverting Mosques in the UK.» Mægling, voldgift og shariaUdover Greens introduktion indeholder bogen et vigtigt forord af advokaten Neil Addison. Addison driver hjemmesiden Religion Law UK (http://www.religionlaw.co.uk/) og er også forfatter til bogen «Religious Discrimination and Hatred Law» fra 2006. Addison prøver at bringe klarhed over begreberne mægling og voldgift, (på engelsk mediation og arbitration, red.). Voldgift er en form for retssag, hvor dommeren ikke er udpeget af staten, men af de stridende parter. Det bruges særligt i tvister om forretningsanliggender. Og voldgiftssager kan afgøres ud fra ethvert retssystems ramme, også sharialovgivningen. Men hvad der er vigtigt at forstå, påpeger Addison, er at ikke alt kan afgøres ved voldgift. Uden for voldgift ligger således strafferetslige sager eller sager om skilsmisse eller forældremyndighed. Mægling derimod kan godt resultere i en aftale, der efterfølgende godkendes af retten, hvis dommeren her har tillid til at parterne forstår de lovmæssige konsekvenser af, hvad de er blevet enige om. Men der er også mægling mellem parter, der aldrig ender med en efterfølgende retslig godkendelse. Her forsøger man så blot i mindelighed at nå frem til en afgørelse, som parterne kan leve med. I bogen introduceres vi til Muslim Arbitration Tribunal (http://www.matribunal.com/) herefter kaldet MAT. Denne muslimske instans reklamerer med at den beskæftiger sig med familiemæssige anliggender, arv, spørgsmål vedrørende moskeen og forretningsmæssige tvister og har sharia courts i bl.a. London, Birmingham og Bradford. I virkeligheden er der dog tale om mange flere sharia courts i Storbritannien, fremgår det af bogen. Der skulle således være mindst 85 sharia courts i Storbritannien, de fleste af dem opererer fra forskellige moskeer, og de er spredt rundt om i landet. Addison mener, at MAT sammenblander mægling og voldgift. Et sted taler MAT om en retssag resulterer i en vinder og en taber, og at det kan være uheldigt i spørgsmål om skilsmisse og forældremyndighed. Altså, en typisk måde at beskrive mægling på. Men et andet sted taler MAT om, at man vil tilbyde det muslimske samfund en «virkelig og sand» mulighed for at afgøre stridigheder i overensstemmelse med «islamisk hellig lov». Altså typisk voldgift. Så hvad foregår der egentlig? Her, som i bogen som helhed, gør skribenterne det klart, at der er tale om et mudret felt. Den mandsdominerede shariaMen tilbage til Greens introduktion. Han beretter, at sharia courts har fået større indflydelse og også større anerkendelse fra den britiske regering. Sharia courts opererer i dag inden for den såkaldte 1996 Arbitration Act, der altså handler om regler for voldgift, som det er forklaret tidligere i artiklen. Det fremgår af en tilkendegivelse i oktober 2008 fra det britiske justitsministerium. Heraf fremgår det også, at shariaens regler i familieretslige anliggender, noget der ligger uden for voldgiftsområdet, faktisk også vil kunne få en efterfølgende godkendelse af det britiske retssystem. Green opsummerer tre grunde til, at der er et problem i forhold til sharia courts og voldgift. For det første kan frivillig voldgift kun accepteres, hvis begge parter giver deres samtykke. Hvad hvis den ene part er en kvinde? Der er en ganske høj grad af intimidering af kvinder i muslimske miljøer, kan man ikke være sikker på, at en muslimsk kvindes accept af at en sag løses gennem voldgift er reel, mener Green. For det andet er kvinder ikke ligestillet med mænd under sharia, hvor en kvindes udsagn tæller halvt af en mands. For det tredie accepteres det i de fleste fortolkninger af islam, at en person der forlader religionen er en frafalden, der kan dræbes. Mens denne trussel står på, mener Green, kan det ikke accepteres, at sharia councils kun er et spørgsmål om uafhængig voldgift i et anliggende, der angår en bestemt religions retningslinier. Nej, de er noget langt videre: «Virkeligheden er, at for mange muslimer er sharia courts i praksis del af en institutionaliseret atmosfære af intimidering, bakket op af den endelige sanktion i form af en trussel om døden». Sharia loven genspejler, påpeger Green, «mandsdomineret asiatisk og arabisk kultur». Selv ikke hvad angår private uoverensstemmelser, mener Green, kan det accepteres at det er sharia loven der lægges til grund i et land som Storbritannien, der som de øvrige vestlige lande opererer med lighed for loven, uafhængigt af «race, køn eller religion». Derudover vil «yderligere opmuntring med hensyn til at introducere sharia lov, i stedet for at befordre integration, underminere de forsøg, der bliver gjort fra britiske muslimer side på at udvikle en version af islam, der er konsistent med et tolerant og pluralistisk samfund». Unge muslimer vil have shariaMacEoin, forfatter til bogens hovedafsnit, slår i bogen noget væsentligt fast : At islam, ligesom jødedommen, er en lovreligion. Sharia omfatter omtrent alle livets aspekter, og love, der omhandler for eksempel ægteskab, forældremyndighed med mere rummer et stor potentiale for konflikt, hvis de er i modstrid med sædvaner eller menneskerettighedsbestemmelser. Sharia loven er også blevet brugt som reference i anligggender omhandlende muslimer, der har forladt troen eller ikke-muslimer, der kritiserer islam. MacEoin nævner her den hollandske filminstruktør Theo van Goghs morder, Mohammed Bouyeri, der var overbevist om, at han ved at dræbe den islam-kritiske filminstruktør, opererede ud fra shariaens regelsæt. Men er britiske muslimer interesseret i sharia i det hele taget? I 2007 publicerede en af Storbritanniens store tænketanke, Policy Exchange, en detaljeret rapport med titlen «Living apart together: British Muslims and the paradox of multiculturalism». Heraf fremgår det, at 75 procent af de adspurgte i gruppen fra 55 år og opefter foretrækker britisk lov, men kun 50 procent af de 16-24. MacEoin konkluderer, at det betyder en voksende ekstremisme hos unge muslimer. I meningsmålingen i Policy Exchanges undersøgelse bliver der også spurgt om deltagerne er enige i, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke- muslim? Her mener for eksempel 42 procent af muslimer i gruppen fra 55
og opefter, at det må hun ikke, mens 43 procent mener, at hun godt må. 14 procent svarer ved ikke. Hos den yngste gruppe mener 56 procent, at det må hun ikke, 40 procent at hun godt må. 4 procent ved ikke. Endnu et par eksempler fra undersøgelsen: Må en muslimsk mand gifte sig med fire koner? Og en muslimsk kvinde kun med én mand? Her siger kun 18 procent af 55+gruppen ja, mens hele 52 procent af gruppen af de 16-24-årige siger ja. Altså, mere end halvdelen. Og hvad med frafald? Skal det straffes med døden, hvis en muslim skifter religion? 19 procent i 55+gruppen siger ja, 74 procent nej, 8 procent ved ikke. I gruppen af 16-24-årige siger hele 36 procent ja, 57 procent nej og 7 procent ved ikke.Den farlige fornyelse Policy Exchange ville også vide, om de adspurgte ville have sharia loven reformeret, så den passer bedre med vestlige værdier. 57 i gruppen af adspurgt i 55+ gruppen siger ja, 32 procent nej, 1 procent ved ikke. I gruppen af de 16-24-årige ønsker kun 37 procent en reform, 42 procent er imod at reformere sharia og 9 procent ved ikke. MacEoin beskriver, glimrende og kortfattet islams fire forskellige lovskoler og de kilder, som sharia loven trækker på, koran, sunna med mere. Og han peger på en vigtig forhindring med hensyn til at bringe islam og sharia loven på højde med moderne tider: Den generelle opfattelse blandt de, der udlægger teksten, af at fornyelse (bida) anses for en slags kætteri eller direkte vantro. Muhammed selv skulle have udtalt, at alt nyt er et udtryk for fornyelse, at al fornyelse er et skridt væk fra den rette vej og dermed et skridt mod Ilden, Helvede. «Få ting har skadet islam så meget som denne doktrin», fastslår MacEoin. MacEoin fortæller, at langt de fleste sager i sharia courts omhandler person-og familielov. Altså ægteskab og skilsmisse, men også ind på «følsomt» territorie, ja, endda illegalt, mener MacEoin. For hvad ægteskab angår: Hvad hvis bruden er mindreårig? Må ægtemanden have sex med en mindreårig? Må ægtemanden tage flere koner? Osv. En sag fra maj i år er kommet med som eksempel: Her fik en britisk mor med pakistansk baggrund en fængselsdom på tre år. Hun havde tvunget sine døtre på 14 og 15 år til at gifte sig med fætre i hjemlandet. Det kom frem, da den ene datter betroede sig til en lærer. Her må man naturligvis følge britisk lov, når man er britisk statsborger. Den uformelle shariaMen shariaen står indirekte stærkt i Storbritannien. For hvert et tiltag i retning af, hvad de fleste af os vil se som en forbedring af muslimers levevilkår, såsom at gøre tvangsægteskaber til noget kriminelt, møder protest i det muslimske miljø. Regeringen er på hurtig retræte, når noget sådant sker. Derfor, som MacEoin skriver, er det tvivlsomt, om der vil blive gjort nogle fremskridt på området. Og selvom islamisk lov ikke tillader æresdrab, fortsætter de med at finde sted i det muslimske samfund. Det er vanskeligt, mener MacEoin, ikke at se en sammenhæng mellem æresdrab og shariaens strenge bestemmelser vedrørende overtrædelse af seksuelle bestemmelser. Bogen giver også plads til en række eksempler på de onlinefatwaer, som der spyes masser ud af, også til muslimer i Storbritannien. For eksempel en fatwa, et svar til en spørger om, hvorvidt en kvinde kan nægte at have sex med sin mand. Det må hun kun i særlige tilfælde, hvis hun er syg med mere, lyder svaret. Eller en fatwa om hvorvidt kvinder må køre bil? Ja, på visse betingelser, men hun opfordres til at holde sig hjemme så meget som muligt. Slutteligt kan man af bogen udlede, at en uformel sharia under alle omstændigheder er på vej frem i Storbritannien. Og personligt er jeg ganske enig med MacEoin i, at dette er en udfordring for alle, med hensyn til retten til at leve i et samfund så frie som muligt, uden at vi på grund af vores etnisk-religiøse baggrund eller vores gruppetilhørsforhold skal være bundet til en speciel status, der sætter os uden for den lov, som vi alle er forpligtet på. Denis MacEoin: Sharia Law or One Law for All? Foreword by Denis MacEoin. Civitas, Great Britain, 2009. Ca. 7 britiske pund på Amazon (http://www.amazon.co.uk/Sharia-Law-One-All/dp/1906837082)