Rita Karlsen, HRS
I en kronikk i Jyllands-Posten har tidligere lektor ved CBS, Handelshøjskolen i København, Henning Kirkegaard delt noen av sine erfaringer med leserne. Han starter med å fortelle fra et hyggelig lag, eller i alle fall det som startet som et hyggelig lag:
Sankthansaften i år begyndte ellers godt. Vi var et selskab på 10 – 12 glade og aktive pensionister. Vi sad i haven i det gode vejr, og efter et vel tillavet måltid skulle der synges. Værtinden, tidligere lærer i folkeskolen, havde kopieret otte sange fra Højskolesangbogen i et lille hæfte, som blev uddelt. Og der blev sunget med glæde. Alle sangene, alle vers. Til sidst midsommervisen med teksten: Vi elsker vort land. God stemning, tryghed, glæde over tingene. Glæde over Danmark. Men så var det pludselig forbi med både den gode stemning, trygheden og glæden over Danmark. For lige med ét var der en mand, der sagde: lorteland! Og man kunne høre på tonefaldet, at det bestemt ikke var ment som en spøg. Han var vred, og han talte om de afviste irakiske asylsøgere, som på det tidspunkt havde besat en kirke i København. De skulle have lov til at blive, mente han. Han var ikke alene om at mene det, viste det sig.
Der blev også sagt: »Ja, de skal have lov til at blive, for det har vi råd til«.
Nå er nok ikke Kirkegaard og hans pensjonerte venner alene om å erfare at innvandringsspørsmål er som skapt til å ødelegge ethvert hyggelig selskap. Som Kirkgaard har også jeg mange ganger latt meg forundre over det overskyggende stemningsskifte som skjer i slike debatter – nemlig den ofte harde uforsonligheten som griper selskapet med en klam hånd:
Nu kom der gang i sagerne. Der var ikke enighed om bordet. Modargumentet var selvfølgelig, at asylsøgerne havde fået deres sager behandlet, nogle mere end én gang. Men det argument blev slet ikke taget for gode varer, og det stærke ord lorteland blev sagt igen. Spørgsmålet blev stillet: Hvilket land i hele verden ville du hellere bo i end Danmark? Men det blev ikke besvaret. Det var ikke helt let at få den gode stemning frem igen. Det var skarpheden, uforsonligheden, som overraskede mig.
Deretter har Kirkgaard observert et annet – og interessant fenomen – nemlig med den ”selvfølgelighet” regler kan brytes, bare saken er ”rettferdig nok”:
Selvfølgelig kan man ikke forvente, at folk er enige, for det, vi talte om, er jo et spørgsmål med en indbygget konflikt. På den ene side kan man hævde, at vi lever i et demokrati med love, som de af os valgte politikere har vedtaget. Og demokratiets vilkår er vel, at mindretallet må bøje sig for flertallet. På den anden side må det vel erkendes, at man ikke kan lovgive om alle livets vilkår. Så den såkaldt civile ulydighed kan se fristende ud for nogle. Man må godt bryde reglerne, bare sagen er retfærdig nok.
Somme tider er det næsten pligt at gå imod reglerne. Det mente de også i sin tid i Blekingegade-banden.
Men vi vet også alle at denne form for regelbrudd ikke har samme legitimitet hvis det er snakk om restriktiv innvandringspolitikk eller strengere krav knyttet til integrering. En slik holdning blir avkrevd nøyaktige forklaringer, som stort sett ender med det samme; det forliser på en eller annen detalj. Dermed forsvinner det større bildet, og man kan være sikker på at det heller ikke bidrar til å løfte en allerede skadeskutt stemning. Motsatt har det derimot etablert seg en tilsynelatende omforent enighet; liberal innvandringspolitikk og troen på det multikulturelle samfunn trenger tilsynelatende ingen forklaring. Det er humant. Det er ”rettferdig nok”. Ja, av og til er det tilsynelatende slik at det kan synes som om det er en ”plikt” å bryte reglene, heller enn å jobbe for å få dem endret, om det er endring en ønsker. Ethvert kritisk spørsmål til en slik holdning fører dessuten til at man med en viss automatikk settes i de førstnevntes bås – med de stemningsdrepende effekter det har. Sådan lærer man seg i sosiale sammenhenger klokelig å holde kjeft, hvis det er feststemningen man vil bevare. Men jeg registrerer at Kirkgaard og jeg har de samme tankene – som kan sammenfattes i ”fordommer” og i det nye danske ordet ”sammenhengskraft”.
Vi har fået et fint og langt nyt ord i det danske sprog. Ordet er sammenhængskraft. Nye begreber kommer ikke af sig selv. De kommer først, når de bliver nødvendige, og nu må man så spørge, hvad sammenhængskraft i vort samfund betyder? Eller bare hvad det kan betyde? Måske er den bedste vej til forståelse at tænke på ordets mulige modsætning. Hvor trues den såkaldte sammenhængskraft i et samfund? Det gør den, når vi er vidner til en langvarig, skarp, fjendtlig og uforsonlig debat. Det gør den, når vi ser en fastfrysning, en polarisering, så vi om bestemte grupper af medborgere begynder at tænke: Der er dem, og så er der er os. Og da vi selv pr. definition er de gode, må de andre nødvendigvis være de mindre gode. Eller måske endda de onde, alt efter hvor bange vi bliver, når vi tænker på dem. Denne måde at tænke på kaldes fordomme. Dem har vi alle nogle stykker af, tror jeg. Det er bekvemt med fordomme, for så behøver man ikke tænke så meget. Man kan bare slå den åndelige automatpilot til.En af mine fordomme angår kommunister. Dem bryder jeg mig slet ikke om, for jeg har læst meget om de ufattelige forbrydelser, der skete i det 20. århundrede i kommunismens navn. Jeg vil gerne have mine fordomme i fred. Derfor bliver jeg irriteret, når en kommunist siger noget fornuftigt. Afdøde rektor ved Københavns Universitet professor Mogens Fog var kommunist. Og han sagde en gang noget, som satte sig fast i min erindring: »Når man er uenig med nogen, må man helst ikke tillægge modstanderen væsentligt lavere motiver end dem, man selv mener at have«. (min uthev.)Fornuftigt, meget fornuftigt, synes jeg modstræbende.
Selvsagt har vi alle fordommer mot ett eller annet, og like selvsagt er det at det forskyver egen balanse når fordommene vakler på pidestallen. Men her er vi mennesker grunnleggende forskjellig. Personlig har jeg ofte stor glede av mennesker med andre holdninger og meninger, nettopp fordi de utfordrer meg, og jeg får prøvd ut mine argumenter – som kan bli filleristet. Enten kommer min mening styrket ut av en slik debatt, eller jeg arresterer meg selv på at meningen var bygd på uforstand eller fordommer. Da trenger jeg vel kanskje ikke føye til at jeg ikke heller er så redd for en real debatt, eller krangel om du vil, men i min ”naivitet” har jeg også tro på det ikke skal føre til at vi forsvinner i hver våre skyttergraver. Men også her har jeg erfart at vi mennesker er grunnleggende forskjellig.
Kirkgaard forteller i sin kronikk om en hendelse som han opplever som et møte mellom sammenhengskraft og fordommer. Det skjer kort tid etter at er blitt enkemann. For å døyve det som kan bli isolasjon og ensomhet, drar han til London der han og hans kone har hatt mange gode opplevelser. Sorgen over å ha mistet sin kone er selvsagt med han, og på en benk i Hyde Park møter han en muslimsk småbarnsfamilie. Kvinnen henvender seg til Kirkgaard og spør; ”Are you sad, sir?”. Han forbløffelses både over spørsmålet og hennes observasjonsevne, men bekrefter overfor kvinnen hva som har skjedd. Hun spør så om han har barn, hvilket han bekrefter. Kvinnen sier så: ”Det er godt, for så kan du bo hos dem.” Da smiler Kirkgaard.
Kirkgaard forklarer hvorfor han gjengir denne hendelsen:
Hvorfor fortæller jeg om denne hændelse, som jo i grunden er bagatelagtig og meget privat? Mit svar er, jeg ikke har glemt den venlige muslimske kvinde i Hyde Park. Hun har for mig virket som en art vaccination mod had. Hun dukker op i erindringen hver gang, jeg i aviser og TV er vidne til den skarptandede og ofte næsten hadefulde omtale af de muslimske medborgere i Danmark.
Det er et godt uttrykk: ”Vaksinasjon mot hat”. Jeg er selv vaksinert mot hat gjennom alle mine venner i utlandet, innvandrervenner og bekjente, herunder også muslimer. Derfor lar jeg meg sjelden opprøre over alle de ulike beskyldninger som fremsettes om meg eller vårt arbeid i HRS. Det er jo dessuten liten tvil om hva som fører til de sterkeste anklagene, det er kritikk av islam. Heldigvis består en del av ”vaksinasjonen” nettopp av at det er muslimer som sterkest oppfordrer oss til å opprettholde slik kritikk. At det også er dem som har minst tro på at det nytter, ja det får heller være en annen debatt. På samme måte lar jeg meg sjelden opprøre over at jeg i sosiale sammenkomster avkreves forklaringer innen innvandrings- og integreringsspørsmål. Jeg har nok ganger erfart at det er de med de sterkeste ”humane” holdningene ikke har en eneste innvandrer i sin omgangskrets. De har nok også hatt godt av en dose vaksinasjon mot hat.
Jeg vil avslutte med å slutte meg til Kirkgaards avrunding av sin kronikk:
Misforstå mig ikke. Jeg er ikke tossegod. Der er tre områder, hvor vi skal insistere, hvis vi vil bevare og udvikle vort gode åbne danske samfund. For det første skal religion og politik bo i hver sit hus. Ikke noget med sharia, nix! For det andet bør vi fortsat stræbe efter ligestilling mellem mænd og kvinder. Og for det tredje må man selv bestemme, hvilket trossamfund man vil tilhøre, og man skal ikke straffes, hvis man melder sig ud. ( … ) Så sammenhængskraften eller mangelen på den skal ikke findes uden for os selv. Den bliver hver dag svækket eller styrket af os selv. Jeg har ikke glemt den venlige muslimske kvinde. Somme tider forestiller jeg mig, at vi mødes igen i en situation, hvor hun har hørt om det had, der trives i visse kredse i Danmark. Sæt hun spurgte mig, hvad sammenhængskraft betyder, og sæt hun gentog sit spørgsmål fra den gang »Are you sad, sir?« Hvad skal jeg svare?