Mere burka-bøvl for regeringen
Af Ralf Pittelkow, publisert i Jyllands-Posten, gjengitt her med forfatterens tillatelse
Løsagtige tal bør ikke bruges i et forsøg på at grine debatten om burka og niqab ihjel.
Regeringspartierne bøvler med at blive enige om et udspil om regler for burka og niqab (hvor man kan se øjnene). De konservative presser på, Venstre bremser. Men som om disse politiske stridigheder ikke var nok, har man nu også fået en sag på halsen med en rapport, der skal fungere som baggrundsmateriale for politikerne.
Rapporten er udarbejdet af forskere på Københavns Universitet. En eller anden har lækket nogle tal fra den, der lyder på, at kun tre kvinder går med burka og 100-150 med niqab. Måske har vedkommende set lækagen som en smart omgang spin for at bremse lovgivning i sagen..
Ha-ha reaktion
I så fald fungerede det også efter hensigten i første omgang. Man fik den forventede ha-ha reaktion i medierne, der boblede over med sarkastiske bemærkninger om de tre med burka. Men så fik BT fat i forskernes rapport.
Det viser sig, at dens tal har nogenlunde samme præcision som de mange bud på en kommende regeringsrokade: luftige skøn, der blandt andet kommer fra muslimske miljøer, som kan have en interesse i at sætte tallene lavt. Det har intet med forskning at gøre. Afsløringen er pinlig for regeringen, og Pia Kjærsgaard borer i såret med krav om rapportens offentliggørelse.
Det er udmærket at få kritisk lys på rapportens tal. Forsøget på at bruge dem til at presse en bestemt politisk konklusion igennem er nemlig en afsporing af debatten.
Antallet vil vokse
Alle ved, at antallet af kvinder med burka og niqab i dag ikke er voldsomt stort. Om man tager debatten i dag eller om to år er for så vidt ligegyldigt. Men der er grund til at tro, at antallet vil vokse, så der er ikke noget forgjort i at tage debatten nu – stille og roligt.
Vi debatterer jo masser af spørgsmål, der ikke omfatter særlig mange mennesker. Fra irakiske asylansøgere til mishandling af psykisk handicappede.
Vi laver også regler for noget, der antalsmæssigt ikke er det store problem. Den såkaldte ordensbekendtgørelse forbyder således anstødelig opførsel, der kan vække offentlig forargelse. Men hvor mange ville mon rende nøgne rundt på gaden, hvis vi ikke havde disse regler?
Nogle afviser debatten
Alligevel har vi den slags regler, fordi der er ting, vi ikke vil acceptere i vores samfund. Så lad os diskutere, om det skal gælde for burka og niqab i forskellige sammenhænge: Retssale. Skoler. Sygehuse. Kontakt til sociale myndigheder. Når man skal stå til rådighed på arbejdsmarkedet. Når man skal kunne legitimere sig.
Nogle røster ønsker at afvise debatten helt under henvisning til, at det er en del af ytringsfriheden at gå klædt som man vil. Men så må de også kræve, at vi har ytringsfriheden til at gå offentligt rundt uden tøj.
Man burde være mere nuanceret i denne debat. Det er sandt, at det hører med til ytringsfriheden, at man frit kan udtrykke sig gennem sit tøj. Men det er ikke sandt, at denne frihed gælder uden nogen grænser. Der er et hensyn til, at centrale sociale relationer kan fungere, og det er der altså nogle af dem, der ikke kan, når ansigtet er tilhyllet.
Løbende debat
Lad os så i øvrigt få en løbende debat om den lavere status for kvinder, der ligger bag tilsløringen. Uanset lovgivning er det vigtigt at gøre sig denne sammenhæng klar.